Personligt eller privat?
by Nadja
Igår fortalte en af mine gode veninder, at hun havde besøgt min blog for første gang – og jeg var selvfølgelig vanvittig spændt på, hvad hun sagde til den. Især er jeg meget i tvivl om tonen her på bloggen – er det for personligt, det jeg skriver?
Hun sagde nej – og at det netop var den personlige vinkel, der gjorde det interessant. Men hun pointerede så også (og det synes jeg var så godt pointeret, at jeg lige vil opsummere det her :-) at det nok er meget godt at sondre mellem det personlige og det private, når man blogger.
Personlige blogposts bygger således på oplevelser, tanker og reflexioner, der tager udgangspunkt i skribentens egne erfaringer, men formår at sætte dem ind i et større perspektiv, så det også kan have relevans for andre, der ikke aner, hvem personen er.
Private blogposts er derimod tanker og oplevelser, der primært henvender sig til en selv og ens nærmeste omgangskreds. De behøver ikke at være mindre interessante, men modtagergruppen er noget mere begrænset. Og det kan virke grænseoverskridende med meget private posts på en blog, hvor man ellers er vant til at læse om det faglige og det personlige.
Den sondring synes jeg egentlig er ret interessant som indlæg i diskussionen om, hvorvidt blogs bare er folks ultimative, ukritiske selvfremstilling af alt, alt, alt for private tanker – ELLER om det netop er styrken, at bloggen åbner muligheden for langt mere personlige medier. For det er selvfølgelig hensigten med bloggen og bloggerens tanker om, hvem man ønsker at henvende sig til, der definerer graden af det private og personlige.
Jeg betragter selv den personlige tone som denne blogs eksistensberettigelse. Jeg deler gerne ud af mine egne strøtanker og livserfaringer, men bestræber mig på at sætte dem ind i et lidt større perspektiv, så de forhåbentlig er relevante for andre også. I visse tilfælde nogle, der overvejer at blive iværksættere; i andre tilfælde nogle, der selv eksperimenterer med socialt software; i andre tilfælde med-retorikere/kommunikationsinteresserede – og i mange tilfælde nogle, der kombinerer det hele eller ingen af delene, men som alligevel godt kan lide et personligt funderet indspark i tankegangen.
Det private har jeg derimod svært ved at forestille mig at blogge om, og kan foreløbig ikke forestille mig andet end, at jeg vil holde mig til de mere 1-2-1 baserede medier. Men hvem ved – efter at være blevet bidt af blogtankegangen har jeg måttet æde nogle gamle kæpheste i mig og ændre mit kommunkationssyn på mangt og meget. Så jeg har lært at man aldrig skal sige aldrig.
Eller som Beta HQ har formuleret det på den t-shirt jeg bærer i skrivende stund (og se, der sneg privatsfæren sig allerede ind:-)
Change happens…stay in beta
Nadja Pass 
Hej…
Det er gode og kloge betragtninger om personlige og private blogs – jeg har det på nøjagtig samme måde og sondrer på samme vis.
Jeg tvivler dog på om jeg nogensinde kommer til at blogge om noget privat – det ligger netop i ordet, at det er noget som er i mit sind og hos andre nære, som jeg har delt det med og ikke på et offentlig tilgængeligt medie.
Just my two cents – use them or lose them :o)
/Leif
Du har ret – og jeg har også svært ved at forestille mig at skrive om mine private, inderste tanker her på bloggen.
Men samtidig kan jeg se, hvordan der hurtigt er ting, tanker og oplevelser fra privatsfæren, der begynder at gøre sig gældende herinde.
Det hænger sandsynligvis sammen med, at arbejde, fritid og privatliv i forvejen smelter meget sammen i min tilværelse – og at en vigtig faglig pointe ligeså godt kan være undfanget i privatsfæren som i den professionelle sfære.
Men hvis jeg selv skal sige det, har jeg nu altid været meget god til alligevel at skelne mellem det personlige og det private i forhold til, hvad jeg talte med folk om hvor – og det er vel det samme her. Forskellen ligger i det personlige og det private – og når man bringer det personlige ind i den offentlige/professionelle sfære er det kun interessant, hvis det bliver sat ind i en større sammenhæng, der kan have genkendelighed/relevans for andre også.
Jeg er helt enig i at det personlige er et afgørende træk ved bloggen. Og det er et interessant skel mellem personlige og private blogposts – men jeg tror ikke helt jeg kan se hvor grænsen går, eller om distinktionen overhovedet giver mening.
