Line, jeg er enig med dig i, at bloggenren adskiller sig fra brevgenren ved (bl.a.) at have en større og bredere læserskare. Det er mere frivilligt for bloglæsere end brevlæsere, om de vil læse en blogpost. Selvom Nadja og jeg læser hinandens blogs, og selvom vi er venner i livosfæren, så stiller vi ikke hinanden til regnskab for, om vi nu har læst hinandens blogs, på samme måde som hvis vi skrev et brev eller en mail.

Således skal blogteksten “sælge” sig selv mere end et brev skal. Og læsevenlighed er derfor kraftigt at foretrække.

Jeg tror dog stadig ikke helt på mellemrubrikken. Den minder for meget om en “professionel” tekst. Ikke at dét er dårligt i sig selv, tværtimod, men lige så meget som jeg værdsætter gennemtænkte og vel-editerede tekster, så ELSKER jeg ganske enkelt vildtvoksende tekster, der vokser mens de skrives.

Det er min erfaring, når jeg læser tekster i forskellige fora og genrer, at det er muligt at skabe overblik og læsbarhed på andre måder end ved hjælp af mellemrubrikker. På nettet fx hjælp af kortere passager (som sandsynligvis har en passende fagterm jeg ikke kender).

… eller bare øve sig i at skrive kortere blogposts :-)

Og PS til Irene – rigtig gode typografiske overvejelser, tak for dem!

Amen!

Et andet problem mht. layout er at flertallet af bloggere kun har mulighed for at bruge standardskabeloner af varierende, men generelt, ringe kvalitet.

Et punkt i kommentarerne her er at man kan bruge fed og kursiv, det giver jeg ret i. Hvis man holder sig til kursiv som “highlighter” af visse nøgleelementer i en tekst og “fed” til links, og bevarer den stil i alle indlæg, så lærer ens læsere hurtigt det og vil ubvevidst opleve teksten som let at læse. Konsekvent brug er væsentligt.

Og slutteligt vil jeg give Line ret mht serviceniveauet. Man kan sagtens skrive frit fra leveren og så lige give teksten en hurtig tyografisk overhaling før man trykker på “Publish”. Jeg kunne aldrig drømme om ikke at gøre det. Aldrig!

Disse var ordene …

Lange tekster er svære at læse på en skærm, øjet har svært ved at følge linieovergangen, derfor er sætningslinjereturen efter min opfattelse essentiel.

Desuden er det betydeligt lettere at læse sans serif skrifttyper på en skærm. Den skrifttype du bruger på din blog er med seriffer og svær at læse. Det i kombination med lange tekstindlæg gør en lang og kompleks tekst endnu sværere tilgængelig. (Det modsatte gør sig, i grove træk, gældende på tryk).

Desuden er det vigtigt at have en god punktstørrelse på skrifttypen på bloggen. Personligt synes jeg din er for lille og derfor svær at læse (især i kombination med serifferne). Punktstørrelsen på min egen blog er også for lille i kombination med serifferne, men jeg kan ikke hitte ud af at ændre det og kan godt lide designet på min egen blog i øvrigt og “lever med denne mangel”. (Klaus på Amazing Space har f.eks. en god og læsevenlig skriftstørrelse på sin blog).

Jeg er ikke fan af mellemrubrikker på blogs, årsagen er at teksten opleves som for “professionel” og noget af den umiddelbare, rigtigt-menneske-bag-teksten-følelse går tabt.

Jeg bryder mig heller ikke om farvede baggrunde til brødteksten, hvis man har en baggrundsfarve skal man være meget påpasselig med farvekombinationen. På sort baggrund med farvede (eller hvide) typer er selv små tekstbidder umådeligt anstrengende at læse.

Det blev til en lang smørre og dog så overfladisk …

Og så må jeg vist erkende at min faglige stolthed alligevel viser sig gang på gang, især når jeg ser disse køkkenbordsblogkoreografer i selvsving. Jeg læser simpelthen ikke en nok så læseværdig blog, hvis den ikke er grafisk læsevenlig.

Hvad skal der til og hvad skal man undgå i følge dig? Do share! Rigtig interessant!

Synes dog liniereturen er en stor hjælp i lange tekster på blogs. Spontaniteten i læsningen går tabt med mellemrubrikker i en blog, synes jeg. Man opnår avislignende indlæg, som ser for “professionelle” ud …

Koreografien af en blog er væsentlig.

Og ja, ord wordpresset over en sagte ild skal man absolut ikke kimse ad :-)

Sagde typografen, som holder af lange, meningsfulde tekster. Det er lidt som med “slow cooking” bevægelsen, ordene smager bedre og er mere saftige jo længere tid man tager sig …

Ikke mindst fordi jeg også selv bliver en stadigt mere utålmodig skimmer, når jeg læser.

Men hvor er det til gengæld fedt, når jeg en gang i mellem virkelig bliver trukket ind i en laaaang tekst, der er så velskrevet, at jeg grundigt smager på hvert et ord. Den slags bliver der stadigt færre af – og det heller ikke fordi jeg bilder mig ind, at mine egne blogindlæg falder ind under det kvalitetsniveau. Men jeg må altså trods alt stædigt argumentere for, at vi bliver ved at prøve. Både at skrive og at læse dem. For ellers bliver vi stadigt mere dovne – og ender med kun at lægge energi i mellemrubrikkerne, fordi ingen længere læser brødteksterne…

Et kamp mod vindmøller og mediestrukturer måske – men det er så en af de kampe, jeg er villig til at tage, selvom det absolut ikke er en ‘get ready to win-situation’ ( http://nadjasreflexioner.wordpress.com/2006/10/12/get-ready-to-win-kunsten-ikke-altid-at-g%c3%b8re-det-sa-sv%c3%a6rt-for-sig-selv/ ) at sætte mig selv i…