Jeg vil ånde luften i fulde drag
Folk er begyndt at sende mig bekymrede mails, fordi der har været så stille på bloggen de sidste par uger. Men 7-9-13 har jeg det heldigvis fint. Er bare lettere stakåndet…
For selvom det ‘kun’ er tre måneder, jeg skal være i New York, er der alligevel en masse løse ender, der skal slås knuder på.
Arbejdsopgaver, der skal overdrages.
Læger. Tandlæger. Frisører. Bankrådgivere. Revisorer. Andelsboligforeningsbestyrelser og abonnementserviceafdelinger, der skal tages i ed inden afrejse.
Et par artikler til aflevering hist. Et nyt website for Reflexioner under opsejling pist.
Og ikke mindst en masse venner og familie, jeg meget gerne lige vil nå at sludre igennem med over den sidste kop kaffe eller øl inden afgang.
Så jeg er lidt stakåndet. Men jeg har det godt. Og jeg GLÆDER mig. Glæder mig til det hele derovre. Og glæder mig til mange uger i træk med ubrudt tænketid. Og jeg ved godt, at luften midt på Manhattan, måske ikke er den reneste at indånde. Men jeg glæder mig simpelthen bare sådan til komme derover og trække vejret dybt, rigtig dybt.
Til at ånde i luften i fulde drag.
Godt at se at du er her endnu:-)
Og så kan alle vi andre måske også glæde os til tilbagevendende aktivitet på din blog, når du får mere tid i NY (hvor vildt at skrive det), selvom vi helt sikkert kommer til at savne dit fysiske nærvær.
@ Jenny – ja, jeg kan godt se, at det virker lidt paradoksalt at tage til New York for at trække vejret og få mere tid. Men det er jo ikke desto mindre tilfældet – fordi jeg jo også er sådan en, der slapper af ved at trave gennem byen, drikke indtryk og snuse inspiration til mig. Og jo, jeg regner bestemt med at blogge derovrefra. Ved bare ikke lige, hvad frekvensen bliver…
Åh, jeg er så misundelig ;-)
Du kan jo også indånde luften i Brooklyn – den luft Paul Auster indånder…
Hvor jeg glæder mig til at læse din blog derfra!
God vind!
Kirsten
Og hvor dejligt, at du til anledningen citerer en af mine yndlingssalmer Jacob Knudsens “Se nu stiger solen”.
God rejse – og god luft!
Kan kun medgive Stensamler:
Den luft, der vejrer i Paul Auster – land (læs: Brooklyn) kan sgu ikke være sundhedsskadelig. Tværtom!
Lysvæld bag ved lysvæld og ånde der kan drage og drages. Det MÅ være godt for sjælen…
Knus
@ Stensamler og Silhuet
Jeg vil tænke på jer, når jeg traver fra Manhattan over Williamsburgbroen (der munder ud lige hvor jeg har lejet lejlighed) til Brooklyn – og mon ikke, jeg kan støve noget Auster op i en god boghandel?
@ Kjeldberg og Silhuet
Dejligt at I deler min glæde ved “Se nu stiger solen”. Jeg elsker den salme og folk, der har delt bolig med i tidens løb vil vide, at jeg ofte skråler den af mine lungers fulde kraft, når jeg tager brusebad. Der er noget ved melodien, der gør, at man helt bogstaveligt ånder luften i fulde drag, når man synger den.
Eller måske noget af Austers fænomenale hustru Siri Hustved?
Fx hendes bog What I Loved, som iøvrigt foregår i dit kommende hood omkring Bowery.
Jeg sidder og trøstelæser på The New Yorkers hjemmeside…meeeen det er nu ikke helt nok…
Jeg faldt lige over et sjovt essay fra NY TIMES. Alle forfattere bor i Brooklyn…
http://www.nytimes.com/2008/03/02/books/review/Whitehead-t.html?em&ex=1204520400&en=339949eb7cb9aa67&ei=5087
Hvor er det en fantastisk idé at drage til New York. Bizart nok finder man nogen gange mest fred og tid til refleksion på de mest trafikerede og menneskebefolkede steder. Så ryger man bare ind i tørretumbleren som en ud af rigtig mange sokker, og kan bare lade sig hvirvle med frem for at stikke sådan ud som man jo gør i naturen.
Jeg har lige læst Erland Loes Naiv.Super for første men ikke sidste gang. Hovedpersonens bror lokker ham til New York for at han skal få lidt perspektiv i sin knold, der mest er optaget af verdensrummet, begrebet tid og den slags emner der giver hovedpine. Her kommer lige et citat fra bogen:
“Jeg er så langt hjemmefra. I en stor by. Så mange mennesker. Og jeg er kun én. Det eneste, jeg til enhver tid kan vide er, hvad jeg selv tænker på. Jeg aner ikke, hvad de andre tænker på. Synes de, at verdensrummet er stort og farligt? Det synes jeg. Tænker de sommetider på dengang de var små? Det gør jeg. Hvad tror de på? Jeg tror, at ingen bør være alene. At man skal være sammen med nogen. Med venner. Med den man elsker. Jeg tror det er vigtigt at elske. Jeg tror det er det vigtigste.”
Det er naivt, men det er super. Deraf bogens titel går jeg ud fra. Selv drager jeg til Bruxelles et par dage til stor konference dna2008.com. Jeg er sikker på at alle kender alle, pånær mig. Men det giver jo lejlighed til at tænke og at møde nye mennesker. Lige som New York vil give mulighed for. Hvor er jeg misundelig, rigtig god rejse og glæder mig til at læse blogindlæg derfra.
@ Tine – jeg er vild med sokkerne-i-tørretumbleren-billedet! Det er lige præcis sådan det føles. At så længe man følger strømmen og ikke laver alt for mange kiks i de kulturelle koder, indgår man bare som en ud af de helt vildt mange andre, der tilsammen udgør byens puls. Tak for det billede. Det tænkte jeg meget på, mens jeg travede byen tynd igår.