På Melby Station

Et af mine yndlingssteder at komme for tidligt, er på Melby Station. Det er ikke så ofte, jeg får chancen, for jeg tager sjældent toget – og når jeg gør, er jeg sjældent alene. For det første er det de færreste andre, man kan lokke til at glane en halv time på Melby Station. For det andet er det slet ikke det samme, når man ikke er alene.

Når man er alene på Melby Station en varm sommersøndag, hvor luften står så stille, at skinnerne smelter (næppe Bane Danmarks favoritscenario), græshopperne snurrer og stilheden runger, står verden helt stille. Der er ikke andet at foretage sig, end at tjekke, at stempelautomaten stadig ikke duer, at bænkens næstyderste bræt stadig er løst (det yderste røg for et par siden) og at der stadig er masser af smågrafitti i det udøde venteværelse. Hver og en note af den slags, der i sig selv får en til at fantasere om, hvor lækker ham Johnny mon i virkeligheden var og hvordan hans knuste Sabines hjerte, siden hun virkelig har haft behov for at tatovere alle de creme-skidne vægge.

Det er bedre end flere timers meditation. Bedre end mange ugers ugeblade (og den slags skal ellers som bekendt slet ikke kimse ad). Bedre end alverdens CD’er med afstressende musik… at vente på toget i spfinx-forladte Melby.