Jeg har ikke indtryk af at det er specielt udbredt med ‘private’ blogs der kun henvender sig til dem der kender én i forvejen. Tværtimod synes jeg det lader til at mange af de mest private (for ikke at sige intime) blogs er skrevet af anonyme bloggere hvis nærmeste IKKE kender til deres blogs – og at det ikke er det store perspektiv der tiltrækker læsere.
Nadja skriver i sit svar til Leif at det personlige skal sættes “ind i en større sammenhæng, der kan have genkendelighed/relevans for andre også”. Det tror jeg ikke – jeg tror meget af det ligger i genkendeligheden alene. Og det at man kan helt uforpligtende kan følge med i andre menneskers privatliv. Bloggere som Sille og Singleton overskrider igen og igen mine grænser – og alligevel kigger jeg af og til med.
Godt ord igen – cyclone bill :-)
Det var nu ikke min intention at sige noget om, hvad der bedst – personligt eller privat på det store, generelle plan. Set i retrospekt var intentionen nok snarere at påbegynde en slags typologi, der ville gøre det nemmere for os, der er lidt mere langsomme (kommunikationskonservative om du vil) at skelne og navigere i blogosfæren og blive lidt bedre til at tale om, hvad vi oplever derude.
For jeg er – som det er fremgået af et par posts allerede – så træt af, at mange bare afviser blogs som privat navlepilleri. Jeg mener, at det er meget mere end det – og at der iøvrigt også skal være plads til navlepilleriet, som det iøvrigt er temmeligt arrogant at kalde navlepilleri…
Jeg tror, at det vil være en fordel med lidt mere typologi/genre/målgruppe-tankegang, hvis vi for eksempel gerne vil have organisationer, virksomheder, medier og partier til at blogge på bloggens egne præmisser. For afsenderne/de nye bloggere vil det være rart at kunne tænke mere i bloggens formål og målgruppe, når de skal vinkle deres indlæg – og for læserne vil det være rart at have en fornemmelse af, hvor professionelt/privat/personligt de skal forvente, at det bliver.
Dermed være ikke sagt, at man ikke kan lege med genrerne og blande lidt på kryds og tværs. Og der kan selvfølgelig til enhver tid komme læsere, der kommer med et helt andet formål end det bloggeren selv umiddelbart forestiller…Men ikke desto mindre tror jeg, at det vil være en stor hjælp, når man skal igang med at ‘frame’ sin blog.
Og her er det ikke kun privat og personligt, der er interessant. Professionalisme er også et superrelevant parameter – og det er også, som du siger – fornemmelsen af et peek ind i det private.
Så måske kunne man sige:
Privat
Private-Peek
Personligt
Professionelt
Hvad siger I andre derude? Ville det være nogle dækkende genrer eller skal der nogle helt andre til? Er det helt hen i vejret at ville prøve at tænke lidt genre og målgruppe? Er det netop totalt modstridende i forhold til alt hvad bloggen kan og står for?
Jeg kender ikke svaret, men synes, det kunne være rigtig interessant at udforske det lidt i fællesskab (det var så her, det ville have været rigtig smart, hvis jeg kunne finde ud af starte en lille wiki til formålet… :-)
Hej igen…
Uanset, hvordan man hver især vælger at betragte verdenen i forhold til det om at man er personlig eller privat i forhold til blogs m.m., så gælder begrebet “eye of the beholder” stadigvæk i den grad.
Se blot, hvordan “folk” stadig kan være helt utrolig private på jobbet eller overfor nære venner, men ikke har noget problem med at udstille sig med “yderst private billeder” på diverse websites (lad mig bare for god ordens skyld sige, at jeg ikke selv er blandt de, der vælger at være private i forhold til venner og kolleger, men lader sig udstille fuldt ud overfor hele verdenen – blot det sker via internettet :o)
Samtidigt har mange, inklusive mig selv, helt utvivlsomt også overvejelser at gøre sig, hvis man via sin blog begynder at udtrykke sig kritisk i forhold til enkeltpersoner eller grupper, der synes at racisme er noget, som man bare må dyrke i reel uvidenhed om, at sådan fungerer verdenen bare ikke. Desuagtet, at jeg er total modstander af racisme og undertrykkelse af nogen som helst mindretal, kan jeg da ikke lade være med at overveje om at jeg tør udtrykke mig “offentligt” via en blog eller lignende – for det “trykte” står jo ved magt.
Er det bare mig, som har den slags tanker eller er der andre, der har de samme bekymringer som mig?
/Leif
Distinktionen mellem det private og det personlige er besnærende. Og i dagligsproget vil distinktionen sjældent møde protester. Hvis en almelder fx skriver, at forfatteren er personlig uden at blive privat, ja så ved vi godt, hvad der menes.
Det bliver straks sværere, hvis vi skal forklare andre, hvor grænsen går.
På mit natbord ligger bogen “Hold masken eller der falder brænde ned” af Anders Lund Madsen og Michael Jeppesen. Det er en af de der bøger, hvor forfatterne skriver emails til hinanden og udgiver det som en bog. Michael og Anders er sjove, vanvittigt krukkede og meget pinlige. Først og fremmest pinlige. Michael fortæller fx om sine rejsningsproblemer, mindreværdsfølelser og pigen han måske har gjort gravid ved en fejltagelse. Og det er vel privat? Eller er det kun privat, hvis det virkelig er hans “inderste tanker”? Det er jeg nemlig ikke sikker på, at det er. Anders er heller ikke, og det gør ham godt gammeldags sur. Måske. Eller også lader han bare som om. Det er ikke til at blive klog på.
Men normalt er vi ikke i tvivl. I dagligsproget er det private noget nær det modsatte af det professionelle. Rejsningsproblemer er privat, medmindre det er læger, der taler om det professionelt.
Det er ordet Personlig, der giver problemer. Især hvis vi gør det personlige til det, der tager udgangspunkt i ens eget liv, men ikke er ens inderste tanker.
Du skriver personligt. Det er næsten ligesom at være sammen med dig, når man læser din blog. Der mangler bare en masse sundt slik i små skåle, men ellers kan man både høre og mærke dig i dine tekster. Ligesom man hører og mærker Anders og Michael. Så spørgsmålet er om det personlige ikke er en kvalitet ved tekstens stil snarere end en kvalitet ved dens indhold? Her først på natten giver det mest mening inde i mit hoved. Men jeg vil gerne belæres om noget andet på en privat-peek-agtig måde.
Jeg forstår godt, at det irriterer dig, når nogen kalder weblogs for privat navlepilleri. Jeg er selv blevet skudt samme synspunkt i skoene af en studerende, der ikke hørte efter i timen. For selv om der findes uendeligt mange navlepillende sider på nettet, så er det jo ikke det det private, der definerer genren.
Det giver vel slet ikke mening at tale om webloggen som en genre? Vel ikke mere end bøger er en genre. Webloggen er snarere et medium, der kan rumme utallige genrer med fælles formmæssige træk, men mange forskellige sociale motiver – for nu at sige det lidt indforstået retorisk. Det samme gælder for hjemmesider generelt. Eller hva?
Tramp gerne videre i trampolinen – og hæld godt med vand på…
/Mark
.
Man kan vel godt snakke om bloggen som en genre – men med undergenrer? I så fald er der dog meget forskellige sociale motiver bag de forskellige undergenrer… Men overordnet set ser Miller (http://blog.lib.umn.edu/blogosphere/blogging_as_social_action.html) to generelle sociale motiver i bloggen: det at udtrykke sig selv og skabe retoriske fællesskaber.
Jeg synes Nadjas undergenrer giver meget god mening som et kontinuum – men samtidig er det også bare så svært at sige noget som helst generelt om blogs fordi det kan være så mange ting. De tekniske rammer er ikke engang rigtig fastlagte endnu, og de bliver netop brugt med så forskellige sociale motiver der vel nok kun har Millers to til fælles.
Leif: Jo, det trykte står helt klart ved magt. Men så er der jo mange der vælger at være anonyme – det giver jo mange en frihed at folk IKKE ved hvem de er (se fx her: http://julies.smartlog.dk/62774_Nysgerrighed_draebte_katten.html eller her: http://hvasnakkerduom.blogspot.com/2006/07/morfar-kvrulerer-over-at-vre-anonym-i.html). Min egen blog er vel også grundlæggende usympatisk, og derfor hedder jeg bare noget så fjollet som Cyclone Bill… Men bortset fra det tror jeg der aldeles ufarligt i at kritisere racister på sin blog – gudskelov!
Mht. det private som stil- eller indholdskvalitet, er jeg helt enig i at rigtig meget bare er personaarbejde og sjældent RIGTIG privat. Men omvendt – man kan vel også være voldsomt privat i en helt tør og upersonlig stil? Eller hvad?
I øvrigt: personligt/privat-diskussionen lever flere steder – se fx her: http://fivetosix.smartlog.dk/61973_Hvad_er_det.html – det er mildest talt en hønsegård, men på den reality-tv-agtige (nåja, peek-agtige) måde også ret underholdende at se på fra sidelinjen.
