Nadja Pass

Enhver der kender mig personligt eller har læst Reflexioner om Stjerner (hvor jeg udrullede mine teorier om ‘stjernernes periodiske system’ og ‘sladderbladenes retorik’) ved, at jeg har et-mere-end-almindeligt-stort forbrug af ugeblade og skodtv.

Og selvom jeg bestræber mig på at få set og bladret i lidt af hvert (hvad gør man ikke i faglighedens navn, suk, hvor er det hårdt at interessere sig for medier… :-) er der alligevel mange blade, jeg ikke sådan lige får læst on a monthly basis.

Derfor var det stort, da jeg forleden fik en ordentlig stak blandede ugeblade med hjem fra en samarbejdspartner (de normale aftagere af denne guld-fryns var på ferie, så deres gæster kunne en goodie-bag med hjem). For her var gode sager af den slags, jeg ellers ikke sådan lige ville være stødt på. Blandt andet Femina og Fokus. (Motor er jeg så ikke lige nået til endnu – og BilledBladet gav jeg videre, da jeg måtte indrømme, at det havde jeg allerede læst :-).

Kastede mig straks over FOKUS – det relativt nye (og allerede temmelig udskældte) eksperiment med at skabe et ugeblad for mænd. Og det var såmænd en samling ret forudsigelige historier om Tour de France, lidt lir og sådan. Meget sjovt at have set – men så heller ikke så meget længere.

FEMINA overraskede heller ikke lige frem. Lidt “Sådan indrettede designer-parret sig lækkert i gammel mølle”-boligreportage og “dank trendforsker i London, der har gjort det virkelig godt” -interview. Helt allright. Til gengæld var der så også en artikel om, hvor skønt det er at være i kvinde i 40’erne. Og den var der lidt gods. Tonsvis af gode eksempler på supersexede, kloge kvinder i 40’erne, der endelig var nået ud over ungdommens mange kvababbelser og forsøg på at passe ind i konventionerne – børnene store nok, til at der bliver frigivet lidt energi til mødrene selv og deres egne drømme igen – plads til at give den gas. Ifølge artiklen var Madonnas 40-års fødselsdag startskuddet til, at det blev trendy at være kvinde i 40’erne (og nu jeg tænker over det, har jeg vist også for nylig i BilledBladet læst sociologen Emilia van Hauen – selv funky 40’årig – udtale sig om, at Alexandra (nu kun højhed) var langt mere interessant som kvinde og person end 30-something Mary, der stadig er midt i den usikre tid med småbørn og kamp for at få det hele til at hænge sammen og derfor endnu ikke helt har overskud til at profilere sine egne kanter).

Som 32-årig skal jeg ikke kunne sige, om det er rigtigt, at livet i 40’erne er meget federe. Men jeg kan sige så meget, at det er supermotiverende at se den slags artikler, der understreger, at livet ikke er forbi efter de 40 – og dermed vender list op og ned på begreberne. Det samme gælder artikler om kvinder med meget yngre kærester; om iværksættende kvinder, der bryder med forventningerne om, at pokalbørn, hvidt-og-slidt-idyl og hjemmebagte boller er lykken; om kvinder der tør føde deres børn i udlandet og rejser med dem til primitive områder – alle dem, der bryder med forventningerne. Og den slags artikler er der egentlig ganske mange af i damebladene.

Så mangler vi bare, at der bliver byttet rundt på indholdet i FOKUS og FEMINA – så kvinderne får indblik i, hvorfor Tour de France er så fantastisk, får tips til at bestille ordentlige vine på restauranten og fixe motoren selv – og mændene fra højeste sted får at vide, at – og at modne kvinder også kan være sexede og superattraktive. Så det slet ikke er nødvendigt at skifte ud med en yngre model for at håndtere panikalderen.

Se det ville være motivationsretorik :-)