Nadjas Reflexioner

Motivationsretorikken er mit bud på en ny politisk genre. Traditionelt taler man om tre retoriske genrer – den politiske tale, den juridiske tale og lejlighedstalen. Men jeg mener ikke, at det man traditionelt betegner som den ‘politiske tale’ er dækkende for politisk retorik i dagens mediebillede.

Den traditionelle politiske tale fokuserer nemlig på at overbevise modtagerne om et bestemt synspunkt – for eksempel, hvor de skal sætte deres kryds, eller hvad de skal mene om en aktuel sag i medierne, og argumenterer på en måde, hvor man tager for givet, at modtagerne allerede er engagerede i spørgsmålet og selv opsøger de politiske medier – som for eksempel avisernes 1.sektioner, tv-aviserne og Chrsitiansborgreportagerne.

Det mener jeg ikke, at man kan tage for givet i dag. Mange vælgere er præget af decideret politisk apati (eller i hvert fald engagerer de sig politisk på en helt anden måde end ved at sætte reflekterede krydser på stemmesedlen) – og stadigt flere fravælger den daglige dosis saglige nyheder til fordel for hurtige, gratis-telegrammer og tv-serier. Hvis man vil engagere disse potentielle vælgere i samfundsspørgsmålene, er det derfor vigtigt at man afsøger nye medier – og kommunikerer på nye måder.

Det handler om at engagere modtagerne i emnet, få dem til selv at undersøge det nøjere og diskutere det med andre – så de på længere sigt kan træffe mere reflekterede valg. Det sker typisk i reklamer, dokusoaps, teater, kunst, film og mange andre steder, hvor modtagerne ikke har forventet at støde på politiske budskaber – og derfor bliver nysgerrige, forvirrede og åbne overfor at sætte sig ind i sagen. Og det er meget vigtigt, at der ikke ligger en bestemt politisk agenda bag kommunikationen. Hensigten med motivationsretorikken er at vække stemmer – ikke at hverken samle eller flytte stemmer.
Motivationsretorikken bliver stadigt mere nødvendig, fordi de klassiske politiske medier efterhånden kun sjældent giver politikerne meget mere end et par hurtige soundbits – og når der ikke bliver plads til at dele argumenter, tvivl eller nuancer, risikerer man meget hurtigt at reducere hele det politiske mediebillede til spin og spil for galleriet.

Denne form for politisk sensationsretorik er måske nok underholdende – men den er meget uhensigtsmæssig, hvis det repræsentative demokrati skal overleve på længere sigt. For det får politikerleden til at ulme, hvis også vigtige politiske diskussioner bliver reduceret til ren underholdning.

Derfor mener jeg, at man skal bruge motivationsretorikken til at vække interessen, sætter tankerne igang – og så lade politikerne argumentere sagligt igennem, når først interessen er vakt.

Motivationsretorikken som begreb blev første gang introduceret i min specialeafhandling fra 2001. Siden har jeg arbejdet med motivationsretorik i praksis i form af Forlaget Reflexioner og med diverse artikler, debatindlæg og foredrag.