Nadja Pass

januar 2, 2016

3 nytårsønsker på tærsklen mellem 2015 og 2016

Hvis jeg skulle sætte en overskrift på 2015 ville det være den smukke første sætning i Dickens’ A Tale of Two Cities: “It was the best of times and the worst of times”.

For i min levetid har ét år sjældent været så præget af terror, skuddramaer, uoverskuelige flygtningsstrømme – og sjældent har valg og folkeafstemninger skabt så store kløfter både mellem borgerne og politikerne og mellem landsdele og befolkningsgrupper. Men samtidig har 2015 også budt på masser af lysglimt, der forhåbentlig kun er kimen til, at vi som befolkning i 2016 for alvor begynder at påtage os langt mere ansvar. At vi hver især sætter ind netop dér, hvor vi ser det største udviklingspotentiale og har de bedste forudsætninger for at være med til at gøre en forskel – og så gør alt, hvad vi hver især kan for at præge fremtidens Danmark.

Når jeg tænker tilbage på 2015 har mine egne tanker især kredset om tre spørgsmål, som jeg allerede i 2015 har eksperimenteret med forskellige løsningsforslag til – kimen til større eksperimenter, som jeg virkelig håber at kunne folde mere ud i 2016, så de kommer til at gøre en endnu større forskel for langt flere. Og jo mere, jeg tænker over det, jo mere sidder jeg tilbage med tre store nytårsønsker her på tærsklen mellem 2015 og 2016.

Ét på det personlige plan, ét på det professionelle plan og ét på det samfundsmæssige plan. 

romanesco

Mine tre nytårsønsker er tæt forbundne og hinandens forudsætninger.
Så et godt og enkelt skridt på vejen er selvfølgelig at starte på det personlige plan,
hvor man med sikkerhed kan gøre en forskel.


1. På det personlige plan – Hvordan bliver vi voksne bedre til at være nybegyndere igen? 

Mit 2015 startede på en paradisstrand i Cuba. Nytårsaften lå ca halvvejs inde i en to-måneders rejse, der – udover selvfølgelig al de glæde og selvforkælelse, det også bringer at bytte to af årets mørkeste måneder ud med sol, salsa og livsnydelse – et led i et større Borgerlyst-eksperiment, hvor jeg de seneste år har brugt mig selv som forsøgskanin. Nemlig at være “voksen nybegynder”.

I Borgerlyst-sammenhæng interesserer det mig, fordi jeg gennem årene har kunnet se, hvor ofte folk holder sig tilbage fra at føre deres borgerlystne ideer ud i livet, fordi de er bange for at fejle, ikke føler sig “klar” eller tror de skal vide og kunne alt muligt, inden de går i gang. Mens al vores erfaring fra vellykkede borgerlystprojekter og iværksætteri viser, at den allerbedste måde at blive klar på bare er at gå i gang og lære det undervejs. Men at det kræver, at man tør fejle og at man ind i mellem er meget kikset. Hvilket som voksen kan være svært at acceptere, når man i mange år har beskæftiget sig med ting, man er god til. Det har aldrig faldet mig selv særligt svært at kaste mig ud i borgerlystne projekter og iværksætteri, selvom jeg dybest set ikke har anet, hvordan jeg skulle gribe det an. Men så er der alt muligt andet, jeg ikke er god til og som føles grænseoverskridende for mig. Så for at træne min forståelse af, hvordan det føles at være nybegynder har jeg de seneste år kastet mig ud i alt muligt, jeg selv drømte om at blive bedre til, men som føles grænseoverskridende, udfordrende eller svært. At opdyrke talenter, jeg aldrig rigtigt fik udfoldet, fordi jeg havde travlt med alt muligt andet. Eller lære noget, jeg tidligere ikke har fået lært. Det har tidligere bragt til at tage være på “Billedskole for voksne” på SMK og tage et kursus i improvisationsteater hos Skuespiller-forbundet. Men Cuba-turen var et langt større skridt, fordi det var en meget intensiv indsats og fordi pardans er noget af det, jeg altid gerne har været villet være rigtig god til, men som også har været meget grænseoverskridende for mig, fordi det mildt sagt aldrig har været nogen spidskompetence for mig, at “lade mig føre”.

Trods et par enetimer med en vidunderlig lærer næsten hver dag i to måneder, blev jeg aldrig nogen ørn til at danse salsa. Men jeg lærte en masse om rytme og trin og kropsglæde. Jeg fandt glæden i at give mig hen til en andens ideer og planer og rytmer. Dels i dansen, men også på et mere grundlæggende plan, hvilket er stort, når man som mig ellers altid har levet, valgt og prioriteret så meget som muligt efter mit eget hovede. Og måske vigtigst af alt: Jeg kan meget bogstaveligt mærke, at jeg efter den tur er blevet meget mere modig. Ikke så meget på det professionelle plan, hvor jeg altid har været ret frygtløs. Men på det personlige plan. Jeg bekymrer mig simpelthen meget mindre om, hvordan jeg ser ud, synger, danser, taler eller om jeg “er for meget”, end nogen sinde før. Jeg har slået mig meget mere løs. Mine nybegynder-eksperimenter har hjulpet mig til at falde på plads i mig selv.

På det personlige plan er mit nytårsønske er at både jeg selv og så mange andre som muligt i 2016 kaster os ud i alle mulige forskellige nybegynderprojekter. Hvad der er det rigtige for jer hver især og hvor jeres største udviklingspotentialer ligger, ved kun I selv – men jeg tror inderligt på, at uanset hvor man tager fat og tør afprøve sig selv på nye måder, smitter det positivt af på alle livets andre aspekter, fordi man så også bliver mere modig dér og mindre bange for at fejle.

2. På det professionelle plan: Hvordan frigiver jeg tid og energi til at udvikle noget nyt i stedet for at gentage mig selv?

I sommers så jeg nogle dokumentarprogrammer om Edison, der satte alle mulige tanker i gang. Der var masser af spændende pointer om opfindelser, kreativitet og kompromisløshed. Men det, der optog mig allermest var en lille sidehistorie om dengang, Edison lige havde opfundet fonografen. Det var allerførste gang nogen sinde, man kunne optage lyd og mere eller mindre tilfældet var det børnerimet “Mary had a little lamb” Edison reciterede. Alle ville selvfølgelig opleve miraklet, så Edison måtte rejse land og rige rundt med sin fonograf – og alle steder blev han bedt om at sige “Mary had a little lamb”.  I følge dokumentarprogrammet var han ved at gå til i gentagelsen. Det var naturligvis vigtigt for fonografens udbredelse, at han kom rundt med den og så mange som muligt fik mulighed for at opleve i en verden, hvor hverken radio, tv eller internet endnu kunne broadcaste nyhederne til de mange. Men han følte, han brugte sin tid på alt det forkerte, for han allerede så mange ideer til nye og endnu bedre opfindelser, der byggede videre på hans erfaringer med fonografen, men som han ikke fik tid til at hellige sig, så længe han brugte sin tid på at gentage sig selv.

Dén historie har jeg næsten tænkt dagligt over siden. For jeg synes, det meget præcist stiller skarpt på et kreativt paradoks: På den ene side er det ekstremt vigtigt for gode ideers udbredelse, at man som skaber fastholder fokus og opdyrker og videreudvikler dem, så de ikke bare bliver ved den gode ide, men bider sig fast og bliver ordentligt forankret. Men på den anden side risikerer den store opmærksomhed og efterspørgsel også at fastholde skaberen i det allerede udviklede format eller koncept, mens der måske lå endnu større muligheder i alt det nye, der endnu ikke er udviklet, men som bygger videre på erfaringerne. De fleste af os er stødt på paradokset i musikkens verden, hvor musikerne helst vil spille deres nyeste musik til koncerten, mens publikum venter længselsfuldt på, at de gamle hits. Og det moderne mediebillede har i høj grad accelleret opmærksomheden, så mange fine projekter bliver  overeksponerede så tidligt i deres udvikling, så de i bedste fald strander på at blive ved med at levere det, der pludselig efterspørges massivt, selvom det måske kun var en prototype – og i værste fald risikerer at drukne i deres egen succes.

På det professionelt-personlige plan har jeg oplevet det med store fokus på Borgerlysts Samtalesaloner. Et ide og et format som jeg elsker og er meget stolt af at have skabt sammen med Andreas Lloyd. Men også et enkelt eksperiment ud af mange, der pludselig endte med at gribe langt mere om sig, end vi havde forestillet os. Det er fantastisk, fordi vi jo bliver lykkelige hver gang nogen nye tager initiativ til at starte deres egne samtalesaloner rundt om i landet – men det har også været en udfordring, at der pludselig var så stor efterspørgsel på at få os ud for at holde samtalesaloner, at vi endte med at bruge en masse af den tid, vi ellers skulle have brugt på at udvikle nye eksperimenter, på at svare på henvendelser om konsulentopgaver, der dybest set aldrig var meningen med det hele.

Det har været et af de professionelle spørgsmål, der har optaget mig mest i 2015: Hvordan hjælper jeg bedst samtalesalonerne videre ud i verden, så jeg stadig er med til at styrke samtalekulturen så meget som muligt og hjælper så mange som muligt til selv at blive gode værter – og hvordan sorterer jeg samtidig bedst i henvendelserne udefra, så jeg kun påtager mig de opgaver, hvor det virkelig gør en forskel om netop jeg er tilstede og er værtinde, så jeg frigiver mest mulig tid til at udvikle nye eksperimenter.

