Nadja Pass

The living dead? (da processer, kladder og b-shots blev offentligt tilgængelige)

Jeg har lige læst Niels’ tanker om, hvorvidt ‘live web’ i virkeligheden er død/statisk, mens det død/statiske net i virkeligheden er live.

Han skriver blandt andet:

“Men så slog det mig: er det ikke noget misvisende ved betegnelserne ‘levende’ og ‘statisk’? Kunne man ikke sige at det er lige omvendt?

Kunne man ikke sige at det ‘gammeldags’ net netop er levende, forstået på den måde at det der findes på traditionelle websites, kommer og går, lever og dør? Mange ting bliver jo bare væk når de ikke lige står på en forside længere, eller de kommer til at ligge i et arkiv med nye URL’er så links ikke længere virker, og derfor er de reelt døde for omverdenen.

Modsat kan man karakterisere det ‘nye’ net som yderst statisk: Her er en af grundstenene at alt skal have et permanent link. Ethvert blogindlæg, enhver video på YouTube, enhver historisk version af en Wikipediaartikel skal have et og samme statiske permalink til evig tid. Det er egentlig en ret simpel ting, men det er i høj grad disse statiske links som muliggør den linkaktivitet som gør det ‘nye’ net så nyttigt, fascinerende og ja, ok, livligt…”

Godt og sjovt set, synes jeg. Og jeg synes, det er tankevækkende, at vi – hvis alt er i beta og samtidig bliver bevaret for tid og evighed – bliver ved med at have alles kladder og b-shots liggende offentligt tilgængeligt for eftertiden.

Så der var nok alligevel ingen grund til at frygte, at tekstbehandlingen for altid havde berøvet historikerne og eftertiden mulighed for at se forfatternes udkast til fremtidens klassikere og de historiske brevvekslinger mellem de store statsmænd M/K’s kladder til forfatninger og nobelværdige opfindelser.

Fra strøtanker til snebolde

De havde jo godt sagt, at det ville ske… dem der opfordrede mig til at starte en blog.

At mine strøtanker på bloggen ville kunne forvandle sig til snebolde, der bare rullede ukontrollabelt videre og undervejs blev til alt muligt, man blot kunne sidde og se facsineret på. På Reboot kaldte Doc Searls det ligefrem og op til flere gange for snowballing. “Send new snowballs down the hill” klingede nærmest som et mantra, da han indtog scenen.

Og de vinder genklang her nu, hvor jeg allerede har set et par par strøtanker forvandle sig til lange spændende diskussioner, der bare ruller og ruller og ruller…

%d bloggers like this: