Magasinet Reflexioner var fra 2002 til 2006 mit faglige eksperimentarium, min udkigspost, min legeplads-for-voksne. Her eksperimenterede jeg og sprængte formerne, udforskede grænselandet, blandede genrerne og bevægede mig ud på det dybe. Altid i fri og lystig leg med andre nysgerrige idealister. En fantastisk tid, der for altid har givet mig mod på at tænke nyt, på tværs og på trods. Og en masse erfaringsmæssigt gods, jeg stadig bruger, når jeg konceptudvikler magasiner for kunder eller starter store nye projekter selv, som det for eksempel er tilfældet med Borgerlyst.
På tryk udgav vi fire bogmagasiner, der belyser hver deres tema fra vidt forskellige fagperspektiver og fortolket visuelt af illustratorer, fotografer og billedkunstnere. Og på nettet blev det til det store kollaborative brainstorming-eksperiment Share a Brainwave, der stadig er et forfriskende dyp værd. Send mig en mail, hvis du bestille et par trykte eksemplarer fra lageret – og ellers kan du her få et indtryk af de enkelte magasiner og se alle de mange, fantastiske medvirkende gennem tiderne her:
Reflexioner om Søndagen
Medlys, modlys, nærlys og fjernlys. Artikler om nanoteknologi, singler, GucciGovernment, dokumentarfilm, naturvidenskabsformidling, HIV & teologi, litterære spiraler, helligdage, tidsfornemmelse og arbejdslivet under den nye økonomi.
Reflexioner om Holdninger
Samtaler, opråb, billeder og bid. Lange samtaler med den norske forfatter Jan Kjærstad, den svenske businessguru Kjell Nordström og den danske kogekone Camilla Plum. Desuden står den på klubliv i New York, biologiske våben, politisk kunst, voldtægtsjura, demokratidebat og motivationsretorik.
Reflexioner om Stjerner
Glitter, poesi og tyngdekraft. Mediestjernernes periodiske system, religionernes allstars, universets stjernestøv, digte af Pia Juul, Jens blanedstrup, Peter Laugesen og Lone Hørslev, 12 stjernetegn af HuskMitNavn, flæsk i stjerneanis kogt af Mette Martinussen, billeder af Morten Schelde, sladderbladenes retorik og et psykologisk bud på, “hvad det er med de stjerner”.
Reflexioner om Rødder
Hvor kommer vi fra – og hvor skal vi hen? Om oprydning i hjernen, livet som adopteret, DNA på gravpladser. Wikipedias rodnet af viden. Hjemstavne. Buksevand. Selvskrevne stier, rodnet, ukrudt og kanoner.




ØV – Share a Brainwave-linket virker ikke!
@ Kirsten – der ramte du mig lige på min dårlige samvittighed. Jeg havde ikke fået ændret på det siden en server-migration forleden. Men nu skulle det være i orden :-)
Kære Nadja
Jeg har fulgt dit arbejde siden du i 2004 hjalp os i Videnskabsministeriet med at udtænke “Forskningens Døgn” – det blev jo lidt af en succes og er nu udviddet til flere døgn (godt af døgn staves en i ental og flertal :-))
Jeg købte også alle dine Reflexioner, og syntes de var helt fænomenale.
For 4 måneder siden skulle jeg flytte og fandt i den forbindelse mine Reflexioner og jeg kom til at tænke på om du havde begået nogen siden den om Søndagen? Jeg har en idé til et ander ord med flere betydninger – radikal. Ordet har min interesse, da jeg selv stemmer på partiet af samme navn, men jeg synes også der er noget i tidsånden der er radikalt, her tænker jeg bl.a på politiske holdning og bandekrig, mm. Håber en dag at kunne læse et nyt nummer af Reflexioner :-)
Kære Charlotte – hvor dejligt at høre. Jeg bliver altid rigtig glad, når der kommer ros til Reflexioner fra uventet kant, for det har jo stadig en stor plads i mit hjerte, og det er dejligt at vide, at vi ramte noget rigtig for nogen derude. Tak for det!
