Har lige læst et fint indlæg på ‘Skriveri’, hvor mælkebøtten bliver brugt som metafor på de mange “[stram op], [find genialt citat]“-klamamser, der hurtigt skyder op undervejs i skriveprocessen. Smukt gule og forførende – men også svære at få luget ud i. Især fordi de ofte føder mange flere af samme slags, hver gang man får ram på en.
Nu har jeg altid selv været svært glad for mælkebøtter. Og ja – det hænger selvfølgelig dels sammen med, at den er meget udstødt og udskældt og at jeg har en vis svaghed for de skæve eksistenser… men det hænger også sammen med det løfte der ligger frø-faldskærmene. Fra en enhed til mange, mange planter – et godt billede på, hvordan en tanke kan afføde mange, mange andre tanker, hvis blot nogen tager sig sammen til at puste tankerne igang – ventilere hjernen.
Aprospos hjerneventilation:
I Reflexioner om Rødder gav vi faktisk mælkebøtten lidt oprejsning – for her gav landskabsarkitekten Jacob Kamp en fin introduktion til alle bøllefrøene – altså de mange ukrudtsplanter, der altid har været udskældt, men som efterhånden får lov at leve i fred, fordi vi er begyndt at glædes over det naturlige fremfor det friserede i haverne.
Så jeg tror lige, jeg vil afslutte denne ode til mælkebøtten med et udsnit af de skønne tegninger Jan Oksbøll Callesen skabte til den artikel:
Så det blev en lille ode til mælkebøtten.
Pingback: Inden du bruger alt for meget krudt på at luge forårets ukrudt... « Nadjas Reflexioner