Nadja Pass

Min mors Beijing-observationer – nu på blog?

Der er sket noget stort. Forleden så jeg Trine-Maria i Deadline sammen med min mor – og efter lige at have sundet sig et øjeblik sagde hun: “Jeg kunne da også lave en blog om dagligdagen i Kina – bare sådan om de kinesiske forbrugere, de ældre kineseres sociale liv i parkerne og lidt om, hvordan Beijing har ændret sig i de fem år, vi har boet der. Kunne det ikke være meget interessant?”

“Helt sikkert”, sagde jeg straks – og det mener jeg også. For nu skal det lige siges, at mine forældre har boet i Beijing de sidste fem år, hvor Riget i Midten unægteligt har forandret sig temmelig meget… og at min mor har en ret uovertruffen evne til at gøre sig små fiffige observationer. Hun er efterhånden blevet rigtig god til kinesisk, og mine forældre rejser land og rige rundt, så snart min far har en sjælden feriedag… så der skulle nok kunne blive af stof med spændende iagttagelser fra et land i rivende udvikling og med stadigt større bevågenhed i verdenspressen og globaliseringsdiskussionerne.

Her til aften har vi så kick-startet bloggen – www.kineserier.wordpress.com – og selvom der kun ligger en enkelt post lige foreløbig, synes jeg, det er vældig stort, at den er igang… og jeg glæder mig til at følge udviklingen derinde.

Så… velkommen i blogosfæren Mor :-)

Hvad hvis man i én uge byttede rundt på indholdet i FEMINA og FOKUS?

Enhver der kender mig personligt eller har læst Reflexioner om Stjerner (hvor jeg udrullede mine teorier om ‘stjernernes periodiske system’ og ‘sladderbladenes retorik’) ved, at jeg har et-mere-end-almindeligt-stort forbrug af ugeblade og skodtv.

Og selvom jeg bestræber mig på at få set og bladret i lidt af hvert (hvad gør man ikke i faglighedens navn, suk, hvor er det hårdt at interessere sig for medier… :-) er der alligevel mange blade, jeg ikke sådan lige får læst on a monthly basis.

Derfor var det stort, da jeg forleden fik en ordentlig stak blandede ugeblade med hjem fra en samarbejdspartner (de normale aftagere af denne guld-fryns var på ferie, så deres gæster kunne en goodie-bag med hjem). For her var gode sager af den slags, jeg ellers ikke sådan lige ville være stødt på. Blandt andet Femina og Fokus. (Motor er jeg så ikke lige nået til endnu – og BilledBladet gav jeg videre, da jeg måtte indrømme, at det havde jeg allerede læst :-).

Kastede mig straks over FOKUS – det relativt nye (og allerede temmelig udskældte) eksperiment med at skabe et ugeblad for mænd. Og det var såmænd en samling ret forudsigelige historier om Tour de France, lidt lir og sådan. Meget sjovt at have set – men så heller ikke så meget længere.

FEMINA overraskede heller ikke lige frem. Lidt “Sådan indrettede designer-parret sig lækkert i gammel mølle”-boligreportage og “dank trendforsker i London, der har gjort det virkelig godt” -interview. Helt allright. Til gengæld var der så også en artikel om, hvor skønt det er at være i kvinde i 40’erne. Og den var der lidt gods. Tonsvis af gode eksempler på supersexede, kloge kvinder i 40’erne, der endelig var nået ud over ungdommens mange kvababbelser og forsøg på at passe ind i konventionerne – børnene store nok, til at der bliver frigivet lidt energi til mødrene selv og deres egne drømme igen – plads til at give den gas. Ifølge artiklen var Madonnas 40-års fødselsdag startskuddet til, at det blev trendy at være kvinde i 40’erne (og nu jeg tænker over det, har jeg vist også for nylig i BilledBladet læst sociologen Emilia van Hauen – selv funky 40’årig – udtale sig om, at Alexandra (nu kun højhed) var langt mere interessant som kvinde og person end 30-something Mary, der stadig er midt i den usikre tid med småbørn og kamp for at få det hele til at hænge sammen og derfor endnu ikke helt har overskud til at profilere sine egne kanter).

