Emmanuel på 7 solgte for nylig sin første krimi – Mordermysteriet – til mig. UPDATE: Jeg glemte helt (og det var ellers det, der især slog benene væk under mig) at han – længe inden krimien var færdigskrevet – spurgte mig, om ikke jeg kunne distribuere den sammen med næste udgave af Reflexioner. Det kan man vist kalde flair for markedsføring)
Johanne på 11 har selv syet 17 puder, der er en designbutik værdig – og som hun skal sælge på et loppemarked næste weekend. Vi har nu lavet en aftale om, at hun skal komme hjem til mig og designe puder specielt til min sofa.
Og den slags historier får Nadja på 33 til at tænke tilbage på, hvordan hun som 12-årig sammen med en veninde udviklede “Bakke-spillet” og var helt igennem til Dyrehavsbakkens kommunikationschef for at forsøge at få det afsat. Og hun sidder her sådan lige gammelkoneklogt og tante-stolt og tænker, at hvis det her er de yngre generationers version af Børnenes Postkontor…så tegner det altså helt allright for de fremtidige generationers iværksætter-iver.
Og Syngende på 35 synes det er fantastisk, at de ovenfor nævnte heldige kartofler har sådan en forstående tante Nadja, der støtter iværksætterånden :-)
Børn af lønslaver har brug for at blive inspireret til handling af rigtige ildsjæle, ikke sandt?
@ Syngende – i hvert fald er det nok ikke så ringe endda at kunne se, hvor mangfoldig livspaletten kan være. Så den slagne vej ikke behøver at være så slagen endda. Men det er nu ikke kun et spørgsmål om iværksætterånd contra lønslaveri – det handler lige så meget om forskellige brancher, livsformer, familiemønstre og holdninger. Jo flere man stifter bekendtskab med – både som barn og voksen – jo bedre, tænker jeg :-)