På den alternative kunstmesse forleden faldt jeg (foruden Afsnit P’s T’er, AUX’es smagsprøver på lydkunstens forunderlige lyduniverser og masser af funky fristelser hos Space Poetry) over brætspillet MonApoly. Og MonApoly var et rigtig interessant eksempel på edutainment, der møder motivationsretorik.
Her på billedet kan du nok med det blotte øje se, at spillet er en hyperironisk patische over kapitalismens yndlingsbrætspil nummer 1 – Matador. Men hvor Matador handler om at ræse sig rundt på brættet for at skrabe legetøjspenge nok sammen til at kunne bygge en miniatureversion af Palace Hotel på Rådhuspladsen, er omdrejningspunktet for MonApoly noget så tragisk som trafficing – køb og salg af kvinder på det globaliserede marked. Eller som kunstnerne bag selv beskriver projektet:
The game MonApoly is a remodelling of the most famous capitalist game. Visually follows Monopoly and the basic scheme of the game, but the contents are completely new. While playing the players obtain new information on the global sex work, important loctions, activist organisations, organised crime gangs that organise the trafficking, etc. The players can finance the constuction of a safe house, support the operation of groups that are fighting for the rights of the sex workers and their programmes or can save a sex slave from Moldova. MonApoly is a new cartography of sex work and human traffixking. Instead of accumulating capital, it explains to the players the geopolitics of sex work in the period of global capitalism and new economy.
Nu er det ikke fordi det i sig selv er så originalt at twiste Matador. Det spil er i sig selv så twisted, at det bare kalder på at blive twistet og udfordret. Men der er noget interessant i at bruge Matador-rammen til at få fortalt en meget dyster, kompleks og tabubelagt historie. Forklædt i hyperdesignede, farvestrålende rammer, der lokker den legesyge og spillefuglen til at tænke sig om et øjeblik – eller forhåbentlig flere.
