Kommentarer til: Sommerlandets tidslommer

Af: Glemmer du, så husker jeg det ord for ord? « Nadjas Reflexioner

Glemmer du, så husker jeg det ord for ord? « Nadjas Reflexioner — Wed, 21 Jul 2010 19:34:23 +0000

[...] mig personligt helt vildt, hvor tæt jeg er på mine barndomserindringer, når jeg som nu bor et par sammenhængende uger i vores gamle familiesommerhus, hvor jeg også [...]

Af: nadja

nadja — Tue, 08 Jul 2008 10:34:46 +0000

@ Laura – jeg kan sagtens følge det med sommer-poppen også. Men for mig bringer det mig tilbage til en tid, hvor jeg var et par år ældre, end da jeg skrålede Julianesangen. Men det er faktisk helt vildt, hvad et gammelt hit kan gøre for hukommelsen.

Og HVOR STORT, at du også har Truman-show-agtige fornemmelsen omkring jeres sommerhus. Efter jeg skrev det indlæg har jeg gnækket en del over, at jeg er super-konsevativ heroppe. Og det er blevet understreget af, at nogle gode bekendte helt tilfældigt har købt et af næstennabohusene og nu udforsker området. Og allerede efter en uge har været en masse steder, jeg ikke anede eksisterede. Og jeg tog mig selv i, at blive helt chokeret, da de spurgte, om jeg ville med ned til stranden og se solnedgang. “Solnedgang ser man da på “Bjerget”" automatsvarede jeg. Og det gjorde vi så. Er glad for at vide, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan :-)

Af: laura

laura — Mon, 07 Jul 2008 14:21:50 +0000

Jeg genkender så klart de musikalske tidsportaler. Mine er klarest omkring 80′er sommerhits, fx flytter “running in the family med level 42 mig straks til 1987 på “Ibbers” værelse med the og skjult fletten fingre.
Men din sammenligning med sommerhusområdet og the Truman show fangede som så sand og klar at jeg ikke fatter at jeg ikke har set det før. Jeg er kommet i samme sommerhus siden 1974 (er født i 1972). Hvert år prøver min mand at lokke mig ud i ukendte områder – meget grænseoverskridende. Jeg gør det ind imellem, men det føles så forkert. Nu ved jeg hvorfor :) Så i år skal det ikke være. Han må udforske på sine egne løbeture – mine gå ture skal være i det kendte – mit Trumanområde af Blokhus og omegn
:) Laura

Af: Nadja

Nadja — Fri, 04 Jul 2008 17:45:08 +0000

@ Linda – igen har du ret i nogle gode og nuancerede betragtninger. Og jeg skal selvfølgelig også passe på med at ønske mig en masse på andres vegne, hvis de reelt ikke ønsker det, jeg ønsker for dem. For du har ret – min egen fantasi fejler 7-9-13 ingenting og den lever jeg fint med i fred og fordragelighed (og masser af spas :-)

Og det er netop inspirerende, at der findes så mange andre måder at tænke, ønske og drømme derude.

Af: linda

linda — Fri, 04 Jul 2008 09:52:39 +0000

Begreber som drømme og fantasi må nok desværre forandre sig som en følge af viden og indsigt, men du har da ret i, at de store magiske fantasier er sjældne, men så kommer det igen an på, hvem man omgås. Og akkurat her har jeg på følelsen, at du ikke lider nogen nød. Heller ikke jeg, men det er da klart, at der i min nærhed findes mennesker, som er fuldstændig fanget i materialismen og kreditkortenes frygtindgydende net. Det er da i grunden magisk med disse mennesker, som er så ophængt i overflade, at de ikke ænser at grave dybere i sig selv og andre end akkurat til tøjets nakke for at tjekke mærket! Jeg elsker disse mennesker, fordi de giver mig noget at undre mig over…jeg forbløffes, og det er skønt, for da bliver min egen erfaring af verden udfordret. Og det er vel i virkeligheden det fantasier og drømme er til for: at udfordre tankens vane…?

Af: Nadja

Nadja — Fri, 04 Jul 2008 09:19:35 +0000

@ Linda – jo, du har selvfølgelig helt ret i, at de fleste voksne også drømmer om uopnåelige ting. Men i mange af de eksempler, du nævner, er der jo tale om ting, der reelt er opnåelige i det virkelige liv, hvis man bare aktivt gør noget ved det. Det er mere livsdrømme. Og jeg tror mere, at den slags fantasi og drømme, jeg lige nu hentydede til, er af eventyr- og nattedrømme-salgsen, hvor ALT er muligt og man kan svæve mellem liv, død, drager, spioner, dinosaurer, racer-biler og forgyldte firben. Altså hvor man fantaserer ikke for at opnå noget eller reelt ændre på sit liv. Men som tankeleg og hjernegymnastik.

Og du har helt ret i, at vi selvfølgelig får afløb for meget af det, når vi læser romaner og ser fantasy-film. Og dem af os, der drømmer – det er der jo mange, der reelt ikke gør på en måde, hvor de kan huske det morgenen efter – får selvfølgelig også en stor en på fantasi-opleveren hver nat. Men i den vågne, virkelige verden, synes jeg stadig det er småt med de store fantasier og fortællinger. I hvert fald dem, som vi åbent deler med hinanden. Men igen – der fik du lige sat mine tanker på flugt på den gode måde… – du har ret i, at der med blogosfæren pludselig er plads til en genfødsel af fortællingerne. Good point!

Af: linda

linda — Fri, 04 Jul 2008 09:08:09 +0000

Men er vi ikke i kontakt med fantasien? Jeg har i hvert fald mange venner som drømmer … drømmer om næste ferie på et magisk sted; drømmer om at tage et år ud af kalenderen og rejse eller bare være til; drømmer om at møde nogen mennesker som forstår os, akkurat som Puf forstod det lille barn… Jo, jeg tror bestemt ikke, at vi udelukkende begrænser os til seksuelle fantasier. Jeg nægter at tro det, for da er livet ovre! Og har man problemer med fantasien, så er det jo bare at læse en bog. Parasitere lidt på andres fantasi, det er tilladt i dårlige tider.

Og så har jeg tænkt på en positiv ting mht. blogs. Først må jeg indrømme, at jeg ikke helt forstod pointen, men så skete det…jeg fattede det! Dette er jo den nye måde at fortælle på (kontra Benjamins def. af den traditionelle fortæller). Dette forener os – både i forhold til det nære og fjerne, men også som et grundlag for en fælles erfaring. Det er jo i virkeligheden fantastisk, og derfor er det fantastisk, at du vælger det optimistiske livssyn, for er der noget vi har brug for i disse tider, så er det da det! ;-)

Af: linda

linda — Fri, 04 Jul 2008 08:57:39 +0000

Keep up the good spirit! :-)

Af: Nadja

Nadja — Fri, 04 Jul 2008 08:53:50 +0000

@ Silhuet – ditto her med hensyn til børnesangene. En veninde og jeg kom vist også lidt til at tvangsindlægge hendes 12-årige datter til at høre HELE Julianesangen fra ende til anden i går aftes, da det viste sig, at hun ikke kendte den :-)

Og så Puff – altså for mig er det faktisk en af de allermest triste og vemodige sange der findes OVERHOVEDET. Også selvom den, som du siger, ikke decideret svælger i sorgmod. For jeg blev allerede som barn dybt deprimeret over tanken om, at man kunne vokse sig fra drømmene og fantasien. Og det er – lidt ligesom med Peter Pan – simpelthen så dybt vemodigt for mig at tænke på. Selvom jeg også godt ved, at det er dejligt at blive voksen og erkende og lære og indse og smage realismen kan-jeg-ikke-forlige-mig-med-at-voksenlivet-skal-være-kemisk-renset-for-fantasier-af-alt-andet-end-den-sexuelle-slags.
Jeg tror verden ville være et så meget sjovere sted at være, hvis voksne – ikke kun når de leger med deres børn – turde være mere i kontakt med fantasien.

Af: silhuet

silhuet — Fri, 04 Jul 2008 04:53:28 +0000

Der er også sange, der ikke decideret svælger i sorgmod, me som alligevel rummer et umiskendeligt melankolsk præg. Og som defor er klare ear-hangers…også mage år efter.
Tænk bare på Shubiduas “Hvalen Hvalborg”…som af en eller anden grund bringer tankerne hen på “Puff the Magic Dragon”.

De er da så søøøøde de sange (og jeg mener det, samtidig med, at jeg er fuldt bevidst om, at valget af tonalitet og tekstens indhold leger med min underbevidsthed og drømmen om prinser, prinsesser, gode drager og en verden i sort-hvid)

Og hele natten Nadja…heeele natten har jeg haft børnesange kørende i hovedet ;-)