Kommentarer til: Personligt eller privat?

Af: Personligt og privat i journalistikken - ph.d-forsvar den 1. september « Nadjas Reflexioner

Mon, 28 Aug 2006 16:56:55 +0000

[...] Christine forsvarer afhandlingen på fredag. Forsvarshandlingen er offentlig, og alle er velkomne. Tid: 1. september kl. 13.00 præcis. Det kan max. vare 3 timer Sted: Lokale 23.0.49 i det nye KUA, Njalsgade 126. I øvrigt er der sket en masse spændende siden Christine afleverede afhandlingen. Ikke alene var der en rigtig god artikel om afhandlingen i Weekendavisen i sidste uge – hendes blog om emnet, firstpersoninprint, udvikler sig også med stor fart. Og den er ved at udvikle sig til en guldgrube af viden og citater om skriveri, der bringer skribenterne/personligheder i front. Ph.d-afhandlingen handler om førstepersoner og journalistik på PRINT. Men meget af det kan også med blogbrillerne på være meget relevant for den diskussion om personligt og privat, der har været diskuteret voldsomt blandt andet her på bloggen. [...]

Af: Mark

Mark — Wed, 26 Jul 2006 12:10:11 +0000

Ja, ok. Mit indlæg skader nok ikke, jeg skal bare lige vænne mig til genren osv (-:

Af: cyclone bill

cyclone bill — Wed, 26 Jul 2006 10:35:13 +0000

Helt enig! Lidt umiddelbarhed skader nok ikke.

Af: Nadja Pass

Nadja Pass — Wed, 26 Jul 2006 09:49:27 +0000

P.S. Det foregående svar var jeg oprindeligt i gang med at skrive som en mail direkte til Mark.

Og det var først mens jeg sad og skrev den, at det gik op for mig, at den selvfølgelig også burde være en ‘comment’. For det er jo også lige netop det, der er en del af pointen – at samtaler, man tidligere havde på 1-2-1 basis, nu også kan foregå i det offentlige rum med chancen for spændende indspark fra helt andre kanter.

Det kræver altså også lige lidt tilvænning – men perspektivet er spændene.

Af: Nadja Pass

Nadja Pass — Wed, 26 Jul 2006 09:45:56 +0000

Hej Mark

Jeg sidder også stadig med en “åhåh-sikke noget vrøvl”-fornemmelsen, hver gang jeg submitter et indlæg eller en comment. Men i virkeligheden har vi måske fat i noget af sagens kerne her… at blogindlægget – uanset om det er født privat, personligt, politisk, professionelt… – ER meget tættere på os som usikre, afprøvende individer, der ikke har svaret, men gerne vil være med til at afsøge svarmulighederne – og accepterer, at der nok ikke er et endegyldigt svar, men at udflugten på vej til svaret i sig selv kan være det hele værd.

Det er en langt mere åben og temmelig skræmmende fornemmelse, når man er vant til at ethvert indlæg, man submitter til offentligt gennemsyn har været igennem samtligt bearbejdningsfaser og 138 korrekturer. Men det giver samtidig et spændende og meget fascinerende øjebliksbillede af nogle spontane strøtanker – strøntanker, som jeg tror vi ville have godt af at møde flere af i den offentlige debat.

Så alle indlæg ikke altid er så gennemtyggede, spin-spundne og vildt-vaccinerende, at de aldrig lægger op til en reel debat.

Og med hensyn til ¨det private” som stilfigur, så skal man ikke undervurdere, hvor meget framingen med “ferie og nedslibning af vinduer” betyder for læseglæden af dit forrige indlæg :-)

