Nadja Pass

Kategori: Godt og blandet

Folkemødet = All inclusive ferie?

I de fire dage, jeg var til Folkemøde, havde jeg stort set ikke min pung oppe af lommen. Det viste sig simpelthen, at jeg uforvarende var kommet til at tage på “all inclusive ferie” på Bornholm.

Det skyldtes to ting. Den første har jeg det væsentligt bedre med, end den anden.

1) At jeg havde forudbetalt for at overnatte i telt i en Øko-lejr, hvor Trine Krebs fra Praktisk Økologi sørgede for det ene fabelagtige økologiske måltid efter det andet baseret på lokale råvarer.

2) At man ikke kunne gå mange sammenhængende meter på Folkemødet uden at få stukket en gratis fadøl, hotdog, æske pastiller, vandflaske, maskinfoldet t-shirt, grilltallerken, cykeltaxatur eller hyldeblomstcocktail i hånden. Alt sammen i bytte for, at man

a) stoppede op et øjeblik og lyttede til en holdning
b) sad eller stod foran en stand, så den så populær ud
c) travede videre rundt med sin logoficerede vandflaske i hånden

Og nu er det ikke, fordi jeg er en sur puritaner, der ikke synes, at Folkemødet skal have lov at være en folkefest. Det var helt vildt skægt at være til “festival for voksne”, gå til en masse gode, gratis koncerter, drikke nogle øl med folk, jeg ser alt for sjældent og møde en masse nye, fantastiske mennesker. Og jeg skal da heller ikke holde mig for fin til at sige, at jeg da også gladeligt tog imod alle de gratis gaver, der kom oven ned, når de nu ligefrem blev stukket i hånden på mig. Og på sin vis virkede det lige efter hensigten. Tanker blev delt, nye venskaber opstod.

Glasperler til folket

MEN jo mere jeg tænker over det, jo mere synes jeg, at det er et rigtig, rigtig, RIGTIG skidt signal, partierne, politikerne og interesseorganisationerne sender, når de på den måde deler glasperler ud til folket i bytte for vores opmærksomhed. Selvfølgelig kan det da være meget sjovt lige at observere nogle politikere, studieværter og kändisser vandre omkring i deres “natural habitat” iført sandaler, fadøl og kindkys. Men det er ikke nok i sig selv.

Meningen var, at det var her alle interesserne på kryds og tværs af brancher, politiske spektrer og sektorer skulle mødes. Men realiteten var, at politikerne blev ophøjet til superstjerner, der drønede rundt fra debat til debat med alle dem, de også debatterer med i dagligdagen og på tv – og slet ikke havde tid til at snakke med andre.

Der var simpelthen alt for mange på Folkemødet, der var utroligt optagede af at sige en masse – og alt, alt, alt for få, der var indstillet på at lytte til, hvad andre havde at sige. Og da slet ikke til nogen, der kunne formaste sig til at mene noget andet end dem selv.

Folket var der – man så og hørte os bare ikke

Selvom mange af medierne har snakket om, at det var et elitemøde, hvor folket helt manglede, er det faktisk ikke rigtigt. Der var masser af “helt almindelige mennesker”, der var kommet mere eller mindre langvejs fra for at deltage. Møde nye mennesker. Være med til at skabe og udvikle noget sammen. Men det var der forsvindende lille mulighed for på Folkemødet. Så er det faktisk helt vildt flabet ikke at tage deres interesse og lyst til at blande sig og mødes og udvikle samfundet sammen alvorligt.

Uforskammet, faktisk, at tro, at der skulle være nogen, der synes specielt meget bedre om Dansk Metal, fordi de bliver kørt rundt i deres cykeltaxa eller stemmer på De Konservative alene fordi de serverer gratis fadøl fra en flot (og den VAR flot) grøn skude midt i havnen.

Hvorfor var det ikke FOLKET, der stod på talerstolene, sad i panelerne og blev opfattet som superstjernerne. Og politkerne, spindoktorerne og de velkendte kommentatorer, der flettede næb og for en gangs skyld bare LYTTEDE og blev klogere?

Hvis man ledte længe nok, var der faktisk nogle rigtig fine initiativer initiativer rundt omkring. Det krævede bare netop, at man ledte – fordi de udover at have en masse på hjerte også udmærkede sig ved at have brugt markant færre penge på annoncer, bannere og alle de flyers, folket alligevel smed ud i den nærmeste skraldespand.

Tre lyspunkter – inspirerende samtaleinitiativer

Mine tre yndlingseksempler på “the way to do it”, adskiller sig alle ved, at de ikke forlod sig på gratis gaver, men stolede på, at folket faktisk havde lyst til at være der og deltage aktivt.

1) Mindlab – erhvervsministeriets innovative lillebror havde lavet et fint koncept, hvor man trak en bordtennisbold med nummeret på en tilfældig bod. Dér skulle man så gå hen og snakke med dem i boden om, hvad man havde til fælles – og hvordan man sammen kunne udvikle samfundet til at blive et lidt bedre sted. Helt enkelt, næsten omkostningsfrit og meget virkningsfuldt – især for de fleste gæster gik lidt hvileløst rundt og havde svært ved at finde ud af, hvilke telte de skulle gå ind i – og mange standholdere havde svært ved at trække folk derind. Nu fik de noget at snakke sammen om. Enkelt, men godt.

2) Med Andre Øjne – I Menneskerettighedernes telt havde de fået det fantastiske koncept “Med Andre Øjne” til at sminke gæsterne til ukendelighed. Så de fik en anden etnicitet, alder, socialklasse eller køn – og så skulle bevæge sig rundt på pladsen for at opleve, hvordan folk så ville reagere på deres nye identitet. Det synes jeg er en helt genial måde at få folk til selv at opleve, hvordan man reagerer på og afkoder hinanden. Og jeg er sikker på, at det ville styrke inklusions- og mangfoldighedsdebatternes kvalitet helt kolossalt, hvis alle fik lov at prøve dét engang imellem.

3) “En af os”-kampagnens “Menneskebibliotek” – her kunne man “låne” en samtalepartner med en psykisk lidelse for at afmystificere sindlidelser.

Alle tre eksempler er meget enkle og koster utroligt lidt at føre ud i livet. Men de formåede hver især at gøre præcis det, det hele skulle have handlet om: Muligheden for at møde nogen, der tænker anderledes end en selv. Snakke ordentligt sammen. Tænke konstruktivt og udviklende sammen.

49-kroners skiltet

Det var selvfølgelig også formålet med de slentresamtalesaloner om HANDLEKRAFT og SAMMENSKUD vi selv holdt i Borgerlyst-regi. Og nej, dér var vi heller ikke nær så mange deltagere, som der nok ville have været, hvis vi havde smidt en masse penge efter markedsføringen. Men dem, der var der, var fantastiske og helt vildt engagerede og deltagende. Og de lod til at være rigtig glade, selvom vi ikke uddelte så meget som en fransk saltpastil.

Så det er med en vis stolthed, at jeg hermed afslører, at vores samlede udgifter (ganske vist med skilt-holdere på på “all inclusive-fadølsbudget”) til Borgerlysts akviteter på Folkemødet beløb sig til de 49 kroner vi brugte på at laminere vores meget old school “nej, vi har ikke en dyr bod, vi har et skilt”-skilt.

Glemmer du, så husker jeg det ord for ord?

Det er sommer, og jeg har traditionen tro gang i lidt af en minimediefestival. Og som altid opstår der overraskende tankemønstre på kryds og tværs af litteraturen, sladderbladene, P1-programmerne og samtalerne – nu også suppleret med podcasts, blogs og Facebooks strømme. Og en af de ting, jeg har tænkt rigtig meget over de seneste uger, er hukommelsen som begreb – og hvordan den for tiden er under voldsom forandring. Tankerne er mange og langtfra systematiserede eller gennemtænkte. Men jeg vil forsøge at fastholde et par af dem ved at dele mine tankestrømme med jer. Så her er folkens, et nifoldigt leve for hukommelsen:

