“Det bliver jo nok ikke grønnere, vel?” råbte-gryntede en midaldrende kvinde i dag, da jeg skulle til at krydse Nørrevold. Og indrømmet, jeg og de andre cyklister foran hende havde måske nok nølet 1,5 sekund fra cykel-trafik-lyset skiftede til grønt, før vi fik sat pedalerne i tråd.
Afsted rykkede feltet straks – og jeg små-lo lidt indvendigt ad den sure dames kommentar. Egentlig ganske raffineret formuleret brok i stedet for højlydt klokkeklimpen og bandeord.
Så jeg sagde med min mest smilende stemme: “Det var sandelig en benhård kommentar.” (Grin-grin).
Medcyklist: lavmeldt “grmmmpfhhhgrpppmf”.
Mig – stadig naivt smilende: “Undskyld, hvad sagde du”.
Medcyklist: “At jeg var lige ved at køre ind i den der bil, fordi jeg sådan skal køre her og sludre med dig”. Højlydt “grmmmpfhhhgrpppmf”.
Mig – svingende til venstre, paf – og med et strejf af forstemthed de næste par minutter.
Selvom man grundlæggende tror på, at “smiling is a benign virus and makes the world go around“, kan den gode cirkel hurtigt forvandles til en ond cirkel af undren og brok, når smil og gode miner bliver mødt med ubegrundet vrede.
Den mest effektive vaccine er imidlertid at holde fast i sit indre smil alligevel. Men helt ærligt altså – jeg vil have “Smil-det-smitter-Irma-hjerterne” tilbage :-)
Haha! “grmmmpfhhhgrpppmf” er meget Anders And-agtigt.
Enig i det med Irma-hjerterne, og helst inklusive det lille ekstra hjørne oppe til højre hvor der stod “ikke på skind”.
Anders And-sprog udråb er fantastiske synes jeg :-) Og ja, jeg husker også tydeligt de små “ikke på skind”-hjørner. MEGET gennemført.