Kommentarer til: De uskrevne opskrifters uofficielle arkiv

Af: Glemmer du, så husker jeg det ord for ord? « Nadjas Reflexioner

Glemmer du, så husker jeg det ord for ord? « Nadjas Reflexioner — Wed, 21 Jul 2010 19:34:25 +0000

[...] jeg, efter deres dødsfald med kun 1,5 års mellemrum, er en af de få tilbageværende bærere af. For når et menneske dør er det jo som et bibliotek, der brænder. Og de efterladte er de eneste, der har mulighed for at redde nogle af minderne ud af flammerne. Med [...]

Af: Når sorgen synker ind « Nadjas Reflexioner

Når sorgen synker ind « Nadjas Reflexioner — Tue, 24 Mar 2009 10:08:05 +0000

[...] at ringe til mor. Blive ked af det og have lyst til at kaste sig over hendes skulder. Stå med en opskrift, der er ved at kikse og ringe efter akutte råd. Være i tvivl om, hvordan det nu var det var, [...]

Af: nadja

nadja — Thu, 08 Mar 2007 13:46:46 +0000

@ Frk. Jensen – opskrifter på, hvordan man gør folk glade er også meget velkomne.

Og så er det sjovt det der med, hvordan man (også som voksen) kan sætte mere pris på det færdigkøbte… for eksempel har jeg aldrig kunnet lide hjemmebagte pebernødder – det er vist i virkeligheden hjortetaksalt, jeg ikke kan lide), men Irmas mørke, rundede toppe smager af barndom for mig.

Af: frkjensen

frkjensen — Thu, 08 Mar 2007 09:24:23 +0000

Jeg kom til at tænke på noget. Min mormor laver den mest vidunderlige mad, og er vokset op i en tid og et miljø, hvor man vitterligt lavede alting selv. Min mormor og morfar havde en frugtplantage, og har derfor haft rigtig mange hjælpere og rigtig mange folk på kost gennem årene. Man kan af og til møde folk i omegnen, der, når de har lokaliseret hvor man kommer fra, får et drømmende udtryk i øjenene over Maries leverpostej som de spiste den sommer i 1965 hvor de hjalp med at plukke blommer…

Nå, men da jeg var barn, var det dér med at komme hjem til mormor ca. det samme som at komme i himlen. Og jeg har altid sat pris på hendes kogekunst. Men det bedste. Det største. Det absolut vildeste der skete var, at når jeg kom på besøg, så var der inkøbt buko-trekanter og … makrelsalat!

Derhjemme spiser man varm mad midt på dagen, og smørrebrød om aftenen. Og når vi ankom ved aftenstide, så kom man med mormor ind i spisekammeret (for selvfølgelig var der er spisekammer) for at tage ting frem til aftensmaden. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af min mormor, der letter på låget til den runde bøtte makrelsalat, og synet af de hvide toppe af mayonaise. Stor lykke! Stor, stor lykke!!!

Det var ikke fordi jeg ikke kunne få makrelsalat derhjemme. Det var noget med, at den var anskaffet specielt til mig. Som noget helt særligt, i en husholdning hvor det dér med at købe pålæg ikke var noget man gjorde til hverdag.

Nå. Det var vist ikke så meget en opskrift på en ret. Som det var en opskrift på, hvordan man gør børn glade :-)

Af: Anne

Anne — Fri, 16 Feb 2007 13:40:36 +0000

Tak… Jeg elsker også de små historier fra verden som den så ud engang.

Ligningen om det brændende bibliotek er meget inspirerende og vil blive husket.

Af: Når et menneske dør, er det som et bibliotek, der brænder « Nadjas Reflexioner

Fri, 16 Feb 2007 11:51:22 +0000

[...] i tid og sted , Livet og døden Forleden skrev jeg ‘en passant’ i indlægget “De uskreve opskrifters uofficielle arkiv” om det ghanesiske ordsprog En gammel mand, der dør, er som et bibliotek, der [...]

Af: nadja

nadja — Fri, 16 Feb 2007 08:42:01 +0000

Fantastik – kviksand, ko-øre, Klaus og Lotte…det er det stof gode familieankedoter er gjort af…

Faktisk Anne, har dine anekdoter og opfølgninger på ordsproget om de brændte biblioteker inspireret mig til at oprette et nyt post – dedikeret til familieanekdoterne. De er meget inspirerende!

http://nadjasreflexioner.net/2007/02/15/nar-et-menneske-d%c3%b8r-er-det-som-et-bibliotek-der-br%c3%a6nder/

Af: Anne

Anne — Fri, 16 Feb 2007 06:38:59 +0000

Ja tænderne løber i vand. Uover at forsyne en familie med frugter og bær er en frugthave jo en eventyrverden for børn … med klatretræer, huler, stiger og tovværk :-) og en arbejdsplads.

Hvorfor er det egentlig lige man bor i en storby.

Det er ikke alle min farmors anekdoter jeg er sikker på om jeg tror på.

Der er f.eks én der refererer til et blødt sted omkring gården hvor de boede, og hvor min far bor nu. Han har drænet området, men da jeg var barn kaldte vi det “kviksandet”. Jeg havde engang en fødselsdagsgæst der sank i til livet – en vældig ballade.

Men i følge min farmor kom de engang gående ned ad stien på det sted, og så et ko-øre stikke op af pløret. De gav sig til at hive og slide i det og fik halet et levende kohovede op! Så rendte de hjem efter en af arbejdshestene (der naturligvis hed Klaus og Lotte) og fik et reb om kvien, og efter lang tids slid og møje fik de halet den op på fast grund.

Det er en sjov artikel på Brainwaves

Det er nemlig rigtigt, det er tit svært at forestille sig hvad nye ting kan bruges til.

Af: Nadja

Nadja — Thu, 15 Feb 2007 13:46:19 +0000

@ Anne: Æblekage med flødeskum og stikkelsbærgrød…uhmmmm du danske sommer, hvad kan man andet end at elske dig???

Din anekdote fra det brændte bibliotek er skøn – og den minder mig om et indlæg, der for nylig blev lagt på SHARE A BRAINWAVE: http://www.shareabrainwave.net/2007/02/02/new-waves-are-obviously-not-always-predictable/

Uhhh hvor kan det være svært at forestille sig, at noget nyt skulle kunne blive relevant – før det pludselig er dagligdagen for os allesammen.

Flere anekdoter…please!

Af: Anne

Anne — Thu, 15 Feb 2007 01:25:06 +0000

Det Susanne skriver får mig til at tænke på min farmor og hendes havregrød (verdens eneste rigtige havregrød) småkager, æblekage med flødeskum, stikkelsbærgrød… Det er nemlig så sigende at det der gjorde hendes mad helt rigtig, udover talent og mange års praksis, var duftene i huset, legetøjet i skuffen, minder og stemning.

Min farmor er født i 1914 og var god til at fortælle små anekdoter. En af dem handlede om hendes far, der sad i sin stol og iagtog en bil, der langsomt kørte op over bakken, dengang biler endnu var et særsyn. Hastighedsbegrænsningen var 5 km i timen, og der skulle gå en mand foran bilen med et flag for at varsle hestevognene.

- “Jaaaa….”, sagde hendes far eftertænksomt; – “Den er jo smart, sådan en automobil. Men den kan aldrig udkonkurrere hesten”.

Det syntes hun var ret morsomt.

Det var en lille anekdote fra det brændte bibliotek.