YouTube-videoen blev faktisk lagt ud som et led i at forsøge at opklare/undersøge hvad der var sket og prøve at komme i kontakt med nogle af udvandrerne. Jeg husker ikke præcis, men jeg mener der var et par stykker, der havde skrevet undskyld bagefter. Men dialog…nej. Og det er skræmmende.

Det er vildt at se den optagelse. For mig handler det faktisk om retorik. Mike Daiseys appellerer til de udvandrende om at blive for at snakke om uenigheden, om at argumentere. Det vælger de ikke at gøre. Og det valg er fuldstændig afgørende fordi de fornægter muligheden af at man kan få noget ud af at se en sag fra mange vinkler, og af at lytte. Af at retorik er frugtbart.

Jeg tror ikke så meget, faktisk slet ikke, på det ene, overbevisende rationelle argument som vil kunne overbevise hhv. Mike Daisey om at de nykristne har ret, eller de nykristne om at Mike Daisey har ret. Men i en diskussion kunne de have et engagement i en bedre verden, for nu at bruge store ord, til fælles. Og de kunne sætte små og store ord på hvad det så end er, og hvorfor det mon er så godt. De ville med garanti ikke blive enige. Men de ville være der, der ville være en proces, og det synes jeg egentlig ikke er så frelst.

Det der i stedet sker, er at de går hver for sig. Og så ophører retorikken. Hvad kommer i stedet? Det er totalt skræmmende.

Når manden er ude for en obstruktion og en meget voldsom udvandringsprotest, så bliver han desto tydeligere og eksplicit om sin mission med at ville skabe dialog og mellemmenneskelig kommunikation med sit fortællevirke. En misson, som når den fortælles kan virke meget “amerikansk” på grænsen til det frelste (hvor øfte hører man danske stand-up komikere give så klare udmeldinger om deres mål og mission). Men polariseringen forstærkes netop, hvis man oplever voldsomme reaktioner den anden vej. Så der er grobund for kontrasterne og yderligheder, og på godt og ondt er det bare så dybt interessant for en dansker…

Det får mig til at tænke på forleden, hvor jeg sammen med en af mine veninder hjemmefra var til koncert herovre. Vi var faldet i snak med ejeren af en supercool pladebutik samme formiddag og vi spurgte, hvad han ville anbefale af gode koncerter. Han spillede så selv samme aften på et lillebitte sted lige rundt om hjørnet fra mig og vi besluttede at svinge ned forbi. Han blev glad, da han så os og vi sludrede lidt, mens de andre bands var på. På grund af New Yorks “vi skrider bare når vi har hørt vores venner spille-attitude” var der ikke så mange tilbage, da han gik på. Vi lyttede til det hele, syntes det var rigtig godt og klappede højlydt undervejs. Men da han var færdig forduftede vi ret hurtigt. Mest udfra sådan en “han skal ikke føle sig forpligtet til at tvangskonversere os-logik” og i øvrigt var vi så også trætte etc etc. I hvert fald – vi gik bare. Og først bagefter tænkte vi, at det kunne han godt have opfattet som en meget eksplicit udvandring. At vi ikke havde noget pænt at sige og derfor valgte ingenting at sige.

Så nu har jeg selvfølgelig gjort alt hvad jeg kunne for lige at vende tilbage på hans blog og sige, at vi rigtig godt kunne lide det… men stadigvæk – det siger lidt om, hvor forskellige motiverne for tavshed/udvandring kan være og hvor forskelligt de kan tolkes.

Underviseren forelæste over dagens tema i to af de tre lektioner. Og så – i begyndelsen af tredje lektion annoncerede hun, at “nu laver vi en øvelse, hvor I selv skal arbejde med stoffet”, hvorefter to studerende på forreste række rejste sig prompte, tog deres tasker og forlod lokalet uden et ord.

Det kan de have haft mange grunde til at gøre, men det lignede faktisk en markering i stil med at hælde en flaske vand ud over forelæserens ambition om at engagere dem aktivt:

Deltagelse? Nej, f…e om vi vil stå model til den slags.