Som 32-årig skal jeg ikke kunne sige, om det er rigtigt, at livet i 40’erne er meget federe. Men jeg kan sige så meget, at det er supermotiverende at se den slags artikler, der understreger, at livet ikke er forbi efter de 40 – og dermed vender list op og ned på begreberne. Det samme gælder artikler om kvinder med meget yngre kærester; om iværksættende kvinder, der bryder med forventningerne om, at pokalbørn, hvidt-og-slidt-idyl og hjemmebagte boller er lykken; om kvinder der tør føde deres børn i udlandet og rejser med dem til primitive områder – alle dem, der bryder med forventningerne. Og den slags artikler er der egentlig ganske mange af i damebladene.

Så mangler vi bare, at der bliver byttet rundt på indholdet i FOKUS og FEMINA – så kvinderne får indblik i, hvorfor Tour de France er så fantastisk, får tips til at bestille ordentlige vine på restauranten og fixe motoren selv – og mændene fra højeste sted får at vide, at – og at modne kvinder også kan være sexede og superattraktive. Så det slet ikke er nødvendigt at skifte ud med en yngre model for at håndtere panikalderen.

Se det ville være motivationsretorik :-)

Personligt eller privat?

Igår fortalte en af mine gode veninder, at hun havde besøgt min blog for første gang – og jeg var selvfølgelig vanvittig spændt på, hvad hun sagde til den. Især er jeg meget i tvivl om tonen her på bloggen – er det for personligt, det jeg skriver?

Hun sagde nej – og at det netop var den personlige vinkel, der gjorde det interessant. Men hun pointerede så også (og det synes jeg var så godt pointeret, at jeg lige vil opsummere det her :-) at det nok er meget godt at sondre mellem det personlige og det private, når man blogger.

Personlige blogposts bygger således på oplevelser, tanker og reflexioner, der tager udgangspunkt i skribentens egne erfaringer, men formår at sætte dem ind i et større perspektiv, så det også kan have relevans for andre, der ikke aner, hvem personen er.

Private blogposts er derimod tanker og oplevelser, der primært henvender sig til en selv og ens nærmeste omgangskreds. De behøver ikke at være mindre interessante, men modtagergruppen er noget mere begrænset. Og det kan virke grænseoverskridende med meget private posts på en blog, hvor man ellers er vant til at læse om det faglige og det personlige.

Den sondring synes jeg egentlig er ret interessant som indlæg i diskussionen om, hvorvidt blogs bare er folks ultimative, ukritiske selvfremstilling af alt, alt, alt for private tanker – ELLER om det netop er styrken, at bloggen åbner muligheden for langt mere personlige medier. For det er selvfølgelig hensigten med bloggen og bloggerens tanker om, hvem man ønsker at henvende sig til, der definerer graden af det private og personlige.

Jeg betragter selv den personlige tone som denne blogs eksistensberettigelse. Jeg deler gerne ud af mine egne strøtanker og livserfaringer, men bestræber mig på at sætte dem ind i et lidt større perspektiv, så de forhåbentlig er relevante for andre også. I visse tilfælde nogle, der overvejer at blive iværksættere; i andre tilfælde nogle, der selv eksperimenterer med socialt software; i andre tilfælde med-retorikere/kommunikationsinteresserede – og i mange tilfælde nogle, der kombinerer det hele eller ingen af delene, men som alligevel godt kan lide et personligt funderet indspark i tankegangen.

Det private har jeg derimod svært ved at forestille mig at blogge om, og kan foreløbig ikke forestille mig andet end, at jeg vil holde mig til de mere 1-2-1 baserede medier. Men hvem ved – efter at være blevet bidt af blogtankegangen har jeg måttet æde nogle gamle kæpheste i mig og ændre mit kommunkationssyn på mangt og meget. Så jeg har lært at man aldrig skal sige aldrig.

Eller som Beta HQ har formuleret det på den t-shirt jeg bærer i skrivende stund (og se, der sneg privatsfæren sig allerede ind:-)

Change happens…stay in beta

%d bloggers like this: