For det første synes min datter (foreløbig) slet ikke at lægge vægt på hverken den vemodige eller oprørske del af lige netop den sang: pigen i sangen synger jo! og hun er sød, dygtig, vellidt af de voksne – what seems to be the problem??

For det andet ligger Ronja Røverdatter næstøverst på hendes personlige hitliste, hvilket jo allerede udvider perspektiverne for hendes karakterdannelse-med-rytmisk-musikledsagelse en hel del.

I øvrigt er det bare sjovt at se, at selvom fx BølleBobsangene ikke ligefrem er subtile på tekstsiden, så foregår alt det her jo ligesom med salmer og engelske rocknumre, som vi synger med på længe før vi forstår, hvad vi egentlig synger med på. Tiøren kan være mange år om at falde, og indtil man en dag er klar til at artikulere “no dark sarcasm / in the classroom”, klarer man sig med at synge “blomster-hansen / kæmpe klodsmus” – og gerne lidt højt – hen over sin Pink Floyd.

Men som vistnok Katrine skrev i en kommentar for nylig: Nu skal dette jo ikke udvikle sig til “hvad de dog siger/koen har fire hjørner”, så jeg stopper her :-)

Som inkarneret stræber kombineret med boldspasseri ( http://nadjasreflexioner.net/2008/01/08/at-indr%c3%b8mme-sine-fejl-og-mangler/ ) identificerede jeg mig nemlig meget med hende, når hun sang “nu er de andre gået ud for at lege, men ingen spurgte mig, om jeg vil’ være med”. Og det gik først for sent op for mig, at man godt BÅDE kunne være dygtig og artig – og have venner og have det sjovt. Og manner, hvor ville jeg ønske for alle ungerne omkring mig, at de formår at kombinere de to fra starten.

Årh hvad – jeg ville have svoret, at både “Vi er ikke rigtig unge” og “Lasse har smilet til mig” var fra Vesterbros Ungdomsgård. Men så så man lige mig have taget fejl. Godt, at du lige fik rettet det!

Og syret med højaktualiteten – men hey, den rammer jo nogle helt grundlæggende ting om det med at være ung (hvis dine børn allerede er på den, er der vist noget om det med, at Kids are growing older younger) kombineret med iørefaldende melodier.

Pladen er højaktuel, fordi mine børn fik cd’en i julegave og hører den hele tiden. Og altså – de går begge to i børnehave endnu (de er ikke rigtig voksne, de ER børn), og pladen er faktisk lavet for og med teenagere i 1978. Der er sære kræfter på spil.

og @ Trine-Maria – jeg kan sagtens følge fornemmelsen af, ikke længere at være HELT så skråsikker, dumkæk og overbevist om sin egen udødelighed. Men som du skriver – det kan også være næsten ulideligt, når det er alt, alt, alt for hardcore. De rundere kanter er på mange måder klædeligt :-)

Og ja, ja, ja – vi skal snart ses i B-gade. Måske i morgen?

Jeg synes dog med årene at jeg bliver mindre og mindre sikker på, hvad det er jeg har kært og vil slås for til døden – det var meget lettere for en 10-15-20 år siden, hvor jeg var helt vidunderlig skråsikker – og temmeligt sikkert ganske ulidelig…

Glæder mig til snart at se dig i Baggesensgade!