Nadja Pass

Tankevækkere

Illustration af Maibritt Linnebjerg Illustration: Majbritt Linnebjerg

Nogle mennesker er motivationsretorikere i sig selv: spændende personer, der i vidt forskellige brancher er med til at rykke lidt ved vores allesammens opfattelse af samfundet. I Reflexioner om Holdninger (2003) interviewede jeg tre af dem. Den norske forfatter Jan Kjærstad, den svenske businessguru Kjell A. Nordström og den danske kogekone Camilla Plum. På tværs af de tre interviews skrev jeg desuden artiklen 'Tankevækkerne', der opsummerer 5 karakteristiske træk ved motivationsretorikerne. De fem træk er:

  1. Grundlæggende – de skaber overblik, sammenhænge og grundlæggende livsanskuelser
  2. Uafhængig – de arbejder på tværs af ideologier og institutioner
  3. Selvsikker – de lefler ikke for modtagerne men udfordrer, provokerer og pirrer dem
  4. Inkarneret – de sætter handlinger bag holdninger
  5. Ambivalent – vækker både beundring og forargelse

Formår man at kombinere de fem – eller i det mindste de fleste af dem – er der stor sandsynlighed for, at man er en rigtig god tankevækker. Nominér gerne nogle eksempler – og lad os diskutere, deres potentiale som tankevækkere/motivationsretorikere.

Reklamer

Motivasjonsretorikk – indlæg på retorikkonferencen i Oslo

For en måneds tid siden stod jeg på talerstolen på universitet i Oslo, hvor jeg tegnede og fortalte om motivationsretorik – eller måske mest af alt introducerede tankegangen til den måbende forsamling. Ikke alene havde jeg – bevidst – valgt at bryde formen midt i den højakademiske konference ved at vise en meget billedmættet og tildels underholdende præsentation, selve indholdet skilte også vandene.

Mange – rigtig mange faktisk – kommenterede bagefter, at det var meget befriende med denne nye måde at se det hele på. For efter en hel dag med konstateringen og begrædningen af, at den deliberative (traditionelle politiske) talegenre er meget trængt i nutidens mediebillede, gav jeg med motivationsretorikken et bud på, hvad vi kan gøre ved det.

Andre var (som ventet) stærkt skeptiske. Har svært ved at acceptere tanken om at reklamer, skod-tv og andre lidet accepterede mediegenrer rummer et stort potentiale, hvis man vil nå ud til alle dem, der ikke i forvejen er politisk interesserede.

Den norske avis klassekampen bragte desuden et langt interview med mig om motivationsretorik sat op imod norske eksempler. Vældig god artikel, synes jeg. Dejligt fagligt funderet og alligevel letflydende og motiverende i sig selv. Og så er det interessant at se, at problemstillingerne (fx politikere, er i stadigt højere grad undergraver deres egen ethos ved at stille op til Showtime, Vild med Dans og De fantastiske Fem) er gennemgående i både Danmark, Norge og Sverige.

Alt i alt var det rigtig dejligt at få vendt tankerne i et fagligt forum – og så var det interessant at se, at problemstillingerne (fx politikere, er i stadigt højere grad undergraver deres egen ethos ved at stille op til Showtime, Vild med Dans og De fantastiske Fem) er gennemgående i både Danmark, Norge og Sverige.

Videnskabsformidling som motivationsretorik

Jeg har lige, sammen med resten af Reflexioner-holdet, udarbejdet et avisindstik for Videnskabsministeriet som optakt til Forskningens Døgn 2006. Her bragte vi superkorte, men stadig fagligt funderede, interviews med otte udvalgte forskere fra vidt forskellige fagområder – illustreret af de gamle reflexionerkendinge: Billedkunsteren Jannie Weimar og illustratorerne Jan Oksbøl Callesen, Kristian Eskild Jensen og Katrine de Place Bjørn. Desuden indeholdt indstikket pluk fra døgnets program og en sammensattende artikel om forskningens forunderlighed.

Tilsammen skulle de 12 sider gerne være et godt eksempel på, hvordan man kan formidle videnskab på en inspirerende og lettilgængelig måde.

Vi har undervejs meget tænkt på det som en lille æske fyldte chokolader – for hver artikel er let af hapse og lækkert indpakket. Og smager forhåbentlig af mere. Og den næste haps er også lækker – men smager alligevel helt anderledes, så man får stimuleret mange forskellige smagsløg.

Collage af billedkunstneren Jannie Weimar

Collage skabt af billedkunsteren Jannie Weimar

Welcome to LazyTown

Læste lige i min lørdagsavis, at der til efteråret kommer et nyt islandsk børne-tv-program, der hedder LazyTown. En serie børneprogrammer, der allerede har gået deres sejrsgang i det store udland.

Her lærer den kun-lidt-super-agtige superhelt Spartacus ungerne (der ved seriens start er så dovne, computerspillende og fast-food-ernærede som byens navn antyder) at guffe frugt og grønt, røre sig og behandle hinanden ordentligt. Super politisk korrekt i indholdet, men udført på en tegneserie- og ikke-spor-løftede-pegefingre-agtig måde, der har vist sig at have stor appel til alverdens unger. Serien har allerede haft den effekt, at børnenes frugtindtag, motionslyst og opsparinger (som serien også opfordrer til, så ungerne får respekt for penge ved hjælp af sindrigt alternativt monitært system) i 'real life' har ændret sig drastisk.

