Nadja Pass

juli 23, 2006

På Melby Station

Et af mine yndlingssteder at komme for tidligt, er på Melby Station. Det er ikke så ofte, jeg får chancen, for jeg tager sjældent toget – og når jeg gør, er jeg sjældent alene. For det første er det de færreste andre, man kan lokke til at glane en halv time på Melby Station. For det andet er det slet ikke det samme, når man ikke er alene.

Når man er alene på Melby Station en varm sommersøndag, hvor luften står så stille, at skinnerne smelter (næppe Bane Danmarks favoritscenario), græshopperne snurrer og stilheden runger, står verden helt stille. Der er ikke andet at foretage sig, end at tjekke, at stempelautomaten stadig ikke duer, at bænkens næstyderste bræt stadig er løst (det yderste røg for et par siden) og at der stadig er masser af smågrafitti i det udøde venteværelse. Hver og en note af den slags, der i sig selv får en til at fantasere om, hvor lækker ham Johnny mon i virkeligheden var og hvordan hans knuste Sabines hjerte, siden hun virkelig har haft behov for at tatovere alle de creme-skidne vægge.

Det er bedre end flere timers meditation. Bedre end mange ugers ugeblade (og den slags skal ellers som bekendt slet ikke kimse ad). Bedre end alverdens CD’er med afstressende musik… at vente på toget i spfinx-forladte Melby.

Advertisement
4 kommentarer
juli 23, 2006

Bloggen som tænketrampolin

Det er kun lidt over en måned siden, jeg skød nadjasreflexioner igang. Men der er sket meget på den måned. Dels har jeg – ikke så overraskende – fået hele blogosfæren meget mere ind under huden og lærer så småt at navigere rundt i det hele. Men der er en stor frynsegode, jeg ikke lige havde regnet med at få med oven i købet: Bloggen er den mest fantastiske tænketrampolin, man kan forestille sig.

Mange oplevelser, brudstykker af samtaler og hverdagsbetragtninger, jeg ellers bare lige selv ville have studset/trippet/gnækket over og så hurtigt have glemt, bliver pludselig stof til eftertanke og blogposts. Jeg tænker så mange gange i løbet af en dag, at “det må jeg blogge om” – hvilket får mig til at holde fast i den ellers flygtige tanke dagen igennem og lade den marinere lidt – før den bliver til et blogpost i aften.
Når man er vant til at skrive lange artikler med knudrede argumentstrukturer og indskudte pointer, er det sjovt at opdage, hvordan det på bloggen ofte er det netop de små hurtige tanker og synteser, der egner sig bedst til blogposts.  Og det er virkelig en både sjov, spændende og meget befriende udfordring pludselig at skulle skrive kortere pointer, der giver mening i sig selv.

Så hvis vi lige skal give trampolin-metaforen et vrid kan vi sige, at man med wordpress/blogger/typepad som stativ og kategorierne som barduner, får skabt sig et meget kreativt spændigsfelt, hvor man frit og frejdigt kan lade tankerne boltre sig på tramponlinens spændstige flade.

Tanker, der kan være alt fra små hjernegymnastiske hop på stedet til skruer og saltormortaler.

%d bloggers like this: