Min lille tur til Poughkeepsie bød også på en kulinarisk oplevelse af de sjældne. For på Hudson-flodens bred troner et kolossalt slotslignende kompleks, der huser kokke- og restaurantverdenenes svar på Harvard: The Culinary Institute of America.
Udover klasseklokalerne – hvor sommelier-træningen selvfølgelig foregik under hvælvinger med glasmosaikker – var der en række temarestauranter, hvor de studerende trænede kokke- og tjenerfagets forskellige discipliner i praksis. Vi spiste frokost i gourmet-restauranten, der kun benyttede lokale råvarer – og fik også lov at stikke snuderne ind til den franske gourmetrestaurant, hvor de polerede glas i alle størrelser og sølvkuplerne til at dække portionsanretningerne stod nypudsede klar til aftenserveringerne. Konditoriet, hvor de mest snirklede chokolademønstre prydede bagværket. Det italienske cuccina med specialimporterede lysekroner fra Firenze… og allevegne ude og inde duftede der af alverdens liflige sager, så jeg nemt kunne identificere mig med manden på risten – hvis det altså ikke var fordi jeg allerede var så dejlig mæt ovenpå min innovative gourmetfrokost (hvor jeg med slet skjult stolthed kan berette, at menuen bød på både en aperitif, hvor granatæble-saft var spædet op med champagne og en hovedretterne hvor hovedrolleindehaveren var Quinoa-crepes) kunne det hurtigt have udviklet sig til en “manden på risten-oplevelse” og den casual gourmet-restaurant. Og nå ja – så var der selvfølgelig også en behørig gavebutik spækket med kogebøger og det lækreste køkkengrej.
Dagen efter tog vi forbi Vassar College hvor Morton og Rita var involveret i en stryger-koncert-konkurrence. Og igen: så foregår det i den smukkeste sal med perfekt akustik. Og det er den ene fænomenale violin-eller-cello-solo efter den anden. Og i pausen kan man lige tage en svingtur over til Vassars eget lille kunstmuseum, der indeholder en perlerække af kunstværker af alt fra Warhol til Chagal, Degas og Munck, skænket af tidligere – taknemmelige – studerende. “Jamen de har jo en del kunsthistoriestuderende, så de skal jo have noget at kigge på” svarede Morton som det naturligste i verden, da jeg ymtede, at jeg var ret imponeret over samlingen… Nu ER Vassar også et af de rigtig kendte colleges – oprindeligt et kvindecollege, hvor mange af USA senere fornemme fruer samlede deres almene dannelse, før de blev gift. Så med de smukke søer, små haver og statelige bygninger er det selvfølgelig ikke et gennemsnitligt college. Men omvendt er der faktisk en del af den kaliber. Hvor det hele bare oser af kvalitet. Og ambitioner.
Og så går man jo lidt der og tænker tilbage til sine KUA-dage, og er glad for, at forholdene trods alt er blevet meget bedre siden da. Og at der med jævne mellemrum bliver taget initiativ til humaniorafestivaller og konferencer. Men alligevel – bare tanken om at være så stolt af de ting, man laver og de studerendes gøren, kunnen og laden ligger vist meget fjernt fra Ørestad og omegn. Men hvor kunne det være dejligt – og stimulerende for alle parter – hvis universitet i langt højere grad end tilfældet er i dag, var en naturlig del af samfundet – også for andre end de studerende. Var et kulturelt og videnskabsformidlende midtpunkt for os allesammen.