  1. På P1 kører der for tiden en helt utrolig god serie på P1 kaldet Glemmer du, så husker vi. Det første program handlede om, hvordan Google og internettet i det hele taget påvirker vores hukommelse. Det fulgte grundlæggende op på en masse tanker, jeg gjorde mig, da jeg boede i Ghana i 1995-96. Her var undervisningen stadig i høj grad præget af udenadslære – i det mest grelle tilfælde gentog historielæreren tre gange hver sætning hun sagde, så vi kunne nedfælde den ord for ord, fordi der ikke var lærebøger nok – og vi ville blive hørt i fakta, og kun fakta – helt basalt fordi, der var meget stor mangel på bøger og leksika – og ja, på det tidspunkt var vi først lige (yep, det er rigtigt nok, selvom det lyder helt vanvittigt) begyndt at have adgang til nettet og emails. Dengang blev jeg ekstremt bevidst om, hvordan det ville skille fårene fra bukkene på nye måder rent dannelsesmæssigt, når det nødvendige gik fra at kunne huske kongerækker, kasserollebøjninger og samlevers til at kunne koble nyt og overraskende. Søge præcist. Det er klart, at vi ikke længere behøver bruge nær så meget hjernekapacitet på at huske udenad, når vi allesammen har smartphones og kan google os frem til fakta på et øjeblik. Så det afgørende bliver, hvordan vi så hver især udnytter den ekstra hjernekapacitet, der bliver frigjort? Men jo mere jeg tænker over det, jo vigtigere tror jeg OGSÅ det er, at man stadig har en grundlæggende udenadlære på rygraden. Det tror jeg ikke, vi skal kimse nær så meget af, som vi har en tendens til at gøre i dag, hvor vi altid lynhurtigt kan google eller Wikipedia’e os frem til de basale detaljer. For har vi ikke en vis grundviden, bliver det svært at søge ordentligt – og det bliver ikke mindst svært at finde frem til det uventede og overraskende. Fordi man så kun kan surfe på overfladen og ikke stille tilstrækkeligt specifikke spørgsmål. Man er nødt til at vide meget, have et stort grundbibliotek, en omfattende almen dannelse for overhovedet at vide, hvor der kunne være noget interessant at søge eller spørge efter.
  2. Men det går jo også den modsatte vej. Teknologien kan også hjælpe med at udvide hukommelsen. For jeg oplever samtidig, at min blog i stigende grad fungerer som en ekstern harddisk. Og ikke mindst, at de bidrager til at videreudvikle de strøtanker, der ellers ville være fordampet. Når folk kommenterer på dem, folder de sig ud og får flere nuancer. Noget der ellers bare var indre tankegange bliver pludselig til samlede tankerækker, der “findes” derude. Dette blogindlæg er i virkeligheden en meget godt eksempel – jeg ville alligevel have gået og gjort mig de her tanker. Men før bloggen ville de have været løse, ikke store nok til at skrive ned i andre formater, og måske heller ikke krystalliseret til de sammenhænge, de hurtigt bliver, når jeg faktisk sætter mig ned for at formulere et blogindlæg – der så ligger i mit offentlige tankearkiv – og som jeg så givetvis henviser til i mange år fremover, på samme måde som jeg allerede i dette indlæg flere gange har gjort til gamle indlæg.
  3. Når der er Tour de France trigger det altid, at jeg kommer til at tænke på et interview jeg lavede for efterhånden mange år siden – med hjerneforskeren og neuropsykologen Thomas Habekost. For efter jeg i årevis havde kimset af Tour de France opfordrede han mig til at prøve at se hel etape uden at lave noget andet – det er den bedst tænkelige måde at afspænde dine pandelapper på, sagde han. Og det var så den gode undskyldning der skulle til – og nu holder jeg faktisk meget af at se en etape i ny og næ. MEN det triggede så videre tankerne om det interviewet egentlig handlede om. Nemlig, hvordan hjernen rydder op i de myriader af informationer vi konstant propper i den. Og hovedpointen her var, at jo mere man ved, jo mere dannet, man er, jo mere nuanceret og effektiv er hjernens “sættekasse”, så man bliver i stand til at kapere stadigt flere informationer, fordi man ved, hvordan man skal lagre dem. Det har jeg tænkt meget over siden – og jeg tror, det er en ekstremt væsentlig faktor og endnu et argument for en vis grad af udenadlære og almen dannelse – vi skal have nogle kroge at hænge det hele op på. Ellers glider det hele sammen. Og det er noget skidt – for som han også sagde “hjernen er glad for kompleksitet – ikke kaos”.
  4. Jeg har netop lukket sidste side i romanen Nattog til Lissabon, hvor hukommelse spiller en ikke uvæsentlig rolle, fordi hovedpersonen har en så omfattende klassisksproglig hukommelse og bliver hylet meget ud af den, hvis han har glemt et bestemt ord fra Odysseen, og at en anden vigtig person har en så ekseptionel hukommelse, at hun kommer til at udgøre en sikkerhedsrisiko for den portugisiske modstandsgruppe. Og det er heller ikke så forfærdelig længe siden, jeg læste Hanne Vibeke Holsts Dronningeofret, hvor altzheimers er omdrejningspunktet for en stor del af handlingen. Og det har tilsammen fået mig til at tænke en del begrebet, “når hukommelsen svigter”. For den er jo svigefuld, hukommelsen. Jeg selv er – 7-9-13 – udstyret med en hukommelse, der åbenbart – er det efterhånden gået op for mig, fordi folk reagerer så overrasket som de gør – er noget mere detaljeret end de flestes. Faktisk synes folk tit, det er lidt langt ude, at jeg går og husker på, hvad deres grandnevøs hunds barnebarn hed – “Har du ikke selv et liv”, tænker de. Eller de synes jeg er lidt stalkeragtig – “Hvorfor kan du huske det, når det intet betød for mig? Jeg har da virkelig vigtigere ting, at gå og huske på”, siger de. Men sagen er egentlig ikke, at jeg går aktivt og husker på det, jeg glemmer det bare tilsyneladende ikke. Og hvis jeg endelig aktivt skulle gå og huske på ting, er der givetvis meget andet end det, jeg husker, der ville være vigtigere at lagre. Det er ikke en bevidst handling. Det er bare sådan det er – indtil videre i hvert fald. 7-9-13 siger jeg igen – for jeg har aldrig kendt til andet, men jeg er mig smerteligt bevidst om, at også min hukommelse med tiden vil begynde at svigte, hvilket skræmmer mig vildt meget. For jeg tror, at slaget bliver tripplehårdt, når man som mig i høj grad har været vant til at forlade sig på hukommelsen (i en grad så jeg bliver ekstremt og meget uklædeligt påståelig, hvis nogen tillader sig at mene/huske noget andet, selvom de jo rent faktisk engang imellem HAR ret – der SKER faktisk, at jeg husker forkert :-) Men jeg undres dagligt over, at  andre tilsyneladende har det omvendt end mig. Hvor jeg ikke aktivt husker tingene, men bare sjældent glemmer dem, glemmer de tilsyneladende heller ikke aktivt. De husker dem bare sjældent. Hvad tænker man så på? Hvor henter man så sin inspiration fra? Hvad består ens indre kilde så af? Hvor er ens minder så forsvundet hen? Betyder de mindre af den grund? Er man i virkeligheden smartere, mere ressourcebevidst, hvis man glemmer. Er det udtryk for en gammeldags depottankegang at gå og huske? Er det nådigt at glemme?
  5. Og så er den jo også selektiv, hukommelsen. Det kan godt være, jeg skræmmer folk ved ordret at kunne referere en samtale vi havde i børnehaveklassen eller recitere alle versene til samler og børnesange – til gengæld har jeg utroligt svært ved at huske mit pasnummer, og hvis jeg først har foretaget en betaling, glemmer jeg nådigt præcis hvad beløbet lød på. Og så er der jo – uanset hvor god ens hukommelse måtte være – ting man svider ud. Pynter på. De uendelige solrige somre, de strenge vintre dengang morfar var dreng. Den tabte kærlighed, der var uopnåeligt meget større end den måske i virkeligheden var. Fiaskoerne, der kan blive både større og mindre med tiden. Man siger, at vinderne skriver historien (hvilket program 4 i P1-serien handler om, men den er endnu ikke sendt), hvilket vil sige, at vores kollektive hukommelse er markant påvirket af begivenhedernes udfald. Og hvor er taberne og deres version af historien forsvundet hen?
  6. Ikke alene kan den menneskelige hukommelse svigte. Vores teknologiske arkiver kan også bortkomme. Helt, fuldstændig og aldeles. Og det oplever rigtig mange efterhånden op til flere gange i deres liv. At harddisken crasher, at back-up’en dør. Selv har jeg faktisk allerede prøvet det et par gange – trods sikkerhedskopier og the works. At miste alle data. Og det er en fuldstændig forfærdelig fornemmelse. Men man lærer omvendt også tre ting af det – dels at vi typisk gemmer på alt for meget, vi ikke får brug for. Dels, at meget alligevel ligger gemt hos nogle andre. Dels, at man er nødt til at holde sin egen hukommelse i sving også. Det er alt for risikabelt at udlicitere sine minder til teknikken.
  7. Så er der vores medieskabte hukommelse, som afsnit to i P1-serien løbende strejfer. De store verdensbegivenheder, det bliver vigtigt for os at definere os selv op imod. Hvor var vi, da Prinsesse Diana døde, Berlinmuren faldt og tvillingetårnene sank i grus. Sad vi faktisk og hørte Radio London ved befrielsen og rev rullegardinerne ned og dansede i gaderne. Eller er det bare noget, vi tror, vi gjorde, fordi vi har set og hørt det så mange gange? Hvad er rigtigst, vores bedsteforældres personlige fortællinger eller Matadors udtræk?
  8. Spørgsmålet om, hvad vi finder værd at huske, optager mig meget. Højdepunkterne, der står tilbage, mens hverdagene forvitrer. I sig selv en tanke værd om vi vil blive bedre til at huske hverdagene nu, hvor vi med digitalkameraer lystigt foreviger alverdens små detaljer, mens vi tidligere kun fotograferede højtiderne, festerne og ferierne. Og her er Facebook jo ekstremt interessant. Facebook, der på mange måder tilfører vores kollektive hukommelse nogle helt nye dimensioner. Mennesker, begivenheder vi havde glemt. Billeder af os, taget fra vinkler, vi ikke tidligere har set. Kommentarer og oplevelser folk udveksler. Noget, nogen har bidt mærke, mens andre har fortrængt. Pludselig afdækkes nye dimensioner af vores egne minder. Og det er ikke altid lige behageligt. Og i andre tilfælde kan man få genskrevet sin historie, og noget, man selv har gruet over i årevis, viser sig at være oplevet helt anderledes af alle andre.
  9. For mig personligt helt vildt, hvor tæt jeg er på mine barndomserindringer, når jeg som nu bor et par sammenhængende uger i vores gamle familiesommerhus, hvor jeg også tilbragte mange somre som barn. Og heroppe tænker jeg helt naturligt endnu mere på min mor og mormor, som jeg tilbragte så meget tid med heroppe. Og tænker på vores fælles familiehukommelse som jeg, efter deres dødsfald med kun 1,5 års mellemrum, er en af de få tilbageværende bærere af. For når et menneske dør er det jo som et bibliotek, der brænder. Og de efterladte er de eneste, der har mulighed for at redde nogle af minderne ud af flammerne. Med min mormor var jeg ekstremt opmærksom på at få interviewet hende om det hele – og optaget det. Om hendes barndom, ungdom, flugten til Sverige under krigen, årene som diplomatfrue i Moskva, hvor hun hang ud med John Steinbeck og crashede en stol sammen med Jens Otto Krag. Og om dagligdagene hendes liv igennem. Jeg kunne hendes fotoalbums udenad, vidste hvor hver lampe eller bog i hendes hjem stammede fra. Jeg var forberedt, havde læst på lektien. Min mor døde langt mere pludseligt. Vi havde heldigvis talt ud om alt, der var – og havde egentlig aldrig rigtig været – nogle udeståender. Men den systematiske opsamling af hendes minder fik jeg ikke foretaget på samme måde. Og det er stadig en smerte. Men heroppe, i familiesommerhuset, er det somom minderne er fortættet. Det er noget med lugt og smag, der går direkte i det limbiske system. Det er noget med de gamle Anders And-blade, Gyldendals Illustrerede Klassikere, stakken af gamle sladderblade, et gammelt frasorteret foto, der pludselig falder ud, når man åbner en bog. Jeg drømmer meget mere om min barndom, når jeg er heroppe. Og om min mor og mormor, der næsten er levende hver nat heroppe. I mine drømme. Fragmenter af minder – tilføjet alt muligt nyt. Nu kommer jeg jo i forvejen fra familien, der aldrig flytter. Så jeg har det lidt på samme måde i min onkels hus, min fasters norske hytte og selvfølgelig i mit barndomshjem. Og jeg har hørt, at mange andre oplever det samme, når de vender tilbage til barndommens steder. Der ligger noget i DNA’en, der bringer tankerne både gamle og helt nye steder hen. Som ingen andre steder kan.

Dagens leg – undlad at sige “JA, NEJ og IKKE”

En af de helt store frynsegoder ved at tilbringe meget tid sammen med ens venner og deres børn er – udover, at man selvfølgelig knuselsker alle de skønne unger – at man ofte får indblik i nye verdener, og nye sider af ens venner.

  • Det kan være deres fagligheder, som man får et indblik i på helt nye måder. Som når designerens datter tegner interiører, og moren forklarer, at vinduerne altid skal males blå (ikke “gennemsigtige”) fordi de reflekterer himmelens farve, og at hun skal være opmærksom på, hvilke dimensioner og faconer, man ser tingene i gennem trappegelænderet. Og hvor vi over middagen diskuterer farvesammensætninger, en sukkerstrøers funktionalitet og en kandes hældetud. Som når topchefen som det naturligste i verden siger til ungerne, at “i en forhandlingssituation må man aldrig give noget, uden at få noget igen”.  Som når IT-nørdens unger har bygget egen hjemmeside i en alder af fem år. Eller min antropologvenindes søn, der som to-årig kunne fortælle mig alt om inuitter.
  • Det kan være ukendte fritidshobbyer eller familietraditioner, der pludselig slår igennem. Som da min veninde pludselig viste sig at kunne kende forskel på alle fuglestemmer, og vi med hendes Poul Thomsen-mini-søn travede på ekspeditioner, og jeg fik et effektivt crashcourse i scolopendernes forunderlige verden.
  • Det kan være ungernes egne interesser og legetøjsdiller. Som når man pludselig får et ret omfattende kendskab til forskellige computerspil, årets aktuelle samlerkort, fodboldstjerner og gromitier (yep – KLAR overvægt af drengebørn i omgangskredsen) og samtidig får genvækket sine egne barndomsnørderier – for eksempel var der en lang periode, hvor al min barndoms dinosaurusviden var helt ubrugelig – men nu giver det næsten lige så meget street cred, at jeg kan kende forskel på en pectosaurus og en dimetrodon, som det gør, at jeg kender Ridder Martin fra Barda og kender en, der har været Shane-barn.
  • Det kan være ens egne reaktionsmønstre eller måder at forklare tingene på, eller lege man foreslår, som man selv troede var det naturligste i verden, og som viser sig at være helt nye for både barnet og dets forældre.

Og det er egentlig sidstnævnte, der er anledningen til dette blogindlæg. For igår havde jeg besøg af en veninde og hendes 7-8 årige søn, der er langt mere end almindeligt begavet. Og sprogligt begavet i særdeleshed. Det var en fryd at høre hans spørgsmål om gamle ord, ordsprog og ordspil, mens han slugte alle sommerhusets gamle AndersAnd-blade fra 50’erne. Sjovt at høre hans ekstremt veludviklede sprogbrug og leg med ordene. Og sjovt at høre, hvilke ord han opsnappede og kommenterede på fra vores voksensnak. Og moren var supergod til at komme med fine forklaringer, udfordre ham videre og gå med på de sproglige lege.

Og derfor spurgte jeg, om vi ikke skulle lege den leg, hvor man ikke må sige “ja, nej og ikke”. (hvorefter det kvikke barn selvfølgelig straks spørger, om det betyder, at man heller ikke må sige “og” :-) Den kendte de ikke.

