Fra idegenerering til ideUDVIKLING

by Nadja

Man kan snart ikke åbne sin avis, et kursusprogram eller høre om en politisk strategi uden, at ordet INNOVATION står bøjet i neon. Og alene idag faldt jeg over flere artikler om emnet. Blandt andet udtrykte Michael R. Lindholm på Politikens økonomi-sider bekymring for, at innovationen er ved at udvikle sig til en boble – milliardstore satsninger i uhåndgribelige ide-udviklinger, som ingen rigtig kan måle eller veje kvaliteten af. I Weekendavisen er Lone Frank på jagt efter skaberkraften – som hun indkredser både ved hjælp af hjerneforskningsteori og interviews med forskellige kunstnere om deres egne bud på, hvor skaberkraften kommer fra.

Personligt tror jeg absolut på, at man kan træne sin hjerne til bedre og hurtigere at udvikle gode ideer, at man kan sætte sig selv i situationer, der er mere gunstige for de gode ideers opståen end andre og at det stimulerer ideudviklingen at være i ukendte situationer og omgivelser. Men den voldsomme hype omkring innovation er jeg ved at være godt og grundigt træt af.

For markedet er oversvømmet med quick-fixes. Men det er simpelthen ikke nok at sætte folk til at lege med lego-klodser i et par timer og så tro, at de med et trylleslag bliver innovative. Og det er heller ikke nok med et rum fuldt af sækkestole og pangfarver på væggene.
Der er ikke som sådan noget galt i nogle af delene, det er bare ikke nok i sig selv. For ideudvikling kræver i sig selv nogle elementer af åbenhed, nysgerrighed, ufokuserethed og tilfældighed, som ikke kan klemmes ind på et par timers kursus.

Sagen er nemlig, at innovationsarrangementer flest fokuserer ensidigt på ide-generering. Og det kommer der jo hurtigt en masse ideer ud af, og det er da sjovt at se, hvor hurtigt man kan finde på og at alle inderst inde rummer en lille ide-generator. Men det er jo ikke i sig selv ensbetydende med, at det er specielt gode ideer, der kommer ud af det.

For den vigtige del af ide-udviklingen begynder først der, hvor innovationsarrangementer flest slutter. De slutter nemlig typisk med en storstilet præsentation af gruppernes ‘resultater’ (ofte meget illoyalt præsenteret af et af medlemmerne, der gerne benytter lejligheden til at pushe deres eget synspunkt, så resten af gruppen sidder tilbage og tænker, at det da slet ikke var det, vi snakkede om).
Men det er altså ikke nok, hvis ‘resultatet’ bare er en bruttoliste over ideer. For den er ikke svær at skabe. Det svære er ideUDVIKLINGEN.

Når man udvikler en ide, kræver det blandt andet, at man tør skyde gode ideer ned indtil kun de sublime er tilbage, man skal have mod til at udforske omveje, have tålmodighed til at vride selv de bedste 138 gange mere end man troede nødvendigt. Og så skal man være villig til at ofre noget for at føre dem ud i livet. Og de processer tager tid. Der skal masseres og marineres. Ruskes og raffineres.

Og de dele kan være tidskrævende, og de kan gøre ondt og de er ikke altid helt så umiddelbart sjove som den kække idegenereringsproces med de sjove øvelser ofte er. Men den er nødvendig, hvis man skal bevæge sig fra en bruttoliste med ideer af meget blandet kvalitet, til holdbare, spændstige, slagkraftige ideer.

Derfor tror jeg, der er et indbygget paradoks i den voldsomme innovations-hype vi for tiden er vidner til. For hvis man bliver alt for forhippet på at målrettet innovativ og derfor standardiserer alle ideudviklingsmekanismerne, kan man jo næsten ikke undgå at ende med lutter forudsigelige reproduktioner. Og det er jo meget lidt innovativt.

Reklamer