I 2015 tog Andreas og jeg to ret drastiske beslutninger i den forbindelse. Dels besluttede vi at splitte vores lille to-somme samarbejdskerne, som vi ellers har fået så meget godt ud af de seneste 5 år, op. Mens jeg fortsætter med at videreudvikle Borgerlyst, har Andreas startet projektet “Medborgerne”. Vi er stadig hinandens gode venner og faglige legekammerater og kommer sikkert også fortsat til at samarbejde om nye ideer og projekter. Men ved at splitte op, skabte vi plads til nye samarbejder, nye måder at gøre tingene på og nye chancer for hver især at fokusere på netop de tanker og ideer, vi hver især har brændt mest for, men som der ikke blev så meget plads til i vores samarbejde, fordi den anden ikke brændte ligeså meget for netop dét.

Dels besluttede vi at trappe ud som initiativtagerne bag de store åbne Samtalesaloner vi tidligere holdt ca. en gang om måneden. For at alle erfaringerne, metoderne og tankegodset bag ikke skulle gå tabt, har vi skrevet en lille ny håndbog: “Samtalesaloner – Små skub, der får folk til at falde i snak”, der forhåbentlig vil gøre det endnu nemmere for andre at holde deres egne samtalesaloner. Vi kommer selvfølgelig stadig til at holde kurser i samtalesalonværtskab, selv at være værter for udvalgte skræddersyede samtalesaloner, at lave nye eksperimenter ala Samtalesøndag, Samtalemiddag på SMK og grundlovsgildet, vi holdt sammen med Dansk Arkitektur Center. Og lur os om ikke vi også kommer til at holde nogle helt klassiske åbne samtalesaloner selv i ny og næ. Men det har frigivet en masse ny tid og energi, at vi ikke længere har forpligtet hinanden på at gentage det samtalesalon-format, vi for længst havde raffineret og gennemarbejdet hver måned. Men nu hver især kan udvikle nye ideer og eksperimenter, der bygger videre på alt det, vi har lært under udviklingen af Samtalesaloner.

På det professionelle plan er mit nytårsønske for 2016, at langt flere begynder at bruge deres nyvakte nybegyndermod på at turde se ud over det velkendte og velafprøvede – og også professionelt tør kaste sig ud i noget, der ikke på forhånd er en sikker succes. Tør bruge tid på at udforske omvejene og svinkeærinderne, der ofte gemmer på langt flere fantastiske løsninger end dem vi fristes til “at gå med” fordi det jo “ikke skal være kunst, det skal være færdigt”. At vi tør gøre op med middelmådigheden, kompromiserne og konsensussøgningen og i stedet altid bestræber os på at yde vores ypperste, gøre os umage og glæde os over de kunsteriske kvaliteter, hvis værdi sjældent kan måles og vejes, men som gør så stor en forskel på så uendeligt mange andre langt vigtigere planer end det økonomiske. Lad os ikke kun overlade børnene og de unge at prøve kræfter med noget nyt, men lad os gøre det langt mere almindeligt for voksne at kaste sig ud i noget nyt – og også at gøre det professionelt. Jeg har en stor tiltro til alt det gode, glade amatører kan finde på og udvikle. Men jeg synes, det er mindst lige så spændende at se, hvordan dygtige fagpersoner kan videreudvikle alt det de allerede kan til noget helt nyt. Og hvor stor en forskel det ofte kan gøre, hvis man udover sin faglighed og nybegyndertilgang også bidrager med sit netværk, sin position og man typisk også har opnået, når man er nået lidt senere hen i livet. Hvorfor skal man holde op med at udvikle sig så snart man har sit på det tørre. Hvorfor er det ikke netop dét vi bruger som udgangspunktet for at kaste os ud på det endnu dybere? 

3. På det samfundsmæssige plan – Hvordan bliver vi alle sammen bedre til at påtage os ansvaret for vores samtid – og vores samtidige?

Da jeg i efteråret besøgte SMK’s Eckersberg-udstilling blev jeg som ofte før grebet af akut guldaldermisundelse. Tænk at have levet i en tid, hvor så mange synkront ydede deres ypperste indenfor vidt forskellige fagområder og kunstarter – og kom hinanden så meget ved, at de lærte af hinanden og sammen satte et så massivt præg på deres samtid, at vi i eftertiden tænker tilbage på den som noget så særligt, at vi kalder den guldalderen. Men det, der for alvor optog mig i kølvandet på udstillingen var, hvor stort et ansvar der egentlig ligger i at “være hinandens samtidige”. Hvor afhængige vi alle sammen er af at dele vores viden, faglige indsigt, tanker og erfaringer med hinanden, så vi alle sammen hjælper hinanden til at blive endnu bedre. Hvor vigtigt det er, at vi som hinandens samtidig bakker hinanden op og støtter op om i stedet for at bremse og pille ned. Og hvor afgørende det er, at vi bliver stadigt bedre til at mødes på tværs af de fasttømrede grupperinger, så vi kan få genetableret samfundssindet og sammenhængskraften og styrke forståelsen for, hvorfor andre tænker, handler, prioriterer og stemmer som de gør i stedet for at bruge vores forskelligheder som afsæt for skyttegravskrige. Lad os hellere krydsbestøve hinanden med viden, indsigt og nuancer.

På det punkt kom et af de væsentligste lyspunkter i 2015 fra min fantastiske ven og mangeårige sparringspartner Thomas Madsen-Mygdal, der med sit nyeste initiativ Klub har skabt en helt ny form for mødested, hvor formålet er at skabe det “tredje sted” mellem arbejdet og hjemmet, hvor vi mødes for at snakke, skabe, feste, udvikle, undersøge sammen og krydsbestøve hinanden med alt det bedste vi har lært og har kært. Det er stadig i sin spædeste vorden, men jeg synes allerede nu, det er utroligt og overraskende dejligt at se, hvordan Klub har skabt rammerne for nye former for samvær, samtænkning, samarbejde og samtaler.

Jeg selv har også sat et par eksperimenter i gang i løbet af 2015, der på hver sin vis har handlet om at skabe nye rammer, hvor vi som samtidige kunne mødes og sammen gøre en forskel. I kølvandet på skuddramaerne i februar udråbte vi “Samtalesøndag”, der handlede om at få så mange som muligt til at bruge en time på at snakke med en fremmed om nogle af tidens store spørgsmål. Og i september, da flygtningestrømmene for alvor tog fart, holdt jeg første arrangement i et nyt Borgerlyst-eksperiment: FORSAMLINGEN. Grundideen med Forsamlingen er at samle en række af nøglepersonerne, der på hver deres vis arbejder med en bestemt samfunds- eller samtidsudfordring – og en masse eksperter, der fra hver deres vinkel kan medvirke til at belyse emnet, udfordre vanetænkningen og og hjælpe initiativtagerne videre med deres projekter, så de bliver mere langtidsholdbare. Forsamlingen 1 handlede om flygtningeproblematikken og samlede 8 nøglepersoner, der stod bag hver deres folkehjælpsinitiativ – blandt andet venligboerne og containerindsamlingen til flygtningene på Lesbos. Undervejs i Forsamlingen holdt hver af nøglepersonerne et kort oplæg, hvor de fortalte om deres erfaringer og aktuelle udfordringer og bagefter hjalp eksperterne dem med at løse udfordringer så godt som muligt. Det hele blev live-streamet, så folk i hele landet kunne holde deres egne forsamlinger for at få snakket om, hvordan de bedst kunne løse lokale udfordringer. Det var helt utroligt at se, hvor meget der kom ud af 4 timers koncentreret indsats. Af nye forbindelser og grupperinger, hvor “samtidige” kunne hjælpe og støtte hinanden fremadrettet; af læringer og indsigter om projektudvikling og navigation gennem kaotiske tider (som jeg stadig glæder mig til at få analyseret ordentligt på) og af fornyet tro på, at vi faktisk godt kan være med til at gøre en forskel og sprede meget mere lys i verden, hvis bare vi er mange nok, der går sammen, lærer af hinandens erfaringer og bakker hinanden op.

I 2016 håber jeg at holde flere Forsamlinger – og tage hul på andre spørgsmål, hvor jeg synes systemet er under pres og hvor der i stedet for at blive tænkt i konstruktive løsninger alt for ofte blot bliver tænkt i grønthøsterbesparelser, afvikling fremfor udvikling. Og både når det gælder uddannelsesområdet, klima- og miljøpolitikken og kulturlivet mener jeg, at vi som borgere bliver nødt til at træde i karakter og påtage os hvert vores ansvar for, at alt det, de tidligere generationer har bygget op, ikke smuldrer mellem hænderne på os.

På det samfundsmæssige plan er er mit nytårsønske derfor, at vi hver især for alvor indser, at det lige nu og her “er os der er dem” – og at vi bliver stadigt bedre til at forsamles på tværs af de velkendte grupperinger. Påtager det store ansvar, der er forbundet med at være hinandens samtidige. Snakker åbent og nysgerrigt sammen. Udvikler og iværksætter løsninger, til fordel for det fælles bedst. Og sammen sikre, at vores samtid ikke ender med at blive “the worst of times”, men bliver “the best of times”: præget af visioner, udvikling, tro, håb, kærlighed, handlekraft og lys.

Godt nytår!

 

Advertisement
juni 28, 2012

Folkemødet = All inclusive ferie?

I de fire dage, jeg var til Folkemøde, havde jeg stort set ikke min pung oppe af lommen. Det viste sig simpelthen, at jeg uforvarende var kommet til at tage på “all inclusive ferie” på Bornholm.

Det skyldtes to ting. Den første har jeg det væsentligt bedre med, end den anden.

