Nadja Pass

Man havde det jo godt på fornemmelsen.

Det var lidt ligesom med Nynnes Dagbog. Da først Husum døde, vidste man, at der ikke var langt igen.

Og på samme måde, da Bartlet var tæt på at have siddet sine to perioder (for i USA ser som bekendt ikke med milde øjne på præsidenter, der gør anstalter til at lave ’en Roosevelt’) og desuden havde fremskreden sclerose. Man vidste lissom godt, hvor det bar henad.

Og for et par timer siden løb det (som speakeren ikke undlod at tvære ud i det allerede åbne sår) uigenkaldeligt sidste afsnit af Præsidentens Mænd – eller “The West Wing” – så henover skærmen.

Og vel var det trist og vemodigt at tage afsked med Bartlet og hans stab efter at have fulgt deres ambitioner, kompromisser, drømme, visioner og intriger på klos-hold i årevis. Men så er det jo godt, at man støder på sjove spinn-offs, når man sidder her og googler – som for eksempel “The campaign sites” for de to fiktive præsidentkandidater i den afsluttende valgkamp. Komplet med hovedpointer og opfordringer til at bruge sin stemme/borgerpligt.
Damn good television – lad os håbe at seriens høje seertal og rekordstore Emmy-høst kan være med til at bevise overfor tv-producenterne og seer-tals-fetichisterne, at vi faktisk er ret mange, der sætter pris på lidt kompleksitet, kant og manuskriptforfattere med masser på hjerte og hjerne.