“Ja, nej og ikke” går i al sin enkelhed ud på, at man skal snakke sammen uden at bruge ordene ja, nej og ikke (og diverse afledninger såsom mhmmm, nik, hovedryst, jo og nix). Typisk er det én person, der ér den – og som de andre så stiller spørgsmål (der gerne må indeholde de forbudte ord) i forsøget på, at få den der ér den til at “falde i” ved uforvarende at bruge et af de forbudte ord. Prøv selv – det er ret svært. JA, kan man langt hen af vejen undvære, fordi man sagtens kan svare bekræftende uden decideret at bruge ordet ja, så den falder man typisk i, fordi det for mange er en automatisk refleks at starte en bekræftende sætning med JA. NEJ er noget sværere. Men næsten helt umuligt er det at undgå at bruge IKKE, så snart sætningerne begynder at blive så lange eller forklaringerne så komplicerede, at det bliver rigtig sjovt. (for det gælder selvfølgelig om at tale så naturligt og flydende som muligt, selvom man ikke bruge de forbudte ord). Så tricket for spørgerne er selvfølgelig at spørge ind til ting, hvor den der ér den skal forklare, hvorfor vedkommende IKKE kan lide XXX, eller IKKE gjorde XXX. Prøv selv, det er næsten umuligt at forklare uden brugen af ikke. Og så selvfølgelig at aflede opmærksomheden så meget som muligt – for så snart man slapper af og taler naturligt, bruger vi alle sammen ja, nej og ikke konstant.

NÅ, men det endte vi så med at lege rigtig længe, og det var rigtig sjovt for alle parter. Dels fordi der kommer nogle spøjse samtaler ud af det, hvor man spørger ind til alt muligt, man ikke plejer at spørge om. Dels fordi man griner meget, når man hver især falder i, eller bliver spiddet på en formulering, hvor man ikke kan undgå at sige IKKE.

Og undervejs slog det mig, hvordan netop den slags lege gennem barndommen har været med til at skærpe min sprogbevidsthed. For sagen er jo, at man for eksempel med sådan en leg bliver tvunget til at bruge helt andre dele af det sproglige register, end man ellers ville have gjort. Man bliver tvunget til at formulere sig helt anderledes end instinktet og automatreaktionen. Bagefter prøvede vi kort at lege den, hvor man måtte bruge alle ord, undtagen dem, der startede med S. Og det fungerede også rigtig godt – pludselig skulle man hente ja, nej og ikke frem fra hukommelsen igen, men til gengæld erstattte ‘sige’ og ‘snakke’ med ‘tale’ eller ‘konversere’, ‘slanger’ med ‘orme’ eller ‘kryb’ etc etc. Supersjovt (eller for nu at blive i legen:  rigtig morsomt).

Mine forældres fælles interesse for sprog er helt klart en af de mange gaver, jeg selv har fået med hjemmefra – og taget fuldstændig for givet. Mange af legene – “ja, nej og ikke”, “flere ord ud af et”, grammatik, nasallyde og historiefortællinger især fra min mors side af familien. Kolossale gloseregistre og den systematiske afkodning af fremmede sprog og alfabeter især fra min far. Ikke ét skilt på vejen, når vi rejser sammen, uden at det bliver endevendt for at gennemskue, hvilke endelser, der mon betyder gade, vej, gyde, plads eller boulevard.

Og den bagage betyder jo samtidig, at jeg som det naturligste i verden taler volapyk, laver lange fællesudviklede historier og leger rimsmed med ungerne omkring mig. Og med mine voksne venner på fx Facebook kan få en hel aften til at gå med at udveksle sætninger, der kun starter med S, F eller T.

Det er jo ikke noget, man tænker over selv. Hvad man har fået med hjemmefra, fordi det jo netop for én selv er det naturligste i verden. Men hvor er det sjovt at bringe det i spil på nye måder. Og ikke mindst at opleve og opdage hinandens forskelligheder og skjulte særkompetencer. Og samtidig ekstremt lærerigt og inspirerende. Både for børn og voksne.

Så er der borgerlyst i luften…

Jeg ved det godt. Der har været lidt stille her på bloggen i de seneste uger… og det skyldes, at jeg har arbejdet intenst op til grundlovsdag i lørdags, hvor jeg sammen med Andreas Lloyd lancerede vores nye bevægelse, Borgerlyst. Vi fejrede det med en fest i VEGA, hvor en masse vidt forskellige godtfolk mødte op og vendte verdenssituationen med hinanden. Og det var helt fantastisk at se, hvor høje folk bliver på borgerlyst – når først vi bliver os den bevidst.

Jeg bliver selvfølgelig ved at blogge om alle mine strøtanker, brudstykker og egne veje her på Nadjas Reflexioner – men jeg håber også, at I vil følge med i den mere borgerlystne side af mig og mit arbejde på http://borgerlyst.dk. Og endnu bedre – være med til at sprede borgerlysten derude og selv bruge jeres stemmer og handlekraft til at gøre samfundet omkring os endnu bedre.

Og nu lidt om Borgerlyst – hapset direkte fra forklaringerne på borgerlyst.dk

Hvad vi vil gøre

Vi har startet Borgerlyst, fordi vi har lyst til at gøre meget mere end vores borgerpligt. Vi havde bare selv svært at finde ud af, hvordan vi skulle gøre det. Og vi tror, at der er rigtig mange andre derude, der mærker den samme udefinérbare trang til at gøre noget – men heller ikke helt kan sætte ord på det, og som mangler nogle meningsfyldte steder, vi kan kanalisere al vores gode energi hen.

Det er essensen i Borgerlyst: At gøre det nemmere, sjovere og mere spontant for os som borgere at omsætte denne lyst til vigtige stemmer i debatten – og handlekraft i hverdagen. Her er en række bud på, hvordan vi vil gøre det.

VI HAR LYST til at høre folkets stemmer i samfundsdebatten

Derfor har vi startet tv-kanalen FOLKETS STEMMER. Det er en konstant voksende collage af videoklip, hvor vidt forskellige mennesker besvarer de samme spørgsmål om demokrati, engagement og handlekraft. Klippene er optaget i privatsfæren, hvor vi – folket – oftest snakker sammen om det, der ligger os på sinde. Og de er fulde af de tænkepauser,der gerne opstår i samtaler, hvor vi udfordres og lærer mere om os selv.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Som en start har vi selv interviewet forskellige folk, vi synes er interessante – og på den måde har vi selv fået nuanceret vores holdninger undervejs, for spørgsmålene har vist sig at fungere utroligt godt som ansatser til spændende samtaler. Meningen er nu, at alle med et videokamera selv kan uploade videoer af deres egne samtaler med folk ud fra de samme spørgsmål. På den måde bliver samlingen af FOLKETS STEMMER hele tiden udvidet med nye stemmer – og forhåbentlig bliver selve optagelsen en anledning til endnu flere samtaler.

VI HAR LYST til selv at bruge vores handlekraft

Derfor starter vi tv-kanalen RYK! – Her sætter vi fokus på, hvordan man kommer fra tanke til handling og tager springet fra den gode idé til det bæredygtige projekt. Her interviewer vi både mennesker, der selv har skabt spændende projekter for at høre, hvordan de kom i gang, og hvad de har gjort undervejs. Og vi spørger forskellige eksperter, der besidder faglig viden, der kan være relevant undervejs i processen: hvordan man for eksempel skriver en fondsansøgning eller klæder en idé grafisk på.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Mange har tilsyneladende mistet troen på, at det nytter at gøre noget selv. Man gør sin borgerpligt ved at afgive sin stemme engang hvert fjerde år – men derudover kan det forekomme uoverskueligt at komme i gang. Vores fornemmelse er, at det ikke skorter på gode ideer. Men problemet lige dels i, at der for folks indre blik hurtigt toner stakke af afviste læserbreve og afslagene på fondsansøgninger op. Dels i, at mange ikke rigtig kender de ret basale håndtag det kræver at rykke på en idé. Med RYK! gør vi det så konkret som muligt, hvad man skal gribe og gøre i – og kommer med idéer til, hvordan man kan rykke, uden at det behøver at kræve stor juridisk indsigt eller netværk til medierne.

VI HAR LYST til at dele vores erfaringer med hinanden

Derfor har begynder vi at indsamle OPSKRIFTER på borgerlystne initiativer, som det er supernemt at kopiere og afprøve i sin egen hverdag. Som en start har vi selv givet et par opskrifter på, hvordan vi har ført nogle vores egne ideer og eksperimenter ud i livet. Men vi håber, at alle andre også vil dele deres opskrifter, så vi til sidst får en kogebog fuld at håndgribelige opskrifter til, hvordan vi gør tingene bedre.

Og hvad skulle det så gøre godt for?
Selvom man kan nikke genkendende til mange af tankerne bag Borgerlyst, kan det svært at gennemskue, hvordan man selv kan komme i gang her og nu – midt i sin travle hverdag. Med en samling opskrifter i hånden kan man få hjælp til at komme i gang. Det svarer præcis til en kogebog. Nogen bruger dem primært til at finde inspiration – og gør så tingene på deres helt egen måde. Andre bruger dem til lige at tjekke, hvor lang tid stegen skal ha’ eller hvordan man renser en artiskok. Og atter andre følger opskriften slavisk – og når frem til et fantastisk resultat på den måde. OPSKRIFTER er et forsøg på at gøre det muligt for alle lave noget, de ikke følte sig helt sikre på i forvejen.

VI HAR LYST til at holde faglige sammenskudsgilder

Derfor har vi lavet OPSLAGSTAVLEN. Her kan man både efterlyse hjælp og arbejdskraft, hvis man selv sidder med et projekt, man gerne vil rykke på. Og man kan donere sine kompetencer til andres projekter. For eksempel give kaffe-sparring på en idé, hvis man er god til konceptudvikling, tegne et logo, give to timers juridisk bistand eller lave mad til en fest. Præmisserne og omfanget skal fra begges sider ligge klart fra starten, så projektmageren ikke på den ene side ender med en masse halvfærdige løsninger, og donationen på den anden side ikke ender med at blive alt for omfangsrig.

Og hvad skal det nu gøre godt for?
Som borger forekommer det ofte ret ligegyldigt, hvem man er og hvad man kan. Man tæller som et tal, en procentdel, et medlemskab, en underskrift eller et par hænder, der kan hænge valgplakater op. Men vi er mange, der finder det meget mere meningsfyldt at bidrage med det, vi er bedst til. Det kan bare være utroligt svært at finde ud af hvor og hvordan – for de fleste af de eksisterende muligheder kræver ofte, at man indgår en aftale på fast basis. Og det kan være svært at passe ind i resten af livet. For det lille ekstra overskud i hverdagen, man føler i en time, uge eller måned mellem to jobskifter, kan de færreste garantere at have tre måneder senere. Derfor er det vigtigt med en fleksible og spontane muligheder for at byde ind. OPSLAGSTAVLEN giver den mulighed for at byde ind, når man har overskud til det.

VI HAR LYST til at blive klogere på demokratiet uden at det føles som lektielæsning

Derfor har vi startet tv-kanalen TANKEVÆKKERNE, der er en serie filmede samtaler med eksperter, der fra hver deres vinkel hjælper os med at forstå demokratiet bedre. Vi stiller de dumme spørgsmål, og de giver os nogle vigtige indblik i nogle af de grundlæggende begreber og problemstillinger, demokratiet står overfor i dag. Der er billeder på, men de egner sig egentlig bedst som lyd-spor, hvor man lytter sig klogere, mens man ordner alt muligt andet.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Vi håber, at disse crashcourses vil give flere borgere mod på at blande sig i debatten. For vi støder meget ofte på, at folk siger, at de ikke ved nok til at kunne udtale sig om demokratiet. Men vi synes ikke, det kan være rigtigt, at det kun skal være professionelle debattører, spindoktorer og politikere, der ytrer sig om samfundet. Det er med til at gøre politik til noget fjernt og abstrakt. Med TANKEVÆKKERNE gør vi det nemt at lytte sig klogere – og få viden og mod på at blande sig mere i debatten.

VI HAR LYST til at møde andre, der bobler af borgerlyst

Derfor er Borgerlyst ikke bare en platform på nettet, men også en serie fester, middage og arrangementer, hvor vi mødes ansigt til ansigt. En gang om året giver vi både demokratiet og grundlovsdag en kærlig behandling ved at holde stor fest grundlovsaften. Men ind i mellem bliver der samtalemiddage og forskellige workshop-eksperimenter, hvor vi afprøver forskellige ideer til, hvordan vi endnu bedre kan vække borgerlysten.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Vi støder hele tiden på nye fine initiativer, vi aldrig havde hørt noget om – og mennesker, der går lidt alene rundt med deres borgerlyst. Og vi tror, det er vigtigt at skabe en fælles ramme, der gør det nemt at finde hinanden – og sjovt at mødes engang imellem. Vi har meget stor tiltro til de fantastiske møder, ideer og netværk, der opstå på nettet. Men vi oplever også, at der er en helt særlig energi når man mødes fysisk og deler de store tanker. Så kan man faktisk blive helt høj på borgerlyst.

VI HAR LYST at forene vores overskud – og ha’ det sjovt, mens vi gør det. Og hvis du har det ligesådan, håber vi, du vil være med. Når du har tid – og lyst.

10 bud på, hvordan vi kan komme kvindernes kampdag konstruktivt ihu

I dag er det 8. marts – kvindernes internationale kampdag. Ovenikøbet nummer 100 af slagsen. Og det synes jeg kræver på lidt refleksion og diskussion. For vi er jo på mange punkter nået ufatteligt langt på de 100 år – og samtidig er der en masse problemer tilbage, som vi prøvekluds-generationer bør være opmærksomme på og aktivt bidrage til at forandre for, at det blive stadigt bedre for nye generationer.

Personligt mener jeg stadig, der er masser af ting, man kunne gøre politisk og strukturelt, med en nytænkning af barselslovgivningen som det primære indsatsområde. Og der er da helt sikkert også en masse mænd, man godt kunne ønske sig tænkte lidt anderledes.

Men det største forandringspotentiale mener jeg faktisk ligger hos kvinderne selv.

For  da jeg sidste år lavede en stor undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, stod det ret hurtigt klart, at det skævvredne antal kvinder i topledelse i høj grad skyldes kvindernes egne valg, fravalg, prioriteter og ikke mindst måden, vi taler om hinanden på.

Så her er 10 bud på, hvad vi i hvert fald selv kan gøre lige her og nu for at påvirke udviklingen i en positiv retning (her og nu udelukkende, når det gælder erhvervskvinders ambitioner):

  1. Sørg altid for at kvæle “vil du virkelig vælges fordi du er kvinde”-spørgsmålet med det samme. Det er en total oversimplificering at sætte køn og kompetencer op imod hinanden som de eneste to parametre. Der er altid alt muligt andet, der OGSÅ spiller ind (faglig baggrund, personlighed, alder, netværk, timing etc etc) – og husk, at de under ingen omstændigheder ville vælge dig, hvis ikke du i det mindste er kompetent.
  2. Tal langt mere åbent om dine drømme og ambitioner – hvis ikke folk ved, hvad du drømmer om, kan de ikke hjælpe dig med at opfylde dem.
  3. Lad være med udelukkende at forklare dine successer med “tilfældighedernes spil”. Tilfældighederne spiller OGSÅ ind, men det er dine kompetencer, det primært handler om. Og i øvrigt er tilfældighedernes spil OGSÅ et spil – så det er også en vigtig evne at gøre sig spilbar.
  4. Træf ikke beslutninger på andre kvinders vegne på baggrund af dine egne ønsker eller frustrationer. Hvis en småbørnsmor vælger at takke ja til en ministerpost HAR hun nok fundet ud af, hvordan det skal kunne lade sig gøre – og hvis hun kommer tilbage fra barsel og siger, hun gerne vil have noget at rive i, er det ikke op til dig at skåne hende fordi hun jo har et lille barn derhjemme – det ved hun godt, og det har hun nok fundet en løsning på. Mange kvinder VIL gerne skånes – men mange vil ikke. De trænger netop til at få bekræftet deres værd på arbejdsmarkedet og at det giver mening at have barnet i institution, mens de selv er på arbejde – og hvis de så sidder med ligegyldige skåneopgaver, føles det endnu mere meningsløst at vende tilbage til karrieren. Her skal vi alle sammen være langt bedre til at lytte til, hvad den enkelte kvinde ønsker sig i stedet for at behandle alle ens.
  5. Bidrag ikke til at reducere kvinder på arbejdsmarkedet til en af de fire kategorier, Lisa Marklund og Lotta Snickare opstiller i deres geniale bog “Der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden”. Der er mange flere måder at være erhvervskvinde på, end “Mandekvinden/jern-ladyen”, “Den sexede forførerske”, “Den sjove maskot” og “Den omsorgsfulde mor” – men når vi selv bliver ved med at reproducere stereotyperne, er det klart, det bliver svært at stikke ud. Og som en del af dette: bagtal ikke andre kvinder, der har gjort det godt, ved at kalde dem mandekvinder, dårlige mødre eller løse på tråden. Hyld dem i stedet – om ikke andet fordi de er med til at udvide spektret for moderne kvindeliv.
  6. Lad være med at prøve at tvinge de kvinder, der har truffet andre livsvalg end dig selv, over i de egen livssituation. Vi har en mærkelig tendens til at ville rette alle ind for at få bekræftet vores egne livsvalg – og derfor kan der opstå meget skarpe fronter mellem mødrene og dem uden børn på den ene side. Eller mellem dem, der prioriterer karrieren højt overfor dem, der har valgt at gå på deltid. Eller mellem dem, der fødte naturligt overfor dem, der fik kejsersnit. Eller mellem dem, der har au-pair/ung pige i huset og dem, der kæmper med at få det hele til at hænge sammen i hverdagen. Lad være med at bidrage til ensretningen ved at mase hinanden ind i de forudsigelige rammer – spørg og lyt i stedet åbent. Og i forlængelse af dette: sørg for, at jeres børn af begge køn også får lejlighed til at møde både mænd og kvinder, der lever vidt forskelligt. I institutionerne møder de ofte kun voksne i form af mødre og fædre – det er vigtigt at vi viser dem alle de andre måder, man også kan være voksen på – og de andre sider af forældrene. Det er selvfølgelig op til den enkelte ikke at lade sig gruppepresse – men hvorfor ikke lette presset og gøre det nemmere at turde skille sig ud, ved at udvide spektret?
  7. Tillad dig selv at blive siddende i “herreværelset”, når du er til arrangementer, hvor kønnene er blandet. Det er stadig meget typisk, at kvinderne ender med børnesnak i køkkenet, mens mændene snakker helikopterspektiver i stuen (ikke, at de ikke hjælper til, de er bare gode til at vende tilbage til stuen i stedet for at blive hængende i køkkenet). Det er sundt og inspirerende for alle parter at diskutere og udveksle tanker og erfaringer på tværs af kønnene (og alder og brancher og minoriteter for den sags skyld).
  8. Pres ikke de andre mødre i vuggestuen og børnehaven til at komme med hjemmebagte kager og perlespeltsalater, hvis de ikke har tid. Det er jo fint og dejligt, hvis man har tid og lyst til at lave dem og iøvrigt også, når det er færdrene, der påtager sig ansvaret – men det er vanvittigt at presse hinanden med kagekonkurrencer etc. Og husk, at hvis du nu kommer styrtende med en købepizza fordi du havde vildt travlt med at få lavet et strategioplæg færdigt, så er der en god chance for, at du kommer til at snakke om strategioplæg i stedet for at bruge aftenen på at dele kageopskrifter.
  9. Tænk på din karriere som et forhåbentligt langt forløb. Og tillad dig selv tempo- og sceneskift undervejs. Det er ok lige at tage den lidt med ro, mens du har små børn – og så skrue op senere. Et af de grundlæggende problemer med kvinder på arbejdsmarkedet er, at vi har en tendens til at reducere ALLE kvinder til småbørnsmødre – også dem, der først ønsker sig børn om flere år, dem, der har voksne børn og dem, der slet ikke har planer om at få børn. Dermed overfokuserer på de – for de fleste kvinders vedkommende relativt få år – der ér de mest problematiske at forene med karrieredrømmene. Men der er reelt tale om vidt forskellige livssituationer.
  10. Tillad dig selv også at tænke egoistisk engang i mellem – hvad er DINE drømme og ambitioner, og hvad skal der til for at du får mulighed for at udleve dem? At tænke på sig selv er ikke ensbetydende med, at man ikke tænker på andre – for de flestes vedkommende får man faktisk langt mere tid og overskud til at gøre noget for andre, hvis man også varetager sine egne ønsker. Men dér har kvinder flest en indbygget frygt for at fremstå for egoistiske, og prioriterer derfor alle andres behov fremfor deres egne. Og ender ofte med at blive lidt småbitre, hvilket altså heller ikke er særlig fedt for nogen.

Tillykke med, at vi er nået så langt, som vi trods alt er nået. Og lad os så i fællesskab (begge køn, alle brancher, alle aldre) bidrage til at udviklingen fortsætter i positive retninger. Glædelig 8. marts.

Danmarkshistoriens forsvundne kvinder

Mens man venter på at blive sat op på sin piedestal

I lørdags åbnede VEGA en ny natklub. Den hedder “Nina Bang – Folkets Klub” – og er opkaldt efter Danmarks første kvindelige minister, der også har lagt navn til den sal, der fremover danner rammerne om klubfolket og indierytmerne.

Jeg synes, det er vildt cool af VEGA at opkalde en natklub efter Nina Bang (og jeg er i den forbindelse slet, slet ikke farvet af, at min bror som kunstnerisk udviklingschef på VEGA har været med til at undfange konceptet :-). Derfor skrev jeg forleden følgende Facebook-opdatering:

Nadja Pass synes, det er virkelig cool, at VEGA har opkaldt sin nye natklub efter Nina Bang – Danmarks første kvindelige minister (1866-1928). Hun har lagt navn til den sal i VEGA, der fremover danner rammerne “Nina Bang – Folkets Klub”, øl, bobler, indiebeats og de lidt mere modne – men stadig både festlige og livsglade – kulturelle københavnere. Åbningsfest på lørdag.

Den opdatering affødte ikke alene en masse “Thumbs-up-markeringer”, men også et langt kommentarspor, hvor en af dem, der kommenterede skrev:

Godt initiativ: skal vi ikke lave en liste over alle de oversete/glemte danske kvinder, som fortjener en natklub, en plads, et hus eller en boulevard opkaldt efter sig. Og så offentliggøre den 8. marts?
Vi kan jo skabe og samle listen her.

Og det var der så heldigvis nogen stykker, der fulgte op på. Og det blev til et blandet felt, der blandt andet indeholdt Nathalie Zahle, Jytte Abildstrøm, Susan Himmelblå, Astrid Lindgren (vi skelner ikke så nøje i forhold til det med nationalitet), Birthe Rønn Hornbech, Leonora Christina og Støvlet Katrine. Og det var jo dejligt, at der var nogen, der gik ind i kampen – men jeg må med skam melde, at ikke rigtig selv bidrog så meget. Det hang primært sammen med, at jeg i de dage var på workshop et sted uden særlig overbevisende netforbindelse og derfor var langt mere off-line end ellers. Men det handlede også om, at det kommentarspor faktisk virkelig fik mig til at gruble. Det er jo ikke fordi, jeg ikke i flæng kan nævne Nanna Dietzel, Katrine Ærtebjerg, Karen Blixen, Thit Jensen, Lykke Friis, Connie Hedegaard, Margrethe den 1. (og 2. for den sags skyld), Marianne Jelved, Helle Thorning, Nathalie Zahle, Stine Bosse, Caroline Søeborg Ahlefelt, Louise Campbell, Inger Christensen, Grevinde Danner, Hanne Bech Hansen etc etc. Og jeg ved godt, at listen er meget længere… men ikke desto mindre, er den relativt set skræmmende kort. Selv hvis man lægger hovedet i blød. Og det er der mange gode grunde til – og de grunde er IKKE, at kvinderne ikke har været lige så interessante, kloge og kvalificerede som mændene (selvom der i mange år naturligvis var en masse uddannelses- og kønspolitiske problemstillinger, der skævvred mulighederne).

