Kommentarer til: Det første år med min mors gyldne leveregler

Af: Nadja

Nadja — Tue, 27 Nov 2007 19:34:37 +0000

@ Tine Charlotte – tusind tak for din søde kommentar. og jeg har selv tænkt meget det samme – en af meningerne med livet må da være at leve så positivt videre i så mange mennesker.

Af: Tina Charlotte Møller

Tina Charlotte Møller — Tue, 27 Nov 2007 18:30:36 +0000

Kære Nadja – that’s the spirit!
Jeg håber, at også mine efterladte, når den tid kommer, vil kunne huske mig så positivt, som du husker din mor. Og at de ligeledes vil kunne bruge noget af det, som jeg har stået for, på en konstruktiv måde i deres liv.

Kan din mor se dig derfra, hvor hun nu befinder sig, må det glæde hende, at hun endnu kan virke som en sådan indflydelse i din tilværelse. Vi ønsker jo alle at give det bedste videre til vore børn.

Af: Nadja

Nadja — Mon, 26 Nov 2007 16:11:09 +0000

@ Stensamler og Kirsten-Marie – tak for jeres tanker. Det har indtil nu været en rigtig fin dag, hvor vi har genoplevet den lidt kuvøseagtige stemning vi var i umiddelbart efter hun var død og mens vi planlagde bisættelsen. Lange tavse perioder, lidt tøffen rundt om sig selv og hinanden. Gode snakke, grin, genfortælling af en masse minder og et par tårer. Og igen – det er jo ikke fordi netop denne dag er værre eller bedre end alle de andre. Men der bliver alligevel plads til nogle andre tanker og samværsformer, når man kollektivt river en dag ud af kalenderen for at samlesom mindet.

Af: stensamler

stensamler — Mon, 26 Nov 2007 15:43:58 +0000

Det er rigtigt – det er et dejligt livsbekræftende indlæg – lad os kalde det “medfølelse med alle følelserne” så.

Af: Kirsten Marie

Kirsten Marie — Mon, 26 Nov 2007 14:41:25 +0000

Sjov kommentar fra Stensamler, for jeg opfatter Nadjas post som meget positiv, og var i formiddags ved at skrive noget i retning af “Tillykke”.

Jeg tænker stadig på min far, her snart 10 år efter han døde, når der sker noget særligt i mit liv, som ville have glædet ham. Men tanken er ikke længere akkompagneret af den der helt overvældende sorg. Og min fars død fik også mine øjne op for, at vi ikke lever evigt. Og jeg er glad for at være nået der til på begge de to fronter, selvom jeg selvfølgelig også gerne ville have en far i live.

Af: stensamler

stensamler — Mon, 26 Nov 2007 11:14:28 +0000

Min medfølelse!