1) At jeg havde forudbetalt for at overnatte i telt i en Øko-lejr, hvor Trine Krebs fra Praktisk Økologi sørgede for det ene fabelagtige økologiske måltid efter det andet baseret på lokale råvarer.

2) At man ikke kunne gå mange sammenhængende meter på Folkemødet uden at få stukket en gratis fadøl, hotdog, æske pastiller, vandflaske, maskinfoldet t-shirt, grilltallerken, cykeltaxatur eller hyldeblomstcocktail i hånden. Alt sammen i bytte for, at man

a) stoppede op et øjeblik og lyttede til en holdning
b) sad eller stod foran en stand, så den så populær ud
c) travede videre rundt med sin logoficerede vandflaske i hånden

Og nu er det ikke, fordi jeg er en sur puritaner, der ikke synes, at Folkemødet skal have lov at være en folkefest. Det var helt vildt skægt at være til “festival for voksne”, gå til en masse gode, gratis koncerter, drikke nogle øl med folk, jeg ser alt for sjældent og møde en masse nye, fantastiske mennesker. Og jeg skal da heller ikke holde mig for fin til at sige, at jeg da også gladeligt tog imod alle de gratis gaver, der kom oven ned, når de nu ligefrem blev stukket i hånden på mig. Og på sin vis virkede det lige efter hensigten. Tanker blev delt, nye venskaber opstod.

Glasperler til folket

MEN jo mere jeg tænker over det, jo mere synes jeg, at det er et rigtig, rigtig, RIGTIG skidt signal, partierne, politikerne og interesseorganisationerne sender, når de på den måde deler glasperler ud til folket i bytte for vores opmærksomhed. Selvfølgelig kan det da være meget sjovt lige at observere nogle politikere, studieværter og kändisser vandre omkring i deres “natural habitat” iført sandaler, fadøl og kindkys. Men det er ikke nok i sig selv.

Meningen var, at det var her alle interesserne på kryds og tværs af brancher, politiske spektrer og sektorer skulle mødes. Men realiteten var, at politikerne blev ophøjet til superstjerner, der drønede rundt fra debat til debat med alle dem, de også debatterer med i dagligdagen og på tv – og slet ikke havde tid til at snakke med andre.

Der var simpelthen alt for mange på Folkemødet, der var utroligt optagede af at sige en masse – og alt, alt, alt for få, der var indstillet på at lytte til, hvad andre havde at sige. Og da slet ikke til nogen, der kunne formaste sig til at mene noget andet end dem selv.

Folket var der – man så og hørte os bare ikke

Selvom mange af medierne har snakket om, at det var et elitemøde, hvor folket helt manglede, er det faktisk ikke rigtigt. Der var masser af “helt almindelige mennesker”, der var kommet mere eller mindre langvejs fra for at deltage. Møde nye mennesker. Være med til at skabe og udvikle noget sammen. Men det var der forsvindende lille mulighed for på Folkemødet. Så er det faktisk helt vildt flabet ikke at tage deres interesse og lyst til at blande sig og mødes og udvikle samfundet sammen alvorligt.

Uforskammet, faktisk, at tro, at der skulle være nogen, der synes specielt meget bedre om Dansk Metal, fordi de bliver kørt rundt i deres cykeltaxa eller stemmer på De Konservative alene fordi de serverer gratis fadøl fra en flot (og den VAR flot) grøn skude midt i havnen.

Hvorfor var det ikke FOLKET, der stod på talerstolene, sad i panelerne og blev opfattet som superstjernerne. Og politkerne, spindoktorerne og de velkendte kommentatorer, der flettede næb og for en gangs skyld bare LYTTEDE og blev klogere?

Hvis man ledte længe nok, var der faktisk nogle rigtig fine initiativer initiativer rundt omkring. Det krævede bare netop, at man ledte – fordi de udover at have en masse på hjerte også udmærkede sig ved at have brugt markant færre penge på annoncer, bannere og alle de flyers, folket alligevel smed ud i den nærmeste skraldespand.

Tre lyspunkter – inspirerende samtaleinitiativer

Mine tre yndlingseksempler på “the way to do it”, adskiller sig alle ved, at de ikke forlod sig på gratis gaver, men stolede på, at folket faktisk havde lyst til at være der og deltage aktivt.

1) Mindlab – erhvervsministeriets innovative lillebror havde lavet et fint koncept, hvor man trak en bordtennisbold med nummeret på en tilfældig bod. Dér skulle man så gå hen og snakke med dem i boden om, hvad man havde til fælles – og hvordan man sammen kunne udvikle samfundet til at blive et lidt bedre sted. Helt enkelt, næsten omkostningsfrit og meget virkningsfuldt – især for de fleste gæster gik lidt hvileløst rundt og havde svært ved at finde ud af, hvilke telte de skulle gå ind i – og mange standholdere havde svært ved at trække folk derind. Nu fik de noget at snakke sammen om. Enkelt, men godt.

2) Med Andre Øjne – I Menneskerettighedernes telt havde de fået det fantastiske koncept “Med Andre Øjne” til at sminke gæsterne til ukendelighed. Så de fik en anden etnicitet, alder, socialklasse eller køn – og så skulle bevæge sig rundt på pladsen for at opleve, hvordan folk så ville reagere på deres nye identitet. Det synes jeg er en helt genial måde at få folk til selv at opleve, hvordan man reagerer på og afkoder hinanden. Og jeg er sikker på, at det ville styrke inklusions- og mangfoldighedsdebatternes kvalitet helt kolossalt, hvis alle fik lov at prøve dét engang imellem.

3) “En af os”-kampagnens “Menneskebibliotek” – her kunne man “låne” en samtalepartner med en psykisk lidelse for at afmystificere sindlidelser.

Alle tre eksempler er meget enkle og koster utroligt lidt at føre ud i livet. Men de formåede hver især at gøre præcis det, det hele skulle have handlet om: Muligheden for at møde nogen, der tænker anderledes end en selv. Snakke ordentligt sammen. Tænke konstruktivt og udviklende sammen.

49-kroners skiltet

Det var selvfølgelig også formålet med de slentresamtalesaloner om HANDLEKRAFT og SAMMENSKUD vi selv holdt i Borgerlyst-regi. Og nej, dér var vi heller ikke nær så mange deltagere, som der nok ville have været, hvis vi havde smidt en masse penge efter markedsføringen. Men dem, der var der, var fantastiske og helt vildt engagerede og deltagende. Og de lod til at være rigtig glade, selvom vi ikke uddelte så meget som en fransk saltpastil.

Så det er med en vis stolthed, at jeg hermed afslører, at vores samlede udgifter (ganske vist med skilt-holdere på på “all inclusive-fadølsbudget”) til Borgerlysts akviteter på Folkemødet beløb sig til de 49 kroner vi brugte på at laminere vores meget old school “nej, vi har ikke en dyr bod, vi har et skilt”-skilt.

marts 4, 2011

Ledelse og samarbejde i den sociale tidsalder

Forleden faldt jeg over denne interessante artikel, hvor den amerikanske ledelsesforsker Josh Bernoff bliver interviewet om sin nye bog, Empowered.

I store træk handler artiklen om, hvordan – og det er der jo ikke i sig selv så meget nyt i – de sociale medier påvirker de traditionelle ledelseshierarkier, fordi virksomhederne ikke længere selv kan kontrollere, hvad der bliver sagt og skrevet om dem og hvor og hvornår det foregår. Og at medarbejdere på alle niveauer derfor skal være “empowered” til at kunne handle selv. Hurtigt.

Og Bernoff introducerer derfor – og DET er tilgengæld virkelig interessant – begrebet HERO’es – Highly Empowered and Resourceful Operatives. Det er i hans optik “handlekraftige og opfindsomme medarbejdere, der selvstændigt betjener kunderne via sociale medier” – og virksomhedernes primære udfordring i fremtiden bliver ifølge Bernoff at skabe arbejdspladser og organisationer, der giver disse HERO’s optimale muligheder for at udføre deres arbejde.

Illustration fra artiklen

Umiddelbart lyder Bernoffs anbefalinger ret banale – i stil med: “Sæt medarbejderne fri og hjælp dem i stedet med at bedømme, styre og mindske de risici, som er knyttet til deres projekter. Stol på, at du har intelligente medarbejdere” og på overskriftniveau:

1) Ideer fra HEROes skal gøres synlige og anerkendes.
2) Folk skal være lette at få øje på.
3) Relationerne går på tværs af afdelinger.
4) Medarbejderne taler med kunderne.
5) Interne og eksterne IT-systemer virker parallelt.
6) IT-afdelingen og de forskellige forretningsområder støtter hinanden.

Men ligeså banalt det lyder, ligeså svært ved vi jo også allesammen godt, at det for samtlige punkters vedkommende generelt er lige det modsatte, der gennemsyrer dagligdagen på de fleste større arbejdspladser. Også i store danske virksomheder, selvom den danske virksomhedskultur typisk går for at være væsentligt mere antiautoritær end den amerikanske kontekst Bernoffs bog er skrevet på baggrund af. Og selvom der i stadigt stigende grad er kommet fokus på selvledelse, hvilket der for tiden forskes intensivt og superinteressant i på CBS under overskriften Ledelse af selvledelse.

For selvom det lyder banalt at sætte medarbejdere fri til at byde ind med det bedste de kan, ligger det ret langt fra den hverdag, jeg generelt får indblik i som selvstændig konsulent i mange forskellige virksomheder og organisationer. Og ikke mindst har fået et grundigt indblik i gennem de store eksplorative/kvalitative undersøgelser af erhvervskvinders ambitioner og snublesnore på direktionsgangene, jeg laver for Protocol og Beskæftigelsesministeriet.

