At komme igang med bloggeriet
by Nadja
Det er ikke nogen hemmelighed… det har taget mig meget, meget lang tid at få taget hul på denne blog. SELVOM jeg har en masse på hjerte. SELVOM jeg i Thomas Madsen-Mygdal og Trine-Maria Kristensen har haft de bedst tænkelige mentorer. Og SELVOM jeg virkelig gerne ville.
Jeg har virkelig haft svært ved at finde ud af, hvordan tonen, indholdet og vinklen skulle være – og så må jeg indrømme, at jeg som ordfetichist også har haft det lidt svært med tanken om at publicere så mange spontane, ufærdige ting. En ting er at turde lægge et 1. udkast ud til samarbejdspartnere, redaktører eller kunder – men det er altså noget andet at acceptere, at det ufærdige, foreløbige er produktet i sig selv… så der har jeg lige måttet sluge et par kameler – og jeg kan jo le ad mig selv for selvfølgelig er dette jo så heller ikke mit første forsøg… det er mindst den 4. blog jeg karter rundt på for at finde ud af, hvad der skal til for at jeg føler hjemme her i mit nye virutelle rum.
Men efterhånden begynder det at føles rigtigt – og hvorfor er det så? Det er jeg jo alligevel for metaagtig til helt at lade ligge… så her kommer lige et par punkter:
- Jeg har fundet ud af, hvad meningen er med at jeg skal have en personlig blog – og det er at dele ud af alle de tanker, problemer og nye muligheder, jeg støder på som kulturel iværksætter. Ting som jeg dagligt e-mailer med folk om, holder foredrag om eller diskuterer over diverse fredagsøller – og som ligeså godt kunne blive lagt herud til mere mangfoldig debat.
- Jeg har fundet et blog-format jeg selv kunne 'customize' bare en lille bitte smule – og selvom det ikke er der skal betyde noget og alt det der, må jeg indrømme, at jeg havde svært ved at have et offentligt ansigt udadtil, hvor billederne, farverne og det hele var bestemt af andre end mig. Nu glæder jeg mig selvfølgelig til jeg får en kyndig kombination af en grafiker og en programmør til at lave det rigtig fedt. Men jeg i det mindste fået skabt mig et rum, hvor jeg kan holde ud at se på væggene…
- Jeg var på Reboot, hvor alt der angik blogging og den digitale fremtid pludselig virkede som det naturligste i verden.
- Jeg er 7-9-13 i en periode i mit liv, hvor hjernen konstant bobler over af nye ideer – og hvor jeg samtidig har fået indlagt tid til at tygge på det hele – og her er bloggen faktisk et helt perfekt redskab til lige at få struktureret tankerne. Men hvis man ikke er vant til det, kræver det altså lige lidt sammenhængende tid at få leget nok med systemet til, at man begynder at føle sig fortrolig med det. Og den sammenhængende tid skulle i hvert fald til for mig, før det begyndte at falde naturligt liiiiige at sætte sig til bloggen.
Og så – ja tænk engang… mere skulle der ikke til, før man fandt mig fredag aften foran skærmen…