Hvad gør man, når der ikke er nogen at brokke sig over (andre end en selv)

En af de bedste ting ved at være selvstændig er, at man bliver tvunget til at tage ansvaret for sit eget liv.

Det er selvfølgelig benhårdt, for så er der pludselig ikke nogen dum chef, latterlig ledelse eller træg moderkoncern at brokke sig over – og hvis man tænker over det, går der altså rigtig meget energi med brok, der kunne være brugt til noget langt mere konstruktivt.

Det har altid undret mig, at medarbejdere ikke siger mere direkte til chefen, hvad de er utilfredse med, eller hvilke arbejdsopgaver, de helst vil have eller hvordan de kunne se, at tingene kunne blive gjort meget smartere. Der er ingen, der siger, at der ville blive lyttet – men det tror jeg faktisk der ville i langt de fleste tilfælde. Og ellers er der stor sandsynlighed for, at man i det mindste ville få en god forklaring på, hvorfor beslutningerne er, som de er. Og i det mindste giver man cheferne en ærlig chance for at ændre på situationen i stedet for bare at skulle famle i blinde overfor en mur af tydelig – men udefineret – brok .

Som selvstændig er der kun en selv at brokke sig til – og over. Og skal da ikke holde mig for god til at sige, at der er dage, hvor jeg synes, det hele er helt utroligt synd for mig, møgtræt af det hele og meget, meget gerne ville have en anden end mig selv at skyde skylden på. Det er der bare ikke – og da jeg hverken har tid, råd eller lyst til at pille navle i ugevis, bliver jeg meget hurtigt tvunget til at finde en konstruktiv løsning på, hvordan jeg kommer videre. Som selvstændig får man virkelig fin-tunet sin selvopholdelsesdrift – og det tror jeg ikke er så ringe endda…