Hm – det var vist mere en masse links end de store linjer jeg kunne bidrage med…
Du har ret, Cyclone Bill: Miller betragter webloggen som en genre med “self-expression and community development” som centrale sociale motiver. Det giver måske god mening, selv om andre motiver nok vil være mere dominerende i nogle tilfælde. Det kan vi så kalde undergenrer eller genrebrud eller misforstået brug af genren.
Nå, men tilbage til privat/personlig. Jeg er helt enig i, at det er nyttigt at overveje, hvor privat man vil være i sin weblog. Og som sagt giver distinktionen privat/personlig god mening umiddelbart. Jeg er bare miljøskadet og kan ikke lade være med at overveje, hvordan vi skelner i praksis.
Hvordan ved vi om noget privat har almen interesse og derfor kan kaldes personligt? Hvad er afgørende? Afsenders hensigt? Teksten? Modtagernes oplevelse?
Lad os være konkrete: Hvorfor er Nadjas indlæg om Melby station personligt snarere end privat? Er det fordi Nadja har et ønske om at sige noget alment og ikke bare skriver til sig selv? (I så fald er det nærmest umuligt at afgøre i praksis, medmindre vi har mulighed for at spørge forfatteren, for vi kender jo sjældent hensigten.) Eller er det fordi indlægget rummer noget alment interessant? (Og hvordan afgør vi i så fald det?) Eller er det ganske enkelt fordi vi som læsere ikke føler os intimideret – vi har ikke følelsen af, at hun udleverer sig selv eller andre? (Og hvis det er måden vi afgører det på, kan der vel være lige så mange meninger som modtagere?).
I dagligsproget hører at en tekst er privat eller for privat vil det ofte være, fordi teksten virker intimiderende eller navlepillende om man vil. Det er derfor, at mange betragter weblogs som navlepillende pladder. De har ganske enkelt andre standarder for, hvad man bør skrive om offentligt.
Jeg synes ikke denne her blog er for privat. Det er “Hold masken” heller ikke. Men andre vil være uenige med mig. Og jeg har vel ikke mere ret end de har?
/Mark
Jeg har faktisk selv gået og gnækket lidt over, at lige netop det indlæg, der ligger øverst på bloggen i disse dage, hvor personligt-privat-diskussionen har trukket utroligt mange læsere, NETOP er ret privat. Godt set, Mark. Forfatterens intention – for nu er i så heldige at have mulighed for at spørge til den .-) var egentlig at sige noget mere generelt om, hvad den slags tankerum betyder for inventio/idegenering/effektivt&energi i hverdagen etc etc. Og det var det, jeg sad og tænkte på hele vejen hjem fra Melby Station den aften.
Men det blogpost, der kom ud af det, blev mere til en stemningsberetning, der affødte en helt ny kategori på bloggen “litteratur i levende live” som jo også er sådan lidt semi-faglig i tonen. Klart meget nørdet… for jeg forestiller mig jo selvfølgelig, at den skal indeholde blogposts om de steder/situationer/møder, der tit og ofte får brudstykker af litteraturkanonen til at klinge i baghovedet. På Melby Station aludderer jo lissom ret kraftigt til kendtere digt af Johannes V. :-)
Tak, fordi du delte hensigten og allusionen med os, Nadja. Det havde du egentlig ikke behøvet – selv om jeg må indrømme, at jeg havde overset allusionen (-:
Hensigten går fint igennem, når man læser Melby-indlægget.
Min pointe var bare, at ethvert indlæg – hvor privat det end er – kan sige noget alment. Nogle gange vil “det almene” være trivielt og banalt, men det vil være der.
Jeg har i snart et år løbende læst med på bloggen “Mit liv i en nøddeskal med alt for store tæer” (http://annakatrine.smartlog.dk/) hvor forfatteren skriver om alt muligt privat (I et af de seneste indlæg hører vi om forfatterens kropsbehandling og problemerne med at få gjort hælene lækre.) Meget privat og nogle gange intimt. Men ikke helt uden et større perspektiv, når man lærer forfatteren at kende. Ok, perspektivet kræver måske flere efterrationaliseringer, og det er vel også mindre intenderet end perspektivet i indlæggene på denne blog, men det er der. Mit liv i en nøddeskal handler på et højere plan om kønsroller, mindreværd og alt muligt andet vigtigt i livet. Og tit er det velskrevet.
Men ok, vi kan vel lukke diskussionen ved at følge Cyclone Bills vej: Vi kan betragte privat/personlig som et kontinuum, hvor alle vel kan blive enige om, at “Mit liv i en nøddeskal” befinder sig til venstre på skalaen i forhold til Nadjas, der er lidt til højre (Kaj og Andrea allusion).