Her er for eksempel tre nedslag i nogle ret faste mønstre, der går stik imod HERO-tankegangen:

  1. Alt for mange organisationer taber et kæmpe innovationspotentiale på gulvet, fordi de ikke er gearet til at opfange medarbejdernes gode ideer og handle relativt spontant på dem. De fleste værdifulde ideer og indsigter drukner i mellemlederlagets bufferzone mellem topledelsen og de medarbejdere, der sidder med kundesamtalerne i ørerne og fingrene nede i materien. Hvis de gode ideer trænger opad i organisationen, tager mellemlederne lidt for ofte æren for dem i stedet for at hylde og synliggøre de HERO’s, der fødte dem.
  2. Ofte bliver ideerne fuldstændigt udvandede på deres vej mod toppen, fordi alle mellemlederne undervejs har fjernet hver deres lille potentielt kontroversielle element, inden de præsenterede den opad i systemet, at de har mistet al kant, sprødhed og innovationspotentiale. Der er ikke bare koldt – der er også ret hurtigt temmelig kedeligt på toppen…
  3. Alt for ofte er der krig – eller i hvert fald markant manglende forståelse af hinandens berettigelse – mellem afdelingerne, så man modarbejder hinanden snarere end at pulje ekspertiserne og indsigterne. Det tilfører processen en ekstra træghed, der er meget lidt befordrende for HERO-adfærden. Man risikerer at blive træt ved tanken, inden man så meget som orker at byde ind med en ny ide. Endsige handle på den med det samme, som den sande HERO-adfærd ellers indebærer.

Og lige netop hér er de sociale medier enormt interessante (også mere end det fremgår af interviewet med Bernoff, men han kan meget vel skrive en masse om det i bogen, som jeg endnu ikke har læst), fordi de med et slag har givet ikke bare det enkelte menneske og den enkelte borger mulighed for at ytre sig – men samtidig har givet den enkelte medarbejder langt mere mulighed for at bruge stemme – både internt og eksternt i organisationen, end de havde tidligere.

Bernhoff efterlyser, at: “Virksomhedens samarbejdsplatforme – som for eksempel intranet – skal leve og gløde. Alt for mange firmaer har et intranet, som er flot designet, men livløst. Hvis platformene derimod har et bredt udvalg af bidragydere, er det tegn på, at virksomheden er åben over for HEROes. Folk har lyst til at sige deres mening.”

Og for mig at se kræver det ikke alene, at man tænker ud over de rammer vi tidligere kendte som intranettet. Hvis vi mener det alvorligt skal vi også:

  • TEKNOLOGISK eksperimentere med helt nye typer samarbejdsplatforme som for eksempel den danske start-up Podio, hvor man selv er med til at definere rammerne for samarbejdet. Som meget vel kan skifte fra projekt til projekt, opgave til opgave, medarbejder til medarbejder.
  • PROCESUELT være opmærksomme på, at de teknologiske muligheder ikke gør det alene. Vi skal også øve os i det, min superseje veninde Katrine Dahl Clement skrev sin ph.d.-afhandling om – nemlig kollaborative processer og respons. Det handler blandt andet om at blive bedre til folde sin respons ud og fagligt begrunde hvordan ideen kan blive endnu stærkere.
  • KULTURELT gøre det til en naturlig del af dagligdagen, at alle tør byde ind med deres  ideer – også længe inden de er tænkt helt færdige. Fordi man føler sig tryg i, at de ikke bliver ikke bliver snuppet for næsen af en; at der ikke er nulfejlskultur i virksomheden og at konstruktiv kritik fra kollegerne bliver opfattet den gave til idemageren og ideens fremtidige udvikling, som konstruktiv respons i sin bedste form næsten altid vil være.
  • LEDELSESMÆSSIGT turde udstikke visionære retninger, så alle virksomhedens HERO har en grundlæggende fornemmelse af, hvad meningen er med det hele. Noget, der i forbløffende høj grad ofte mangler på arbejdspladserne. Man er nødt til – hele vejen ned gennem hierarkiet – at have en fornemmelse af, hvordan ens egen indsats passer ind i det store billede. Ellers er det umuligt at byde ordentligt og relevant ind. Der vil stadig ligge en stor opgave i at udvælge, kvalificere og implementere ideerne. Og det er i sagens natur langtfra dem alle sammen, der skal føres ud i livet. Men jo større puljen er at ekstremt kvalificerede, sprøde ideer, jo større er sandsynligheden for, at en enkelt eller to af dem virkelig batter.

Tilsammen skulle det gerne kunne styrke grobunden for, at alle virksomhedens HERO’s ikke alene byder ind med deres ideer. Men at de ideer også slipper helskindet udenom  mellemlederlagets udlugningsmekanismer.

 

 

 

 

4 kommentarer
marts 1, 2011

Hvem eller hvad vil mon smelte mit hjertes kvarts i dag?

I dag er det den 1. marts. Og så slår det aldrig fejl… jeg vågner med den her sang på hjernen:

Kaj Munks “Den blå anemone” blev nemlig indlejret i min psykes grundDNA allerede, da jeg var helt spæd, og det efter sigende var den sidste udvej at synge/nynne netop den, hvis jeg skulle falde til ro.

Som voksen er den 1. marts både forbundet med vemod og forhåbning for mig.

VEMOD, fordi den – ligesom den blå anemone var det for Kaj Munk – er et kærtegn fra min tidligste barndom. En “instant livsline” tilbage til trygheden, min mors stemme, den store indre ro, der indfandt sig, når jeg som barn havde hulket mit hjerte itu.

Og FORHÅBNING, fordi netop den 1. marts repræsenterer forårets komme. Uanset temperaturen udenfor, er 1. marts den dag, vinteren TØR OP. Hvor vi lukker livet og lyset ind. Og lader vores frosne hjertes kvarts smelte.

1. marts er længslernes, det uforløstes skæringsdato. Essensen af alt det, Edmund Burke kaldte “det sublime”. Det er en slags følelsernes nytår, hvor alt kan ske. Og uanset, hvad der sker, smelter jeg altid en lille smule.

Glædelig 1. marts, derude.

2 kommentarer
februar 28, 2011

Hvad kom først – økoæggene eller den økologiske kyllingebryststeg?

Et eller andet prøver de økologiske fjerkræ i hvert fald at fortælle os…

februar 23, 2011

Karrieren som computerspil: Hvor svært kan det være at “spille spillet”?

I fredags tilbragte jeg aftenen med nogle gode venner, værtens hjemmebryggede øl og ikke mindst det finurlige Playstationspil Little Big Planet, som selvsamme alsidige vært har oversat til dansk.

Det var først og fremmest rigtig sjovt. Og samtidig var det nogle helt utroligt tankevækkende timer. For jeg stod overfor en meget stejl læringskurve.

For jeg var – for nu at sige det som det er – simpelthen helt utroligt hjælpeløs, da vi startede. Som teenager var jeg ellers en ret habil computerspiller, der brugte mange timer på at betvinge familiens fælles-Amiga-500. Men det simple joystick, der dengang hjalp mig gennem banerne på ‘Mike the Magic Dragon’ og ‘Rick Dangerous’, havde kun en enkelt hvid action-knap på toppen, der udløste hop og andre handlinger.

Og nu sad jeg pludselig med sådan en fætter mellem hænderne:

Med et trylleslag, var jeg helt på bar bund.
Back to square one.
Pre-level-1.

For nok er jeg ikke spor teknik forskrækket og nok har jeg sporadisk prøvet forskellige spilkonsoller, Wiii-bowlet nogle gange og forsøgt mig som guitar-hero, sing-star og Buzzer-wizzer. Men jeg har aldrig tilbragt tilstrækkeligt lang tid i et hjem med spilkonsoller til at bevæge mig så meget som en centimeter ud over level 1. Og jeg er aldrig rigtig nået til at blive dus med hverken plasticguitarer, wiii-håndsæt eller konsolcontrollernes 18 forskellige funktionsknapper.

Så da vi spillede, skete der følgende: Min figur tonsede forvildet derudad og opsnappede ukritisk alt, hvad den kom forbi af point-kugler. Men så snart den skulle foretage sig noget lidt mere kompliceret, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre – jeg var godt klar over, at jeg sad med det rigtige redskab mellem hænderne, men jeg anede ikke, hvilke knapper, jeg skulle trykke på. Derfor skete der gang på gang skete en af følgende:

Nogle gange virkede det, uden at jeg nogen sinde helt fandt ud af, hvad jeg havde gjort rigtigt.

Andre gange gik det helt galt, uden at jeg aldrig rigtig fandt ud af, hvad der var gået galt.

Utroligt mange råbte min ven spilmesteren, der jo kendte spillet ud og ind, råd som “du skal bare bruge gribekloen”, uden, at jeg a) anede, at der fandtes en gribeklo, b) anede, hvordan jeg skulle aktivere den og c) anede, hvordan jeg skulle bruge min gribeklo, da jeg endelig havde fået aktiveret den.

Spilmesteren forbarmede sig over mig og klarede lige de svære ting for mig. Og hurra, så var jeg videre. Men jeg ville aldrig kunne gengive, hvordan jeg var nået dertil eller gentage succesen i en lignende situation, for jeg havde aldrig nået at lære, hvad det var, der gjorde udslaget.

