Fredag aften klokken 20 fik jeg stukket et æble i hånden af en ung pige med slaviske kindben, tørklæde om håret og forklæde over den lasede nederdel. “Tag dette æble – vi ved at Martha Rubin også spiste et æble sidst hun var her”, sagde hun. Og der stod jeg så med mit æble, temmelig mystificeret, midt i et helt forunderligt univers, der bedst kan beskrives som “rumænsk land-idyl iblandet industrial cool og et pust af religiøse ritualer”.
Sammen med min bror og hans kæreste (og min cykelhjelm) var jeg cyklet ud til Holmen, hvor Metropolis Biennalen bød på værket “The Circle Camp”. En slags rollespil-møder-kunst-møder-teater, hvor det var op til den enkelte “tilskuer” at bevæge sig rundt i det lille mini-land og selv spørge sig frem til handlingen blandt skuespillerne. Rammefortællingen var, at man skulle bringe det rumænske orakel Martha Rubin, der var forsvundet i 1913, tilbage fra sit limbo mellem liv og død. Resten af historien – der blandt andet handlede om et barnløst samfund, siamesiske tvillinger og en båd med minder – var det op til en selv at opdage ved at tale med de mange forskellige skuespillere, der med hver deres rolle i historien kunne løfte lidt flere flige af det syrede univers. Det svarede lidt til spillet “Deja Vu”, som min bror og jeg spillede i timevis på min barndoms Amiga 500 – og sikkert også mange andre computerspil, hvor man selv skal finde frem til handlingen og de magiske kodeord. Og det var et syret eksempel på, hvordan man lige så langsomt afkoder en kulturs vigtigste historier og ritualer ved at befinde sig længe nok i det og tale med befolkningen.
En af skuespillerne – troskyldig, blond pige – spurgte os på et tidspunkt, om vi kendte legen, hvor man skærer i æbler og ser nye mønstre. Den kendte jeg ikke – så jeg spurgte, om ikke hun ville vise os det. Og det gjorde hun så. Med sløv kniv, store øjne og tysk accent: Basalt set skærer man bare sit æble over på tværs og kigger nøje på de formationer kernehuset skaber. Hvor mange kerner er der? Er der prikker fordelt rundt i æblet udenom? Hvad sker der, hvis man i stedet skærer æblet på langs? Skråt? Længere nede om maven? Prøv selv – det er faktisk helt utroligt, så forskellige de er.
Vi sad der længe. Og jeg var dybt fascineret. Det havde ikke så forfærdelig meget med hverken Martha Rubin eller resten af rammefortællingen at gøre. Men det åbnede virkelig mine øjne for æblernes indre eventyr. Så det bliver aldrig helt det samme at spise æbler igen.
Min mormor og morfar havde frugtplantage, og jeg mener jo nok, at jeg ved en ting eller to om at spise æbler, men det hér er nyt! Glæder mig allerede til mine havregryn (med æbletern) i morgen tidlig :-D
@ Frk Jensen – hvis jeg har kunnet lære selv dig noget om æblernes indre univers, er det stort :-) Glæder mig til at høre om æbleternene – men husk, at det er vigtigt, at du kigger efter mønstrene i de store snit (præ-tern-stadie). De er sikkert også fine, når først de er skåret til terninger – men det er nok mere legen for de let-øvede :-)
Skønheden viser sig ofte de pudsigste steder! Det her indlæg gjorde min aften god. Jeg må ud og plukke nogle sensommer-æbler i morgen tidlig…
@ Nadja – Haha, jo ja… Tænkte at skiver på tværs var et godt udgangspunkt for de efterfølgende tern som jo er nødvendige for at få det sunde til at glide ned.
Men jo, tern er rigtig fine, især hvis skrællen er rigtig rød1
Æbler er dæmonisk pomoniske, lokkende på alle måder. Æggende er de, for ikke at sige æblende ;-)
Den der fandt på skabelsesberetningen havde fat i den lange ende, da det var æblet, der blev valgt som lokkelmiddel.
Nadja, du beskriver på skønneste vis æbledissektionen og dens erkendelsesmæssige konsekvenser (“naturen er forunderlig”, “selv det tilsyneladende ens har forskellige kerner”, “skønheden i det små” etc).
Man kan også finde æblets skønhed ved at zoome ud:
Her er et billede af nogle østskånske æbler, taget langt væk fra. Der er tale om en slags petit point-metode, hvor punkterne består af – ja, æbler, naturligvis :-)
(Jeg tog det for nogle år siden på den fantastiske æblefestival i Kivik. Se også billeder fra de andre årgange).
@ Syngende – hvor vildt med æblemaleriet. Impressionisme på det hårde måde .-)
Pingback: Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr. Der er bare noget, der hedder dårlig timing « Nadjas Reflexioner
Pingback: Når smagsregisteret bliver udvidet « Nadjas Reflexioner