HELLerup?

by Nadja

Igår stødte jeg på dette skilt:

hellerup.jpg

Stærk inspireret af Line-BLOGBOGSTAVER-Pedersen, måtte jeg jo straks fotografere det som eksempel på sjov sprogbrug på skilte. For her har en fiffig vandal har været ude og lege med en kombination af sin sprogfornemmelse, sit politiske syn på forstæderne nord for København og sin spraydåse.

Nu kunne jeg jo aldrig finde på at opfordre til vandalisering af offentlig ejendom – men når nu skiltet ligefrem stod der, midt i vejarbejde og vejkryds, vil jeg alligevel lige give det et par ord med på vejen. For faktisk var det en rigtig god lille tankevækker. Og et eksempel på, hvordan motivationsretorik i det offentlige rum sniger sig i tankebanerne. For hele resten af cykelturen kørte jeg og tænkte på Hellerup, om i virkeligheden skal udtales HELLerup.

For nu er det ikke nogen hemmelighed, at jeg selv er vokset op derudeaf. Godtnok var vores hus det mindste på hele Parkovsvej, og godtnok var mine forældre akademikere, hvis tjenestemandslønninger ikke kunne måle sig med alle de andre Øregård-forældres direktørstillinger og bankbøger (det var på den tid, hvor det kun var et år eller to siden, prinserne var blevet studenter fra Øregård Gymnasium, så det var med dén på). Men selvom jeg ikke selv hørte til de superrige, er jeg vokset op blandt mange rige forældres børn. Og det har lært mig en meget vigtig ting, som jeg tror betyder meget for mig i min dagligdag som iværksætter: Jeg er smerteligt bevidst om, at penge ikke i sig selv er alt.

Det er SÅ tyk en kliché – men for det meste er der jo en grund til, at klichéer bliver klichéer. Og i dette tilfælde har jeg simpelthen set så mange beviser på, at man kan være ekviperet i Kalle Børnetøj fra top til tå, gå på fine privatskoler, hvor man har været skrevet op, inden man blev født og kan se sine bedsteforældres studenterfotos hænge på gangene og soppe fra egen strandgrund hele læseferien – og alligevel være temmelig ulykkelig og meget fucked up.

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke også gerne selv ville være vildt rig. Det ville jeg da utrolig gerne, for jeg har så mange ideer og projekter, jeg gerne ville kunne iværksætte uden at skulle tænke på økonomien, og jeg sætter da også helt vildt pris på luksus, rejser og en dagligdag, hvor man ikke skal vende hver fem-øre. Så det er ikke, fordi jeg på nogen måde er imod fede bankbøger og stor indtjening. For mig kan det bare aldrig blive en drivkraft i sig selv.

For min opvæst i Gentofte har effektivt kureret mig ethvert tilløb til millionær-drømme eller ønsket om at optræde i ugebladene. Og da jeg altid var i opposition – eller i hvert fald ‘skæv’ i forhold til mine omgivelser – hele barndommen og den tidlige ungdom, har jeg også meget tidligt affundet mig med, at jeg ikke ville blive en del af den traditionelle status-liv-cyklus.
Og set i bakspejlet er altså temmelig heldigt at være stemplet mentalt ud af det ræs et godt stykke tid inden jeg blev selvstændig – for ellers kunne det måske være svært (endnu sværere end jeg tiltider oplever det i dag) ikke nødvendigvis til at kunne snakke med om stress, weber-grill-fester og firmajulefrokoster på samme entusiasme, som hvis man fulgte et af mere traditionelle karriereforløb.

Karriereforløb, der med temmelig stor sikkerhed ville sætte ens boligkurs og livsstilsambitioner direkte mod HELLerup.

Reklamer