Nadja Pass

Det er kun lidt over en måned siden, jeg skød nadjasreflexioner igang. Men der er sket meget på den måned. Dels har jeg – ikke så overraskende – fået hele blogosfæren meget mere ind under huden og lærer så småt at navigere rundt i det hele. Men der er en stor frynsegode, jeg ikke lige havde regnet med at få med oven i købet: Bloggen er den mest fantastiske tænketrampolin, man kan forestille sig.

Mange oplevelser, brudstykker af samtaler og hverdagsbetragtninger, jeg ellers bare lige selv ville have studset/trippet/gnækket over og så hurtigt have glemt, bliver pludselig stof til eftertanke og blogposts. Jeg tænker så mange gange i løbet af en dag, at “det må jeg blogge om” – hvilket får mig til at holde fast i den ellers flygtige tanke dagen igennem og lade den marinere lidt – før den bliver til et blogpost i aften.
Når man er vant til at skrive lange artikler med knudrede argumentstrukturer og indskudte pointer, er det sjovt at opdage, hvordan det på bloggen ofte er det netop de små hurtige tanker og synteser, der egner sig bedst til blogposts.  Og det er virkelig en både sjov, spændende og meget befriende udfordring pludselig at skulle skrive kortere pointer, der giver mening i sig selv.

Så hvis vi lige skal give trampolin-metaforen et vrid kan vi sige, at man med wordpress/blogger/typepad som stativ og kategorierne som barduner, får skabt sig et meget kreativt spændigsfelt, hvor man frit og frejdigt kan lade tankerne boltre sig på tramponlinens spændstige flade.

Tanker, der kan være alt fra små hjernegymnastiske hop på stedet til skruer og saltormortaler.