Nadja Pass

For en måneds tid siden stod jeg på talerstolen på universitet i Oslo, hvor jeg tegnede og fortalte om motivationsretorik – eller måske mest af alt introducerede tankegangen til den måbende forsamling. Ikke alene havde jeg – bevidst – valgt at bryde formen midt i den højakademiske konference ved at vise en meget billedmættet og tildels underholdende præsentation, selve indholdet skilte også vandene.

Mange – rigtig mange faktisk – kommenterede bagefter, at det var meget befriende med denne nye måde at se det hele på. For efter en hel dag med konstateringen og begrædningen af, at den deliberative (traditionelle politiske) talegenre er meget trængt i nutidens mediebillede, gav jeg med motivationsretorikken et bud på, hvad vi kan gøre ved det.

Andre var (som ventet) stærkt skeptiske. Har svært ved at acceptere tanken om at reklamer, skod-tv og andre lidet accepterede mediegenrer rummer et stort potentiale, hvis man vil nå ud til alle dem, der ikke i forvejen er politisk interesserede.

Den norske avis klassekampen bragte desuden et langt interview med mig om motivationsretorik sat op imod norske eksempler. Vældig god artikel, synes jeg. Dejligt fagligt funderet og alligevel letflydende og motiverende i sig selv. Og så er det interessant at se, at problemstillingerne (fx politikere, er i stadigt højere grad undergraver deres egen ethos ved at stille op til Showtime, Vild med Dans og De fantastiske Fem) er gennemgående i både Danmark, Norge og Sverige.

Alt i alt var det rigtig dejligt at få vendt tankerne i et fagligt forum – og så var det interessant at se, at problemstillingerne (fx politikere, er i stadigt højere grad undergraver deres egen ethos ved at stille op til Showtime, Vild med Dans og De fantastiske Fem) er gennemgående i både Danmark, Norge og Sverige.