Og ved nærmere eftertanke kunne det jo nu i krisetiderne blive en helt lukrativ forretning at være formidler af dele-luksus. Det ser jo helt anderledes ud på den front end det gjorde, da jeg skrev indlægget sidste år.

Og du har helt ret – det er ærgerligt at fænomenet tager udgangspunkt i luksusvarer, fordi det gør det nemmere at afvise som overfladiskhed, forlystelsessyge og luksusvaner. Men samtidig er det nok også der, mange først mærker “behovet” og derfor med til at skubbe på udviklingen inden for deletilværelsen.

Med ændrede søgeomkostninger (til at finde hinanden), ændrede kommunikationsomkostninger (til at kollaborere) og ændrede transaktionsomkostninger (til at købe) er det meget plausibelt at simple web værktøjer kan medføre delt ejerskab i langt højere grad.

Den fælles bil der ikke bliver et administrationshelvede for et par børnefamilier, cabriolet’en til 100.000 der er ejet af 10 venner, den fælles varevogn ejet af 20 personer, den fælles 3d-printer, den fælles båd, mv.

Dvs.

– finde dem der vil eje det samme som dig
– lave en købsbeslutning
– nem koordinering af booking
– nem administration af udgifter

Det der taler imod er vores lyst henimod at forbinde os med vores artefakter i en ejer-relation og administrationsniveauet kan medføre at folk vil købe det som en tjeneste af et selskab og ikke blot indgå i et fællesskab. (evt. at fællesskaber køber et selskab til at administrere)

PS. Den der speedbåd er jeg ikke med på. Men en part i en 40 fods sejlbåd liggende i København er jeg med på ;)

Og jeg er langt hen ad vejen enig i, at luksus vel er helt på sin plads, hvis ikke det ødelægger noget for nogen eler noget.
Kald det flugt, kald det overfladisk lykke, kald det substitut…sådan er tilværelsen smækfyldt med uigennemsigtige handlinger og færden.
Luksus er blot een blandt mange eksempler.

Og deleprincippet er dejligt, skønt og kan på sigt ogå medvirke til et slægtsskab eller erfaringsudveksling med de øvrige andelshaver.

Altså, havde jeg råd til luksus ville jeg ikke tøve!
:D

Så da jeg læste din kommentar om de otte minutter tænkte jeg straks HA – min har allerede kørt mere end det. Men nej, for det er jo faktisk kun i meget få sekunder ad gangen, man borer. Så der er laaaangt op til de otte minutter for min boremaskines vedkommende. Tsk tsk…

Apropos haveredskaberne, så mener jeg det var i John Thackaras glimrende bog “In the Bubble” ( http://www.thackara.com/inthebubble/ ) at det bliver nævnt at en elektrisk boremaskine i gennemsnit kører 8 minutter(!) totalt i sin levetid.