Når et menneske dør, er det som et bibliotek, der brænder
Forleden skrev jeg ‘en passant’ i indlægget “De uskreve opskrifters uofficielle arkiv” om det ghanesiske ordsprog
En gammel mand, der dør, er som et bibliotek, der brænder.
Det henviser til alle de fortællinger, minder og familiehistorier – og i tilfældet ‘ældre ghanesere’ også den mundtlige fortællekunst – der går tabt, når et gammelt menneske dør. Det ordsprog blev der – heldigvis – fanget op på i kommentarsporet. Og jeg kan se på det hele, at det fortjener et indlæg i sig selv. For pludselig dukkede der en lille anekdote fra et brændt bibliotek op i kommentarfeltet, som ellers skulle have handlet om gode opskrifter… og den anekdote er MERE END VELKOMMEN i det kommentarspor.
Men egentlig fortjener familieanekdoterne et kommentarspor for sig selv. Ligesom levereglerne og opskrifterne. For er der noget så sjovt, pudsigt, tankevækkende som familieanekdoter? Noget, der i lige så grad sætter tingene og tiderne i perspektiv? Noget, der i lige så grad hjælper os til at opdage mønstre, ligheder og forskelligheder i generationerne. I egnene. I familierne ? Jeg tror det næppe – så jeg håber, at I vil dele et par stykker her i kommentarsporet.
Anne lagde flot ud i kommentarsporet til opskrifterne. Så jeg løfter lige hendes anekdote herop som inspiration:
Min farmor er født i 1914 og var god til at fortælle små anekdoter. En af dem handlede om hendes far, der sad i sin stol og iagtog en bil, der langsomt kørte op over bakken, dengang biler endnu var et særsyn. Hastighedsbegrænsningen var 5 km i timen, og der skulle gå en mand foran bilen med et flag for at varsle hestevognene.
- “Jaaaa….”, sagde hendes far eftertænksomt; – “Den er jo smart, sådan en automobil. Men den kan aldrig udkonkurrere hesten”.
Det syntes hun var ret morsomt.
Det var en lille anekdote fra det brændte bibliotek.
Herfra er ordet og kommentarsporet frit – så vi i fællesskab kan genskabe de brændte biblioteker.
6 Comments on “Når et menneske dør, er det som et bibliotek, der brænder”
Skriv et svar
Nyeste kommentarer
 | AGK on Hjælp – tekst –… |
| AGK on Hjælp – tekst –… |
 | Nadja on Hjælp mig med at løse … |
 | Lena Bentsen - Opryd… on Hjælp mig med at løse … |
| Nadja on Hjælp mig med at løse … |
Pingback: Syv reflexioner over temaet fastelavn « Nadjas Reflexioner
Eller, parafraseret: Når et bibliotek brænder, er det som en del af menneskeheden, der dør.
Som Umberto Eco siger i DR2-tematirsdagudsendelsen om bibliotekernes historie: “Biblioteket er hjernen, der husker det vi har brug for i fremtiden.”
Sådan er det også med levende menneskers historier, både familiehistorier og fællesskabshistorier.
@ Levende: Skøn parafrase!
Og Umberto Eco…efter Rosens Navn lytter man lissom ret nøje til, hvad den mand har at sige om biblioteker :-)
Uha ja, Eco har bestemt fat i noget. Udover Eco kan man i programmet også møde Alberto Manguel, der har skrevet Af læsningens historie og havde et drømmejob at være oplæser for den sene, blinde Borges (som selv var bibliotekar og i den grad den encyklopædiske videns mester).
Men ak – ovenstående link kiksede og blev ikke noget link, og hvad værre er, så har DR på deres hjemmeside ikke kunnet lægge lige præcis dén udsendelse ud p.g.a. manglende rettigheder, tyvärr.
Så det er bare i gang med at sluge Rosens Navn eller Om læsningens historie eller… åh ja! Hvor denne verdens biblioteker dog kan rumme mange hemmeligheder :-)
“tyvarr”… sej detalje med det svenske bogstav.
Pingback: Når sorgen synker ind « Nadjas Reflexioner