Ved at læse dine svar og kommentarer til Nadja, får jeg det indtryk af, at du er en arrogant, fornægtende type, der tror, at du “altid har ret”.
Du begynder straks at blive offensiv, bare fordi Nadja sagde “at du kunne da godt have ret”.
Det var (efter min mening) spild af tid, når du bare kunne have sagt, at du var glad for at hjælpe.
Jeg ser efter min mening, ingen grund overhovedet at begynde at tro at du bare kan opføre dig så grimt over for andre mennesker. Husk, bag hver besked, og bag hvert billede sidder der en rigtig person, med et rigtigt liv og ikke mindst rigtige følelser.
Hvis du fortsætter på den måde, ender det med at du sårer en eller anden.

End ikke sproget er noget tilfældigt, men udsprunget af noget konkret og objektivt.

Det var bare ikke den fornemmelse, jeg manglede et ord for. For man kan jo sagtens have tilgivet nogen, uden at man af den grund nærer behag for dem.

Læs eventuelt dette meget sigende citat fra Francis Bacon:

http://leifcarlsen.wordpress.com/2007/12/16/citat-francis-bacon-7/

/Leif

Jeanne

Og du har helt ret. Jo mindre nag, man går og bærer, jo bedre. Og jo bedre livskvalitet.

Men her er vi vel igen ude i en noget lidt andet, end det jeg oprindeligt tænkte på. At gane ræb handler vel mere om situationer, hvor man ellers kunne være endt med at bære nag. Og i stedet tilgiver man, inden det når at udvikle sig til noget som helst. Man ser stort på tingene eller lærer at “give blaffen i detaljerne” som den norske forfatter Jan Kjærstad engang meget sigende udtrykte det.

Mens jeg mere efterlyste begrebet, der gælder, at man er forudindtaget positiv, fremfor forudindtaget negativ (som man er, hvis man bærer nag).

Hvis man ganer ræb er man vel så vidt muligt bare overhovedet ikke forudindtaget, men møder livet, personer og uventede situationer som de er?

Når man dyrker kunsten at gane ræb, har man tilgivet inden der er noget at tilgive. Det er ikke noget man lige lærer på en time, men de siger at ens livskvalitet stiger i takt med, at man bliver bedre til at gane ræb.

Med hensyn til at ofre sig… min farfar twistede altid det begreb, sådan at, hvis der stod ET stykke lagkage tilbage, lå et stykke chokolade eller en tomat, som alle egentlig gerne ville have, men ikke tog på grund af høflighed, sagde han med et stort grin, mens han slog armene ud “Jamen så ofrer jeg mig da”.
Det havde vi meget sjov ud af – og jeg tror egentlig, at det er en af mine tidligste erindringer om den spirende bevidsthed om begreber som ironi, sarkasme og alt det med, at det de voksne siger, ikke altid skal tages helt bogstaveligt.

Så i mit univers kan “at ofre sig” faktisk også godt være noget, der kommer noget positivt ud af (eller snarere noget, der er for egen vindings skyld) – men jeg ved godt, at det ikke er den gængse brug af ordet :-)