Nadja Pass

Jeg har lige haft et par travle uger af den slags, hvor jeg er nødt til at indtage et par timers skod-tv hver aften for lige at få slået hjernen fra inden jeg kaster mig tilbage ud i et par kreative timer.

Og i løbet af sådan et par uger får man konsumeret lidt af hvert. Alt fra re-runs af gamle Topmodel-konkurrencer (hvor mange i løbet af ét program er det lige, man ordret kan gentage “congratulations – you’re still in the running to become Scandinavias next top-model”?) til Klovn, Clement og Et umage par glider sluger jeg med voldsom appetit. Og igår lykkedes det mig ligefrem at se et afsnit af Beverly, jeg aldrig havde set før. (Troede ellers, jeg havde set alle afsnit mindst fire gange efterhånden.)

Men det største hit viste sig ubetinget at være genudsendelserne af Syv Sure Mænd – oprindeligt produceret til Charlie og nu genudsendt på TV2. Konceptet er ganske enkelt, at syv sure, ældre herrer, der alt fra mobiltelefoner til yoga til brunch til feng shui i løbet af programmerne bliver udsat for alle ting, de hader mest – på en god, pædagogisk måde og fantastisk kamera-føring, der virkelig formår at fange deres skepsis. Ikke alene er det sjovt, fordi de selvfølgelig i begyndelsen ser kejtede ud i de forskellige situationer og udstiller deres skepsis på en meget ærlig måde – det er også enormt livsbekræftende, fordi de jo altid ender med at blive enormt positive og få nedbrudt en masse fordomme og ville ændre på deres liv… fordi de pludselig finder ud af, hvad der gemmer sig bag begreberne og får en ordentlig introduktion til dem – i stedet for at holde det 17 skridt fra livet. De får livsglæden tilbage, bliver rost, prøver ting, de aldrig har prøvet før, forkæler deres koner… bliver glade. Ikke så meget på grund af de poppede begreber (som undertegnede sguda også kan være skeptisk overfor) men simpelthen fordi de bliver foldet ud, ventileret.

Og så er det fantastisk at se netop denne aldersgruppe portrætteret på TV – hvor man ellers efterhånden kun ser barmfagre dåser og hjernedøde Ken/Ridge Forrester-lookalikes. Fedt at høre – og få indblik i – deres forbehold, sprog, tanker, frygt etc.

Men det absurde er, at det jo slet ikke er tænkt som tv til mig. Det er tænkt som tv til andre sure mænd og til nød deres koner. Skabt til TV-Charlie. Og dermed et resultat af den rigide målgruppetænkning, hvor man tror, at alt, hvad vi har lyst til at se i tv, skal handle om nogen, der ligner os.

Men ærligt talt – jeg er ved at brække mig over Nikolaj og Julie, fordi det i alt for høj grad er skabt til at spejle mig og min omgangskreds. Helt ned til ISO-indkøbsposernes økologiske indhold. Det er uinteressant og alt for klichefyldt for mig – og jeg behøver ikke tv, der handler om præcis de ting, jeg i forvejen taler med mine venner om. Jeg vil se og høre noget helt andet. Og det behøver ikke være på den fede DR2-dokumentar-agtige måde (dem elsker jeg jo også – men der er tider, hvor det bare er skod-tv, der skal til :-)

Syv Sure Mænd er et godt eksempel på, hvordan man kan få indblik i andre aldre, kulturer og lande på en reality-tilgængelig måde. Og selvom der selvfølgelig er noget fordomsfuldt over programmernes framing i sig selv, synes jeg faktisk, de formår at gøre det gøre på en måde, hvor ingen taber ansigt eller bliver gjort til grin. Det virker meget ærligt – ægte reality, so to speak.

Se det – og del gerne dine tanker…