Lounge møder blog – og live-blogging opstår
by Nadja
I eftermiddags var jeg til et rigtig godt arrangement hos BetaHQ. Her er et uddrag af den teasende invitation, jeg lidt tilfældigt var snublet over på betahq.com:
“At mediebranchen er i færd med den største serie af forandringer siden Gutenberg er næppe en overdrivelse. Google er ved at udvikle sig til verdens største indoor medie. Reuters er ved at genopfinde sig selv. Aviserne går i offensiven. De innovative forlag lancerer bøger i beta og publicerer på nettet.”
Indlæggene fra BetaHQ’erne var i sig selv gode og tankevækkende – men det mest inspirerende var faktisk selve arrangementets form. Det gik under begrebet ‘Lounge’ – og formen var forbilledlig. Her var 5-6 veltunede indlæg på hver ca. 10 minutter, stramt ordstyret og afbrudt af kommentarer og debat. (med en ordstyrer, der formåede lige at samle op på oplæg og kommentarer, hvilket ikke er en diciplin ordstyrere i DK generelt mestrer).
Formen tvang foredragsholderne til at være meget pointerede+fokuserede og holdt tempoet højt på en rigtig god måde.
Når man tænker på, hvordan de fleste konferencer går i tomgang med lange indlæg, der ofte sluger spørgerunden, fordi foredragsholderne ikke formår at holde tiden/strukturere deres indlæg… ja så var det lige før, man kunne udråbe denne loungeform til at være for konference-universet, hvad bloggen har været for internettet: En mulighed for at gøre det hele langt mere levende, pointeret og dialogisk.
Så i virkeligheden var det vel en slags live-blog: med korte, pointerede indlæg og masser af plads til hurtige kommentarer.
Tak for det flotte skudsmål. Jeg “svælger” lige i det!
Selv tak Gunnar. Og selv tak til BetaHQ. Man skal jo altid huske at sige, når noget har været godt og vakt stof til eftertanke.
Og så knækkede I altså med den “10-velproportionerede minutter + spørgsmål og debatoplæg”-form et par konference-nødder for mig. For jeg har virkelig længe undret mig over, at der ikke var nogen (inklusive mig selv), der udfordrede formen mere. Helt tydeligt, at blog-tankegangen også der har været med til at skærpe jeres kommunikationssyn :-)