At Microlans er ikke er rigtig nødhjælp men lån tror jeg er sundt for modtagernes selvbillede, og for deres børns, nære og fjerne slætninges og lokalsamfunds selvbillede. Modtagerne er entrepreneurer men for for små til at bankerne vil investere i dem. Idéen med at støtte “de stærke” i fattige områder er vel at det udover at hjælpe dem selv forventes at påvirke lokalsamfundet positivt – handel skaber mere handel, økonomisk vækst, arbejdspladser osv. Det er en super idé, men selvfølgelig ikke egnet alle steder.

En bagside ved al Ulandshjælp er at det kan have (og som regel har) negative markedseffekter i de regioner hvor hjælpen rammer, underminere lokale og regionale producenter. En anden bagside er at en del af hjælpen sommetider går op i hat og briller, dels pga mangel på kontrol, dels fordi langtidsmodtagere af hjælp begynder at spekulere i hjælp og indretter sig efter den.

I 2005 talte jeg med Dr. Neil Maclean fra Development Studies programmet fra University of Sydney i 2005. Han beskrev en situation hvor visse ulands sektorer bygger deres tankegang på hvordan man bedst spekulerer i nødhjælp og ikke hvordan man bedst klarer sig selv, og sagde at dette er et stort problem indenfor nødhjælp.(ovenstående er skrevet udfra hukommelsen)

Rastrup skriver i “Weinan, byen Danida glemte”, og der følges op i “Danida hjælpe lige i rendestenen”, om et ulandsprojekt der forulykkede pga mangel på kontrol.

Men nu er nødhjælp jo et bredt emne og det her er måske lidt off road da posten handler om hvordan velgørende organisationerne kommunikerer deres budskab. – og ikke specifikt om ulandshjælp eller dennes virkning.

Nu jeg var henne på Rastrups Asien og fiske de to links, stødte jeg på en af mine favoritter – børnecomputere til Ulandsbørn. Også et spændende projekt synes jeg. (det var vist lidt offroad igen)

Nadja, du nævnte selv Humor mod Aids. Det er en kampagne hvor man får mulighed at betale med et smil. Gennem kampagnen findes der også telefonfis og andre virale muligheder. Se for eksempel http://www.humormodaids.dk/telefonfis/

Og jeg er selvfølgelig helt med på, at FISK ikke var den første genbrugsbutik med nødhjælpsfortegn. Og jeg elsker også selv de gamle, rodede af slagsen. Da FISK kom frem syntes jeg bare det var en ekstremt forfriskende nytænkning af den gammeldags gen-brug-med-god-samvittigheds-butik, der viste, at hyperpolitisk korrekthed også kan være hyper-gennem-designet :-)

Allerede før det blev smart har der været masser af “genbrugsbutikker” ude i landet som fungerer lidt på samme måde: Hyggeligt for de frivillige og glade kunder i butikken (f.eks. mig! der elsker gammelt ragelse!)

Mandagsbloggen har skrevet om det i posten Nødhjælp 2.0.

Et andet godt koncept, synes jeg, er “Sponsorér et barn” kampagnerne. Det virker motiverende, at man føler man har en personlig relation/forpligtigelse ifht. modtageren af pengene.

Et lignende, men privat initiativ er Rastrup’s Hjælp 4 børn projekt, hvor Michael Rastrup og hans medsponsorer støtter fire thailandske unge.