Nadja Pass

Jeg har lige læst Niels’ tanker om, hvorvidt ‘live web’ i virkeligheden er død/statisk, mens det død/statiske net i virkeligheden er live.

Han skriver blandt andet:

“Men så slog det mig: er det ikke noget misvisende ved betegnelserne ‘levende’ og ‘statisk’? Kunne man ikke sige at det er lige omvendt?

Kunne man ikke sige at det ‘gammeldags’ net netop er levende, forstået på den måde at det der findes på traditionelle websites, kommer og går, lever og dør? Mange ting bliver jo bare væk når de ikke lige står på en forside længere, eller de kommer til at ligge i et arkiv med nye URL’er så links ikke længere virker, og derfor er de reelt døde for omverdenen.

Modsat kan man karakterisere det ‘nye’ net som yderst statisk: Her er en af grundstenene at alt skal have et permanent link. Ethvert blogindlæg, enhver video på YouTube, enhver historisk version af en Wikipediaartikel skal have et og samme statiske permalink til evig tid. Det er egentlig en ret simpel ting, men det er i høj grad disse statiske links som muliggør den linkaktivitet som gør det ‘nye’ net så nyttigt, fascinerende og ja, ok, livligt…”

Godt og sjovt set, synes jeg. Og jeg synes, det er tankevækkende, at vi – hvis alt er i beta og samtidig bliver bevaret for tid og evighed – bliver ved med at have alles kladder og b-shots liggende offentligt tilgængeligt for eftertiden.

Så der var nok alligevel ingen grund til at frygte, at tekstbehandlingen for altid havde berøvet historikerne og eftertiden mulighed for at se forfatternes udkast til fremtidens klassikere og de historiske brevvekslinger mellem de store statsmænd M/K’s kladder til forfatninger og nobelværdige opfindelser.