Sikke en god idé at genindføre sørgebindet, så man kan tage det på, når man har brug for det – det skal ikke være påtvunget, men helt og aldeles frivilligt. For hvem har lyst til at være som de enker, der skal gå med sort slør i så lang tid, at det er nok til at drive potentielle nye mænd på lang afstand?

Netop frk. Jensens venindes togtur er en af de situationer, hvor et sådant sørgebind kunne være kærkomment. Eller bare det at møde sit barns kammeraters forældre eller damen i supermarkedet, altså når man møder personer fra ens dagligdag, som man ellers ikke lige ville indvie i ens personlige sorg, men som det ville være dejligt at modtage overbærenhed og støtte fra.

Man kunne godt bruge Facebook som et digitalt sørgebind, bortset fra, at det selvfølgelig ikke hjælper på togturen eller i supermarkedskøen. Men kan man så også det? Gider folk se på sådan en sørgerand i procrastination heaven?

For såret heler, men der bliver ved med at være et ar, som man aldrig kommer af med. Og det springer op af og til. For der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på, at dét burde min far have oplevet, her ville han ha’ grinet sit hyggelige grin eller sagt et vist ord. Da jeg satte foden i NY for første gang og følge mig hjemme i verdens fedeste by, huskede jeg straks, at min far havde sagt, at i den by ville jeg aldrig hjem fra, når jeg først kom derover.

Min dejlige og kloge far ville jo allerhelst have, at jeg er glad og lever livet, som han selv holdt så meget af. Tabet har lært mig at smile af alle de små og store skønne ting, som hver dag byder. Blandt også dine altid finurlige og livskloge ord, Nadja. TAK.

- jeg hørte engang en præst sige, at man aldrig kommer sig over den slags store tab, men forhåbentlig med tiden lærer, at leve med det …

I virkeligheden kunne man godt udvikle det til også at gælde de perioder, hvor man i det hele taget bare er lidt low. Om det skyldes depressioner, skilsmisseovervejelser, stress eller decideret sorg er jo i virkeligheden underordnet – men det kunne være ret fedt lige at kunne signalere “jeg kan på forhånd sige dig, at det vil være svært for mig at besvare spørgsmålet om, hvordan jeg har det, kort og ærligt – så lad hellere være med at spørge til dig og tag fat i mig på anden vis, hvis du kan rumme det”.

Angående “sørgeperioder” så mistede min veninden sin elskede bedstemor for nylig. Hun fik besked på sit arbejde, og havde stadig en “dag” foran sig, som skulle klares. Hun fortalte at togturen hjem, med den sædvanlige asen og masen, var rigtig svær at få overstået. Alene mellem en masse mennesker, og brug for at bevare fatningen i en situation hvor man bare har lyst til at lægge sig på gulvet og tude som et barn. Hun reflekterede over, at et sørge-armbind, som man brugte det engang, måske ville have hjulpet. Et synligt tegn på, at hun var ude af sig selv.

Det går nok ikke at gå med armbind i tre år ;-) men godt at du minder om at sorgen skal have lov til at være der.