Faktisk var “Reflexioner om Søndagen” det første nummer – og siden fulgte så Holdninger, Stjerner og Rødder. Og hvis jeg havde pengene, en sponsor eller en organisation i ryggen, ville jeg elske at fortsætte med at udgive dem. Jeg har tonsvis af ideer og brænder stadig helt vildt for forskningsformidling på nye måder – og synes, det bliver stadigt vigtigere. Og du har helt ret – radikal ville være et super emne.
Men desværre blev det for hård en økonomisk kamp at holde den trykte version gående som selvstændig forlægger – og jeg bruger derfor i stedet energien og mange af ideerne her på bloggen. Det er på mange måder rigtig sjovt og fedt, fordi reaktionerne er meget mere spontane end tidligere og det når længere ud til en mere sammensat målgruppe. Hvilket jeg rigtig godt kan lide. Desuden eksperimenterer jeg lidt med andre former for Reflexioner. For eksempel var http://shareabrainwave.net et virtuelt eksperiment med “Reflexioner om Bølger” og jeg videoblogger også på http://levendepostkort.net.
Og så laver jeg ting for andre – for eksempel har jeg lige afsluttet en stor undersøgelse af erhvervskvinders ambitioner for Beskæftigelsesministeriet/Protocol, der er blevet udgivet i det nyeste nummer af magasinet Protocol.
( http://protocol.dk ) og jeg var også dybt involveret i at udvikle DONG Energys kundemagasin Strømninger, der handlede om at formidle viden om klima og energi på nye måder. Så tankerne om vidensformidling i nye former fortsætter – bare i nye konstellationer. Og hvis jeg vinder i Lotto engang, også i den trykte form vi kendte fra de oprindelige Reflexioner.
Stort, at Forskningens Døgn (nu i flertal) er blevet så stor en succes. Tillykke med det. Keep me posted.
Nadja
Hej Nadja, hvor er det bare den bedste fredag i lang tid! Via en post på fjæsbogen så jeg din blog om skiltene ved søerne, og da jeg så klikker på ‘Om mit forlag’ så kildrer det næsten helt ned i tæerne da jeg genkender coveret på Reflexioner “Om holdninger”. Det er et af de mest geniale tidskrifter/magasiner jeg endnu har set, og mit eksemplar fra dengang i 2003 har overlevet adskillige flytninger uden at blive smidt ud sammen med alle andre magasiner. Jeg kan ikke huske, hvor jeg købte det, men ledte længe efter nye udgaver, faktisk stadig den dag idag kigger jeg hos specialbutikker om de lige skulle have et eksemplar af Relexion stående – man ved jo aldrig. Nu ved jeg så, at jeg ikke behøver kigge mere :-(
Men jeg vil suse lidt rundt i din blog og andre sites, og så kunne det måske være, at du havde et eksemplar til overs af de tre andre udgaver som jeg altså ikke fik fingrene i dengang???
Ha’ en super weekend, du har lige løftet min 100 grader :-)
Lise
@ Lise – Uhhhh, den varmede – og løftede også fredagsstemningen her i foretagendet til nye højder. Tak for det.
Du kan tro, jeg har flere udgaver af Søndagen, Stjerner og Rødder liggende. De koster 250 for en pakke med alle fire inkl. porto – så send mig en mail med din adresse, hvis du stadig er interesseret. Så pakker jeg dem fluks til dig.
Nadja
Hej Lise og Madja
Som jeg også tidligere har skrevet til Nadja, så har jeg også stadig alle versionerne af reflexioner, som jeg også var noget at det fedeste/sjovest/eftertænksomme jeg har læst. Jeg har foreslået Nadja en ny version under titlen “Radikalisme”, da det dækker mange emner. Men kan forstå det er for dyrt. Nadja kunne man lave en elektronisk version, hedder det ikke ipages?
Kh
Charlotte
@ Charlotte og Lise – hvor er det skønt med den pludselige interesse og opmuntring fra helt uventede kanter. Det er virkelig rart at få bekræftet, at der var nogen derude, der opdagede – og forstod – hvad vi havde gang i.
