…og så skulle jeg selvfølgelig ud og købe hyazinther…
Og det skulle alle andre tilsyneladende også. Der var sort af solsmilende mennesker omkring søerne og mange travede afsted med et bundt tulipaner eller forårets første spæde grene. Og jeg blev ved at møde dejlige folk, jeg ikke havde set i lang tid. Og slå følgeskab med dem langs Assistenskirkegårdens snirklede stier, hvor erantisserne piblede frem. Og langs søerne, hvor skyggerne efterhånden blev lange. Og den ene lange, spontane samtale tog den næste. Og pludselig havde jeg vandret hele dagen.
Er hjemme nu med røde kinder, narcisser, kirsebærgrene, en enkelt hyazinth, lys i øjnene og en masse inspirerende samtaler rullende videre i hjernebarken.
Sådan en dag kan man ikke undgå at blive lidt forelsket i København…
Må jeg bifalde din kategori “Litteraturen i levende live”.
Det er jo sådan det skal være: Litteraturen udspringer af de afgørende tilfældigheder.
Et nik til en nabo, på vej op ad trappen.
En fælles latter over et barns ærlighed.
Måske en tabt nøgle, der findes. Eller modsat: en nøgle, der bliver væk.
Indkøb af hyazinter på den første forårsdag?!
Det bliver ikke større. Eller mindre. Det er ren Carpe Diem, og det er dér litteraturen fødes. Levende og i live.
Jeg smiler over hele femøren!!!
Tak for det :D
@ Ballast – sikke en skøn kommentar. Nu smiler jeg også over hele femøren!