Jeg gjorde noget rigtigt, mens der samtidig gik en prås op for mig – jeg gennemskuede, hvad det var, der skulle til og kunne gentage næste gang, jeg så samme type pointkugle/trampolin/ gribeklo. Og når jeg så døde (og det gjorde jeg hele tiden) på den bane, var jeg klar over, hvor faldgruberne lå, og hvor det var, jeg skulle sætte ind/gribe ud/springe højt – og kunne nå et lille stykke videre næste gang, vi prøvede den samme bane. Denne oplevelse havde jeg især, når jeg spillede mod min veninde, der var ca. lige så meget begynder som mig. Så hun gad godt blive ved med at gentage de meget basale baner igen og igen sammen med mig, når vores spilmester-vært for længst havde mistet interessen.

Da jeg cyklede hjem, slog mig, at den oplevelse meget nøje svarede til noget, der for tiden optager mig rigtig meget rent fagligt. Sammen med Christel Skousen Thrane fra Protocol er jeg nemlig ved at lave en undersøgelse, hvor vi kigger på de karrieremæssige snublesnore på direktionsgangene i dansk erhvervsliv. Undervejs har vi snakket med en masse headhuntere og forskere – og ikke mindst CEO’s, HR-direktører, mellemledere og talenter fra en række af landets største virksomheder – for at kortlægge udfordringerne og mulighederne på vej mod toppen. Undersøgelsen udkommer først i maj 2011, så det jeg skriver nu er egentlig bare et hurtigt, associativt nedslag i det kolossale materiale, der for tiden optager mange af mine tankerækker, og de er endnu hverken færdigbearbejdede eller gennemanalyserede…

Ikke desto mindre er der et mønster jeg genkender også fra den undersøgelse, jeg lavede om erhvervskvinders ambitioner for Protocol og Beskæftigelsesministeriet for et par år siden. Og det er, at

1) det falder nogen helt utroligt nemt at “spille spillet” – så nemt, faktisk, at de slet ikke kan forklare andre reglerne, fordi det nærmest forekommer dem absurd at sætte ord på. Hvis man spørger dem, hvordan de fik deres første mentor, skabte deres netværk eller fik deres første karrierejob, forstår de nærmest ikke spørgsmålet og svarer med variationer over temaet: “Det siger jo sig selv…” og “Det er jo bare at gøre det”.

2) det falder de fleste andre helt utroligt svært at gennemskue spillet. Selvom de får at vide, at de bare skal “gøre sig spilbare”, “være synlige”, “trække på deres netværk” eller “få sig en mentor” , sidder de tilbage uden de konkrete redskaber til at gøre netop det.

Og det, der slog mig på cykelturen var, at det svarer præcis til det “forståelsesgap”, der var mellem mig og min ven spilmesteren. Jeg blev ikke spor klogere af, at han råbte “brug gribekloen” igen og igen, fordi han aldrig ekspliciterede, hvad en gribeklo var og kunne;  hvilken knap, jeg skulle trykke på for at aktivere den, og hvad jeg kunne bruge den gribeklo til, hvis det endelig skulle lykkes mig at få den aktiveret. Og samtidig formåede jeg ikke at forklare ham, at min uvidenhed var SÅ stor, at jeg han helt bogstaveligt skulle sige “Tryk på X’et”, for at jeg forstod, hvad han mente.

Der skulle en hel del mere til for, at jeg sneg mig et par centimeter op ad den stejle læringskurve:

  1. Tid og tålmodighed. Først og fremmest skulle jeg lige have lov at sidde lidt for sig selv og eksperimentere med controlleren for at få funktionerne ind under huden og fingrene i tastetræning. Jeg kan godt lide at eksperimentere frem, så det var ikke fordi jeg ligefrem skulle have fat i brugsanvisningen. Men jeg var nødt til lige at give mig selv lidt tid for at lære knapperne at kende, så jeg i kampens hede ville kunne undgå faldgruberne og aktivere gribekloen og andre handy værktøjer, hvis de skulle blive nødvendige. Det var markant, hvor meget bedre, jeg forstod, hvordan det hele hang sammen, da det viste sig at en af banerne handlede om “øje-hånd-koordination”, hvor man skulle trykke på de samme knapper, som symbolerne på skærmen viste. Igen og igen og igen. Og hurtigere og hurtigere. Jeg blev ikke meget klogere på, hvad de enkelte knapper kunne – det fulgte først så småt på nogle andre baner. Men knapperne placering begyndte i det mindste at sidde lidt i fingrene. SÅ basal træning havde jeg brug for overhovedet at komme igang.
    Hvis vi overfører det på arbejdslivet, svarer det til, at man er nødt til at danne sig. Et af de allermest undervurderede aspekter ved karriereudvikling i dag er, at man taler om alt det udenom selve jobbet og om, hvordan man “sælger sig selv” – men kun i forsvindende lille grad taler om det, det i virkeligheden handler om – de faglige kompetencer og erfaringerne. Og man skal gøre sig sine egne erfaringer. Lige så inspirerende det er at høre om andres erfaringer, lærer man ikke meget af dem, før man har stået i situationen selv. Og ligeså meget, man kan skimme sig til de vigtigste buzzwords, lige så svært er det at stå distancen på længere sigt, hvis man ikke har solid bund i sin faglighed. Om man har opnået fagligheden gennem teori eller praksis er mindre vigtigt. Men det er vigtigt at have lavet sit svendestykke ordentligt. De gode gammeldags dyder tæller stadig, selvom X-faktor-samfundets drøm om instant fame ofte forleder folk til at tro, at det er nok med charme, selvtillid og lækkert hår. Det er det ikke – man skal bevise sit værd og kunne stå distancen rent fagligt. Og man skal også – selvom vi nødig taler om det herhjemme – være klar til at ofre noget og få sig nogle knubs undervejs. Det er ikke nødvendigvis positivt, at alt bare går som smurt.
  2. Lyst og gå-på-mod. Computerspillene er jo skruet sammen, så de giver spillerne lyst til at blive ved og ved og ved at prøve igen med det ene formål at forbedre sig. Der er hele tiden noget, man kan optimere: Hvor langt man når på banen. Hvor mange point/oste/powerballs/liv, man samler. Hvor hurtigt, man klarer sig igennem. Bare lige ét spil til, siger man – velvidende, at det hurtigt bliver til tre. “Jeg kan ikke afbryde nu, hvor jeg lige er nået til det næste level”, siger man – velvidende, at det er en opadgående spiral, hvor det bliver sværere og sværere at springe af, hvis man vil – og vigtigere og vigtigere at hænge i. Det er sjovt, og det er spændende – men det kræver også, at man er modig og tør løbe en risiko. Hvis man forsigtigt bliver hængende på baner, der reelt set er alt for nemme for én, udvikler man sig ikke nok. Det er kun sjovt, når man kommer derop, hvor det faktisk er lidt for svært. Hvor man skal stramme sig an. Oppe sig. Man kvajer sig, “dør” og falder igennem mange gange undervejs, får sig nogle knubs og springer op på hesten igen, mens man analyserer, hvor og hvorfor det gik galt sidste gang. Og så prøve at undgå den faldgrube denne gang, for at kunne komme videre.
    I arbejdslivet svarer de mekanismer på mange måder til den “hunger, passion and drive” headhunterne siger gør udslaget, når de står med en række kandidater, der spiller lige op på kompetencerne og erfaringerne. De efterlyser den “hunger”, der får os til at ville mere; den passion, autencitet og lyst, der driver værket og det drive, der gør os handlekraftige, får os til at prøve igen og igen indtil det lykkes.
  3. Netværk og medspillere. Det gjorde en meget stor forskel for mig de gange jeg spillede med min veninde, der var på nogenlunde samme niveau som mig, og som derfor spillede i nogenlunde samme tempo og ledte lige så meget efter trampoliner, gribekløer og de rette knapper som mig. Fordi vi kunne træne sammen og nå at fatte lidt af, hvad de enkelte baner gik ud på, før slaget var tabt eller de andre var stukket videre til næste level. Det gjorde spillet markant sjovere, at vi var nogenlunde jævnbyrdige, så der var en realistisk chance for at vinde ind i mellem. Og der var mange ting, vi fandt ud af sammen, fordi den ene kom til at trykke på en knap, der udløste en funktion, vi ikke endte – og så straks sagde det højt ala “Hov, jeg kom vist til at trykke på X og så kom den der gribeklo han snakkede om frem. Det var vist den, der trak mig herop. Prøv lige det.” Alt sammen noget vores spilmesterven godt vidste, men ikke tænkte på at sige, fordi han bare tænkte “hvorfor bruger de mon ikke bare gribekloen?”. Og ingen af os spurgte, fordi vi ikke vidste, vi skulle spørge efter gribekloen – af den simple grund, at vi ikke vidste, at den fandtes. Men efterhånden som den ene lærte at udløse gribekloen og den anden gennemskuede, hvordan man hoppede højt til vejrs ved hjælp af trampolinerne begyndte vi sammen at gøre fremskridt.
    I karrieremæssig sammenhæng kan det på samme måde være godt at træne sammen med nogen, der er på nogenlunde samme niveau som en selv. De må hellere end gerne være en hel del bedre – men de skal ikke være på så meget højere niveau, at man lader sig intimidere eller ikke kan følge med. Man skal være tryg nok til selv at turde komme på banen. Det er det her, det er godt med netværk og loger, hvor man kan være fortrolige og dele både glæderne, sorgerne, drømmene og udfordringerne. Det er en stor fordel, hvis de er sammensat, så der er mange forskellige kompetencer og fagligheder til stede, så man kan pulje kompetencerne og sammen knække udfordringerne. Hvis man er for ens, risikerer man at famle i blinde, fordi ingen rigtig ved, hvordan man løser de udfordringer, man er enige om, tårner sig op i horisonten.
  4. Mentorer og medspillere på et langt højere niveau. Men det er langt fra nok at omgive sig med de seje medspillere på eget niveau. En af de helt store forskelle på dem, der får rykket videre i karrieren og dem, der hænger fast (mod deres vilje) er, om man har nogen at strække sig efter. Lade sig inspirere af. Nogen, der kan vise, hvad man kan opnå, hvis det lykkes. Nogen, der lige kan trække en op med en gribeklos-lasso, hvis man bliver ved med at fjumre rundt på de basale så længe, at det bliver for kedeligt, og man er tæt på at give op. Nogen, der rækker en en hjælpende hånd, når man har brug for det. Hvis ikke det havde været for værten den aften, havde jeg jo ikke anet, at der overhovedet var noget, der hed en gribeklo…og det ville have taget mig uforholdsmæssigt og unødigt lang tid at finde ud af selv.
    Hvis vi trækker parallellen over til erhvervslivet igen, er det her, mentorerne – både de formelle og de uformelle – bliver vigtige. De kan byde ind med helikopterperspektiver, nye begreber og metoder, større netværk, tunge erfaringer og visioner, der får deres mentees til at strække sig og udfordre sig selv. De kan lægge opgaver, udfordringer og ledetråde ud, der kræver øvelse, før man bliver mester. Som sikrer udviklingen. Og det kan være svært at gøre, hvis man kun omgiver sig med dem, der er sådan ca. på ens eget niveau. Men udfordringen er, at mentoren ofte kan være så mange lysår foran sin mentee, at man taler forbi hinanden, hvis ikke, de andre punkter også er opfyldt, så man får tilstrækkeligt tid til selv at afprøve tingene, opøve håndelaget og gøre dem til sine egne, så man udfører dem med hunger, passion and drive – og træne sammen med dem, der er mere på ens eget niveau.

Og nu er det så her, jeg lige skal huske at få ekspliciteret et af de råd, der for mig efterhånden er så basalt, at jeg helt glemmer at sige/skrive det højt: Forudsætningen for at få sig den mentor, skabe sig de netværk og få lov at spille på de udfordrende spillebaner er, at man siger højt, hvad man gerne vil og har lyst til. Hvad man kan spille ind med af gode ideer til, hvordan tingene kunne gøres bedre og smartere. Hvor man gerne vil hen, og hvad der trigger ens hunger, passion and drive. Og dernæst handler det om at få sagt tingene til dem, der reelt har en mulighed for at gøre noget ved det.

Hvis ikke jeg havde fået sagt den aften, at jeg faktisk rigtig gerne ville prøve at spille med en af værtsparrets nye spilkonsoller, var vi sandsynligvis aldrig kommet i gang med at spille. Og det var vigtigt, at jeg fik sagt det til den spilleglade vært selv, for dels havde han rigtig meget lyst til at vise os spillet, dels var det ham, der vidste, hvordan man kom i gang, og dels havde værten ingen forudsætning for at vide, at jeg faktisk synes, det er rigtig sjovt at “spille computer” (hvilket det sikkert heller ikke engang hedder længere :-) Så han ville næppe selv have spurgt.

Så det var egentlig den helt grundlæggende forudsætning for det hele: At jeg selv meldte mig på banen som en, der havde lyst til at spille.

januar 27, 2011

DOMINO – Markedet i Colombo, Sri Lanka

september 26, 2010

Reality tv = Det moderne Danmarks Jeppe På Bjerget

Jeg er lige kommet hjem fra Skuespilhuset, hvor min far havde inviteret mig ind og se Jeppe på Bjerget. Og det var på mange måder en tankevækkende oplevelse:

For det første er det efterhånden sjældent, at jeg i en alder af 36 år er med til at trække aldersgennemsnittet markant ned. Men helt alvorligt var der ingen andre på min alder. De eneste andre, der ikke var over 60 var nogle helt små børn, der var med deres forældre i teateret på samme måde som min bror og jeg ofte var, da vi var små – og hvor Jeppe på Bjerget pudsigt nok er en af de allerførste forestillinger jeg kan huske. Og jeg kan huske, at jeg var så lille, at jeg i pausen blev nødt til at spørge til hvad både karbask, hanrej og horn i panden betød. Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at det skulle være SÅ atypisk for kulturelle københavnere som mig selv at benytte sig af den slags kulturtilbud.

For det andet tænkte jeg, at det måske havde noget at gøre med, at der var tale om et stykke hentet fra den danske kulturkanon. Et af de stykker vi alle sammen kender, og som folk måske derfor finder forældet og støvet. Men for det første flød dialogen faktisk helt utroligt flot og med moderne diktion, selvom der så vidt jeg kunne høre ikke var ændret i ordlyden. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere synes jeg, at handlingen er højaktuel:

Historien kender vi jo alle sammen. Men da det for nogles vedkommende måske nok er helt tilbage til gymnasiet opsummerer jeg lige grundhandlingen her – spring endelig over, hvis du stadig har den i frisk erindring:

Man siger Jeppe drikker, men man siger ikke, hvorfor Jeppe drikker. Men det gør han fordi, han lever fæstebondens hårde liv, og er gift med Nille, der ikke alene gør ham til hanrej ved at ligge i med degnen, men heller ikke er bange for at svinge krabasken over hans ryg for at få ham til at vågne tidligere, arbejde mere og drikke mindre brændevin. På vej til et ærinde i byen, falder han i og drikker for flere skillinger brændevin, og falder i dyb søvn. Baronen og hans folk finder ham og beslutter sig for at drive gæk med ham: de klæder ham i fint tøj og lægger ham i baronens seng, hvor han bliver bildt ind, at han i virkeligheden er baron, og at det er en vrangforestilling, at han skulle være bonde. Da han efterhånden begynder at tro på det, begynder han også at sætte spørgsmålstegn ved, om hans tjenere fortjener deres løn og om de stjæler fra ham. Og det er tæt på, at mange af dem bliver hængt og ridefogedens kone voldtaget, inden Jeppe igen falder i dyb søvn. Han bliver klædt i sit skidne tøj og smidt tilbage på møddingen, hvor hans kone svinger krabasken igen, da han prøver at fortælle, at han har været i paradis. Nu kommer baronens folk igen og arresterer Jeppe og holder en falsk retssag, der ender med at han bliver dømt til døden ved gift og hængning. Både han selv og hans kone tror han er død – og han bliver så benådet igen og givet livet tilbage + han får fire rigsdaler at købe brændevin for. Stor er hans egen forvirring og ingen tror ham, da han fortæller om sine oplevelser på kroen, mens han bøjer armen. Indtil de andre bønder pludselig kommer myldrende og gør nar ad ham. De har hørt rygterne om historien og gør nar ad ham. Og hele verden ramler omkring ham. Det hele slutter med, at der bliver gentaget en devise, der også er blevet sagt et par gange undervejs – at småfolk ikke kan tåle at komme til magten.

For det, der slog mig på vej hjem er, at det jo lige præcis svarer til, hvordan realitystjernerne bliver behandlet i dag: De fiskes op fra slummen, sendes til Paradise Hotel, behandles som grever og baroner i nogle måneder, mens alle vi andre sidder og godter os over, hvor kiksede de er. De berømmes i et par måneder efter de vender hjem. Samtidig med, at folk ler af dem og de ryger i mediernes gabestok. Og så glemmes de og smides tilbage på møddingen.

Kan Holberg blive mere højaktuel?

5 kommentarer
august 25, 2010

Kære gamle medier – gør nu det, I var bedst til

Forleden sendte jeg premierenummeret på et nyt magasin, jeg har konceptudviklet for en kunde, i trykken. 48 sider, lækkert, svanemærket papir, 15.000 eksemplarer. Den slags, der kræver mange måneders arbejde; mange, lange interviews; citatgodkendelser frem-og-tilbage; diskussioner af enkelte ord og formuleringer helt ned i detaljerne; et utal af korrekturer + et utal af ekstra korrekturer for at sikre, at de tidligere rettelser ikke har skabt nyt fejl; hektisk røde kinder; spandevis af kaffe; lange nætters arbejde.

Og i dagene op til trykstart slog det mig for alvor:

  • HVOR meget internettet har påvirket vores arbejdsrytmer de senere år
    Helt grundlæggende elsker jeg, at alt, hvad man laver på nettet altid er i beta – under konstant udvikling. Man lancerer en “acceptabel fejlstilstand” og forbeholder sig retten til hele tiden at forbedre, raffinere, udvikle. Faktisk er hele beta-tilstanden en meget vigtig del af hele Borgerlyst-tanken. Vi tror på, at vi skal se på samfundet gennem beta-brillerne: som noget, der altid kan blive endnu bedre. Og vi opfordrer folk til at turde tænke lidt mere i beta: og kaste sig lidt mere hovedkuls i projekter. Tro på, at de kan rykke og at Rom ikke blev bygget på en nat, men at man i hvert fald ingen vegne kommer, før man begynder at tage de første spadestik. OG JEG ELSKER AT VÆRE I BETA.
  • HVOR meget internettet har påvirket vores opfattelse af, hvad der er FÆRDIGT
    Muligheden for altid at trykke på un-do-knappen medfører samtidig en flygtighed, der ikke altid er klædelig. De bedste blogindlæg er ofte dem, der har lidt åbne ender. De bedste statusopdateringer på Facebook er generelt de mest spontane og mindst fluekneppede. Når vi sms’er og chatter gætter vi os nemt til det meste, selvom kun halvdelen består af færdige sætninger. Der opstår nye ord. Formuleringerne blomstrer i spændingsfeltet mellem tale- og skrift-sprog. JEG ELSKER DEN KREATIVE SPROGBEHANDLING NÆSTEN ALLE DANSKERE I DAG DAGLIGT DELTAGER I PÅ DEN KONTO.
  • HVOR meget vi – på godt og ondt – slipper ud på nettet, der ellers ville være blevet fravalgt i en trykproces.
    Og jeg elsker, at der er blevet meget større mulighed for at sende de skæve, overraskende, nytænkende tanker, indlæg, film, fotos…ud i æteren på nettet, fordi der ikke sidder alle de hårde, traditionelt tænkende gatekeepers og takker nej til de krøllede indslag eller redigerer dem til ukendelighed. JEG ELSKER, AT FOLKET HAR FÅET SÅ MANGE NYE TALERSTOLE.