Charlotte – mht til ipages, synes jeg de egner sig enormt godt til at lægge en digital version af et trykt magasin på nettet. Men hvis magasinet udelukkende har et liv på nettet, tror jeg, det er langt bedre at lave det i et format, der egner sig til netmediet – i stedet for at sætte strøm til noget, der helt tydeligt ville have egnet sig bedre til papir. http://shareabrainwave.net er et eksempel på, hvordan det kunne foregå. Altså hvor “bølger” er temaet – som så bearbejdes fra en billard forskellige vinkler.
Med hensyn til økonomien var det desværre heller ikke kun trykomkostningerne, der var problemet. Det kræver utroligt meget energi og hjerteblod at lave sådan et magasin. Og det lægger jeg sådan set hellere end gerne både i det og i alt andet, jeg laver. MEN når der slet ingen indtægter (læs: til gengæld ekstremt høje udgifter) var på det og det samtidig blokerede for, at jeg rigtigt kunne tage andre længerevarende opgaver, fordi det var et så stort træk på energi- og tidskontoen, kunne det ikke lade sig gøre.
Som jeg også skrev til dig forleden er der intet jeg hellere ville end at bruge min tid 100 % på at udvikle, skrive og redigere nye Reflexioner – men det kræver simpelthen, at jeg enten vinder temmelig meget i Lotto (hvilket i første omgang kræver, at jeg overhovedet begynder at spille Lotto) ELLER at en virksomhed eller organisation skyder en masse penge ind i det, så jeg ikke konstant skal bekymre mig om økonomi, hvilket dræber enhver kreativitet fra min side. Og desværre synes virksomheder og organisationer flest, at den slags er for nørdet/langhåret/nichepræget til at være noget, de har lyst til at støtte. Og jeg mener omvendt, at det kan være lidt ligemeget, hvis jeg ikke kan komme til at gøre det temmelig kompromisløst. For i bund og grund tror jeg, det var det, Reflexioner kunne – at vi havde modet til at gøre tingene meget anderledes og på trods af, hvordan alle sagde, man burde gøre. Og derfor var det præget af en friskhed og og nysgerrighed, som ellers er svær at opretholde. Så det er sådan set hele historien… og sålænge landet ligger sådan priser jeg mig lykkelig over, at jeg i det mindste kvit og frit og kun med min tid og hjerteblodet som indsats kan nå ud til så mange og engagere dem i dialogerne, som det har vist sig at være tilfældet med bloggen.
Men tusind tak for opmuntringerne og de gode ideer – og sig ENDELIG til, hvis I skulle støde på en virksomhed eller organisation, der er friske, engagerede og kompromisløse nok til at kunne se ideen.
Hej Nadja og Lise
Jeg kan sagtens forstå hvad du skriver Nadja, og jeg tror faktisk jeg vil prøve at lægge hovedet lidt i blød. Kender du evt. nogle fonde der ville være relevante at søge?
Jeg kunne godt finde på at spørge Det Radikale Venstre, hvor jeg er medlem. Hvis emnet netop blev radikalisme, kunne det måske have interesse. Jeg vil prøve at undersøge om der er nogle midler at hente der.
Kh
Charlotte
Hej Nadja
tak for superhurtig ekspedition, jeg har lige fået pakken med alle 4 numre af Reflexion!!!
Jeg ved godt, hvad der bliver min overspringshandling hele resten af denne uge ;-)
kh Lise
@ Lise – godt, at de er vel modtaget. Rigtig god læselyst.
Hej Nadja
Faldt lige overdin side – da jeg skulle finde noget om time share…og det er jo noget helt andet… men blev rigtig glad over at se at der findes andre der er lige så mulidiminsionelle som mig selv…. pyh.. ha… alså med tonsvis af reflektioner og plugged i det kreative net…:-)
Jeg har været igang med en stribe programmer på Lokaltv – om alt mellem himmel og jord… og skal igang igen med en ny række programmer..og når jeg hører om, alt det du har gang i .. så tænker jeg at vi måske kunne lave noget sammen en dag… jeg ved ikke hvad…?? bare en følelse.. :-)
ha en rigtig skøn dag
kærlig hilsen
Inga
@ Inga – tak for din søde hilsen. Det er altid rart at blive fundet af ligesindede derude. Du må endelig tage fat i mig, hvis du har lyst til at lege.
Nadja