Det er pissepedantisk at være imod. Men jeg har ferie og min kone har bedt mig om at slibe alle vinduerne, så jeg kan ikke lade være.
Det irriterer mig nemlig. Rangordenen irriterer mig. For vi kan ikke sige privat/personlig, sort/hvid, mand/kvinde uden at rangordne. Og rangordningen bygger på en kulturelt betinget forestilling om, at vores følelser og tanker er ordnet i små løgringe inde i hjernen, hvor nogle tanker er mere inderlige end andre. Mere private. Mere i hjertet af løget.
I vores kultur er et det ikke så fint at lufte de inderste tanker offentligt, hvis de ikke kan iklædes et overordnet perspektiv. Og det er måske også godt det samme?
Ok, jeg er pedantisk, men jeg har en god grund. Det er dødssygt at slibe syv vinduer. Og når jeg står der og sliber irriterer det mig at købe Cyclone Bill løsningen (nok fordi han har ret). Jeg tror der er et perspektiv i alle tanker, alle blogs. Nogle perspektiver er trivielle, hørt før – endda i en bedre sproglig dragt. Men perspektivet er der, og jeg er parat til at slibe hele ideen om det private og det personlige ned til en banal pointe om, at nogle tekster har interessante perspektiver andre har trivielle. Det kontinuum køber jeg. Og også her ligger Nadjas Refleksioner til højre for dem, der er til venstre.
/Mark
PS. Mit første indlæg var lidt vrøvlet og med musen på “Submit Comment” har jeg følelsen af, at det her indlæg også er det. Slagt det, så jeg har mulighed for at give jer ret.
Hej Mark
Jeg sidder også stadig med en “åhåh-sikke noget vrøvl”-fornemmelsen, hver gang jeg submitter et indlæg eller en comment. Men i virkeligheden har vi måske fat i noget af sagens kerne her… at blogindlægget – uanset om det er født privat, personligt, politisk, professionelt… – ER meget tættere på os som usikre, afprøvende individer, der ikke har svaret, men gerne vil være med til at afsøge svarmulighederne – og accepterer, at der nok ikke er et endegyldigt svar, men at udflugten på vej til svaret i sig selv kan være det hele værd.
Det er en langt mere åben og temmelig skræmmende fornemmelse, når man er vant til at ethvert indlæg, man submitter til offentligt gennemsyn har været igennem samtligt bearbejdningsfaser og 138 korrekturer. Men det giver samtidig et spændende og meget fascinerende øjebliksbillede af nogle spontane strøtanker – strøntanker, som jeg tror vi ville have godt af at møde flere af i den offentlige debat.
Så alle indlæg ikke altid er så gennemtyggede, spin-spundne og vildt-vaccinerende, at de aldrig lægger op til en reel debat.
Og med hensyn til ¨det private” som stilfigur, så skal man ikke undervurdere, hvor meget framingen med “ferie og nedslibning af vinduer” betyder for læseglæden af dit forrige indlæg :-)
P.S. Det foregående svar var jeg oprindeligt i gang med at skrive som en mail direkte til Mark.
Og det var først mens jeg sad og skrev den, at det gik op for mig, at den selvfølgelig også burde være en ‘comment’. For det er jo også lige netop det, der er en del af pointen – at samtaler, man tidligere havde på 1-2-1 basis, nu også kan foregå i det offentlige rum med chancen for spændende indspark fra helt andre kanter.
Det kræver altså også lige lidt tilvænning – men perspektivet er spændene.
Helt enig! Lidt umiddelbarhed skader nok ikke.
Ja, ok. Mit indlæg skader nok ikke, jeg skal bare lige vænne mig til genren osv (-:
[…] Christine forsvarer afhandlingen på fredag. Forsvarshandlingen er offentlig, og alle er velkomne. Tid: 1. september kl. 13.00 præcis. Det kan max. vare 3 timer Sted: Lokale 23.0.49 i det nye KUA, Njalsgade 126. I øvrigt er der sket en masse spændende siden Christine afleverede afhandlingen. Ikke alene var der en rigtig god artikel om afhandlingen i Weekendavisen i sidste uge – hendes blog om emnet, firstpersoninprint, udvikler sig også med stor fart. Og den er ved at udvikle sig til en guldgrube af viden og citater om skriveri, der bringer skribenterne/personligheder i front. Ph.d-afhandlingen handler om førstepersoner og journalistik på PRINT. Men meget af det kan også med blogbrillerne på være meget relevant for den diskussion om personligt og privat, der har været diskuteret voldsomt blandt andet her på bloggen. […]