Men derimod, at vi kender helt basalt kun forsvindende få navne på Danmarkshistoriens seje kvinder. Man behøver kun kaste et hurtigt blik på Connie Hedegaard og Claus Hagen Pedersens liste over de 100 mest betydningsfulde danskere i det tyvende århundrede, for at konstatere, at kvinderne glimrer ved deres fravær. Og går vi længere tilbage end det 20. århundrede er de nærmest ikke-eksisterende som andet end dronninger og adelige. Og det er jo ikke fordi, de ikke har været der. Men de er lissom forsvundet ud af Danmarkshistorien, fordi de ikke har levet op til de gængse kriterier for, hvad der skulle til for at blive fremhævet. For de gængse kategorier for fremhævelse har nogle indbyggede faldgruber, der gør, at der også hvis man lavede en liste i dag, ville være forsvindende få kvinder på listerne. For hvad er det egentlig for kriterier, vi typisk vælger på baggrund af:

  1. Dem, der var de første indenfor en kategori.
    Her finder vi for eksempel Nina Bang. Og hun skal jo uden tvivl hyldes og fremhæves, på samme måde som Helle Thorning skal hyldes og huskes, hvis hun formår at blive Danmarks første kvindelige statsminister, og på samme måde som den første kvindelige professor, biskop, politichef, ambassadør, højesteretsdommer, universitetsrektor, borgmester, topleder etc etc skal huskes og hyldes fordi det i sig selv er en bedrift at være mønsterbryderen, der kæmper sig igennem alle fordommene og må lægge ryg til dem hele livet for at bane vejen for andre kvinder. Men der er også en indbygget fare i den store fokus på “den første” – for ikke alene reduceres deres betydning meget ofte til alene at handle om kønnet – de færreste har nogen anelse om, hvad Nina Bang faktisk foretog sig som minister, bare, at hun var “den første” – og samtidig har vi en tendens til at glemme at fremhæve og hylde den 2., 3., 4., 16., 117. selvom de måtte have været mindst ligeså gode kvindelige ministre. Dér vil jeg vove at påstå, at vi for mændenes vedkommende ikke skelner så meget til, hvilket nummer, de var i rækken, men mere til deres bedrifter, mens vi har en tendens til at lade være med at fremhæve en kvinde, hvis hun var den 5. kvindelige minister, for nu har vi jo allerede nævnt Nina Bang…
  2. Dem der har bedrevet noget stort indenfor deres fag.
    Denne kategori er lidt sværere at afgøre, fordi der også hurtigt kommer et element af smag eller fagdebat indover her. Mens det er en absolut sandhed, at en bestemt person var den første indenfor sit felt, er det sværere, når vi skal afgøre hvem, der er værd at fremhæve indenfor forskningen, kunsten og kulturen – hvilke bedrifter er vigtigst her, set i det store perspektiv? Derfor rammer denne udvælgelse lynhurtigt ned i en flig af den klassiske kvotediskussionen, nemlig den om, hvorvidt vi så fremhæver kvindelige kunstnere eller forskere, primært fordi de er kvinder og skal tælle positivt med i statistikkerne – eller fordi deres værker eller bedrifter virkelig er de bedste. Det er en sindsygt problematisk oversimplificering at sætte køn og kvalifiationer overfor hinanden som modsætninger på den måde, det ofte reduceres til i kønsdebatten – og det har jeg skrevet udtømmende om i forbindelse med min undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner, jeg sidste år lavede for Beskæftigelsesministeriet og Protocol, så det vil jeg opfordre til, at man i stedet læser i sin helhed. Så her vil jeg blot sige, at det i sig selv er problematisk, at man overhovedet tillader sig at stille et kønnet spørgsmålstegn ved udvælgelseskriterierne. Det ville man aldrig gøre med en mands værker. Her ville man diskutere kvaliteten, hvilket i sig selv kan være en svær sag at argumentere sig igennem, men det er irrelevant at trække kønnet indover i kvalitetsdiskussionen. Ikke desto mindre – og jeg ved godt, at det her kan lyde selvmodsigende – ér der alligevel grund til at være opmærksom på kønsfordelingen, nu hvor emnet er, hvilke kvinder man kan fremhæve i Danmarkshistorien og hvis navne vil komme på listerne i eftertiden. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, at der kun er én (to, hvis man tæller den ufærdige tagterrasse med) kvindelig nutidskunstner, der skulle være kvalificeret til at udsmykke Amalienborg, så den “flaskepost til eftertiden” vi sender i form af de nye kunstværker på væggene igen er med til at vise et meget skævvredet billede af dansk kunst anno 2010. Og så er det næsten overflødigt lige at påpege det ærgerlige i, at Katrine Ærtebjergs fantastiske værk som det eneste af de nye værker er forvist til anretterkøkkenet, hvor man næppe kan forvente at statsoverhoveder og prominente gæster for lejlighed til at se det, mens alle d’herrer har udsmykket repræsentationslokalerne. Og så er det jo nu, folk vil spørge “jamen betyder det så, at vi skal vælge noget, der er dårligere, bare for at udjævne kønskvoteringen?” Og her er svaret naturligvis nej, nej, nej, – det er stadig kvaliteten, der skal afgøre det. Men man bliver i stigende grad nødt til at være opmærksom på, at man nogle gange skal måske skal lede lidt længere eller nogle lidt andre steder eller med et mere nuanceret blik for at finde frem til de kvindelige kunstnere – eller repræsentanter for andre minoriteter for den sags skyld – i stedet for altid bare at vælge det oplagt. For noget af det min undersøgelse også i høj grad viste var, at kvinder flest stadig er mere tilbageholdende end mænd flest med at gøre opmærksom på egne bedrifter. Og at de fleste gerne vil udpeges, vælges, opfordres i stedet for selv at råbe op. Og NEJ, jeg synes ikke, det er optimalt, at det er sådan. Jeg ville ønske, at mange flere kvinder var langt mindre bange for at råbe op og gøre opmærksom på deres egne kompetencer. Men jeg må konstatere, at det endnu ikke er tilfældet for min generation af kvinder (man kan have forhåbninger for de yngre) – og når det så er tilfældet, synes jeg, vi må forholde os konstruktivt til det. Og nu vil jeg ikke gå yderligere ind i, hvordan det forholder sig i erhvervslivet, men igen vil jeg henvise til min undersøgelse og kort referere, at præcis de samme mekanismer gør sig gældende på arbejdsmarkedet.
  3. De helt skøre, poetiske eller skæve, der på sin vis derfor er helt udenfor kategori
    Her finder vi så alt  fra Susan Himmelblå, Støvlet Katrine og de forskelligepå sin vis også hovedpersonerne i alle de historiske romaner af Hertha J. Enevoldsen, jeg slugte som teenagepige. De handlede om den ene kongedatter eller adelsfrøken efter den anden, der fik en grufuld skæbne eller tog skæbnen i egen hånd – jeg kunne klart bedst lide de sidste, selvom også de både i skrivestil og vinkling stadig var meget rosenrøde og kvindebløde…Men de var trods alt med til at udvide spektret af, hvordan man forventes at opføre sig som kvinde. For eksempel har jeg lige været inde og se Alice i Eventyrland – og udover, at det var en meget smuk, poetisk og eventyrlig film, slog det mig også, hvor sjældent det er, at vi ser en blockbuster, hvor alle de vigtigste roller spilles af kvinder (selvom man lige kan studse over, at det er Johhny Depp i den ret beskedne rolle som hattemageren, der er løbet med al opmærksomheden). Her ser vi både de gode, de onde, de grusomme, de intrigante og de eventyrlystne kvinder i fuldt flor. Og selvom man med rette kan ærgre sig over, at kimen til striden mellem den røde dronning med det store hovede og den smukke hvide dronning primært handler om udseendet, er det stadig et langt mere nuanceret billede af eventyr-kvinder end vi ellers ser. og ikke mindst er det skønt, at hovedpersonen, Alice, fravælger det forudsigeligt-kedelige liv som adelsfrue med fordøjelsessvag Lord til fordel for eventyret, en flirt med ‘the mad hatter’ og karrieren. Den film er et godt eksempel på, hvordan vi kan udvide vores blik på mulige kvinderoller –  og ikke mindst er det fedt, at det ikke er en pige eller en børnefilm – men en film for begge køn i alle aldre.

Så meget for, hvad der skal til for at komme på listerne, som udvælgelseskriterierne ser ud i dag. Men hvor er de lister, der kan rumme alle de andre kvinder, vi ikke kender navnet på, og som er tabt for eftertiden. Dem, der glimrer ved deres fravær på de officielle lister, gadenavne og historiske forklaringer: Hvor er den liste, der kan rumme alle hverdagens heltinder. Det kunne for eksempel være en kvinde som min oldemor på fædrene side, der stak af fra den fine gård på Langeland (hvor hun i forvejen var berygtet for at sine vilde ridt langs stranden overskrævs på hesten med løst hår – oh skræk – og i hvis skudsmålsbog, der stod, at hun var dygtig, men alt for viljestærk) for at gifte sig med husmandens søn, der i de kredse blev betragtet som et alt for ringe parti. Han døde desværre tidligt – og ikke desto mindre formåede hun som enlig mor til tre at rejse penge nok til at kunne købe en proprietærgård til hvert at sine tre børn. MEGA sejt og en kæmpe bedrift i sin tid – men jo ikke noget, man får opkaldt en plads, en vej eller en sal i VEGA efter sig for. Og sådan har der været masser af kvinder, for hvem det i sig selv har været en kæmpe bedrift at få enderne til at nå sammen, eller som har været de stærke kvinder, der har udgjort halvdelen af ordsproget “Bag enhver stor mand står en stærk kvinde” – men det er bare kun de store mænd, der er gået over i historien, sjældent kvinderne bag.

For det indbyggede problem i hele denne diskussion er, at udvælgelseskriterierne for hvem der bliver fremhævet i sig selv bygger på et paradigme man med rette kan stille spørgsmålstegn ved. Hvorfor er det så vigtigt at være først, størst, bedst? Hvorfor er det ikke godt nok at være næstkommanderende, nr. 5 i rækken, harmonisk baglandskvinde eller den, der gør en masse godt i det skjulte og ikke forventer hyldest og ære for det?

Og så kan folk jo her med rette spørge, hvorfor det skulle være så vigtigt at få opkaldt en plads, vej eller sal i VEGA efter sig. Og om det ikke er mindst lige så vigtigt at man lever et godt og harmonisk liv med sig selv om sin familie…? Og jo da, det står selvfølgelig enhver kvinde og mand frit for at finde ud af, hvordan deres tilværelse skal skrues sammen, og jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad de enkelte vælger. MEN jeg vil gerne have lov at påpege, at det ville være befriende, hvis vi hver især bidrog til at udvide spektret af, hvordan kvinder opfattes i dag og hvordan man kan vælge at leve sit liv. Jeg ville ønske, at langt færre valgte den slagne, kønsudstukne vej og i stedet gik efter deres egne drømme – uanset hvad kønnet måtte diktere var det rigtige. Og dermed bidrog til at udvide mulighederne for, hvilke livsvalg, der forekommer naturlige for kvinder at træffe.

Og i den forbindelse er det jo ikke nogen ringe bivirkning, at det sandsynligvis også ville betyde, at det i fremtiden ikke ville være helt så svært at nævne stærke danske kvinder.

Tanke-gymnastik

For et par uger siden blev jeg kontaktet af to italienske udvekslingsstuderende fra Danmarks Designskole – Laura Boffi og Elena Gianni. De havde fået som opgave at designe en ny arbejdsplads til “folk som arbejder hjemme”, var faldet over mig på nettet, og spurgte nu, om de måtte komme og observere mig arbejde i mit “natural habitat” + interviewe mig om mine arbejdsprocesser.

Timing-mæssigt passede det rent ud sagt ad H til – men jeg endte alligevel med at sige ja. Og heldigvis for det. For det viste sig at være rigtig sjovt og stærkt inspirerende. For de stillede en masse gode og meget specifikke spørgsmål, der tvang mig til at formulere ting om mine arbejdsprocesser, jeg aldrig før har formuleret – og derudover viste det sig, at de havde bygget en 3D-model over mine arbejdsprocesser på baggrund af alt det, jeg havde fortalt dem.

Det har været rigtig sjovt for mig at gå på opdagelse i modellen bagefter – og her vil jeg bruge den som udgangspunkt for at forklare noget, som folk ofte spørger mig om – men som jeg sjældent kan svare ordentligt på: Hvor jeg finder min inspiration? Om ikke det er ensomt at arbejde hjemmefra? Hvordan jeg får så meget fra hånden, som jeg gør – selvom jeg tydeligvis rejser meget og bruger en stor del af min arbejdsdag på kaffemøder, blogging og Facebook? Og hvordan jeg bevarer disciplinen, når jeg arbejder hjemmefra. For det har modellen faktisk hjulpet med at anskueliggøre.

Helt grundlæggende fungerer det bedst for mig at veksle mellem mange forskellige steder, tankegange, input og stemninger. Derfor planlægger jeg så vidt muligt mine uger, så de rummer forskellige typer arbejdsopgaver – allerhelst opgaver, der er ret forskellige steder i processen, så nogle kræver helt åben ideudvikling, andre er i produktionsfasen og atter andre er ved at være så færdige, at de kun kræver det sidste detalje-knepperi. Desuden bestræber jeg mig på at skabe en vekselvirkning mellem hjemmedage, hvor jeg kan fordybe mig, koncentrere mig og producere – og mere udadvendte dage, hvor jeg er til møder, deltager i workshops, har kaffe- eller gå-tur-aftaler med forskellige inspirerende mennesker eller holder foredrag. Afvekslingen er vigtig, for hvis jeg sidder for meget hjemme, uden at tale med andre, kan jeg godt blive lidt rastløs og føle, jeg går lidt i frø – men hvis min kalender omvendt er for tætpakket, bliver jeg lidt forpustet og savner roen og fordybelsen – og suger ikke altid inspirationen og det gode selskab til mig i samme grad, som hvis der er lidt mere luft mellem oplevelserne.

Jeg har ofte siddet i kontorfællesskaber med superinspirerende mennesker og vil ikke udelukke, at jeg får lyst til det engang. Men som svar på spørgsmålet om, hvorvidt det er ensomt at arbejde hjemmefra, må mit grund-svar være, at NEJ, tværtimod. Faktisk får jeg generelt meget mere kvalitetstid og inspiration ud af at mødes med de gode folk til koncentrerede kopper kaffe, gåture eller workshops, hvor vi aktivt har tilvalgt at koncentrere os om hinanden og de konkrete tanker, vi gerne vil udveksle, end når vi sidder op og ned ad hinanden og reelt aldrig rigtig har tid til at sludre alligevel. Min oplevelse er, at vi alt for ofte tager vores kolleger/kontorfæller for givet og derfor kun meget sjældent får taget de gode inspirerende snakke, der ellers er meningen med de åbne kontorlokaler eller kreative kontormiljøer. Dér synes man altid man bør afbryde en god snak, fordi man jo egentlig burde “sidde bag skærmen” og det bliver ofte udskudt på ubestemt tid. Når man har sat tid af til hinanden i kalenderen, bliver snakkene generelt af langt højere kvalitet. Og samtidig tillader jeg mig at lægge mange af dem i “dagtimerne”, fordi det trods alt samvittighedsmæssigt kompenserer for “kontorfællesskab”. Desuden får jeg utroligt meget fra hånden når jeg sidder for mig selv herhjemme, fordi der ikke går tid og koncentration med den – ellers ofte hyggelige – småsnak, der typisk opstår i fælleskontorer. Så “skidt for sig og snot for sig” fungerer klart bedst for mig i den sammenhæng.

Min “officielle” arbejdsplads er et meget stort skrivebord, der står i et meget solrigt vindue, hvor der er udsigt til gården ved det etniske medborgerhus og solen tegner kromosomer på muren overfor. Jeg har nogle prismer hængende i vinduet, der får regnbuerne til at danse rundt i rummet midt på dagen, når solen står lige på og en masse bøger, ordbøger og magasiner at slå op i. Kontoret er mit mentale 9-17 arbejdsrum, der mest eksplicit mimer det, man normalt ville kalde en arbejdsplads. Det er ikke nødvendigvis her, jeg selv tænker bedst – men jeg har mentalt fokus på produktion, fordybelse og sammenhængende tankerækker, når jeg sidder her – og det er i sig selv vigtigt. Jeg sidder der sjældent fra 9-17, men jeg føler alligevel, jeg har “kontortid” der, fordi jeg altid har min iPhone med, hvis jeg er på farten. Den er generelt slukket under møder og intense kaffesnakke, men jeg åbner med tilstrækkeligt mellemrum til, at mine kunder og samarbejdspartnere, har en berettiget forventning om at kunne komme i kontakt med mig i det tidsrum, kan få det uden alt for store forsinkelser. Hvis jeg skal koncentrere mig om noget – også udenfor “arbejdstiden” – hjælper det også tit at rykke ind i kontoret og sidde ved skrivebordet, fremfor sofaen. Det promter min hjerne mere aktivt til at gå i produktions-mode og se at få tingene fra hånden.  Jeg arbejder dog mindst lige så godt mange andre steder i lejligheden – det er bare ofte en anden form for hjernevindinger, der er i sving dér:

Mine hjemmearbejdsdage former sig også vidt forskelligt. Hvis jeg er igang med en større, sammenhængende opgave, der optager mig meget, kan jeg være så i så koncentreret flow, at jeg sætter mig til skærmen klokken 7 om morgenen, og først klokken tre lige kigger op og opdager, at jeg hverken har fået vådt eller tørt eller været på toilettet i al den tid. Mens jeg til gengæld har fået produceret meget store mængder tekst, præsentationer eller koncepter. Men de fleste dage veksler jeg mellem flere forskellige opgaver – og her det så, at jeg mange gange undervejs spiller det, jeg vil kalde “tanketennis” – lynhurtige udvekslinger af ideer og tanker på sociale medier. Det er blandt andet derfor, jeg er så glad for Facebook – for hvis der i dagens løb udvikler sig en interessant kommentartråd, er det en genial måde at ventilere hjernen et øjeblik, mens noget andet ligger og roder i baghovedet. Jeg kigger ind forbi, får indblik i hvad alle mulige andre lige går og tænker, småsludrer lidt, server selv et par blode, smacher andre tilbage og vender tilbage til det, jeg sad med – og forundres over, hvor meget der er sket på Facebook, Twitter eller bloggen siden sidst, når jeg tjekker ind igen lidt senere. Mange tror, dette ville være utroligt distraherende og tidsrøvende – men for mig fungerer det omvendt. Tempoet på de sociale medier får mig op i gear, og jeg forundres ofte, hvor meget jeg kan nå at tænke og producere på det, jeg egentlig sidder og arbejder på, mellem to tanketennis-match-bolde.

Tanketennis er genialt til inspiration og til at opsnappe en løbende fornemmelse for samfundets zeitgeist – men når inspirationen skal samle sig mere til tanker og koncepter, har jeg ofte brug for mere sammenhængende tankerum, der helst ikke skal foregå foran skærmen. Mange har svært ved at forstå, at nogle af døgnets mest arbejdseffektive minutter for mig kan være, mens jeg laver mad. Men jeg tænker utroligt godt, når jeg mens jeg snitter grøntsager. Der er noget over rytmen og fornemmelsen af, at ting forandrer sig fysisk mellem hænderne på en, der er utroligt stimulerende for tankeprocesserne. Så derfor sætter jeg ofte gang i en større gryderet eller en suppe midt på dagen, der så for lov at simre, mens jeg sætter mig ned og sætter ord på de tanker, der har simret i hovedet, mens jeg tilberedte maden. Hvis vejret er godt, udskifter jeg ofte madlavningen med en lang gåtur, hvor byen eller en park glider forbi, mens tankerne samler sig. Folk jeg møder på gaden bliver ofte ret overraskede over, hvor meget jeg går i mine egne tanker, og de skal ofte helt tæt på og råbe NADJA! før jeg ser dem – og det overrasker mig, fordi jeg egentlig føler mig årvågen og ekstremt observerende, mens jeg går det – men det siger selvfølgelig noget om, at jeg går fuldstændig i mine egne arbejdstanker.

Hvis jeg stadig har arbejdsopgaver tilbage ved 17-18 flytter jeg for det meste ind i sofaen. Så har jeg typisk gemt de opgaver, der ikke  kræver så meget koncentration – inspirationsøgning på nettet, de links folk har sendt i dagens løb, valg af billeder til præsentationer, upload af billeder eller levende postkort. Og så tænder jeg for et eller andet skod-tv, der kan “slukke lidt” for min hjerne samtidig. Derfor er jeg typisk ret godt opdateret på genudsendelserne af Americas Next Topmodel, der typisk bliver sendt på netop det tidspunkt og i sin forudsigelighed passer perfekt til formålet. Faktisk arbejder og tænker jeg utroligt effektivt, netop mens jeg “tåger” foran fjernsynet – og hvis jeg skal ud om aftenen, udgør en times skod-tv også en fin overgangsrite mellem arbejdet og sociallivet – selvom også sociallivets samtaler ofte er spækket med inspiration, der glider ind i arbejdet. Og vice versa.

Så i den forstand er grænserne meget flydende for mig året rundt. Jeg trækker gerne stikket, mens andre arbejder igennem – men arbejder til gengæld også gerne igennem, når alle andre for længst har trukket stikket. Det gælder generelt – undtagen, når jeg relocater:

Med jævne mellemrum bestræber jeg mig på at få tid en “relocation”, hvor jeg i to-tre måneder bosætter mig i et andet land og arbejder på mine egne projekter. Jeg har fx relocated til New York og Nuuk – og der arbejdet på forskellige skriveprojekter af den slags, der kræver sammenhængende tid og frit flydende tanker. For mig fungerer det virkelig godt, fordi jeg elsker at glæde mig til at skulle afsted og får en masse interessante samtaler med folk under planlægningen. Det er en god både at sørge for at få afsluttet større opgaver på, så jeg kan starte på en frisk, når jeg vender hjem. Og det er rigtig dejlig at have sammenhængende tid til at lære et fremmed sted at kende og skabe sig en dagligdag dér i en periode. Det giver vigtige nye perspektiver på det hele. Og ny inspiration og viden at trække på, når jeg vender hjem igen.

Og så er vi vist ved at være ret godt rundt om modellen. Og dermed også om mine arbejdsprocesser, for dem synes jeg virkelig, Laura og Elena havde indfanget ret godt. Jeg håber, det har opklaret nogle af de mange spørgsmål folk ofte har til, hvordan sådan en som mig arbejder – og jeg håber, at det har givet jer andre lyst til selvrefleksion over jeres respektive arbejdsprocesser. Men mest af alt håber jeg, at nogle af jer har lyst til at dele lidt indsigt i jeres respektive arbejdsprocesser…

Titanic

Der er nogle ting, mennesker, naturfænomener, historiske begivenheden og begreber, som selv helt små børn meget tidligt i livet stifter bekendtskab med. Og som bliver ved med at have en kolossal fascinationskraft uanset hvor mange film, sange og diskutable dokumentar-programmer, der bliver lavet om dem. De udgør verdensbefolkningens (eller i hver fald den vestlige verdens) fællesgods. Verdenshistoriske mega-brands, så at sige.

Jeg nævner lige i flæng og uprioriteret rækkefølge: alt, hvad der vedrører det gamle Egypten med Tut Ankh Amon og subsidiært Cleopatra som superstjernerne. Dinosaurerne. Vikingerne. Leonardo da Vinci, Den franske revolution. Henrik den 8. Isbjerge. Odyseen. Stjernebilleder. Cæsar. Taj Mahal. Sahara. Shakespeare. Den kinesiske mur…

Nogle er kendetegnet ved at være så langtidsholdbare, at de vil blive genfortalt og genopfrisket i generation efter generation. Nogle kandiderer til at blive opregnet blandt den moderne verdens vidundere. Andre vil foretage sig i vigtighed efterhånden som de overlevende og efterladte falder bort. Nogle er alle så småt ved at forvitre. Og det er for eksempel svært at vide, om Holocaust, Månelandingen, Berlinmurens fald, 11. september, Prinsesse Dianas død og Tsunamien, kommer til at være langtidsholdbare verdensbegivenheder eller ender som historiske paranteser i det helt store perspektiv. Men de har på hver deres måde potentialet, fordi de indeholder det stof store myter gjort af: en ekstrem grad af drama, ofte det første, det største, det flotteste, det mest banebrydende, det mest vovemodige, den største ingeniørkunst. Og meget ofte noget med storhed, der står for fald og pludselig død.

En af de begivenheder, der derfor ligger på den absolutte top 10 er TITANIC’s forlis. Og selvom den er tæt på at være fra “vor tid” tror jeg alligevel, den bliver ved med at være langtidsholdbar i mange generationer fremover. Og selvom der mange gange sidenhen har været forfærdelige eksempler på skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, bliver Titanic ved med at have den størst tænkelige tiltrækningskraft. For Titanic har lissom det hele:

Visionen om det usynkelige skib, der sank allerede på jomfrurejsen. Alle klassespørgsmålene med de ekstremt velklædte millionærer i de luksusøse omgivelser og de ekstremt fattige på 3. klasse, hvis amerikanske drømme endte på havets bund. Det absurde i at kollidere med det eneste isbjerg på en stjerneklar nat, og at det undslap udkigsposterne, fordi de havde mistet deres kikkert. Historien om de gentleman-millionærerne, der iklædte sig “their best” og gik ned med manér, mens de sendte kvinder og børn i redningsbådene. De halvtomme redningsbåde, der blev sendt afsted, fordi passagererne troede mere på myten om skibets usynkelighed end på det faktum, at vandet strømmede ind og elektriciteten gik. Orkesteret, der blev ved at spille…altsammen det stof store myter er gjort af.

Og med de billeder på nethinden vidste jeg inderst inde godt, hvad klokken havde slået allerede den første dag, da jeg ankom i New York, og så jeg en masse reklamer for Discovery Channels udstilling: Titanic – the artefact exhibition. For selvom jeg i princippet synes den slags moneymaker-udstillinger er noget værre skidt og med det samme følte mig sikker på, hvilke grader af både broadcasting-tricks og følelsesporno, jeg nok ville blive udsat for, havde udstillingen en magisk tiltrækningskraft på mig. Jeg MÅTTE bare ned og se de genstande, der var hevet op fra havets bund med mine egne øjne. Og da jeg kom derhen, var det tydeligt, at mange andre havde haft det på præcis samme måde. “Can you believe it??? Who would ever have thought that we’d be seeing something that was actually ON the Titanic???” spurgte folk hinanden igen og igen og kneb sig selv lidt i armene.

Og nu var det jo også ret godt lavet på den måde amerikanske udstillinger generelt er ekstremt “velproducerede” på. Man fik et boardingkort, så man under hele “turen” delte identitet med en navngiven autentisk Titanic-passager, som man først afslutningsvis fik at vide om var død eller havde overlevet. Der var opbygget mange fine scenarier – både den store trappe (kendt som dramatisk omdrejningspunkt for mange scener i DiCaprio/Winslet-filmen og eksempler på 1.-2. og 3.-klasseskahytter (ala fuldt udbyggede IKEA-showrooms, men rigtig sjovt, fordi det blev flankeret af montrer med de rigtige genstande, der var hentet op fra havbunden). Der var et ægte isbjerg, der afgav en meget autentisk kulde (kan undertegnede grønlandsfarer berette) under stjernehimmelen, så man frøs som passagererne frøs, mens man genoplevede selve den stjerneklare forlis-nat. Og undervejs i forløbet blev der spillet en skæbnesvanger blanding af Wienervals, der matchede de fine saloner samtidig med foruroligende lyde af isbjergs-bulder og splintrende skibsvrag.

Og så gik man ellers rundt dér og så på gamle pengesedler, postkort og beklædningsgenstande, som det stadig ikke helt er lykkedes mig at gennemskue, hvordan har overlevet 90 år på havets bund. Masser af fantastiske smykker, toiletartikler og porcelæn (blandt andet en masse gratinskåle, der lå helt uskadte aflejret i sandet i det fineste mønster, fordi trækassen, der havde beskyttet dem under forliset var rådnet væk omkring dem). Fragmenter af møbler, volierer, lamper, skibsskrog. Den kikkert, der var blevet væk på broen i skyndingen, og som kunne have forhindret forliset, hvis udkigsposterne havde haft dem ved hånden. Skibsklokker, lanterner. Alle mulige mærkværdige fragmenter af det kolossale skib.

Og selvom man kendte hele historien på forhånd og havde “set det hele” før i film, bøger og dokumentarprogrammer, var der alligevel en masse nye detaljer at komme efter. For eksempel var det rigtig interessant at få et helt detaljeret indblik i forskellen på de tre klassers indkvartering og forplejning på “sådan så suppeskålene ud på hver klasse og her er menukortet for hver klasse på forlisnatten”-nuancer. Så på den måde var det et meget fint crashcourse i tiden og klasseskellene dengang – og bare en lille information som, at der kun var to bade til samtlige 710 3.klasses-passagerer og at det faktisk var nok, fordi man dengang kun gik i bad en gang om ugen, var i sig selv ret tankevækkende.

Men på trods af alle disse følelser og artefacter var det alligevel noget helt andet, der gjorde det allerstørste indtryk på mig. Og det var hele stemningen fra 1912, man så tydeligt fornemmede gennem billederne og de gamle filmklip fra dagene mellem afgangen og indtil katastrofen indtraf. Den store tro på fremtiden – at det kun kunne gå fremad. Alt kunne kun blive større, sikrere, flottere. Bedre. Og så pludselig BAM – sank selveste ikonet på den nye tid. Og alt lå igen hen i det uvisse.

Nytårspluk fra New York: 2009-2010

Noget af det, jeg sætter allerstørst pris på ved New York er, at de allerbedste New Yorker-oplevelser ofte opstår, når man bare lader tingene ske. Giver sig tid til at gå langsomt gennem et kvarter, falde i snak med folk, browse længe og grundigt gennem specialbutikker, hvis eksistens man ikke på forhånd kunne have fantaseret sig frem til, peoplewatche, mens man spiser frokost og følge pludselige indskydelser til udstillinger, museer, koncerter, parker eller gåture, man har lyst til at tage, fordi vejret, subwayskiftet, en flyer eller et brudstykke af en samtale inspirerer til det.

Og det ekstragode er så, at jeg efterhånden har tilbragt så meget tid i New York, at jeg også tillader mig selv at lade det ske, fordi jeg ikke har en masse faste planer på programmet, der ofte dæmper spontaniteten. Så på denne tur har jeg blandt andet…

  • været inde i en sybutik på Lower East Side. Indehaveren og hans hjælper var som taget ud af “Coming to Americas” frisørbutik, hvor Eddie Murphy spiller to gamle mænd, en jødisk og en afroamerikaner. Det var sidstnævnte, der hjalp mig. Og han var ikke til meget hjælp hverken for mig eller indehaveren. Vidste ikke hvor noget var og kunne ikke huske fra næse til mund. Den hassidsiske jødes ørelokker dirrede i irritation hver gang han måtte hvæse “Over there” eller gentage prisen på den samme tulle sytråd fem gange. Og hele resten af butikken endte med at gentage i kor “Three dollars”, da han for sjette gang spurgte til prisen.
  • gotten my nails done.
  • spist latkes, da min familie havde inviteret ca. 30 af deres mediebranchevenner til Hannuka-fest. Værterne kom selv først hjem en halv time før gæsterne skulle komme – men formåede alligevel at stable en flot buffet på benene. “Det er jo ikke noget problem, når man har Zabars lige rundt om hjørnet” sagde min grand-grand-grand-fætter, der var værten. Og det kunne have jo så have ret i. Men derfor var det alligevel stærkt inspirerende at se nogen være så casual omkring så relativt et stort et arrangement på en onsdag.
  • besøgt den nye highline park, der løber som en fin og funky løftet promenade gennem The Meatpacking Districts mange gamle pakhuse.
  • udforsket mine værters magiske bogreol. Hver morgen var der nye spændende titler, der poppede frem, som jeg ikke fatter, jeg ikke havde set før. Og blandingen var et fantastisk mix af fagligheder, tilgange og tankegange.
  • set temmelig mange afsnit af både The Tudors og Mad Men.
  • undret mig over, at næsten alle menukortene er præcis de samme, som da jeg “boede” her for 1,5 år siden. Og tænkt, at det på den ene side er sjovt og nostalgisk at kunne vende tilbage til det bedste af bedste, jeg smagte dengang. Men også, at det er ret uambitiøst af restauranterne og cafeerne, at de åbenbart aldrig ændrer på menuerne.
  • fået lagt jeans op hos de gode skræddere på Lower East Side. En halv times ventetid – 5 dollars pr. par.
  • siddet og kigget på de mange “kändisser fotograferet sammen med ejeren-billeder”, mens jeg angreb en pastramisandwich på Katz’s Deli. Og pludselig fik jeg øje på ejeren – let genkendelig med stor mave og hvidt fuldskæg. Det samme gjorde et yngre par, der straks styrtede hen til ham – og jeg var imponeret over den stoiske ro og store erfaring han lagde for dagen, da han stillede op til endnu et billede med hans kontrafej.
  • browset: Boghandlere, butikker, menukort, magasiner, Billyburg, tankerækker, TimeOutNY’s sites.
  • lyttet til nogle fine koncerter på det lille spillested “The Stone”. Der er vist ikke plads til meget mere en 50, toilettet står i en “kasse” bag scenen, det koster altid kun 10 dollars i døren og man kan ikke forudbestille billetter. Og så er aftenerne superfint kurateret.
  • drukket temmelig mange shots of wheatgrass.
  • hørt alle tænkelige julesange spillet på saxofon og sunget med Susan Boyle-stemme i Central Park og spillet som “top 100″ i radioen. Ekstremt corny – men lige netop hér gider man ikke rigtig kimse, men tænker i stedet “bring it on”.
  • blevet anråbt af en mand, der gjaldede “Hey baby, I’ve got T-bone-steak and fileeeeeet mignoooon”.
  • spist italiensk, kinesisk, dyrt, contemporary american, japansk, hurtigt, vegetarisk, tyrkisk, langsomt, etiopisk, klassisk-jødisk, gående, fransk-marokkansk, spansk.
  • været til Gogol Bordello koncert i Webster Hall.
  • trodset alle fordomme om Times Square og omegn og begivet mig ind til Discovery-kanalens videnscenter/udstillingssted, hvor der var to udstillinger – Leonardo da Vincis Workshop og Titanic Artefacts. Fandt det faktisk stærkt fagligt inspirerende i forhold til nye former for vidensformidling – og må indrømme, at Titanic-udstillingen satte sig dybere end som så – også følelsesmæssigt og også velvidende, at der blev spillet på alle broadcasting og følelsespornografiske registre. Det var faktisk rigtig, rigtig vildt at stå overfor de genstande, der har ligget i 90 år på havets bund. Og historien er og bliver bare lige fascinerende, grum og tankevækkende. Især fordi vi tilsynelandende bliver ved med at have stor tiltro til, at vi kan bygge større, højere og mere imponerende uden konsekvenser.
  • nydt både den nye Highline Park i Meatpacking District og den ligeså splinternye forlængelse af Riverside Park, der er indbegrebet af industrial cool.
  • spist den skønneske gourmetmiddag hos Stines madbloggende venner i Greenpoint.
  • været i B&H Photo og Videos megastore, hvor hassidiske jøder i alle aldre ekspert-og-ekspres-ekspederer bag skrankerne – og får varerne bragt gennem transportbånd under loftet.
  • DimSummet på det gode sted med det ekstremt høje støjniveau.
  • besøgt min grand-grand-grand-onkel Morton og hans kone Rita i Poughkeepsie, og endnu engang ladet sig fascinere af deres utrolige livsglæde og evne til at sanse, favne og elske livet. Og togturen op langs Hudsonfloden er også altid værd at skrive hjem om.
  • fået “fittet” BH’er i en undertøjsbutik, der føltes som en tidskapsel fra 20’erne. Det hassidiske ægtepar, der ejer den, er berømte for at være skulptørerne bag mange af stjernernes kroppe. Han sidder i kassen, hun “fitter” bag forhænget. Man kunne overhovedet ikke se varerne, kun æsker fra gulv til loft. Den kvindelige indehaver trak mig med om bag et intermistisk forhæng, bad mig strippe, så hun kunne se hele min krop, forsvandt og vendte tilbage med én valgmulighed. “Det er dén hér!”, sagde hun. Og det var det.
  • set Roni Horn-udstillingen på The Whitney, Urs Fisher: Marguerite de Ponty-udstillingen på The New MuseumWalter de Marias Earth Room i Soho og en extraordinær samling videoværker på PS1.
  • taget færgen over til Hoboken bare for lige at se, hvad der var på den anden side. Faktisk rigtig fint – gamle brownstones og fine butikker. Et virkelig dejligt frokoststed. Og en skøn udsigt over Manhatten, som man bare aldrig ser, fordi det altid er fra Brooklyn-siden det bliver fotograferet.
  • langt om længe fået besøgt The Frick Collection.
  • nydt new years extra-vanganza tapas på Mercat og især faldet i svimer over de chorizostegte kæmpekammuslinger med kaviar, blomkålscreme og stegte svampe.
  • tænkt en hel del over det med de faste mønstre i nye kvarterers udvikling fra slum til artsy til hipstertowns til fancy condominiums.
  • købt kantebånd i en butik, der var helt specialiseret i bånd og kvaster. Kælderen var fyldt med kvaster i alle størrelser og farvekombinationer – og spole på spole med kantebånd.
  • hygget igennem med Mikael og Stine.
  • oplevet fem forskellige ekstremt “what are the odds”-gadehjørnemøder. Så oddsene er åbenbart større end man skulle tro.
  • detoxet i “The Russian and Turkish Baths”, hvor man i gamle gummislippers gik frem og tilbage mellem to forskellige aroma-rum, to forskellige slags saunaer, en iskold pool, en tagterrase og et rum, der blev beskrevet som “radiant heat”, hvor granitvæggene glødede, og man konstant overhældte sig selv med spandevis af isvand. Man kunne købe varm bortsch og iskold vodka i cafeen og bademestrene hed Viktor og Boris.
  • stået midt i en kulørt konfetti snestorm på Times Square.
  • taget 7-subway-linjen fra endestation til endestation, nydt de flotte udsigter over Manhattan fra highline-ruten og hoppet af mange undervejs på “the international express-way”. Ruten løber gennem mange forskellige nationaliteters særlige områder, og undervejs bevæger man sig derfor ligeså stille gennem Kina, Korea, Ecuador, Puerto Rico, Mexico, Indien og Irland, inden man lander på Times Square igen.
  • mærket, hvordan subway-systemet stadig sidder i kroppen og glædet mig over “gode skift”.
  • stædigt forbeholdt sig retten til at afvige fra de veltrådte stier.
  • funket på Brooklyn Bowl
  • været i Whole Foods den sidste lørdag før jul og oplevet, hvad det vil sige, når der for alvor er voldsom trængsel og alarm. Seriøse trafikpropper af indkøbsvogne med top. Men stadig en stor glæde af købe sprøde grøntsager, udskårne frugter og bær, de lækreste stykker kød og fisk, friske salater, skønt bagværk, saftige rotisserie chickens, spreads af typen “honey-lavender-goat-cheese”, “Archichoke-spinach-four-cheese-dip” og taramo-salat, frisk fuldkorns-linguine, nybagte bagels og blueberry-pies, specialøl og rodfrugt-chips.
  • slappet fuldtstændig helt og aldeles af.
  • nydt udsigten morgen, middag, aften og nat, i klar sol, snestorm, slagregn, hård vind og den sidste psykadeliske solnedgang.

“Her må du gerne” – nu i privatsfæren

I dag fik jeg en mail fra kunstnerne bag de fantastiske “Her må du gerne-skilte”, der sagde, at projektet var slut nu, så hvis man fandt et skilt i gadebilledet “måtte man gerne” tage det med hjem.

Og det lod jeg mig jo så ikke sige to gange. For selvom jeg har været sulten efter de skilte, kunne jeg som den pæne pige jeg er (opdraget ud fra princippet om, at hvis jeg plukkede den fine blomst i det offentlige rum, ville ingen andre få glæde af dem) var det aldrig faldet mig selv at snuppe et, selvom jeg godt kunne se, der var mange andre, der gjorde det. Men nu, hvor jeg “gerne måtte” pilede jeg med lysets hast derhen, hvor jeg forleden så et af mine yndlingsskilte så. Og det var der heldigvis stadigvæk – så nu er jeg den lykkelige ejer af et “Her må du gerne have en anden etnicitet end dansk”-skilt.

Nu er det ikke så let af cykle med sådan et skilt, så mens jeg trak cyklen hjemad med min fangst på slæb, fik jeg lige et par minutter til at tænke over, hvad der mon ville ske med skiltet, når det blev taget ud af det offentlige rum – og flyttet hjem i privaten. Ville det på samme måde kommentere min privat-sfære, som jeg havde oplevet skiltene kommentere samfundet, mens de stod i den offentlige sfære?

Og hvad betød det, at det var netop dette skilt, jeg havde nuppet? Hvis jeg havde taget det, hvor der stod “Her må du gerne skåle i champagne” ville der ikke have været noget som helst kontroversielt i det, fordi jeg sandsynligvis har skålet i champagne på hver eneste kvadratcentimeter her i lejligheden. Men hvad, når det handlede om et skilt, hvorpå der står “Her må du gerne have anden etnisk baggrund end dansk?”

Hoveddor

Ved hoveddøren var det nemt. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg gerne vil invitere mennesker med “anden etnisk baggrund end dansk” indover min dørtærskel. Jeg betragter mig selv som ekstremt kulturelt åben og tolerant – og så tæt man kan komme på at være etnisk “Farveblind”. Så ingen problemer her – vær velkomne alle (hvis vi altså i øvrigt har noget tilfælles og jeg kender dig godt nok til at have lyst til at invitere dig indenfor), uanset etnicitet.

Kultur

Ved min bogreol og musiksamling gik det også strålende. Mine skønlitterære bogreoler rummer alt fra H.C. Andersens eventyr, Karen Blixens Skæbneanekdoter og Oehlenschlägers samlede værker, til en omfattende samling af sydamerikansk magisk realisme, en stor samling afrikansk litteratur, masser af jødiske litterater og en hel stribe af den nyere tids store nordmænd. Og min faglitterære reoler bugner af antropologiske værker, religionshistorier og minoritetsteoretiske afhandlinger. Og pladesamlingen – nu i form af iPod – er så etnisk-eklektisk, at man slet ikke kan sætte ord på, hvor det meste kommer fra. I mine kulturelle input hersker der slet ingen tvivl om, at man gerne må have anden etnisk baggrund end dansk for at gøre sig gældende.

Oreklapstol

Lige først var jeg også helt ok med det, da jeg satte skiltet i min yndlingsøreklapstol. For hvad har der ikke siddet af store hjerner fra alverdens lande i den stol, mens vi har diskuteret verdenssituationen på alverdens sprog? Men efterhånden som jeg begyndte at tænke mig mere om, begyndte der at vise sig et mønster. For nok havde der været tale om folk med mange forskellige NATIONALITETER, men hånden på hjertet – hvis man nu et øjeblik IKKE skulle gøre sig selv etnisk farveblind og faktisk lige overveje, om der havde siddet nogle med andet end kaukasiske træk, kan det koges ned til et par håndfulde.

Krydderier

Og aprospos koge – så hersker der ingen tvivl om, at tingene i mit køkken hellere end gerne må have “anden etnisk baggrund end dansk”. Mine hylder bugner af granatæblesirup, røget paprika, harissa, blæksprutte-sauce og fine franske olier. Teer fra alverdens lande, knive hjembragt fra Asien på den før-visitations-zone-agtige-måde.

Hummus

Og når jeg skal have hurtig mad til et sammenskudsgilde falder intet mig mere naturligt, end lige at røre en hummus sammen lavet af ingredienser indkøbt hos min yndlingsgrønthandler i Blågårdsgade, som jeg altid sludrer så hyggeligt med og som ved, at jeg er fanatisk storforbruger af koriander, honningmangoer og mynte. Således havde jeg også købt ind til en ordentlig skudefuld hummus i dag, fordi vi i andelsforeningen debutterer med et nyt koncept kaldet “torsdagsmad i kælderen” hvor vi allesammen tøffer ned med gode sager, så vi spiser sammen i stedet for at sidde i hver vores lille hul hver for sig. Et enormt åbent og tolerant og overskudsagtigt koncept synes vi selv. Og lur mig om ikke min hummus vil blive suppleret med en masse andre retter, der har anden etnisk oprindelige end dansk? Men samtidig må jeg sige, at det er tankevækkende, at vi bor midt på Nørrebro i Danmarks mest fantastiske og superinspirerende kulturelle smeltedigel – og alligevel er der INGEN i andelsforeningen, der har anden etnisk baggrund end dansk. Vi er vores egen lille enklave – hvis man nu skal helt hånden-på-hjertet-agtigt-ærlig.

Seng

Hmmm – ingen kommentarer ;-)

Skrivebord

Fra mit skrivebord ville jeg jo umiddelbart sige, at jeg har direkte adgang til en verden og en stor vennekreds, der har mange andre etniske baggrunde end dansk. Men ikke desto mindre har jeg alligevel måttet sande, at der først rigtig kom skred i mine Facebook-statusopdateringer, da jeg gik over til at skrive dem på dansk i stedet for på engelsk. Og at mit tværskandinaviske magasin led voldsomt under sprogbarriererne selv mellem dansk, svensk og norsk. Jeg ville have forsvoret det, inden jeg prøvede. Men realiteterne var skræmmende. Alligevel føler jeg, at jeg fra min arbejdsplads dagligt er i kontakt med en hel verden, hvor jeg søger inspiration og ny viden – og korresponderer med mennesker fra hele verden. De er her ikke fysisk, lige her og nu i min lejlighed. Men mentalt er der plads til dem alle sammen – uanset om deres etnicitet er en anden end dansk.

Kosteskab

Faktisk – og det synes jeg, er skidepinligt – tror jeg, at kosteskabet for mange, og også for mig, er der, hvor der mest naturligt i tidens løb har været adgang for folk med anden etnisk baggrund end dansk. Hvorfor forekommer det bare helt naturligt, at det er alle andre end danskere, der gør rent hos os – mens det næsten ikke er andre end danskere, der kommer til vores fester og middage?

Etniske medborgerhus

Fra mit køkkenvindue er der udsigt det etniske medborgerhus og deres gård, hvor der meget foregår arrangementer, der har alle andre etniske oprindelser end dansk. Her fejres alt fra Eid til jødiske gastronomi-dage, fra Baskiske befrielses-fester til den ghanesiske nationaldag, fra fastelavn til tyrkisk fællesspisning. Og både børn og voksne fra vores gård diffunderer ind og ud mellem vores aflukkede gård og verden udenfor. Og vi elsker det. Der er intet sted, vi hellere ville bo end lige netop her, hvor vi er midt i det hele og vi allesammen kan blande os op med alverdens kulturer. Men samtidig er vores gård jo hermetisk aflåst, så det kun er os, der kan bevæge os den anden vej. Så det lægger igen op til enklave-tankerne.

Så alt i alt må man sige, at det der skete, da jeg tog skiltet fra den offentlige sfære og hjem i privaten var, at jeg pludselig blev bevidst om, at min egen hallalhippie-agtige tilværelse i virkeligheden ikke strækker sig særlig langt ud over de kulturelle, gastronomiske og eksotiske indslag, jeg selv bringer ind i bidder i mit hjem. Men det er faktisk forsvindende sjældent, det er menneskene selv, der kommer indenfor. Og det, selvom jeg til enhver tid vil sige “ja, selvfølgelig må gerne have anden etnisk baggrund end dansk”.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 26, der følger denne blog

%d bloggers like this: