Nadja Pass

En kilde til evig bloginspiration – og glæde for ordnørder – er Line Pedersen (stræberen fra min blog-erfa-gruppe WL-gruppe 1)

Hun startede i løbet af 0.5 en helt fantastisk blog om sproglige fænomener. Den hedder blogbogstaver – og er virkelig et besøg værd.

Blandt de humoristiske højdepunkter er samlingen af mærkværdige skilte – tolket, fortolket og overfortolket af ordkløveren Line. Rigtig sjovt. Se for eksempel den her

Første gang jeg blev opmærksom på, at der var noget nyt i gære med socialt software og godt gang i gryderne, var da Thomas Madsen-Mygdal sidste år inviterede mig med til Reboot, så jeg kunne interviewe Jimbo Wales – manden bag wikipedia. Det var to meget spændende dage, selvom jeg følte mig som en dinosaurus med en ikke-medbragt-bærbar-der-i-øvrigt-aldrig-ville-være-kunnet-komme-på-reboots-wifi og en Nokia 3310, der gik totalt kold under en vigtig 'hvor og hvornår er det vi skal mødes til interviewet'-samtale med Jimbo Wales.

Der trissede jeg rundt som den eneste, der

• ikke kunne følge med i, hvordan talerprogrammet blev opdateret i reboot-wikien
• ikke bloggede alt, hvad jeg hørte
• ikke fotograferede alt, hvad jeg så – og straks oploadede det til 23

Jeg var kort sagt helt håbløs – men hold op, hvor blev min hjerne og min fornemmelse for Reflexioner allerede dengang Rebootet. Og hold op, hvor var det inspirerende at tilbringe et par timer sammen med Jimbo Wales.

Du kan hente en pdf med interviewet på reflexioner.org – i umiddelbar forlængelse af interviewet finder du også seks teser om den digitale fremtid nedristet af Thomas Madsen-Mygdal himself – og de sætter unægtelig det hele i perspektiv. Dem kan du også læse lige her…

Det er ikke nogen hemmelighed… det har taget mig meget, meget lang tid at få taget hul på denne blog. SELVOM jeg har en masse på hjerte. SELVOM jeg i Thomas Madsen-Mygdal og Trine-Maria Kristensen har haft de bedst tænkelige mentorer. Og SELVOM jeg virkelig gerne ville.

Jeg har virkelig haft svært ved at finde ud af, hvordan tonen, indholdet og vinklen skulle være – og så må jeg indrømme, at jeg som ordfetichist også har haft det lidt svært med tanken om at publicere så mange spontane, ufærdige ting. En ting er at turde lægge et 1. udkast ud til samarbejdspartnere, redaktører eller kunder – men det er altså noget andet at acceptere, at det ufærdige, foreløbige er produktet i sig selv… så der har jeg lige måttet sluge et par kameler – og jeg kan jo le ad mig selv for selvfølgelig er dette jo så heller ikke mit første forsøg… det er mindst den 4. blog jeg karter rundt på for at finde ud af, hvad der skal til for at jeg føler hjemme her i mit nye virutelle rum.

Men efterhånden begynder det at føles rigtigt – og hvorfor er det så? Det er jeg jo alligevel for metaagtig til helt at lade ligge… så her kommer lige et par punkter:

• Jeg har fundet ud af, hvad meningen er med at jeg skal have en personlig blog – og det er at dele ud af alle de tanker, problemer og nye muligheder, jeg støder på som kulturel iværksætter. Ting som jeg dagligt e-mailer med folk om, holder foredrag om eller diskuterer over diverse fredagsøller – og som ligeså godt kunne blive lagt herud til mere mangfoldig debat.
• Jeg har fundet et blog-format jeg selv kunne 'customize' bare en lille bitte smule – og selvom det ikke er der skal betyde noget og alt det der, må jeg indrømme, at jeg havde svært ved at have et offentligt ansigt udadtil, hvor billederne, farverne og det hele var bestemt af andre end mig. Nu glæder jeg mig selvfølgelig til jeg får en kyndig kombination af en grafiker og en programmør til at lave det rigtig fedt. Men jeg i det mindste fået skabt mig et rum, hvor jeg kan holde ud at se på væggene…
• Jeg var på Reboot, hvor alt der angik blogging og den digitale fremtid pludselig virkede som det naturligste i verden.
• Jeg er 7-9-13 i en periode i mit liv, hvor hjernen konstant bobler over af nye ideer – og hvor jeg samtidig har fået indlagt tid til at tygge på det hele – og her er bloggen faktisk et helt perfekt redskab til lige at få struktureret tankerne. Men hvis man ikke er vant til det, kræver det altså lige lidt sammenhængende tid at få leget nok med systemet til, at man begynder at føle sig fortrolig med det. Og den sammenhængende tid skulle i hvert fald til for mig, før det begyndte at falde naturligt liiiiige at sætte sig til bloggen.

Og så – ja tænk engang… mere skulle der ikke til, før man fandt mig fredag aften foran skærmen…