På Melby Station
by Nadja
Et af mine yndlingssteder at komme for tidligt, er på Melby Station. Det er ikke så ofte, jeg får chancen, for jeg tager sjældent toget – og når jeg gør, er jeg sjældent alene. For det første er det de færreste andre, man kan lokke til at glane en halv time på Melby Station. For det andet er det slet ikke det samme, når man ikke er alene.
Når man er alene på Melby Station en varm sommersøndag, hvor luften står så stille, at skinnerne smelter (næppe Bane Danmarks favoritscenario), græshopperne snurrer og stilheden runger, står verden helt stille. Der er ikke andet at foretage sig, end at tjekke, at stempelautomaten stadig ikke duer, at bænkens næstyderste bræt stadig er løst (det yderste røg for et par siden) og at der stadig er masser af smågrafitti i det udøde venteværelse. Hver og en note af den slags, der i sig selv får en til at fantasere om, hvor lækker ham Johnny mon i virkeligheden var og hvordan hans knuste Sabines hjerte, siden hun virkelig har haft behov for at tatovere alle de creme-skidne vægge.
Det er bedre end flere timers meditation. Bedre end mange ugers ugeblade (og den slags skal ellers som bekendt slet ikke kimse ad). Bedre end alverdens CD’er med afstressende musik… at vente på toget i spfinx-forladte Melby.
Nadja Pass 
Jeg har faktisk stået på Melby station mange gange – for mange år siden, da Lise-Lotte og jeg var yngre og vi skulle besøge mine svigerforældre i deres sommerhus. Ok – hvad laver man så i Melby i vores dage.
vore dage?
Tjah – hvad andet end sommerhuse kan bringe en til sphinx-forladte Melby i vore dage?
Velvidende, at der findes utroligt mange andre små Ved Vejen-lignende trinbrædter i det danske land, er det immervæk stadig Pårup Trinbræt, der lå ved min farmor og farfars gård ved Gilleleje og Melby Station ved min mormors sommerhus i Liseleje, der for mig er indbegrebet af trinbrætsstemning i sommerlandet. Forventningens glæde, når man venter gæster fra byen. Trætheden efter en lang dag ved vandet, når man igen sætter gæsterne eller sig selv på toget…
[…] tekster, jeg i tidens løb har undfanget. Her, jeg absolut intet har imod at vente i timevis på Melby station. Her jeg er stukket op, når jeg engang imellem måtte stemple ud i de år, hvor jeg arbejdede alt […]