Af: Mark

Mark — Wed, 26 Jul 2006 08:38:18 +0000

Tak, fordi du delte hensigten og allusionen med os, Nadja. Det havde du egentlig ikke behøvet – selv om jeg må indrømme, at jeg havde overset allusionen (-:
Hensigten går fint igennem, når man læser Melby-indlægget.
Min pointe var bare, at ethvert indlæg – hvor privat det end er – kan sige noget alment. Nogle gange vil “det almene” være trivielt og banalt, men det vil være der.
Jeg har i snart et år løbende læst med på bloggen “Mit liv i en nøddeskal med alt for store tæer” (http://annakatrine.smartlog.dk/) hvor forfatteren skriver om alt muligt privat (I et af de seneste indlæg hører vi om forfatterens kropsbehandling og problemerne med at få gjort hælene lækre.) Meget privat og nogle gange intimt. Men ikke helt uden et større perspektiv, når man lærer forfatteren at kende. Ok, perspektivet kræver måske flere efterrationaliseringer, og det er vel også mindre intenderet end perspektivet i indlæggene på denne blog, men det er der. Mit liv i en nøddeskal handler på et højere plan om kønsroller, mindreværd og alt muligt andet vigtigt i livet. Og tit er det velskrevet.
Men ok, vi kan vel lukke diskussionen ved at følge Cyclone Bills vej: Vi kan betragte privat/personlig som et kontinuum, hvor alle vel kan blive enige om, at “Mit liv i en nøddeskal” befinder sig til venstre på skalaen i forhold til Nadjas, der er lidt til højre (Kaj og Andrea allusion).
Det er pissepedantisk at være imod. Men jeg har ferie og min kone har bedt mig om at slibe alle vinduerne, så jeg kan ikke lade være.
Det irriterer mig nemlig. Rangordenen irriterer mig. For vi kan ikke sige privat/personlig, sort/hvid, mand/kvinde uden at rangordne. Og rangordningen bygger på en kulturelt betinget forestilling om, at vores følelser og tanker er ordnet i små løgringe inde i hjernen, hvor nogle tanker er mere inderlige end andre. Mere private. Mere i hjertet af løget.
I vores kultur er et det ikke så fint at lufte de inderste tanker offentligt, hvis de ikke kan iklædes et overordnet perspektiv. Og det er måske også godt det samme?
Ok, jeg er pedantisk, men jeg har en god grund. Det er dødssygt at slibe syv vinduer. Og når jeg står der og sliber irriterer det mig at købe Cyclone Bill løsningen (nok fordi han har ret). Jeg tror der er et perspektiv i alle tanker, alle blogs. Nogle perspektiver er trivielle, hørt før – endda i en bedre sproglig dragt. Men perspektivet er der, og jeg er parat til at slibe hele ideen om det private og det personlige ned til en banal pointe om, at nogle tekster har interessante perspektiver andre har trivielle. Det kontinuum køber jeg. Og også her ligger Nadjas Refleksioner til højre for dem, der er til venstre.

/Mark
PS. Mit første indlæg var lidt vrøvlet og med musen på “Submit Comment” har jeg følelsen af, at det her indlæg også er det. Slagt det, så jeg har mulighed for at give jer ret.

Af: Nadja Pass

Nadja Pass — Tue, 25 Jul 2006 16:16:26 +0000

Jeg har faktisk selv gået og gnækket lidt over, at lige netop det indlæg, der ligger øverst på bloggen i disse dage, hvor personligt-privat-diskussionen har trukket utroligt mange læsere, NETOP er ret privat. Godt set, Mark. Forfatterens intention – for nu er i så heldige at have mulighed for at spørge til den .-) var egentlig at sige noget mere generelt om, hvad den slags tankerum betyder for inventio/idegenering/effektivt&energi i hverdagen etc etc. Og det var det, jeg sad og tænkte på hele vejen hjem fra Melby Station den aften.
Men det blogpost, der kom ud af det, blev mere til en stemningsberetning, der affødte en helt ny kategori på bloggen “litteratur i levende live” som jo også er sådan lidt semi-faglig i tonen. Klart meget nørdet… for jeg forestiller mig jo selvfølgelig, at den skal indeholde blogposts om de steder/situationer/møder, der tit og ofte får brudstykker af litteraturkanonen til at klinge i baghovedet. På Melby Station aludderer jo lissom ret kraftigt til kendtere digt af Johannes V. :-)

Af: Mark

Mark — Tue, 25 Jul 2006 14:30:30 +0000

Du har ret, Cyclone Bill: Miller betragter webloggen som en genre med “self-expression and community development” som centrale sociale motiver. Det giver måske god mening, selv om andre motiver nok vil være mere dominerende i nogle tilfælde. Det kan vi så kalde undergenrer eller genrebrud eller misforstået brug af genren.
Nå, men tilbage til privat/personlig. Jeg er helt enig i, at det er nyttigt at overveje, hvor privat man vil være i sin weblog. Og som sagt giver distinktionen privat/personlig god mening umiddelbart. Jeg er bare miljøskadet og kan ikke lade være med at overveje, hvordan vi skelner i praksis.
Hvordan ved vi om noget privat har almen interesse og derfor kan kaldes personligt? Hvad er afgørende? Afsenders hensigt? Teksten? Modtagernes oplevelse?
Lad os være konkrete: Hvorfor er Nadjas indlæg om Melby station personligt snarere end privat? Er det fordi Nadja har et ønske om at sige noget alment og ikke bare skriver til sig selv? (I så fald er det nærmest umuligt at afgøre i praksis, medmindre vi har mulighed for at spørge forfatteren, for vi kender jo sjældent hensigten.) Eller er det fordi indlægget rummer noget alment interessant? (Og hvordan afgør vi i så fald det?) Eller er det ganske enkelt fordi vi som læsere ikke føler os intimideret – vi har ikke følelsen af, at hun udleverer sig selv eller andre? (Og hvis det er måden vi afgører det på, kan der vel være lige så mange meninger som modtagere?).
I dagligsproget hører at en tekst er privat eller for privat vil det ofte være, fordi teksten virker intimiderende eller navlepillende om man vil. Det er derfor, at mange betragter weblogs som navlepillende pladder. De har ganske enkelt andre standarder for, hvad man bør skrive om offentligt.
Jeg synes ikke denne her blog er for privat. Det er “Hold masken” heller ikke. Men andre vil være uenige med mig. Og jeg har vel ikke mere ret end de har?

