Flotte kæmpefotos i Politiken – spild af spalteplads eller frække tankevækkere?

by Nadja

“14 sider på 7 billeder,har vi brugt i ugen, der gik,” skriver Politikens fotochef Per Folkver i Søndagspolitiken under overskriften “Når billedet står alene”. Jeg var ikke i tvivl om, hvad han sigtede til. For hele den forgangne uge havde jeg frydet mig over Miriam Dalsgaards flotte billeder, der ikke bare var broadsheet – men var et helt broadsheet-opslag. Kæmpe, kæmpe, kolossalt store – og meget, meget flotte – på en forudrolige, smuk, tankevækkende måde. Midt i 1. sektion.

Dem kunne man ikke undgå at lade sig bremse af. Øjenpauser – eller øjenudfordrere.

Jeg havde af en eller anden grund ikke rigtig fået talt med nogen om det. Hvilket er ulig mig, der ellers gladelig diskuterer mediefænomener med gud og hvermand. Så det var først da jeg læste Per Volkvers overvejelser om billederne, at jeg for alvor tyggede videre på fænomenet i sig selv. For sagen var, at de store billeder åbenbart havde provokeret mange af de faste læsere. Spild af spalteplads, havde man brokket sig.

Og heldigvis opsummerer fotochefen på bedste vis, hvorfor det netop er alt andet end spild af spalteplads:

“I den rædselsfulde centrifuge, der udgøres af krige i Libanon, Afghanistan og Sri Lanka, i vores ønske om at afdække situationen på det danske lægestudium, dønningerne efter Tour de France og Lars von Triers Wagnervision m.m., skal avisen så ikke have et rum, hvor der er mulighed for at bruge sin anden hjernehalvdel, hvor man selv drager konklusioner, og hvor betydningen af konklusionerne helt og holdent er ens egne? Et sted, hvor et anderledes univers er med til at sætte tingene i perspektiv? Kort sagt: Er det ikke i orden at forlange, at læserne, fordi de præsenteres for noget nyt, yder en ekstra indsats for at læse avisen?”

Og han fortsætter kort efter:

“Tankevækkende er det, at når talen er om billeder, at man ofte forlanger, at alle skal kunne forstå dem, eller endda synes om dem. Kan alle følge med i von Triers udlægninger af ‘Nibelungens Ring’? Kan alle følge med i Mogens Jacobsens skriverier om cykelløb? Kan alle følge med i Erik Jensens anmeldelser af den nyeste hiphop-cd? Kan alle følge med i chefredaktørens klummer? Selvfølgelig ikke. Ingen forventer det, og ingen forlanger det. Hvorfor er det så, at alle skal kunne aflæse, forstå eller holde af det samme billede?”

Jeg kan godt lide fotochefens argumentation – rigtig godt endda. Men det er selvfølgelig de store billeder i sig selv, der er attraktionen. De store billeder, der midt i 1. sektionen åbenbart fik folk til at spærre øjnene op i alt fra fryd til forargelse, er et rigtig godt eksempel på, at et billede ikke alene til tider kan sige langt mere end 1000 ord. Det kan også vække flere tanker, større forargelse og flere følelser end nok så mange ord.

Advertisement