Hvem skal jeg interviewe i Seattle?

by Nadja

Til efteråret tager jeg et par uger til Seattle. Det er tredje gang, jeg skal derover.

Første gang var i 1999 og ‘the emerald city’ summede af succes og opadstigende aktiemarkeder. Med Microsoft, Starbucks og Amazon som økonomiske gazeller og øko-outdoor-art-espresso-scenen som kulturel drivkraft.

Anden gang var i 2004. Min omgangskreds derovre var splittet i to – ‘the microsofties’ og tidligere Starbucks-barristaer, der havde tjent formuer på at være på rette tid og sted nogle år forinden og nu drev lidt rastløse rundt uden at kunne finde ud af, hvad de skulle bruge resten af deres liv på. Og så alle de andre, der havde nydt godt af den gode, optimistiske tid – og nu pludselig stod tilbage uden arbejde, studier eller særligt interessante fremtidsperspektiver, fordi deres brancher (kommunikation, design, kunst, cafeer etc etc) var blandt de første til at blive sparet væk, da it-boblen bristede.

Nu skal jeg så derover igen. Primært for at besøge den gode veninde, der grundlæggende er årsagen til at jeg vender tilbage igen og igen – men også fordi jeg er nysgerrig efter at se, hvordan alt web 2.0-virakken mon påvirker byen, der i ekstrem grad er både it- og kultur-følsom. Og nu er mit spørgsmål så til jer derude, om der er nogle særlige personer/firmaer/organsationer I særligt godt kunne tænke jer at læse om her på bloggen og eventuelt også i nogle andre artikler.

Jeg har selvfølgelig selv en del ideer, men når det gælder it/tech/social software/blogs er der nok nogle af jer derude, der har nogle bud, jeg ikke lige selv ville være kommet frem til.

Der er naturlige grænser for, hvor meget jeg kan nå, mens jeg er afsted – men jeg kunne virkelig, virkelig godt tænke mig at høre jeres bud på, hvem jeg skal prøve at få sat interviews op med…

Advertisement