/Mark

Af: cyclone bill

cyclone bill — Mon, 24 Jul 2006 19:16:40 +0000

Man kan vel godt snakke om bloggen som en genre – men med undergenrer? I så fald er der dog meget forskellige sociale motiver bag de forskellige undergenrer… Men overordnet set ser Miller (http://blog.lib.umn.edu/blogosphere/blogging_as_social_action.html) to generelle sociale motiver i bloggen: det at udtrykke sig selv og skabe retoriske fællesskaber.

Jeg synes Nadjas undergenrer giver meget god mening som et kontinuum – men samtidig er det også bare så svært at sige noget som helst generelt om blogs fordi det kan være så mange ting. De tekniske rammer er ikke engang rigtig fastlagte endnu, og de bliver netop brugt med så forskellige sociale motiver der vel nok kun har Millers to til fælles.

Leif: Jo, det trykte står helt klart ved magt. Men så er der jo mange der vælger at være anonyme – det giver jo mange en frihed at folk IKKE ved hvem de er (se fx her: http://julies.smartlog.dk/62774_Nysgerrighed_draebte_katten.html eller her: http://hvasnakkerduom.blogspot.com/2006/07/morfar-kvrulerer-over-at-vre-anonym-i.html). Min egen blog er vel også grundlæggende usympatisk, og derfor hedder jeg bare noget så fjollet som Cyclone Bill… Men bortset fra det tror jeg der aldeles ufarligt i at kritisere racister på sin blog – gudskelov!

Mht. det private som stil- eller indholdskvalitet, er jeg helt enig i at rigtig meget bare er personaarbejde og sjældent RIGTIG privat. Men omvendt – man kan vel også være voldsomt privat i en helt tør og upersonlig stil? Eller hvad?

I øvrigt: personligt/privat-diskussionen lever flere steder – se fx her: http://fivetosix.smartlog.dk/61973_Hvad_er_det.html – det er mildest talt en hønsegård, men på den reality-tv-agtige (nåja, peek-agtige) måde også ret underholdende at se på fra sidelinjen.

Hm – det var vist mere en masse links end de store linjer jeg kunne bidrage med…

Af: Mark

Mark — Sun, 23 Jul 2006 23:41:17 +0000

Distinktionen mellem det private og det personlige er besnærende. Og i dagligsproget vil distinktionen sjældent møde protester. Hvis en almelder fx skriver, at forfatteren er personlig uden at blive privat, ja så ved vi godt, hvad der menes.
Det bliver straks sværere, hvis vi skal forklare andre, hvor grænsen går.
På mit natbord ligger bogen “Hold masken eller der falder brænde ned” af Anders Lund Madsen og Michael Jeppesen. Det er en af de der bøger, hvor forfatterne skriver emails til hinanden og udgiver det som en bog. Michael og Anders er sjove, vanvittigt krukkede og meget pinlige. Først og fremmest pinlige. Michael fortæller fx om sine rejsningsproblemer, mindreværdsfølelser og pigen han måske har gjort gravid ved en fejltagelse. Og det er vel privat? Eller er det kun privat, hvis det virkelig er hans “inderste tanker”? Det er jeg nemlig ikke sikker på, at det er. Anders er heller ikke, og det gør ham godt gammeldags sur. Måske. Eller også lader han bare som om. Det er ikke til at blive klog på.
Men normalt er vi ikke i tvivl. I dagligsproget er det private noget nær det modsatte af det professionelle. Rejsningsproblemer er privat, medmindre det er læger, der taler om det professionelt.
Det er ordet Personlig, der giver problemer. Især hvis vi gør det personlige til det, der tager udgangspunkt i ens eget liv, men ikke er ens inderste tanker.
Du skriver personligt. Det er næsten ligesom at være sammen med dig, når man læser din blog. Der mangler bare en masse sundt slik i små skåle, men ellers kan man både høre og mærke dig i dine tekster. Ligesom man hører og mærker Anders og Michael. Så spørgsmålet er om det personlige ikke er en kvalitet ved tekstens stil snarere end en kvalitet ved dens indhold? Her først på natten giver det mest mening inde i mit hoved. Men jeg vil gerne belæres om noget andet på en privat-peek-agtig måde.
Jeg forstår godt, at det irriterer dig, når nogen kalder weblogs for privat navlepilleri. Jeg er selv blevet skudt samme synspunkt i skoene af en studerende, der ikke hørte efter i timen. For selv om der findes uendeligt mange navlepillende sider på nettet, så er det jo ikke det det private, der definerer genren.
Det giver vel slet ikke mening at tale om webloggen som en genre? Vel ikke mere end bøger er en genre. Webloggen er snarere et medium, der kan rumme utallige genrer med fælles formmæssige træk, men mange forskellige sociale motiver – for nu at sige det lidt indforstået retorisk. Det samme gælder for hjemmesider generelt. Eller hva?
Tramp gerne videre i trampolinen – og hæld godt med vand på…

/Mark