At være eller ikke være modig

by Nadja

Den typiske reaktion når jeg fortæller, at jeg har mit eget forlag er “gud, hvor er du dog modig”. Og den reaktion har egentlig altid undret mig. For i virkeligheden synes jeg tanken om at turde overlade ansvaret for sit arbejdsliv i en andens – være sig chef, virksomhed, amerikansk moderkoncern… – hænder, er langt mere skræmmende.

Når jeg taler med mange af mine fastansætte venner og bekendte i gode stillinger, synes jeg sjældent de fremstår særligt trygge. De er ofte stressede, fordi de har fået udstukket umulige opgaver – eller bare har fået for mange af dem. Andre påvirker deres arbejdstider, ferier og fridage. Og der er fusioner og omstruktureringer i et væk – så man i bedste fald er tvunget til at være forandringsparat, selvom man slet ikke er det – og i værste går i halve og hele år med (reel eller imaginær er i den sammenhæng mindre vigtig) fyringstrussel hængende over hovedet. Hvor er trygheden i det? Hvorfor skulle det være mere modigt at sætte sig selv i en situation, hvor man selv kan planlægge sig ud af travlheden, lægge tid ind til det, der er vigtigt, fravælge opgaver, der ikke er det værd… hvad er egentlig mest modigt? At være eller ikke være selvstændig?

Advertisement