MEN selvom jeg hylder udviklingen og alle de nye muligheder, og elsker, at de nye medier med rasende fart forandrer vores verden, arbejdsliv og tankegang, længes jeg SAMTIDIG efter noget andet. Jeg længes efter udvikling og nytænkning i den modsatte ende af spektret. Når alt er foreløbigt, ukurateret, mere eller mindre tilfældigt og sjusk nærmest er en kvalitet i den ene pol, for det mig bare til at længes stadigt mere efter det modsatte: Efter mennesker, der virkelig tager stilling og kærer sig om, hvordan de bliver citeret. Efter det gennemarbejdede, hvor man virkelig kan mærke, at nogen har læst 117 korrekturer og garanteret ærgrer sig grøn over den fejl, der alligevel slap igennem. Efter det gennemtænkte, hvor det der forekom en supergod ide ved første indskyldelse har fået lov at lagre længe nok til, at andre tanker nåede at dukke op og i virkeligheden var langt mere interessante og overraskende. Jeg længes efter det meganørdede, hvor nogen har fået en ide, der tager 100 år at føre ud i livet, men som bliver ekstra sjov af detaljerne og den nørdede arbejdsglæde, der lyser ud af resultatet. Jeg længes efter fornemmelsen af, at nogen har truffet aktive fravalg, killed their darlings og skåret helt ind til den fineste filet i forsøget på kun at servere det allerfineste for læserne, lytterne, seerne.

De traditionelle medier vakler næsten alle sammen lige nu. Kigger i alle retninger og drager ofte den konklusion, at så må de hellere løbe i retning af internettets flygtighed og de sociale mediers virtuelle kaffeslabberaser. Og det er da ikke fordi, de ikke også godt må dét. Men det er fejlslutning at konkludere, at det skulle kunne redde dem, eller at de er specielt gode til netop det. Faktisk er lige netop dét sværere for dem, end for alle os andre, der har vores frihed, subjektivitet, spontanitet og åbenhed i behold, mens de traditionelle medier stadig ofte kæmper med at hænge fast i traditionerne og konventionerne, så de alligevel aldrig går planken så tilstrækkeligt langt ud, at det for alvor fænger.

Jeg siger ikke, alt skal være som i de gode gamle dage. Overhovedet ikke. Jeg efterlyser snarere markant innovation indenfor dette område også. Helt nye koncepter, der tager et kreativt afsæt i, at så meget af det andet trives, klares og foregår på nettet allerede. Bare tænk på, hvor meget bedre madprogrammerne er blevet af, at det ikke er nødvendigt at vise opskrifterne særligt grundigt eller præcist undervejs – og da slet ikke i fuldt udskreven længde på skærmen tilsidst (husker stadig, dino som jeg efterhånden er, hvordan man sad med blokken foran tv-køkkenet for at kunne skrive opskrifterne ned). Nu er der i stedet plads til stemninger, tankevækkere, ingredienskurser og sanselege på skærmen – mens alt det detaljerede ligger på nettet.

Så hvor ville jeg ønske, at resten af de traditionelle medier og emneområder i stedet koncentrerede sig om det er – eller i hvert fald engang var – bedst til:

  • Servér gennemproduceret, gennemredigeret, gennemkurateret, gennembearbejdet stof, så alt det flygtige får en nogle reelle udmeldinger at spille bold op ad. I kan alligevel ikke konkurrere på hurtighed, flygtighed eller personlige vinkler.
  • Sæt bare barren højt, så vi bliver ved med at have noget at se op til, strække os efter både kvalitetsmæssigt og sprogligt. Der skal nok være nogen, der hjælper med at knække det op i mindre bidder, gøre det højpandede lidt mindre langhåret og skabe nye debatter på baggrund af det. Der er ingen grund til at gøre det fladpandet fra starten.
  • Sørg for, at vi får ordentligt baggrundsstof og rent faktisk får lov at høre politikerne tale ud – ramasjang skal vi nok selv formå at skabe. Men det er umuligt at føre en ordentlig debat, hvis ingen reelt ved, hvad nogen mener eller står for.

Kom nu – jeg længes sådan efter jer!

8 kommentarer
juli 21, 2010

Glemmer du, så husker jeg det ord for ord?

Det er sommer, og jeg har traditionen tro gang i lidt af en minimediefestival. Og som altid opstår der overraskende tankemønstre på kryds og tværs af litteraturen, sladderbladene, P1-programmerne og samtalerne – nu også suppleret med podcasts, blogs og Facebooks strømme. Og en af de ting, jeg har tænkt rigtig meget over de seneste uger, er hukommelsen som begreb – og hvordan den for tiden er under voldsom forandring. Tankerne er mange og langtfra systematiserede eller gennemtænkte. Men jeg vil forsøge at fastholde et par af dem ved at dele mine tankestrømme med jer. Så her er folkens, et nifoldigt leve for hukommelsen:

