Årets første sandaldag

“Today is THAT day” gentog en fyr ved nabobordet flere gange for sig selv, for sine medspisere, for tjeneren og for mig, da jeg indtog min “lynstegt tun på brøndkarsesalat med spicy tartar-sauce”-frokost i går for åbne vinduer.

Og han havde ret. I går var nemlig lige præcis den dag, hvor foråret slog igennem for alvor. For nok havde der duftet af forår i nogle dage efterhånden. Men i går – og det havde han helt ret i – var dagEN (eller  skulle  vi ligefrem kalde den dagen-dagen). Dagen hvor man ikke er i tvivl om, at sandalerne skal frem for første gang, og man kommer i tanke om, at der vist er noget om, at det er smart at huske solcreme på fødderne og man godt lidt ved, at der nok vil være spirende vabler på pusselankerne før solnedgang, simpelthen fordi fødderne slet ikke er vant til så meget frihed og nyt læder endnu. Dagen hvor man må – man MÅ bare – købe friske blomster med hjem. Dagen, hvor alle smiler bredt og man møder endnu flere blikke end ellers og alle de blikke siger “er det ikke bare dejligt?”. Dagen hvor det reelt er varmt nok til bare ben, men man ikke helt lige synes, læggene skal luftes i offentlighed, før den værste skummetmælksfarve har fortaget sig og man desparat overvejer, hvor det lige er, de så skal luftes, når man nu hverken har have eller altan. Dagen hvor man ikke forestiller sig, at man nogensinde igen skulle have lyst til at komme indendørs, men hvor man alligevel tumler om af frisk-luft-kuller til sidst. Dagen, hvor man lagde ud  med at medbringe snusfornuftige strømper, halstørklæder og cardigans, men ender med at måtte smide det ene lag efter det andet efter at have travet et par blokke.

I går var en af de dage, hvor man ikke kan undgå at være lidt forelsket i livet.