Forleden bagte jeg en ordentlig omgang Krydderiets julekage (som egentlig kandiderer til at hedde konfektkage på grund af sødmeintensiteten, marcipan-procenten og den færdigbagte kages kompakte tyngde). Og der var, for nu at sige det som det var, en hel del til overs.
Så i dag tog jeg en af de små aluforme med på kontoret. For selvfølgelig blev der en masse til overs. Og sagde “Der er kage”.
Og så skete der noget interessant: Alle spurgte “Hvad er anledningen?”, “Har du fødselsdag?” eller – som den mest kortfattede variant: “Hvorfor?”
Svaret var jo enkelt: fordi jeg havde ekstra kage og gerne ville den den med mine gode kontorfæller. Og hvis det endelig var, at der skulle være en anledning – tja, så var det vel at sprede lidt konfekt-kompakt hverdagsglæde på en gråvejrsmandag, hvor præ-jule-stressen for de flestes vedkommende var ved at sætte ind…
Men spørgsmålet er, hvorfor der altid skal være en anledning for hygge, feste og sætte lidt krydderi på hverdagen. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg grundlæggende synes, man skal huske at fejre sine sejre og altid have en flaske champagne på køl i tilfælde af, at der opstår en pludselig og uventet anledning. Men det forhindrer mig ikke også at synes, at man sagtens kan spise kage og drikke mental champagne, selv når der ikke er skyggen af en anledning.
Det lyder bare rigtigt dejligt, Nadja! Alt hvad vi gør breder sig som ringe i vandet…
@ Heidi – det har du nemlig ret i. Både det gode og det dårlige humør spredes meget hurtigt. Så man skal lige overveje, hvad man sender videre ud i verden…