  1. På P1 kører der for tiden en helt utrolig god serie på P1 kaldet Glemmer du, så husker vi. Det første program handlede om, hvordan Google og internettet i det hele taget påvirker vores hukommelse. Det fulgte grundlæggende op på en masse tanker, jeg gjorde mig, da jeg boede i Ghana i 1995-96. Her var undervisningen stadig i høj grad præget af udenadslære – i det mest grelle tilfælde gentog historielæreren tre gange hver sætning hun sagde, så vi kunne nedfælde den ord for ord, fordi der ikke var lærebøger nok – og vi ville blive hørt i fakta, og kun fakta – helt basalt fordi, der var meget stor mangel på bøger og leksika – og ja, på det tidspunkt var vi først lige (yep, det er rigtigt nok, selvom det lyder helt vanvittigt) begyndt at have adgang til nettet og emails. Dengang blev jeg ekstremt bevidst om, hvordan det ville skille fårene fra bukkene på nye måder rent dannelsesmæssigt, når det nødvendige gik fra at kunne huske kongerækker, kasserollebøjninger og samlevers til at kunne koble nyt og overraskende. Søge præcist. Det er klart, at vi ikke længere behøver bruge nær så meget hjernekapacitet på at huske udenad, når vi allesammen har smartphones og kan google os frem til fakta på et øjeblik. Så det afgørende bliver, hvordan vi så hver især udnytter den ekstra hjernekapacitet, der bliver frigjort? Men jo mere jeg tænker over det, jo vigtigere tror jeg OGSÅ det er, at man stadig har en grundlæggende udenadlære på rygraden. Det tror jeg ikke, vi skal kimse nær så meget af, som vi har en tendens til at gøre i dag, hvor vi altid lynhurtigt kan google eller Wikipedia’e os frem til de basale detaljer. For har vi ikke en vis grundviden, bliver det svært at søge ordentligt – og det bliver ikke mindst svært at finde frem til det uventede og overraskende. Fordi man så kun kan surfe på overfladen og ikke stille tilstrækkeligt specifikke spørgsmål. Man er nødt til at vide meget, have et stort grundbibliotek, en omfattende almen dannelse for overhovedet at vide, hvor der kunne være noget interessant at søge eller spørge efter.
  2. Men det går jo også den modsatte vej. Teknologien kan også hjælpe med at udvide hukommelsen. For jeg oplever samtidig, at min blog i stigende grad fungerer som en ekstern harddisk. Og ikke mindst, at de bidrager til at videreudvikle de strøtanker, der ellers ville være fordampet. Når folk kommenterer på dem, folder de sig ud og får flere nuancer. Noget der ellers bare var indre tankegange bliver pludselig til samlede tankerækker, der “findes” derude. Dette blogindlæg er i virkeligheden en meget godt eksempel – jeg ville alligevel have gået og gjort mig de her tanker. Men før bloggen ville de have været løse, ikke store nok til at skrive ned i andre formater, og måske heller ikke krystalliseret til de sammenhænge, de hurtigt bliver, når jeg faktisk sætter mig ned for at formulere et blogindlæg – der så ligger i mit offentlige tankearkiv – og som jeg så givetvis henviser til i mange år fremover, på samme måde som jeg allerede i dette indlæg flere gange har gjort til gamle indlæg.
  3. Når der er Tour de France trigger det altid, at jeg kommer til at tænke på et interview jeg lavede for efterhånden mange år siden – med hjerneforskeren og neuropsykologen Thomas Habekost. For efter jeg i årevis havde kimset af Tour de France opfordrede han mig til at prøve at se hel etape uden at lave noget andet – det er den bedst tænkelige måde at afspænde dine pandelapper på, sagde han. Og det var så den gode undskyldning der skulle til – og nu holder jeg faktisk meget af at se en etape i ny og næ. MEN det triggede så videre tankerne om det interviewet egentlig handlede om. Nemlig, hvordan hjernen rydder op i de myriader af informationer vi konstant propper i den. Og hovedpointen her var, at jo mere man ved, jo mere dannet, man er, jo mere nuanceret og effektiv er hjernens “sættekasse”, så man bliver i stand til at kapere stadigt flere informationer, fordi man ved, hvordan man skal lagre dem. Det har jeg tænkt meget over siden – og jeg tror, det er en ekstremt væsentlig faktor og endnu et argument for en vis grad af udenadlære og almen dannelse – vi skal have nogle kroge at hænge det hele op på. Ellers glider det hele sammen. Og det er noget skidt – for som han også sagde “hjernen er glad for kompleksitet – ikke kaos”.
  4. Jeg har netop lukket sidste side i romanen Nattog til Lissabon, hvor hukommelse spiller en ikke uvæsentlig rolle, fordi hovedpersonen har en så omfattende klassisksproglig hukommelse og bliver hylet meget ud af den, hvis han har glemt et bestemt ord fra Odysseen, og at en anden vigtig person har en så ekseptionel hukommelse, at hun kommer til at udgøre en sikkerhedsrisiko for den portugisiske modstandsgruppe. Og det er heller ikke så forfærdelig længe siden, jeg læste Hanne Vibeke Holsts Dronningeofret, hvor altzheimers er omdrejningspunktet for en stor del af handlingen. Og det har tilsammen fået mig til at tænke en del begrebet, “når hukommelsen svigter”. For den er jo svigefuld, hukommelsen. Jeg selv er – 7-9-13 – udstyret med en hukommelse, der åbenbart – er det efterhånden gået op for mig, fordi folk reagerer så overrasket som de gør – er noget mere detaljeret end de flestes. Faktisk synes folk tit, det er lidt langt ude, at jeg går og husker på, hvad deres grandnevøs hunds barnebarn hed – “Har du ikke selv et liv”, tænker de. Eller de synes jeg er lidt stalkeragtig – “Hvorfor kan du huske det, når det intet betød for mig? Jeg har da virkelig vigtigere ting, at gå og huske på”, siger de. Men sagen er egentlig ikke, at jeg går aktivt og husker på det, jeg glemmer det bare tilsyneladende ikke. Og hvis jeg endelig aktivt skulle gå og huske på ting, er der givetvis meget andet end det, jeg husker, der ville være vigtigere at lagre. Det er ikke en bevidst handling. Det er bare sådan det er – indtil videre i hvert fald. 7-9-13 siger jeg igen – for jeg har aldrig kendt til andet, men jeg er mig smerteligt bevidst om, at også min hukommelse med tiden vil begynde at svigte, hvilket skræmmer mig vildt meget. For jeg tror, at slaget bliver tripplehårdt, når man som mig i høj grad har været vant til at forlade sig på hukommelsen (i en grad så jeg bliver ekstremt og meget uklædeligt påståelig, hvis nogen tillader sig at mene/huske noget andet, selvom de jo rent faktisk engang imellem HAR ret – der SKER faktisk, at jeg husker forkert :-) Men jeg undres dagligt over, at  andre tilsyneladende har det omvendt end mig. Hvor jeg ikke aktivt husker tingene, men bare sjældent glemmer dem, glemmer de tilsyneladende heller ikke aktivt. De husker dem bare sjældent. Hvad tænker man så på? Hvor henter man så sin inspiration fra? Hvad består ens indre kilde så af? Hvor er ens minder så forsvundet hen? Betyder de mindre af den grund? Er man i virkeligheden smartere, mere ressourcebevidst, hvis man glemmer. Er det udtryk for en gammeldags depottankegang at gå og huske? Er det nådigt at glemme?
  5. Og så er den jo også selektiv, hukommelsen. Det kan godt være, jeg skræmmer folk ved ordret at kunne referere en samtale vi havde i børnehaveklassen eller recitere alle versene til samler og børnesange – til gengæld har jeg utroligt svært ved at huske mit pasnummer, og hvis jeg først har foretaget en betaling, glemmer jeg nådigt præcis hvad beløbet lød på. Og så er der jo – uanset hvor god ens hukommelse måtte være – ting man svider ud. Pynter på. De uendelige solrige somre, de strenge vintre dengang morfar var dreng. Den tabte kærlighed, der var uopnåeligt meget større end den måske i virkeligheden var. Fiaskoerne, der kan blive både større og mindre med tiden. Man siger, at vinderne skriver historien (hvilket program 4 i P1-serien handler om, men den er endnu ikke sendt), hvilket vil sige, at vores kollektive hukommelse er markant påvirket af begivenhedernes udfald. Og hvor er taberne og deres version af historien forsvundet hen?
  6. Ikke alene kan den menneskelige hukommelse svigte. Vores teknologiske arkiver kan også bortkomme. Helt, fuldstændig og aldeles. Og det oplever rigtig mange efterhånden op til flere gange i deres liv. At harddisken crasher, at back-up’en dør. Selv har jeg faktisk allerede prøvet det et par gange – trods sikkerhedskopier og the works. At miste alle data. Og det er en fuldstændig forfærdelig fornemmelse. Men man lærer omvendt også tre ting af det – dels at vi typisk gemmer på alt for meget, vi ikke får brug for. Dels, at meget alligevel ligger gemt hos nogle andre. Dels, at man er nødt til at holde sin egen hukommelse i sving også. Det er alt for risikabelt at udlicitere sine minder til teknikken.
  7. Så er der vores medieskabte hukommelse, som afsnit to i P1-serien løbende strejfer. De store verdensbegivenheder, det bliver vigtigt for os at definere os selv op imod. Hvor var vi, da Prinsesse Diana døde, Berlinmuren faldt og tvillingetårnene sank i grus. Sad vi faktisk og hørte Radio London ved befrielsen og rev rullegardinerne ned og dansede i gaderne. Eller er det bare noget, vi tror, vi gjorde, fordi vi har set og hørt det så mange gange? Hvad er rigtigst, vores bedsteforældres personlige fortællinger eller Matadors udtræk?
  8. Spørgsmålet om, hvad vi finder værd at huske, optager mig meget. Højdepunkterne, der står tilbage, mens hverdagene forvitrer. I sig selv en tanke værd om vi vil blive bedre til at huske hverdagene nu, hvor vi med digitalkameraer lystigt foreviger alverdens små detaljer, mens vi tidligere kun fotograferede højtiderne, festerne og ferierne. Og her er Facebook jo ekstremt interessant. Facebook, der på mange måder tilfører vores kollektive hukommelse nogle helt nye dimensioner. Mennesker, begivenheder vi havde glemt. Billeder af os, taget fra vinkler, vi ikke tidligere har set. Kommentarer og oplevelser folk udveksler. Noget, nogen har bidt mærke, mens andre har fortrængt. Pludselig afdækkes nye dimensioner af vores egne minder. Og det er ikke altid lige behageligt. Og i andre tilfælde kan man få genskrevet sin historie, og noget, man selv har gruet over i årevis, viser sig at være oplevet helt anderledes af alle andre.
  9. For mig personligt helt vildt, hvor tæt jeg er på mine barndomserindringer, når jeg som nu bor et par sammenhængende uger i vores gamle familiesommerhus, hvor jeg også tilbragte mange somre som barn. Og heroppe tænker jeg helt naturligt endnu mere på min mor og mormor, som jeg tilbragte så meget tid med heroppe. Og tænker på vores fælles familiehukommelse som jeg, efter deres dødsfald med kun 1,5 års mellemrum, er en af de få tilbageværende bærere af. For når et menneske dør er det jo som et bibliotek, der brænder. Og de efterladte er de eneste, der har mulighed for at redde nogle af minderne ud af flammerne. Med min mormor var jeg ekstremt opmærksom på at få interviewet hende om det hele – og optaget det. Om hendes barndom, ungdom, flugten til Sverige under krigen, årene som diplomatfrue i Moskva, hvor hun hang ud med John Steinbeck og crashede en stol sammen med Jens Otto Krag. Og om dagligdagene hendes liv igennem. Jeg kunne hendes fotoalbums udenad, vidste hvor hver lampe eller bog i hendes hjem stammede fra. Jeg var forberedt, havde læst på lektien. Min mor døde langt mere pludseligt. Vi havde heldigvis talt ud om alt, der var – og havde egentlig aldrig rigtig været – nogle udeståender. Men den systematiske opsamling af hendes minder fik jeg ikke foretaget på samme måde. Og det er stadig en smerte. Men heroppe, i familiesommerhuset, er det somom minderne er fortættet. Det er noget med lugt og smag, der går direkte i det limbiske system. Det er noget med de gamle Anders And-blade, Gyldendals Illustrerede Klassikere, stakken af gamle sladderblade, et gammelt frasorteret foto, der pludselig falder ud, når man åbner en bog. Jeg drømmer meget mere om min barndom, når jeg er heroppe. Og om min mor og mormor, der næsten er levende hver nat heroppe. I mine drømme. Fragmenter af minder – tilføjet alt muligt nyt. Nu kommer jeg jo i forvejen fra familien, der aldrig flytter. Så jeg har det lidt på samme måde i min onkels hus, min fasters norske hytte og selvfølgelig i mit barndomshjem. Og jeg har hørt, at mange andre oplever det samme, når de vender tilbage til barndommens steder. Der ligger noget i DNA’en, der bringer tankerne både gamle og helt nye steder hen. Som ingen andre steder kan.
%d bloggers like this: