For nogle siden besluttede jeg, at jeg aldrig måtte gå gennem Kbh K’s gader uden at hjælpe mindst en søgende turist. Det har jeg stort set overholdt – og det er der kommet rigtig mange sjove oplevelser ud af.
En dag som i dag sker det næsten af sig selv. Hvis man er en af de få på gågaderne, der hverken er udstyret med kort, trolley-kuffert, kamera, day-pack, søgende blik eller guidebog – (og heller ikke står i Unicef/Danmarks Naturfredningsforening/Folkekirkens Nødhjælp-T-shirt + underskriftliste) bliver man spurgt om vej for hver 100 meter.
Men resten af året kan man være nødt til lige at gå hen til nogen, der står og ser forvildede ud med et kort for at få opfyldt sin “dagens-gode-turist-gerning-kvote”.
Reaktionerne er blandede. Nogle bliver først lidt forskrækkede – og hvem ville egentlig ikke blive det, man er jo aldrig så udsat som når man står midt på gaden med et kort og ikke aner, hvilken retning man skal bevæge sig i. Men de bliver hurtigt glade og sikker voldsomt tak – også selvom man egentlig aldrig rigtigt nåede til at hjælpe dem.
Andre smiler med det samme. Og har de første 7 spørgsmål på rede hånd i tilfælde af, at de skulle møde en indfødt og så kan få be- og afkræftet nogle fordomme.
Atter andre siger umiddelbart: nej, de har ikke brug for hjælp – men bliver alligevel glade for tilbudet… og når man går videre kan man høre dem sige “Danish people are so friendly”.
Og i enkelte tilfælde ender det hele i en længere sludder, nogle snakke om, hvordan Danmark og danskerne fremstår for udlændinge, gode råd om Københavns skjulte skatte og et par tanker fra helt andre lande.
Nærmest uanset hvad kommer der en god oplevelse ud af det for alle parter.
Så lad dette være en lille opfordring til alle jer andre om at tale med en turist så ofte som muligt. Ikke alene er det hjælpsomt og venligt – det er også superinspirerende og giver konstant nye perspektiver udefra.
Det ville ikke alene være en nem, gratis og sjov måde at styrke turisternes indtryk af og indblik i Danmark – det ville også udvidde vores eget udsyn.
Pingback: Smil - det smitter « Nadjas Reflexioner