Og i så fald må serien jo siges at være et rigtig godt eksempel på motivationsretorik for børn og barnlige sjæle (mon ikke også et par forældre kigger med – Spartacus siges i hvert fald at have en vis mor-appel :-) )

For det lyder som en rigtig god måde at få sagt vigtige ting på en måde, der får børnene selv til at ville spise sundere og handle mere bevidst.

Politiken kalder det en blanding mellem politisk korrekt og dybt kommercielt, fordi det på ABBA-lignende vis er nøje planlagt, hvordan den internationale succes skal udrulles… med diverse merchandise og konceptrestauranter. Og det synes jeg, lyder som en virkelig interessant blanding. Det kan hænde at være dybt problematisk – men der er også tale om en potentiel genremæssig nyskabelse, der måske vil kunne anvendes i mange forskellige sammenhænge, hvor det drejer sig om at motivere børn – til andet end stereottype prinsessedrømme og ridderlege. (selvom persongalleriet: superhelt, skurk med mareret hage og pige med lyserødt hår, der elsker at synge og danse selvfølgelig ikke lyder så nuanceret endda … ) 

Jeg har p.t. kun set et par trailers og behind-the-scenes fotos på

Welcome to LazyTown

Så jeg ved jo ikke, om det er cool, når det kommer til stykket. Men ideen lyder virkelig interessant. Så jeg må se at få inviteret mig selv til tv-premiere hos en af børnefamilierne i omgangskredsen, når startskuddet lyder på TV2 til efteråret :-)

Og så lærte Doc Searls os at skelne mellem det statiske net – og det levende net

Jeg havde fornøjelsen af at høre cluetrain-guruen Doc Searls (hvis claim to fame er, at han var den første, der sagde "Markets are conversations") både på Samtalerne og på Reboot.

I begge indlæg lagde han stor vægt på at skelne mellem det statiske, traditionelle internet og det levende, konstant opdaterede net (der primært drives af de mange blogs, der opdateres langt oftere, og hvor læserne kommunikerer og udveksler tanker på kryds og tværs i en stor, organisk samtale).

Indlægget var meget inspirerende og lidt af et wake-up-call for mig, der indtil da ikke havde skænket den skelnen mange tanker. Men en rigtig interessant skelnen, fordi man pludselig bliver opmærksom på, hvor monologisk og trægt det 'gamle' internet endte med at blive, selvom det blev hyldet som dialogisk, interaktivt og supersmidigt dengang i 90'erne.

Doc Searls' wake-up-call har blandt andet fået mig til at benytte søgemaskinen Technorati flittigt – fordi den søger, finder og indexerer alt det, der sker på 'the live web' langt mere effektivt end de gode, gamle søgemaskiner (siger man om ting, der tops er 15 år gamle, syret altså…)

Trine-Maria Kristensen – der blandt meget andet arrangerede Samtalerne – har denne kommentar til Doc Searls indlæg + et link til Harddiskens interview med mesteren selv.

En dinosaurus på opdagelsesrejse

Det er sommer, det er sol og det lørdag. Og her sidder jeg inden døre – fuldstændig opslugt af udforske bloguniverset. Et link tager det næste, nye begreber trænger sig på og får mig til at granske FAQ’er, hvor jeg støder på nye spørgsmål, der også vækker min interesse og trækker mig dybere og dybere ind i bloggernes forunderlige univers.

Faktisk overrasker det mig. Ikke så meget trangen til at undersøge og eksperimentere med et nyt medie. Men at jeg – selvom jeg føler mig som en dinosaurus – stædigt bliver ved med at forsøge. Pludselig er jeg hooked – men hvorfor netop nu, når jeg allerede for to år siden blev opfordret til at gå i gang med bloggeriet…og aldrig fik gjort noget ved det. Hvorfor sidder jeg pludselig her nu og synes, at det kun kan gå for langsomt?

Jeg tror primært, det skyldes:

  1. at jeg pludselig har et formål med at blogge (at lære systemerne og universet at kende, så jeg har et bedre grundlag for at skabe det nye Reflexioner og gøre det relevant for dem, der kender det sociale software som deres egen bukselomme; forstå mulighederne for kunne anvende dem-agtigt)
  2. at jeg fik lagt en mere specifik vinkel på indholdet (det handler om tilværelsen som selvstændig og eksperimenterne med bloggeriet – som jeg på mange måder tror, kan være relevante erfaringer for andre at læse om, hvis de er i samme situation)
  3. at jeg har nogle gode tolke, som jeg godt tør stille dumme spørgsmål (fordi jeg for længst har outet mig selv som dinosaurus, og derfor ikke behøver at bekymre mig om at “keep up appearances”)
  4. at jeg synes, det er helt vildt sjovt… (det havde alle de kloge jo også sagt, at det villre være – men manner, hvor skulle der lige hul på bylden)
%d bloggers like this: