For nogle år siden husede Dansk Design Center en ret tankevækkende udstilling – et “supermarked”, hvor alle varerne på hylderne var hyper-minimalistisk designede dåser og mælkekartoner fyldt med “varm luft” i form af alt fra “holistic thinking”, “time alone”, “compassion” til “sustainable visions”. Dette supermarked hed Flow Market og var udstyret med sloganet “Next generation luxury” – ud fra devisen om, at når alle har råd til at købe alt, hvad de ønsker sig af Rolex-ure, firhjulstrækkere og fladskærme, bliver de virkelige statussymboler ting som tid, sindsro, overskud og medfølelse.
Jeg har ikke skænket Flow Market mange tanker de seneste år. Tror faktisk, at sidste gang, det var helt præsent for mig, var da jeg sammen med den norske forfatter Jan Kjærstad var på micro-turne med samtalesaloner om dannelse og jeg anbefalede ham at gå derhen i forlængelse af en eller anden stærkt inspireret samtale vi havde haft undervejs og han begejstret vendte tilbage med en kvart liter et-eller-andet-overskuds-begreb og brugte det som omdrejningspunkt i den samtalesalon vi holdt samme aften. Men jeg husker, at jeg dengang var sådan cirka lige så begejstret for det motivationsretoriske installationskoncept, som jeg for tiden er for her-må-du-gerne-skiltene.
Og i formiddags kom jeg så i tanke om Flow Market igen. For jeg kom til at slynge begrebet “overskud på dåse” midt i en af to meget fantastiske kommentar-tråde på Facebook, jeg har deltaget i de sidste par dage og som begge har handlet om at støtte, udvikle, inspirere og glæde hinanden gennem Facebook (og andre sociale medier). For selvom Flow Market og deres produktportefølje selvfølgelig blev undfanget i en præ-finanskrise-tid, er det stadig i høj grad relevant og interessant, at det er netop overskud, indlevelse, medfølelse, indsigt og tid til reflexion, vi ofte savner eller trænger til i hverdagen – og derfor bliver særligt glade for at få foræret af hinanden.
Realiteten er jo så bare, vi ofte er fysisk begrænsede af at sidde langt fra hinanden, og ikke lige kunne give det knus, vi ved er tiltrængt; den skulder, det kunne være rart at græde ud ved; det medfølende blik, der beviser, at vi lytter aktivt; det nærvær, vi ofte savner. Og at det kan være svært at pakketere netop det på dåse og få givet dem til hinanden pr. langdistance.
Derfor er spørgsmålet, hvordan vi kan overføre overskud til hinanden midt i vores travle hverdage, hvor vi fysisk sidder langt fra hinanden. Og i virkeligheden er det en af de mest væsentlige årsager til, at jeg sætter så pris på de sociale medier. For her oplever jeg generelt en ekstremt høj graf af generøsitet. Dels fra dem, der selv blogger, statusopdaterer, billeddeler eller videoblogger. Men også i høj grad fra dem, der kommenterer og bidrager med deres egne perspektiver, ideer og erfaringer. Det er virkelig et praktisk eksempel på, at det man sender ud i verden vender tifold tilbage. Det kan selvfølgelig også ske med præcis det modsatte fortegn – hvis der er dårlig stemning på en blog eller man konstant brokker sig, afføder det generelt også hadefulde kommentarer og brok – men det er generelt virkelig dejligt at se, at der generelt er enormt “god tone” og generøse tilgange til hinanden på de blogs, hvor bloggeren selv skriver i en god tone og deler generøst ud. Og det gode er, at det i de bedste tilfælde ikke lader sig fysisk begrænse af afstande.
For når det foregår gennem de sociale medier, koster det ikke dyrt i porto at sende overskud på dåse til hinanden.
For et par dage siden kom jeg på GoogleWave – Googles nye påhit, der er proklameret til at skulle blive en blanding af emailens genfødsel og et kollaborativt skrive/samarbejds-værktøj. Det er stadig i “preview/beta”; man kan kun komme på, hvis man er så heldig at få tiltusket sig en invitation fra nogle af dem, der allerede er derinde; der mangler stadig en del finpudsning både på teknikken og brugervenligheden – og jeg er først selv liiiiige akkurat kommet på og har kun gjort mig mine allerførste erfaringer. Så det er virkelig en rapport fra det yderste klondike, hvor jeg endnu ikke selv føler mig på sikker grund – men ikke desto mindre alligevel lige vil prøve at nedfælde mine umiddelbare tanker og indtryk – om ikke andet, så fordi jeg ved, de bliver sjove at grine af om nogle år…
Grundlæggende har vi at gøre med brugergrænseflade, der ser sådan her ud:
- I venstre side diverse indstillinger og lister over de kontaktpersoner, jeg kan trække ind i mine forskellige waves.
- I midten oversigten over de waves, jeg er en del af.
- I højre side den wave, jeg aktuelt bidrager til med det fulde flow af alt det, alle har skrevet og bidraget med.
Pointen er så, at man kan starte en ny wave om hvad som helst, man tror andre ville kunne bidrage positivt til. Og det kan i princippet være alt – her er blot te par oplagte eksempler:
- slut med at sende endeløse dokumenter frem og tilbage med rettelser, der går “lost in transition” og forvirring om, hvilken version, der er final og hvilken, der er final-final. Nu kan alle bare samarbejde om det samme dokument og redigere videre i hinandens rettelser, indtil det er på plads.
- slut med tabte brainstormingideer – nu kan det hele foregå på bølgerne, der ligger gemt og kan videreudvikles i det uendelige, hvis man har lyst. Og hvor hvert punkt, der fortjener at blive udfoldet kan skabe grundlaget for en ny bølge.
- slut med mailstorm omkring at aftale mødetidspunkter for større netværksgrupper – nu kan man bare starte en wave, hvor alle kan give deres synspunkter til kende.
- slut med at rende fra herodes til pilatus for at opsøge eksperter om dette og hint – nu kan man bare trække dem ind i bølgen – og så kan bidrage der, hvor det giver mening.
Man kan have små intime bølger, hvor man kun arbejder sammen to og to – eller man kan invitere alle sine kontakter med ind i processen – ligesom de så kan invitere alle deres kontakter med ind så der tilsidst opstår en tsunami af potentielle bidragsydere.
Så langt så godt. Ideen er genialt godt set – og behovet presserende. E-mailen har længe forekommet antikveret – og behovet for nye kollaborative værktøjer bliver stadigt større. Men hvad skete der, da jeg endelig kom indenfor i folden? Jeg kunne overhovedet (som i OVERHOVEDET) ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme igang. For jeg kunne i første omgang ikke finde andre end mig selv og ham der inviterede mig derinde. Og han er et hit, det er slet ikke det, men pointen er jo lissom, at det skal boble af liv. Og det gjorde det ikke. Jeg ved, at jeg har mange “venner” derinde, fordi jeg kender så mange af de sociale mediefrontløbere, at de for længst har boblet rundt inde på bølgen. Men jeg kunne ikke søge efter dem og når jeg fandt nye venner kunne jeg ikke – som på FB og Twitter – se, hvem de var venner med eller fulgte og finde flere venner ad den vej. Jeg skulle vide hvem der var på OG kende deres Gmail/GoogleWave-adresse for at finde dem. Og det var unægtelig lidt tungt…
Der lå egentlig nogle fine velkomstmails med pædagogiske videoer derinde, men der var ikke så meget sjov ved det, når nu jeg ikke havde nogen at lege med derinde.
Så gjorde jeg det eneste, man kan gøre i den situation i disse sociale medietider – jeg klagede min nød på Facebook og Twitter og bad folk om at finde mig i stedet, når nu jeg var sådan en kegle til at gennemskue, hvordan jeg skulle finde dem. Og SÅ kom der gang i sagerne. Flere forskellige henvendte sig – og én påtog sig simpelthen at luksus-live-coache mig ved dels at svare tålmodigt på alle mine dumme spørgsmål og dels at trække en masse andre ind i samtalen, så jeg både fik deres kontaktdata – og lejlighed til at høre forskellige erfaringer på kryds og tværs.
Og så blev det sjovt. For så kunne jeg virkelig se bare et par af de ting, bølgen kan. Her er et par pluk:
- Alle der er inviteret med i den enkelte bølge kan kommentere på alt hvorsomhelst og nårsomhelst. Det vil sige, at man kan slå ned det specifikke sted i bølgen, man synes er mest interessant og starte en ny tråd derfra – uden at behøve at forholde sig alt det, der sker i resten af bølgen. Det vil sige, at en enkelt bølge kan forgrene sig i en uendelighed, og vi for alvor gør op med teksters kronologi og afrundede forløb og i stedet giver plads til masser af rekursivitet, intertekstulitet, links og forgreninger. Og i brainstormingsammenhæng giver det pludselig mulighed for, at ideer, der måske umiddelbart eller ville være blive skudt ned, får lov at leve videre og blive foldet ud til de er bæredygtige.
- Man kan live følge med i, hvad de andre skriver og tast for tast følge deres formuleringer bliver til. Det er måske nok på den mere nørdede side at trippe over det. Men hvis man interesserer sig for skriveprocesser er det helt utroligt interessant at se, hvordan de enkelte personer tanke/skrive-proces foregår. Vi ved jo godt på forhånd, at alles skriveprocesser er forskellige – men når den færdige tekst foreligger er det meget sjældent, man kan genkalde sig tilblivelsesprocessen særligt præcist. Her kan man følge tast for tast, hvordan tankerne bliver udfoldet, spidset, nuanceret, droppet og præciseret undervejs. Men det understreger også en af de ting, jeg ofte tænker over med de sociale medier, når vi ellers hylder de demokratiske aspekter og lave entry-barriers – hvis det skal være rigtig sjovt, skal man være i stand til at skrive særdeles hurtigt på sit tastatur – og selvom der både er kommet billede-og-video-muligheder til i tidens løb, er det stadig en markant frasortering af dem, der ikke behersker sproget (eller bare tastaturet) så godt.
- Man kan gå ind og medredigere de andres kommentarer. Så står der ud for kommentaren, hvem der har bidraget til den – men man kan ikke se, hvem der har skrevet hvad. MEGA-grænseoverskridende i første omgang, fordi man pludselig lægger navn til noget, man ikke ved hvad ender med at indeholde og tanken om forfatter-jeget endegyldigt opløses – men også virkelig frækt/godt tænkt, hvis formålet er at sprænge tanken om den ensomme skribents monopol på teksten – og tage kollaborationen alvorligt.
- Der er selvfølgelig integreret en masse smarte features, så man direkte fra bølgen kan google sig klogere på de ting, man skriver om, integrere fotos fra Google Images og plotte de steder, man skriver om direkte ind på Google Maps. Der er afstemninger og alt muligt andet godt, der smidiggør og levendegør tekstfelterne.
Indtil nu har mine oplevelser på Wave især været præget af eksperimenteren og lidt chat-agtigt i formen, fordi det mest af alt har handlet om at undersøge mulighederne. Men hvis det for alvor skal blive interessant, tror jeg, det gælder om at finde nogle konkrete ting at “wave” omkring. Lidt på samme måde som folk bidrog så aktivt til (og ja, jeg ER glad for at se bølgebegrebet bølge videre ud i verden) på http://shareabrainwave.net fordi rammen var stram og temaet givet på forhånd. Jeg tror, det er vigtigt, at der er et formål med det hele, så det ikke bare bliver at wave for wavens skyld. Lidt ligesom hverken blogs, facebook-opdateringer eller twitter i sig selv er interessante, hvis man ikke har noget på hjerte og ikke er oprigtigt interesseret i, hvad andre tænker. Men potentialet er kolossalt. Og jeg har nu i første omgang forsøgt mig med at sætte en “Københavnernes guide til København” igang, hvor jeg tænker, at man kunne wave om sine egne historier med forskellige steder i byen. Stadig kun på det absolutte forsøgsstadium – men pludselig så den bølge jeg startede så sådan her ud:
Der er absolut intet sket på den bølge endnu (selvom jeg startede den i går aftes, helt ærligt, hvor langsomme kan folk være – eller hvor utålmodig kan jeg være … :-) og muligvis egner netop denne ide sig bedre til en gruppeblog. Men det er sjovt at tænke i den slags rammer for nye bølger.
Jeg glæder mig afsindigt til mange af mine medretorikere kommer med på bølgen – for så skal man lige se os genopfinde begreber som inventio, kollaborative og rekursive skriveprocesser og elocutio-øvelser.
Jeg glæder mig til flere af mine venner, bekendte og netværksgrupper kommer på, for så skal man lige se os smidiggøre vores aftaler.
Jeg glæder mig til at flere af mine samarbejdspartnere kommer på, for så skal man lige se os slippe for at sende dokumenter på kryds og tværs af hinanden.
Jeg glæder mig til at høre fra alle jer derude, hvordan I oplever og bruger bølgen, når først I kommer på. Jeg er ikke særlig meget i tvivl om, at det med lynfart vil ændre mange af vores fællesskaber.
Og jeg glæder mig til at genlæse dette blogpost om et par uger, måneder, år og grine af mig selv og min egen famlende forvirring overfor noget, jeg er sikker på vil være det naturligste i verden til den tid.
Og selvfølgelig OBSOBSOBS – hvis du er derinde, må du meget gerne vinke til mig på nadjapass@googlewave.com.
I dag fik jeg en mail fra kunstnerne bag de fantastiske “Her må du gerne-skilte”, der sagde, at projektet var slut nu, så hvis man fandt et skilt i gadebilledet “måtte man gerne” tage det med hjem.
Og det lod jeg mig jo så ikke sige to gange. For selvom jeg har været sulten efter de skilte, kunne jeg som den pæne pige jeg er (opdraget ud fra princippet om, at hvis jeg plukkede den fine blomst i det offentlige rum, ville ingen andre få glæde af dem) var det aldrig faldet mig selv at snuppe et, selvom jeg godt kunne se, der var mange andre, der gjorde det. Men nu, hvor jeg “gerne måtte” pilede jeg med lysets hast derhen, hvor jeg forleden så et af mine yndlingsskilte så. Og det var der heldigvis stadigvæk – så nu er jeg den lykkelige ejer af et “Her må du gerne have en anden etnicitet end dansk”-skilt.
Nu er det ikke så let af cykle med sådan et skilt, så mens jeg trak cyklen hjemad med min fangst på slæb, fik jeg lige et par minutter til at tænke over, hvad der mon ville ske med skiltet, når det blev taget ud af det offentlige rum – og flyttet hjem i privaten. Ville det på samme måde kommentere min privat-sfære, som jeg havde oplevet skiltene kommentere samfundet, mens de stod i den offentlige sfære?
Og hvad betød det, at det var netop dette skilt, jeg havde nuppet? Hvis jeg havde taget det, hvor der stod “Her må du gerne skåle i champagne” ville der ikke have været noget som helst kontroversielt i det, fordi jeg sandsynligvis har skålet i champagne på hver eneste kvadratcentimeter her i lejligheden. Men hvad, når det handlede om et skilt, hvorpå der står “Her må du gerne have anden etnisk baggrund end dansk?”
Ved hoveddøren var det nemt. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg gerne vil invitere mennesker med “anden etnisk baggrund end dansk” indover min dørtærskel. Jeg betragter mig selv som ekstremt kulturelt åben og tolerant – og så tæt man kan komme på at være etnisk “Farveblind”. Så ingen problemer her – vær velkomne alle (hvis vi altså i øvrigt har noget tilfælles og jeg kender dig godt nok til at have lyst til at invitere dig indenfor), uanset etnicitet.
Ved min bogreol og musiksamling gik det også strålende. Mine skønlitterære bogreoler rummer alt fra H.C. Andersens eventyr, Karen Blixens Skæbneanekdoter og Oehlenschlägers samlede værker, til en omfattende samling af sydamerikansk magisk realisme, en stor samling afrikansk litteratur, masser af jødiske litterater og en hel stribe af den nyere tids store nordmænd. Og min faglitterære reoler bugner af antropologiske værker, religionshistorier og minoritetsteoretiske afhandlinger. Og pladesamlingen – nu i form af iPod – er så etnisk-eklektisk, at man slet ikke kan sætte ord på, hvor det meste kommer fra. I mine kulturelle input hersker der slet ingen tvivl om, at man gerne må have anden etnisk baggrund end dansk for at gøre sig gældende.
Lige først var jeg også helt ok med det, da jeg satte skiltet i min yndlingsøreklapstol. For hvad har der ikke siddet af store hjerner fra alverdens lande i den stol, mens vi har diskuteret verdenssituationen på alverdens sprog? Men efterhånden som jeg begyndte at tænke mig mere om, begyndte der at vise sig et mønster. For nok havde der været tale om folk med mange forskellige NATIONALITETER, men hånden på hjertet – hvis man nu et øjeblik IKKE skulle gøre sig selv etnisk farveblind og faktisk lige overveje, om der havde siddet nogle med andet end kaukasiske træk, kan det koges ned til et par håndfulde.
Og aprospos koge – så hersker der ingen tvivl om, at tingene i mit køkken hellere end gerne må have “anden etnisk baggrund end dansk”. Mine hylder bugner af granatæblesirup, røget paprika, harissa, blæksprutte-sauce og fine franske olier. Teer fra alverdens lande, knive hjembragt fra Asien på den før-visitations-zone-agtige-måde.
Og når jeg skal have hurtig mad til et sammenskudsgilde falder intet mig mere naturligt, end lige at røre en hummus sammen lavet af ingredienser indkøbt hos min yndlingsgrønthandler i Blågårdsgade, som jeg altid sludrer så hyggeligt med og som ved, at jeg er fanatisk storforbruger af koriander, honningmangoer og mynte. Således havde jeg også købt ind til en ordentlig skudefuld hummus i dag, fordi vi i andelsforeningen debutterer med et nyt koncept kaldet “torsdagsmad i kælderen” hvor vi allesammen tøffer ned med gode sager, så vi spiser sammen i stedet for at sidde i hver vores lille hul hver for sig. Et enormt åbent og tolerant og overskudsagtigt koncept synes vi selv. Og lur mig om ikke min hummus vil blive suppleret med en masse andre retter, der har anden etnisk oprindelige end dansk? Men samtidig må jeg sige, at det er tankevækkende, at vi bor midt på Nørrebro i Danmarks mest fantastiske og superinspirerende kulturelle smeltedigel – og alligevel er der INGEN i andelsforeningen, der har anden etnisk baggrund end dansk. Vi er vores egen lille enklave – hvis man nu skal helt hånden-på-hjertet-agtigt-ærlig.
Hmmm – ingen kommentarer ;-)
Fra mit skrivebord ville jeg jo umiddelbart sige, at jeg har direkte adgang til en verden og en stor vennekreds, der har mange andre etniske baggrunde end dansk. Men ikke desto mindre har jeg alligevel måttet sande, at der først rigtig kom skred i mine Facebook-statusopdateringer, da jeg gik over til at skrive dem på dansk i stedet for på engelsk. Og at mit tværskandinaviske magasin led voldsomt under sprogbarriererne selv mellem dansk, svensk og norsk. Jeg ville have forsvoret det, inden jeg prøvede. Men realiteterne var skræmmende. Alligevel føler jeg, at jeg fra min arbejdsplads dagligt er i kontakt med en hel verden, hvor jeg søger inspiration og ny viden – og korresponderer med mennesker fra hele verden. De er her ikke fysisk, lige her og nu i min lejlighed. Men mentalt er der plads til dem alle sammen – uanset om deres etnicitet er en anden end dansk.
Faktisk – og det synes jeg, er skidepinligt – tror jeg, at kosteskabet for mange, og også for mig, er der, hvor der mest naturligt i tidens løb har været adgang for folk med anden etnisk baggrund end dansk. Hvorfor forekommer det bare helt naturligt, at det er alle andre end danskere, der gør rent hos os – mens det næsten ikke er andre end danskere, der kommer til vores fester og middage?
Fra mit køkkenvindue er der udsigt det etniske medborgerhus og deres gård, hvor der meget foregår arrangementer, der har alle andre etniske oprindelser end dansk. Her fejres alt fra Eid til jødiske gastronomi-dage, fra Baskiske befrielses-fester til den ghanesiske nationaldag, fra fastelavn til tyrkisk fællesspisning. Og både børn og voksne fra vores gård diffunderer ind og ud mellem vores aflukkede gård og verden udenfor. Og vi elsker det. Der er intet sted, vi hellere ville bo end lige netop her, hvor vi er midt i det hele og vi allesammen kan blande os op med alverdens kulturer. Men samtidig er vores gård jo hermetisk aflåst, så det kun er os, der kan bevæge os den anden vej. Så det lægger igen op til enklave-tankerne.
Så alt i alt må man sige, at det der skete, da jeg tog skiltet fra den offentlige sfære og hjem i privaten var, at jeg pludselig blev bevidst om, at min egen hallalhippie-agtige tilværelse i virkeligheden ikke strækker sig særlig langt ud over de kulturelle, gastronomiske og eksotiske indslag, jeg selv bringer ind i bidder i mit hjem. Men det er faktisk forsvindende sjældent, det er menneskene selv, der kommer indenfor. Og det, selvom jeg til enhver tid vil sige “ja, selvfølgelig må gerne have anden etnisk baggrund end dansk”.
Igår havde jeg fornøjelsen af at være på en helaftens cykel-tour-de-copenhagen sammen med min ven Thomas Madsen-Mygdal og Susan Orlean – stjerneskribenten fra The New Yorker, der blandt meget andet har forfatter Orkidétyven. (bogen bag den fantastiske film, hvor Nicolas Cage spiller tvillingebrødre med skriveblokering og Meryl Streep spiller rollen som Susan Orlean selv: den nysgerrige midaldrende journalist, der bliver voldsomt fascineret af en bums af en orkidétyv).
Selve aftenens forløb er i virkeligheden i sig selv en historie værd, fordi det skabte en helt særlig stemning, at hun sprang ind og ud af Mygdals ladcykel, mens vi cruisede gennem Nørrebros og Vesterbros lyksaligheder – og vendte diverse verdenssituationer undervejs og over et par øl og lidt middag. Men lige nu fortæller jeg jer det egentlig mest af alt, fordi over middagen spidsformulerede nogle ting om Twitter, der passede rigtig godt ind i en masse tanker, jeg selv har gået og gjort mig. Men de blev særligt interessante i går aftes, fordi de kom fra en så på alle måder moden skribent som hende – der trods alt er skolet og har excelleret i et helt andet paradigme.
Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at undertegnede stadig ikke er kommet sådan rigtig godt igang med at Twitte, så når jeg skriver følgende kan man i lige så høj grad læse “Facebook” som “Twitter” – og det er så her, jeg godt ved, at der vil komme et ramaskrig fra nogen, fordi man overhovedet ikke kan sammenligne Twitter og Facebook-updates, men det tillader jeg mig altså lige alligevel at gøre, fordi jeg tror poiten så får relevans for flere.
For det interessante var, at hun i ekstremt høj grad havde integreret Twitter i sin dagligdag. Både når det gælder om at øge sine chancer i tilfældighedernes spil - på samme måde som jeg for nylig har beskrevet, at man kan gøre gennem Facebook. Og som skriveøvelse.
Når det gjaldt tilfældighedernes spil, kom det for eksempel til udtryk i følgende former:
- Det var Twitters skyld, at vi tre overhovedet sad der sammen og drak øl. (hele aftalen var kommet i stand, fordi hun er meget aktiv på Twitter, og havde spurgt “folk”, hvem der var de mest interessante danskere i den sfære, hvorefter Mygdal temmelig naturligt var endt øverst på listen – jeg fik bare lov at komme med som det tredje hjul på to hjul).
- Hun havde tydeligt brugt Twitter til at foretage meget af sin research omkring, hvor det ville være spændende at tage hen, og hvad der var værd at se.
- Hun var meget eksplicit omkring, hvordan Twitter hjalp hende til at vedligeholde sin store fanskare i de lange perioder mellem bøgerne. Og “møde” sine fans løbende i en tid, hvor store forfattere stadigt sjældnere tager på “book-signing-tours”.
Og når det gjaldt skriveøvelserne, var det tydeligt, at hun fandt daglig inspiration i at skulle spidsformulere sine pointer på 140 enheder – og at selv hun kunne mærke, hvordan hendes tanker og tekster blev strammere på den gode måde af den udfordring. Og hvordan hun i øvrigt fik en masse inspiration af at interagere med sine mange fans.
Og det passer rigtig godt i tråd med 3 forskellige iagttagelser jeg har gjort mig i forbindelse med Twitter/Statusopdateringer som moderne bud på de klassiske progymnasta (skriveøvelser). Og mødet med Susan Orlean igår blev måske mest af alt lejligheden til lige at få sat mig ned og blogget om det. Jeg ser i hvert fald tre mega-interessante aspekter:
1) Frekvens og gearing. Jeg har selv oplevet, at først bloggen og siden Facebook og Twitter har hjulpet mig til at udleve princippet om “Never a day without a line“. Folk spørger mig meget ofte, hvordan jeg finder tid til at opdatere min Facebook-status så ofte. Og mit svar er altid, at det faktisk GIVER mig mere tid at gøre det. Dels fordi det – ligesom i Susan Orleans tilfælde – hjælper mig til at klare en masse praktiske ting og spørgsmål, der ellers ville have taget mig lang tid meget hurtigt. Dels fordi det er en (eller mange) daglige små-skriveøvelser, der gør, at jeg hele tiden tænker i tekst. Det holder mig simpelthen vågen, og – nå ja, kreativ – at jeg hele tiden forsøger (nogle gange mere vellykket end andre) at spidspointere mine tanker. Uanset om jeg så ender med at offentliggøre dem eller ej. Og det gør, at jeg hele tiden er i gear til også hurtigt at producere andre tanker og tekster. Så det handler om gearing.
2) Inspiration og fællesskab. Men det handler også om at få foldet sine tanker ud. For mig er det ikke et succeskriterium, om folk tilkendegiver, at de kan lide med opdateringer eller kommenterer på dem. Men det kan blive helt fantastisk inspirerende, når de gør det. Her er et lille eksempel fra forleden:
Nadja Pass svupper.
Og hendes indre nørd glæder sig selvfølgelig samtidig over således at lade et af det danske sprogs mest rammende onomatopoietika komme til sin ret.
AAA: onomatopoietika?
BBB: Og hvis der er noget, vi sætter pris på i Fam. BBB, så er det et godt onomatopoetika. Jeg vil straks bringe det videre til den glade samler.
Nadja Pass @ AAA - Onomatopoietikon = Lydefterlignende ord. Et ord, der lyder ligesom det, det er. Så når man siger “svupper” hører man ligesom lyden af det, en svupper kan for sit indre øre. @ Fru BBB – Jeg tænkte faktisk på CE, mens jeg svuppede. Tror han er den første 10-årige, jeg har mødt, der uopfordret og fejlfrit brugte ordet onomatopoietikon – og uimponeret svarede “det har jeg da kendt i årevis”, da jeg konfronterede ham med det. That’s my boy :-)
AAA: jeg har, uden helt at være klar over det, manglet et ord for lige præcis dét (seriøst!). hvis bare jeg kunne alle stavelserne i rigtig rækkefølge…
Nadja Pass @ AAA – hvor sjovt. og så bliver jeg jo helt nysgerrig efter, hvad du skal bruge det til (fordi jeg altid bliver så inspireret af alle de måder, du twister tankerne på).Stavelserne falder faktisk på plads for de fleste, når bare man har sagt det tilstrækkeligt mange gange. Men ellers kan også bruge det gode danske “lydord” eller “lydefterlignende ord”.CCC: Så dette er onomatopoesi?: “svup, slask, smask – fru sjask har fået ny vask – med indbygget plads til plask”
Nadja Pass @ CCC – fantastisk, du er en natural born onomatopoet :-)DDD: Jeg er rigtigt, rigtigt nysgerrig efter hvilken lyd onomatopoetikon skal efterligne!Nadja Pass @ DDD – ha, spot on. Men det er jo et ekstremt lydligt ord i sig selv – sjovt at sige. Vi kunne jo håbe, at vores multi-klassisk-filologiske ven kan udrede lidt af svaret.DDD: Det må han kunne! Når han ikke lige er ude at løbe.EEE: Har lige et ophold mellem løbeturene – ordet er et herligt ord for en klassisk logopat. Ordet betyder noget i retning af ‘at skabe et navn/ ord’, sammensat af ‘onoma’ som betyder navn (og etymologisk er samme ord som navn), og en afledning af ‘poiein’ som betyder ‘at gøre’, en rod som vi bl.a. kender fra ordet poesi/ poet, som altså betyder noget med at skabe/ ‘være kreativ’.Ah, nu har jeg det meget bedre.
Nadja Pass: @ DDD – se så, hvad vores ven fra metroen straks kunne byde ind med.
@ EEE – super, tusind tak. Altid skønt at have sande eksperter med på sidelinjen. I øvrigt også tankevækkende, at poiein grundlæggende handler om at “gøre” = med skabe og være kreativ. Svarer meget godt til det, man siger om kunstnere/forfattere: at 5 % reelt handler om talent – resten er et spørgsmål om slid og at få det gjort. Jeg synes ofte, det er tankevækkende at grave sig frem til ordenes helt oprindelige rod, og se de helt oprindelige betydninger. Min yndlings i den forbindelse er stadig ruach = både sjæl og storm. Så kan man så tygge lidt på den.EEE: Ja, rimelig God damned interessant at man på adskillige sprog kan se en betydnings overgang fra ‘ånde’ til ‘ånd’, altså både på hebraisk som du nævner, arabisk (nafs, tanaffas) latin (spiritus) dansk (ånd, ånde) og sikkert en masse flere.
De kan være inspireret (pun intended) af hinanden, eller er måske uafhængigt opstået og fortæller måske noget om hvilke billeder man har tænkt i oprindelig når man har tænkt på ånd.Nadja Pass @ EEE – Således heller ikke noget tilfælde, at vi har en forestilling om, at sjælen forlader kroppe, når vi udånder. Meget interessant at det går igen på tværs af sprogene – og dermed også religionerne.Nadja Pass @ EEE – fatter først nu dybden i din “pun”. Very nice.
DDD: Er det derfor man får dårlig ånde af spiritus?
(doink, der landede vi lige nede på jorden igen)Nadja Pass @ DDD – slet ikke. Godt spunnet og punnet :-) Og i øvrigt er de mest spændende svæveture jo dem, der veksler i altitude.
anticipates alphabetical anarchy! (after A another alliteration!)
beholds brittle burning beeches bearing belaboured bulletins, boding blackness
craves consequence, climate-calculated consequence, contemplating changes coming closer
Således er hun igang med at skabe sig en meget fin lille alitterær og dog meget litterær Facebook-ABC. Og for andres vedkommende afprøver de, hvor langt de kan gå i forhold til allussioner og samfundets fællesgods – eller i provokationer. Tilsammen bliver det et sted, hvor vi forhandler de nye grænser – og sprænger rammerne for, hvordan man tidligere interagerede.
***
Og her er vi tilbage ved Susan Orlean, der forgæves forsøgte at få sin mand til at Twitte og listede alle argumenterne op for to tilhørere, der for længst var overbeviste, men som ikke desto mindre labbede det, hun sagde, i sig. For konklusionen på det hele var – jo mere man deltager og jo mere generøs man er, jo mere får man igen. Og jo mere man vænner sig til dagligt at deltage og give – jo større er sandsynligheden for, at vi dagligt kan udvikle noget nyt. Sammen, selvom vi fysisk sidder hver for sig.
.
I dag skinnede septembersolen fra den smukkeste skyfri himmel. Og da jeg havde en fin lille pause mellem arbejdsopgaverne, besluttede jeg mig for at svinge ind forbi Jazz-kælderen i Skindergade, hvor man indtil på lørdag kan låne et par af lydkunstneren Christina Kubisch elektromagnetiske hovedtelefoner.
Det er nogle helt særlige hovedtelefoner, der lukker de normale lyde ude. Men til gengæld skruer op for alle de elektriske lyde, man ellers aldrig kan høre. Ikke alene kan man høre tyverialamernes hamren, fjernsynsskærmenes summen og lysreklamernes hvalsang. Man kan også høre hemmelige orgeltoner i haven rundt om Helligåndskirken, S-togenes accelleration, dunkende læbestifter i Magasin og lyden af elektronisk jackpot i Tivolis spillehal.
Det er sjovt. Sjovt, fordi man går helt i sin egen verden, når man har den slags hørebøffer på. Sjovt, fordi man opdager nogle helt andre sider af storbyjunglens tarzan-råb. Sjovt, fordi man får en god undskyldning for at gå opdagelse blandt Hovedbanens bagagebokse, sætte sig stille ned på Helligåndskirkens bænke og tabe en tyver på en enarmet tyvekængt. Sjovt, fordi man også er ekstra opmærksom på interessante lyde i flere timer efter, man har taget høretelefonerne af.
Og så lige et par praktiske oplysninger:
Skynd dig ned forbi. Lørdag den 19. er sidste dag.
Man bestemmer selv sin rute og tempo, men det er især sjovt at følge kunsterens egne spor, hvor hun fremhæver særlige lyde. Der er en kort og en lang rute, der tager henholdsvis ca. 45 minutter og 1,5 time. Jeg tog den lange – og synes klart 2. del var sjovest. Så hvis man kun kan nå halvdelen, bør man overveje at tage 2. del med det samme (den med togtur, hovedbanegård og Tivoli)
Og det er helt gratis. Man skal bare lægge sit sygesikringsbevis eller lignende som pant.
OBS:OBS:OBS:OBS
En af de største opdagelser fra min undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner er, i hvor høj grad vi i professionelle sammenhænge forlader os på tilfældighedernes spil.
Lad mig sige med det samme, at min grundholdning stadig er, at vi i stedet skal være bedre til at sætte ord på vores kompetencer, ønsker, ambitioner og drømme – i stedet for at vente passivt på, at tilfældighedernes spil falder ud til vores fordel.
Men HVIS man vælger at forlade sig på tilfældighedernes spil, skal man i det mindste være opmærksom på, at tilfældighedernes spil OGSÅ er et spil. Og at man skal spille det aktivt, hvis der skal komme noget ud af det.
Og her har Facebook vist sig at være et af de redskaber, der har gjort det markant meget lettere at øge sine odds i tilfældighedernes spil – både socialt og professionelt. Uden i øvrigt at gå på kompromis med sine værdier.
Det har jeg lige skrevet en artikel til Kommunikationsforum. Og så har jeg talt med Signe Wenneberg, der nok er det menneske, jeg kender, der bruger Facebook mest strategisk og professionelt. Og skrevet en artikel om hendes erfaringer, som vi andre kan lade os inspirere af hendes erfaringer.
De seneste dage er det blevet lidt sjovere at gå tur ved Søerne. For omkring har nogen placeret de mest fantastiske skilte. De er påbuds blå-hvide med autoritativ skrifttype, så de ser ud som noget kommunen har placeret. Men i stedet for at skrive “færdsel på isen forbudt” eller lignende forbud, er der her tale om positive påbud. Her må man gerne “…køre i rullestol”, “…være dårlig til engelsk” eller “…være dansker”. Og så den allermest velplacerede – lige ved tunnelen under Fredensbro, hvor der meget ofte står gademusikanter, som folk godt kan finde på at brokke sig højlydt over, selvom de fleste alligevel lige får et smil på læben og en mental svingom af deres musik – “Her må du gerne spille mundharmonika”.
Jeg er vild med de skilte – og synes, de er et helt fantastisk eksempel på god motivationsretorik. Af mange forskellige grunde:
- De får os til at stoppe og tænke lidt midt i det offentlige rum. Vi er egentlig bare på vej fra A til B mellem hverdagens gøremål. Og pludselig stopper vi op, studser og smiler. Under os lidt – tænker over tingene på nye måder.
- Vi ved ikke umiddelbart, hvem der har sat dem op. Men de mimer de noget kommunalt og autoritativt, samtidig med, at de vender alting på hovedet. Fra kommunens side venter vi, at de kun sætter skilte op, når noget er forbudt eller påkrævet. Her opfordres vi i stedet til at gøre forskellige ting.
- Den eksplicitte tilknytning af skiltets påbud til stedet, gør stedet til en særlig zone. Det er klart sjovest der, hvor det helt specifikt – som i mundharmonikaens tilfælde – er knyttet til noget, alle københavnerne kender til og derfor bliver fanget af.
Men det er også interessant, når man pludselig ser skiltet:
For så må man jo uvægerligt må tænke – ok, jeg må gerne være dansker dér – men betyder det egentlig, at det må jeg ikke to meter længere til højre? Er det faktisk svært for mig at stå ved – eller i hvert fald hvile i – min nationalitet for tiden? Måske, måske ikke – men man får i hvert fald lige vendt tankerne.
Lige ved “her må du gerne være dansker-skiltet” hænger der også et andet rigtig sjovt skilt, som jeg umiddelbart grupperer sammen med disse, fordi jeg synes, de meget formår at gøre det samme. Og måske er det samme aktionsgruppe, der har sat dem op – måske er det bare et tilfælde, for det ser helt anderledes ud. Nemlig sådan her:
Og det skilt synes jeg simpelthen også bare er SÅ spot on. Fanger hele problemstillingen med, at byen selvfølgelig ikke skal være alt for trashet – men at her altså hurtigt kan blive for pænt på den kedelige måde. Street art, stickers og tags er også med at gøre tingene lidt urbane, krøllede og inspirerende. Se bare hvor meget disse falske skilte har sat i gang hos mig. Og hvor meget de allerede er blevet noget, folk snakker med hinanden om – og som dermed er med til at sætte nye tanker og samtaler igang københavnerne imellem. (for vi københavnere taler jo med hinanden). Og nu skriver jeg så “falske skilte” fordi jeg tror, de er sat op af en gruppe street art-kunstnere. Men da jeg ikke kender historien, men bare har sammensat min egen logik, foreligger der faktisk den mulighed, at det virkelig er Miljø- og Teknikforvaltningen, der er totalt på forkant med motivationsretorikken, hvilket jeg i så fald må komplimentere dem rigtig meget for! Men desværre tror jeg snarere der er en risiko for, at de meget snart fjerner dem igen – hvilket jo netop er sticker-tavlens pointe: at der ikke er plads til ting, der falder udenfor rammerne.
Uanset hvem der står bag vil jeg meget gerne sige hurra for vedkommende – supergod ide og superflot eksekveret og placeret. Og mest alt – totalt forfriskende, at nogen argumenterer mod forbud ved at lave positive påbud. Hvor er det i grunden rart at få alt det at vide, man gerne må.
For nogle år siden opdagede jeg et trick, der med et trylleslag gjorde det meget sjovere at være til større middagsselskaber. I stedet for som naturligste i verden altid at være den, der rejste sig først for at hjælpe med at bære ud og sætte i opvaskemaskinen, blev jeg stadigt oftere hængende inde ved bordet eller trak med ind dér, hvor kaffen blev serveret. Uden nødvendigvis selv at være der sprang op for at hente nye forsyninger hver gang kanden løb tør. Jeg tillod mig simpelthen at blive siddende i “herreværelset”.
For mig er herreværelset et mentalt rum, snarere end et fysisk rum. For det er jo trods alt de færreste huse og lejligheder, hvor man finder finder et mørkegrønmalet værelset med Salmonsens gyldne leksion i mahogniereolen, en globus, hvis bug rummer både single malts og gode cigarer – og et bord, der egner sig et par gode slag l’hombre. Og faktisk handler det heller ikke så meget om kønsfordelingen i “herreværelset”. Der kan sagtens opstå et mentalt “herreværelse” til selskabet, selvom der kun er kvinder til stede. Det handler ikke om de fysiske rammer og det handler ikke om kønsfordelingen. Det handler om de ting, man taler om og måden man taler om dem på i:
Herreværelset er et mentalt rum, hvor man tillader sig at tænke i helikopterperspektiver, diskutere verdenssituationen, vende karrieremæssige udfordringer, lave nedslag i den aktuelle debat og gøre den til sin egen. Der kan godt være børnesnak på tapetet – men så er det oftest i form af, hvordan meningen med livet kan forandre sig eller man forstår samfundsmekanismerne på nye måder. Børn er en vigtig facet af tilværelsen – men ikke verdens eneste omdrejningspunkt. Og ofte er der plads til et selvironisk twist på alt det, der ikke er lykkedes i jagten på at fremstille sig selv og sit liv perfekt. I herreværelset kan man få hjælp til at knække komplekse problemstillinger, man får tit lidt god sladder med fra andre brancher og store virksomheder, nye perspektiver på en aktuel debat, ekstra defintioner eller dimensioner af ord, man troede, man kendte betydningen af. Snakken er konstruktiv, fremadrettet, alle vil noget med deres liv og håber på at kunne være med til at ændre verden bare en lille bitte mikroskopisk smule. Man skal stramme sig lidt an for at følge med, for der pinges, der ponges, det går hurtigt, man skal være skarp, belæst, orienteret. Der grines højt, timerne løber afsted, kinderne bliver røde og stemmerne løfter sig.
Anderledes forholder det sig i køkkenet. Der kan såmænd godt være rigtig hyggeligt. Og nogen gange er det bare køkkensnakken, man trænger til. Nogle gange har man lyst til at sludre under færre øjne eller hvilke ørerne/hjernen et øjeblik. Den er mere intim, og man skal aldrig kimse ad fornemmelsen af at stå med et godt glas køkkenvin og følge en kok, der bare nyder at forkæle sine gæster, trylle bag gryderne, mens man udveksler køkkentips, opskrifter og de sidste nye historier fra hverdagen. Engang imellem er også i køkkenet rygerne M/K trækker ud for at sende røgsignaler ud gennem bagdøren og der er rart og hyggeligt og varmt. Og nogen gange er det simpelthen i køkkenet de bedste fester samles og de bedste samtaler opstår. Det vil jeg på ingen måde underkende.
Men der sker påfaldende ofte noget helt andet. Og jeg ved godt, at det, der kommer nu lyder ekstremt stereotypt, men det forekommer altså meget, meget ofte – også i min omgangskreds, der ellers i høj grad er kendetegnet ved, at de fleste fyre er mindst lige så gode til at lave mad som kvinderne og meget aktivt tager deres tørn med både opvask, rengøring, bleer og børn – men det forholder sig simpelthen sådan, at alle stort set hjælper til. Men hvor mænd flest og kvinder færrest gør det de GØR, og derefter sætter sig tilbage i “herreværelset” med god samvittighed, gør kvinder flest og mænd færrest det, de tror de BØR – og en hel del mere til. Og sidder aldrig helt roligt tilbagelænet i den mentale øreklapstol, selvom de sætter sig på kanten af den, når de træder ind i det mentale herreværelse for nænsomt at forberede deres partner på, at det er ved at være tid til at tage hjem.
Og mens verdenssituationen bliver ordnet, karriereplanerne lagt, de semiprivat-professionelle netværk plejet og hjernerne udluftet i herreværelset, centrerer køkkensnakken sig om børn og hverdag og parforhold. Ofte med et uundgåeligt bittert drag om munden, fordi alle i køkkenet (oftest ubevidst) er en lille smule grundbitre over, at dér går de og servicerer alle de andre, men nogen må jo gøre det. (hvilket er paradoksalt, for ofte skulle værten nok have stået for det – men han når aldrig til det, fordi han har sine prioriteter så meget i orden, at han vælger at hygge sig med gæsterne, mens de er der – og kommer ud til et Ajax-skinnende køkken og en bitter hausfrau in der küche.
Og selv, hvis der ikke er skyggen af bitterhed til stede, og alle faktisk opholder sig i køkkenet af egen fri vilje, fordi de synes, der er hyggeligere, sjovere eller rarere – eller mere interessant end det der snakkes om i herreværelset – sker der også noget andet interessant her. For en ting er, at snakken handler om hverdagens udfordringer og børnenes tarv i alle tænkelige detaljer – og det er selvfølgelig vigtigt for børnefamilier at snakke praktik, fordi det ER en stor del af livet og overvejelserne – ofte altafgørende for drømme, ambitioner og handlinger – i den livsfase. Men interessant nok er det samtidig ensbetydende med, at næsten ethvert tilløb til andre former for samtaler eller de emner, der falder så naturligt i herreværelset, så hurtigt skal bremses med et “Nu skal vi jo heller ikke tale politik hele tiden – hvordan GÅR det med dig/jer/ungerne?” eller “nu skal vi ikke tale job hele tiden – hvordan HAR du/I/ungerne det?”. Og det undrer mig, at der aldrig er nogen, der tør svare “Øhhh godt tak, men i mit liv betyder samfundsdebatten og arbejdet faktisk rigtig meget og har stor indflydelse på, hvordan jeg HAR det og hvordan det GÅR – også med mig på det personlige plan. Nu skal vi vel heller ikke tale børn hele tiden?”.
I den undersøgelsen af erhvervskvinders ambitioner, jeg lige har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet var det helt tydeligt, at ovenstående er en meget markant tendens – og at mange kvinder derigennem afskriver sig selv fra de inspirerende og udviklende samtaler, der også kan opstå i privatsfæren. Mens mange mænd – og trods alt også stadigt flere kvinder – bruger også deres private netværk til at søge inspiration og viden om, hvor tingene rykker og tippe hinanden om, hvilke drømmejobs, de leder efter, adskiller mange af kvinderne den private og professionelle sfære langt skarpere. Det er ikke så udtalt i kredse, hvor der endnu ikke er begyndt at komme børn ind i billedet – men så snart en venindekreds tipper fra at indeholde flest kvinder uden børn, til at indeholde fleste mødre, bliver det svært – rigtig svært – at komme til at tale om andet end børn og hverdagens trivialiteter i køkkenet. Det bliver sværere og sværere at genskabe de mentale herreværelser, der prægede studieårene – og der bliver pludselig tilført et element af skyld, hedonisme eller “mangel på realitetssans”, for dem der prøver at snakke om noget andet.
Og nu er det så, min pointe er, at vi måske skulle tillade os selv at tilbringe lidt mere tid i vores mentale herreværelser. Alene, sammen og i vidt forskellige kønskonstellationer. Servér whiskyen i køkkenet, hvis det er det, der skal til. Lad opvasken stå til næste dag. Sig “Nu skal vi jo ikke tale børn hele tiden”. Sæt dig over til et andet frokostbord på arbejdet, end der hvor der kun snakkes pasningsordninger og weber-grill-marinader. Indled samtaler, der handler om samfundet, politik eller faglighed – og hold fast i emnet. Spørg de andre til råds om ting, der provokerer, irriterer eller driller dig. Kom med konstruktive forslag som modspil, hvis de andre forfalder til brok. Og når du ikke lige har haft tid til at lave den der kage eller perlespeltkartoffelsalat til vuggestuefesten og du derfor ikke ender med at bruge hele din fest på at dele opskrifter, kan du jo benytte dig af lejligheden og stolt pege på din citronmåne og sige “ja, det blev sgu en citronmåne i dag, for jeg havde simpelthen så travlt med at få forberedt min keynote til det strategiseminar. Så skal der nok komme en helt anden aften med nogen helt andre samtaler ud af det.
Hyld dem, der tør stå ved deres færdigkøbte kartoffelsalat, når vuggestuen holder sammenskudsgilde
Da jeg gik i gymnasiet gik der en pige i min klasse, der altid gjorde enormt meget ud af det, hun delte ud til sin fødselsdag og kagerne, der skulle lindre de tre tysktimer i træk. Mens vi andre kom med flødeboller eller en drømmekage fra Brovst (ikke et ondt ord om den, den er bare ikke særlig kompliceret at lave og det er en del af pointen her), kom hun med hjemmelavede megatjekkede lagkager, der skulle specialtransporteres for at holde faconen.
De smagte fantastisk, hendes kager. Og mens hun skar dem ud solede hun sig i vores ros. Men alleigevel fik kagerne hurtigt en ærgerlig bismag. For i ugerne bagefter blev hun ved med at vende tilbage til, at “her kom hun med lagkager, mens alle andre bare kom med flødeboller”.
Og det var vist allerede dengang, det gik op for mig, at det bare er en vildt ærgerlig attitude at have. Hvis man gerne vil gøre noget ekstra, kræse for andre, forkæle andre, skal man endelig gøre det. Og hvis man elsker at lave alt fra grunden, skal man endelig gøre det (faste læsere af denne blog ved jo, at jeg selv uforbeholdent tilhører Irma/Perlespelt/mærkelige-ingredienser/ihhhh-nu-er-det-honning-mango-sæson-segmentet – og jeg tror derfor på, at andre ligesom jeg selv oplever stor personlig glæde og nærmest finder det afstressende at lave mad).
Det, der er problemet er, når vi begynder at kræve at andre lever op til de samme unødigt høje standarder. Det er fantastisk at få serveret hjemmelavede boller, hjemmerørte fiskefrikadeller og relishes kørt på chutneyficerede grøntsager af egen økoavl, når man kan mærke, at dem, der har lavet det, virkelig har hygget sig med det. Og man skal virkelig sætte rigtig meget pris på det, når man får den slags serveret. Men i al sin lækkerhed begynder det at smage harsk og meget lidt overskudsagtigt, når man kan mærke, hvordan stressen og præstationsangsten har hvirvlet rundt i køkkenet indtil få sekunder før gæsternes ankomst.
Men der sker simpelthen en fejlslutning for de fleste af os, som får os til at opføre os som min gamle gymnasiekammerat, når vi vejrer færdigkøbt. Og hvor gerne jeg end ville, kan jeg heller ikke undsige mig selv fra det. Hånden på hjertet – jeg har også selv gjort det op til flere gange og husker især en julefrokost, hvor alle komme med hjemmelavede lækkerier, undtagen en, der kom med en færdigkøbt peberpaté. Som var den eneste, der stod urørt tilbage. Det var en skidegod peber-paté, faktisk. Men den var færdigkøbt og vi kastede os alle over de hjemmelavede ting – hvilket på en eller anden måde endte som en uudtalt anklage mod hende, der havde valgt at medbringe noget færdigkøbt, når nu vi andre havde stået der og lavet stegte sild i egen lage. Komplet idiotisk – vi burde have hyldet hende og den peberpate, fordi hun havde taget konsekvensen af sit travle liv og købt den på vejen, så hun ikke engang havde nået at transmorgriffe den over i en terrineskål ala fransk landkøkken, rode lidt op i overfladen og tilføre et rustrikt drys af hjemmehakkede cornichoner.
Og problemet er, at det ikke stopper dér. For så vidt jeg kan konkludere ud fra de mange dybdeinterviews og spørgeskemaundersøgelser, jeg lige har gennemtærsket for at skrive den store rapport om erhvervskvinders ambitioner til Protocol og Beskæftigelsesministeriet, bliver der så ovenikøbet sat lighedstegn mellem “færdigkøbt kartoffelsalat” og “dårlig mor” (sjovt nok aldrig far). Og den sammenstilling holder simpelthen ikke. De ting har INTET med hinanden at gøre. Der KAN være sammenfald, men der kan ligeså godt være sammenfald mellem den mor/far, der overhovedet ikke ænser sit barn, fordi vedkommende står fordybet i perlespelt og hjemmemarinerede San Marzano-tomater.
Og det der så ovenikøbet viser sig er, at der i det virkelige meget ofte sker følgende: Folk køber kartoffelsalaten færdig, smider den over i en skål, der godt må være let skåret på svensk loppis-måden, og klipper lidt purløg henover så det ser hjemmelavet ud på den overskudsagtige måde. Fuldt forståelig måde at navigere sig gennem hverdagen – men desværre totalt ødelæggende for den samlede opfattelse, fordi man dermed lægger et implicit pres på alle de andre også.
Men hvor ville det dog være fedt, hvis folk ikke følte sig nødsagede til at ty til den slags maskering, men i stedet stod ved, at den stod på færdigkøbt i aften. Og jeg kan så betro jer allesammen derude to ting:
1) For det første kan en færdigkøbt kartoffelsalat også smage godt, men man kan sagtens smage, at den er færdigkøbt alligevel, så det er altså ikke fordi man fremstår mere hjemmelavet, fordi man snyder. Så hvorfor ikke bare så ved det og hvile vel i det?
2) For det andet sker det også – ofte – for selv den mest perlespeltsagtige type, at han eller hun ikke gider eller ikke har tid til at lave det hele fra grunden. Det er der ingen, der altid har.
Så selv de allermest pres-agtige typer ville faktisk have glæde af, hvis forventningspresset blev opløst lidt, og man i stedet begyndte at gøre mere som det passede i situationen.
Nej, jeg tror ikke, at erhvervskvindernes paradokser og balanceudfordringer er gjort med det – men for fanden da, hvor ville det være et stort skridt på vejen, hvis vi i det mindste holdt op med at stresse hinanden på den måde.Og der skal til er, at vi allesammen begynder at hylde hinanden, OGSÅ når vi vælger det færdigkøbte, og står ved det – i stedet for at lade sig stresse af de andre. Det er mindst lige så meget et udtryk for at have sine prioriteter i orden og mindst ligeså stor overskudsagtighed, som det er at lade sig gruppepresse til at prioritere det hjemmegjorte.
***************
Læs meget mere om, hvordan erhvervskvinder håndterer paradokset mellem på den ene side at ønske sig den fulde familiepakke med tid til det hele – og på den anden side også at drømme om så meget andet i deres liv i kapitlet Dagligdagens Dr. Jekyll og Mr. Hyde, som du finder i den fulde længde på Protocols hjemmeside.
Jeg har gjort det selv. Faktisk så mange gange i løbet af min karriere, at jeg i dag er helt flov over det:
Når jeg i interviews og spørgerunder efter foredrag er blevet spurgt, hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag, har jeg svaret “ja, det var vel sådan lidt tilfældighedernes spil”.
Og det er jo ikke fordi, det er løgn. Det er bare så ufatteligt langt fra hele sandheden.
Tilfældighederne har spillet ind – men det er meget fejlagtigt bare at forklare det hele med tilfældighedernes spil. Det kræver også en masse flid, uddannelse, målrettethed, hjælp, gode relationer og engagement at nå derhen, hvor man drømmer om. Ikke desto mindre har jeg i min undersøgelse af erhvervskvinders ambitioner, som jeg netop har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, fundet ud af, at jeg langtfra er den eneste, der har brugt “tilfældighedernes spil” som en handy forklaring på, hvorfor det er gået som det er gået – uden samtidig at føle mig alt for selvfed. Det viser sig faktisk at være DEN allermest udbredte forklaringsmodel, når kompetente kvinder bliver spurgt til deres succeser.
I naturlig forlængelse af, at det viste sig, at det er de færreste kvinder, der har det godt med at bruge ordet ambitioner og ambitiøs om sig selv, har det vist sig, at de færreste bryder sig om at stå ved deres egen faglighed, kompetencer og evne til at forstå og spille spillet. Inderst inde ved de fleste nok godt, det er kompetencerne og fliden, det skyldes. Men så snart jeg spurgte kvinderne i den eksplorative del af undersøgelsen til deres vej mod toppen eller roste dem, rødmede de alle voldsomt og sagde, at det skyldtes tilfældighedernes spil. De var ikke gået målrettet efter det – hvilket forekommer de fleste (og som indledningsvis beskrevet) at være en mere sympatisk måde. At den i virkeligheden er udtryk for en langt højere grad af selvfedhed (fordi den implicit antyder, at man jo blev valgt, fordi ens evner strålede så stærkt, selvom man ikke selv gjorde noget for at henlede opmærksomheden på det, at man ikke var til at komme udenom) er der ingen, der tænker over. I en dansk jantelovs- og pæn-pige-funderet kontekst LYDER det mere sympatisk, fordi man ikke selv gjorde noget. Det var nogen andre, der valgte én. Man gjorde bare, som man blev bedt om. Man var en pæn pige.
Endnu mere tydeligt blev det i den kvantitative del af undersøgelsen. Her spurgte vi kun kvinder med lederansvar eller eksplicitte ambitioner om at blive ledere. Så det vil sige, at der var tale om mange kvinder, der har gjort det rigtig godt – eller i hvert fald går for at have den faglige selvtillid i orden. Hvis man her spurgte til, hvorfor de arbejdede og hvad de satte størst pris på ved deres arbejde, svarede de næsten alle sammen, at de var drevet af faglige udfordringer, udvikling og reel indflydelse. Når vi så senere spurgte, hvilke kompetencer de især bidrog med på deres arbejdspladser, kom ting som “god til at holde mange bolde i luften” og “god til at skabe en god stemning” og “altid klar til at yde en ekstra indsats” ind på toppen af svarmuligheder – mens alt, hvad der handlede om lederevner, faglighed og innovation lå langt længere nede på listen. Og helt nede i bunden endte udsagn som “er god til at spille spillet”, “får mine ting igennem” og “er fandenivolsk”. Hvis man ikke selv giver udtryk for, at man gerne vil have spændende faglige opgaver og tror på sine egne lederevner og muligheder for at tingene igennem, er det måske ikke så mærkeligt, at man ikke får tilbudt alle de spændende projekter, man drømmer om. Man er selv nødt til at udstråle – eller allerhelst ligefrem sætte ord på – at man ønsker sig dem. I stedet for at vente passivt på, at lederne efter et langvarigt tilfældighedernes spil finder på at spørge en.
Tilfældighedernes spil er OGSÅ et spil – og det er man nødt til at være bevidst om, hvis man gerne vil spille med:
- Det held, der gør, at man er på rette sted og rette tidspunkt langt fra nok, hvis man ikke er der på den rigtige måde. Man er nødt til at være synlig og gøre opmærksom på, hvad man drømmer om, så dem, der har mulighed for at hjælpe en med at udleve de drømme får noget at arbejde med. Man er nødt til at sige ja i mange sammenhænge, hvor man ellers er ved at dø af skræk. Man er nødt til at have et stort og varieret netværk. Man er nødt til at opføre sig ordentligt, så man ikke brænder broerne bag sig. (det synes jeg jo så personligt, at man i det hele taget bør gøre – men hvis man ikke deler den overbevisning, bør man gøre det om ikke andet for at undgå at brænde broer). Man er nødt til også at være i spil.
- Udover en vis portion af det held, jeg tror på vi allesammen får tilbudt indimellem, men bare ikke altid er opmærksomme på at tage imod – krævet en masse investeringer. Investeringer i en lang uddannelse. Investeringer i udfordrende arbejdsopgaver, hvor man med glæde har lagt en masse hårdt slid for at dygtiggøre sig, lære, udvikle sig. Investeringer i gode, langvarige og forskelligartede relationer, hvor man giver mindst lige så meget som man håber på at få igen. Det kan kræve afsavn. Og for mit vedkommende også nogle ret store økonomiske investeringer, der har været tæt på ruinere mig op til flere gange.
- Selv de allermest tilsyneladende tilfældige spil kræver andet og mere end bare tilfældighed. Sandsynligheden for at vinde mere end 14 kroner i Lotto bliver større jo mere, man spiller. Der er ingen garanti, og man kan være heldig at vinde 14 millioner på den eneste lotto-kupon man køber i sit liv. Men sandsynligheden mangedobles jo mere, man spiller. Således også med spændende nye muligheder. Jo flere ting, man er åben overfor, jo flere varierede situationer, man sætter sig selv i, jo større er sandsynligheden for at NOGET bliver til noget.
Og lad så gå med, hvis det kun var os selv det gik ud over, når vi bruger tilfældighedernes spil som forklaring på det, der gik godt – og også på det, der gik knap så godt. Men det er ikke kun os selv vi snyder, når vi ikke tør sætte ord på vores kompetencer, succeser og drømme. Vi gør også dem, der spørger os til råds en bjørnetjeneste (i den gammeldags forstand). For hvad hulen er det for et passivt råd at give videre, at det nok skal gå, hvis man ingenting gør og bare afventer tilfældighedernes spil.
I rapporten om undersøgelsen har jeg skrevet et kapitel om de forskellige spil på arbejdspladsen, hvor tilfældighedernes spil langtfra er det eneste, der volder problemer. For nu at sige det mildt. Faktisk er de forskellige spil en af de allervæsentligste grunde til, at mange erhvervskvinder fravælger toplederposterne. Og det kunne jeg fortælle om i uendeligheder. Men i første omgang kan du læse hele kapitlet herovre.
Og så håber jeg, at du – hvad enten du er mand eller kvinde – fremover vil lade være at underspille dine kompetencer og gemme dem ind under tilfældighedernes spil. Men i stedet stå ved og være ærlig omkring, hvad der har bragt dig dertil, hvor du er i dag. DET vil vi allesammen kunne lære meget mere af at høre. Jeg synes selv, det er helt vildt svært og grænseoverskridende – men jeg øver mig virkelig.
Når man taler om kvinder og karriere, er der altid højrisiko for, at diskussionen løber af sporet indenfor de første fem minutter, fordi en eller anden siger “Jeg vil ikke vælges bare fordi jeg er kvinde”.
I den undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner, jeg netop har afsluttet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, viste det sig faktisk, at den holdning er så udbredt blandt danske kvinder, at 3 ud af 4 af de adspurgte kvinder i den undersøgelse om kvinders ambitioner, jeg netop har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, erklærede sig FULDSTÆNDIG ENIGE i det udsagn. Og resten erklærede sig enige. Der var simpelthen 0 %, der var uenige i udsagnet. Det er en fuldstændig fasttømret opfattelse. Ingen vil vælges bare fordi de er kvinder. Der er ingen, der har det modsatte synspunkt. OG NETOP DERFOR ER DET FULDSTÆNDIG TÅBELIGT OVERHOVEDET AT BRUGE TALETID OG ENERGI PÅ DEN I DEBATTEN.
Men man kan blive tvunget til at forholde sig til det – om ikke andet, fordi man ofte vil blive stillet spørgsmålet, hvis man prøver at give sin mening til kende indenfor spørgsmålet om kvinder og karriere. Bringer man det ikke selv på bane, vil der med garanti være en anden – enten kvinde eller mand – der spørger “Jamen vil du da vælges, kun fordi du er kvinde”. Og derfor kan det være nyttigt at kigge nærmere på begrundelserne for både HVORFOR vi ikke vil det – og HVORDAN vi kan tackle det, hvis man har på fornemmelsen, at det er tilfældet.
Hele Protocol-undersøgelsens kapitel om paradokset “Jeg vil ikke vælges fordi jeg er kvinde <> Jeg synes kvinder kan bidrage med noget helt særligt i ledelsen” kan du læse på Protocol.dk under titlen “Tordenskjolds soldater M/K”.
Og herunder har jeg så samlet henholdsvis begrundelserne for, HVORFOR vi stritter så kraftigt imod tanken om at blive valgt på grund af vores køn – og HVORDAN vi hver især forsøger at tackle det.
HVORFOR vil vi ikke vælges udelukkende på grund af vores køn?
- Mine karrieremæssige kompetencer er en kombination af alle de ting, jeg kan, er og gør. Min uddannelse, min erhvervserfaring, min opvækst, mine oplevelser, mine rejser, mine fritidsinteresser, min personlighed, min familie – og også mit køn. Men det er for irriterende, at kønnet er et vigtigere udvælgelseskriterium i karrieremæssige sammenhænge end alle mine andre kompetencer.
- Jeg vil helst ikke kategoriseres sammen med de andre kvinder. For det er ofte de andre kvinders egen skyld, hvis de ikke kommer derhen, hvor de gerne vil. Enten fordi de ikke er villige til at ofre det, der skal til, fordi de opfører sig uprofessionelt og er alt for fintfølende, eller fordi de ikke kan finde ud af at “spille spillet”. Jeg har aldrig selv oplevet de problemer.
- Jeg tror ikke, vi nogensinde bliver accepteret på lige fod med mændene, hvis vi bliver udvalgt eller fremhævet som noget særligt på grund af vores køn. Så vil vi altid være de lidt “svæge”, der er udvalgt på andre præmisser end vores mandlige kolleger. Vi er nødt til at lade det tage den tid, det tager, før vi bliver accepteret helt naturligt. Ellers lægger vi en bombe under ligestillingen på længere sigt.
- Jeg synes ikke, det handler om ligestilling mellem mænd og kvinder. Det handler om mangfoldighed på arbejdspladsen i det hele taget. Om at blande begge køn, mange forskellige etniciteter, uddannelsesbaggrunde og kompetencer i ledelseslokalet. Hvis vi bliver ved med kun at fokusere på kvindespørgsmålene, gentager vi bare tidligere tiders fejltagelser, hvor vi rekrutterer efter nogen, der ligner os selv. Det skal vi ud af – så løser kvindeproblemstillingen samtidig sig selv.
Den uundgåelige opmærksomhed
Men selvom de fleste frabeder sig at blive til- eller fravalgt på grund af deres køn, er det næsten umuligt at slippe uden om, at kønnet tiltrækker sig særlig opmærksomhed. For det er en meget udbredt opfattelse, at kvinder – alene i kraft af deres køn – tilfører ledelserne og bestyrelserne noget helt særligt. En kvinde forventes – udover sine faglige kvalifikationer – at besidde nogle særlige menneskelige værdier og kvalifikationer.
Kønnet bliver også – fra begge køns side – meget ofte brugt som den primære forklaring på, at en anden person henholdsvis fik eller ikke en forfremmelse. Hvis et ansøgerfelt består af både mandlige og kvindelige ansøgere, vil det ofte fyge med reaktioner ala “Den fik hun kun, fordi de ville have en kvinde”, “Hvor sejt, at de valgte en kvinde”, “Hun fik den ikke, fordi hun er kvinde, hvor er det bare typisk mænd kun at vælge nogen, der ligner dem selv”, “Det er helt tydeligt, at de gik efter en mand denne gang” eller “Den eneste forklaring på, at de ikke valgte ham må være, at de skulle bruge en kvinde til at fylde kvoten”. Og hver gang er det med til at understrege, at kønnet tillægges særlig betydning i udvælgelsen frem for de 117 andre aspekter, der også spiller ind, når en stilling eller bestyrelsespost skal besættes. Kvinderne føler, det er den eneste indlysende forklaring på, hvorfor de blev fravalgt, og spørger derfor ikke yderligere ind til begrundelserne – hvilket jo også kunne have handlet om andre ting, som de reelt havde haft en mulighed for at ændre på, inden næste ansøgningsrunde. Og de fravalgte mænd overvejer heller ikke et øjeblik, at kvinden måske blev valgt, fordi hun var mere kompetent end dem.
HVORDAN håndterer vi det, hvis vi fornemmer, vi bliver spurgt på grund af vores køn?
Hvad enten de vil det eller ej, nyder de fleste erhvervskvinder godt af, at de er meget synlige blandt jakkesættene. Hvis de tør skille sig ud, sige deres mening og kæmpe for alt, hvad de har kært, får de tit en opmærksomhed, de fleste mænd ville have skullet kæmpe langt mere for. Pressen elsker dem, de er efterspurgte foredragsholdere og deres skræddersyede, kulørte jakker, lyser op blandt jakkesættene på billederne af bestyrelsen. Og den opmærksomhed har de fleste det lidt ambivalent med. Overvejelserne falder typisk i følgende klynger:
- Det kan godt være, de får øje på mig, fordi jeg er kvinde. Men de havde jo ikke spurgt mig, hvis de ikke syntes, jeg var kompetent.
- Det irriterer mig at blive “typecastet” som kvinden. Men det ville også være for dumt at sige nej, bare fordi de har været opmærksomme på at finde en kvinde. Det ville være så typisk kvindeligt at sige nej.
- “Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden” (oprindeligt et citat fra Madeleine Albright, der i dag er så udbredt i kvindelige netværk, at det ligefrem udgør titlen på Marklund og Snickares bog). Selvom jeg aldrig selv haft brug for kvindelige forbilleder, stiller jeg gerne op, hvis det kan hjælpe andre kvinder.
- Det er vigtigt at være synlig, hvis man gerne vil gøre sig gældende. Den ekstra synlighed er måske en af de fordele vi har, mens vi så kæmper med nogle andre udfordringer end mændene. Lad nu være med at problematisere det også.
- Mænd bliver jo også valgt alene, fordi de er mænd. Tænk på, hvor mange inkompetente mænd, der sidder rundt omkring. De var da aldrig blevet spurgt, hvis ikke det var, fordi de lignende den chef, der har forfremmet dem.
- Og personligt vil jeg så tilføje, at der ikke er nogen grund til overhovedet at indlade sig på debatten eller begynde at få kvababbelse ved tanken om, at ens køn måske spillede ind i valget af én som taler. Det var det med garanti så meget andet, der gjorde – sig JA, hvis du har lyst. De spurgte dig, fordi du er dig og kan det, du kan.
Automatreaktionen bremser debatten
Det er på mange måder sundt og helt naturligt, at man i faglige sammenhænge vil vælges på grund af ens præstationer og meritter. Men samtidig er det problematisk for debatten, at argumentet er så fasttømret og falder som automatreaktion. For der er i selve formuleringen tale om en oversimplificering, hvor man stiller to punkter – køn og kompetencer – overfor hinanden som to ting, der nødvendigvis udelukker hinanden, og i øvrigt overfokuserer på netop de to elementer i en udvælgelsesproces, mens der reelt er en lang række andre ting (timing, de andre kandidaters beskaffenhed, netværk, resten af organisationsstrukturen, tilfældigheder, golfture, anbefalinger osv.) der også spiller ind. Det er en kunstig opstilling at ophøje køn og kompetencer til at være de eneste elementer – og ikke mindst at opstille dem som et enten eller. For der er jo ingen, der siger, at man ikke både er kompetent og bliver valgt på grund af sit køn. De to behøver ikke at udelukke hinanden. Men det kommer de til, jo oftere vi bliver ved med at gentage det.
Når frygten for at blive valgt på grund af sit køn er så udbredt, som den er, får den i mange tilfælde den modsatte effekt. Og det sker på mange planer:
- I den overordnede politiske debat om kvinder i ledelse og ligestilling bremser køn-eller-kompetence-argumentet for enhver reel debat. For selvom man ikke nødvendigvis går ind for kvoter, kan man jo godt mene, at det kan være fornuftigt at opfordre flere kvinder til at “gøre sig spilbare” eller have særligt fokus på at lade kvindelige eksperter komme til orde i medierne. Men selv den pointe kan være svær at holde fast i, når man bliver mødt med “skal vi vælge kvinder fordi de er kvinder – argumentet”.
- I praksis sker der ofte det i ledelserne og på redaktionerne, hvor deltagerne omkring bordet ellers reelt gerne ville løfte flere kvinder op på lederposter eller sikre de kvindelige eksperter mere taletid, at man leder med lys og lygte efter kvindelige kandidater. Og efterhånden som man finder en kvinde ud af 10 mulige – ofte fordi kvinderne ikke er så synlige blandt Tordenskjolds soldater – vil der til sidst være en, der siger “det kan jo heller ikke passe, at vi skal diskvalificere alle de her kompetente mænd, bare fordi det skal være en kvinde” – og så indstiller man jagten på den kompetente kvinde med god samvittighed, fordi man i det mindste prøvede. Det bliver i sig selv til et “bevis” på, at der ikke er kompetente kvinder nok – men det ville der nok have været, hvis man havde gidet lede lidt længere. Ikke, at hun skal have særbehandling fordi hun er kvinde eller vælges, hvis hendes kompetencer ikke svarer til de mandlige kandidaters – men derfor kunne hun opfordres til at være mere synlig og spilbar, så hun i første omgang kom med i feltet.
- Ingen kompetent erhvervskvinde har det godt med at være “kvote-kvinden”, så en del reagerer ved at sige “Nej tak” til de muligheder, der byder sig, af frygt for, at de er blevet spurgt af de forkerte årsager. Og så meget desto mere hakker de på andre kvinder, der vælger at takke ja til en mulighed – selvom det er tydeligt, at de er typecastet som “kvinden” i panelet. De få meget eksponerede kvinder, der ikke er bange for at sige ja til mulighederne – eller i hvert fald trodser deres egne kvababbelser og gør det – får hurtigt et dårligt ry, fordi der stadig er så få af dem og de stadig stikker så meget ud blandt jakkesættene, at de hurtigt bliver medie slidte. Men man kan være helt sikker på, at man ikke ville blive spurgt, hvis ikke man også var kompetent. Hvis det udelukkende var på grund af kønnet, man blev spurgt, var der jo 10.000-vis af andre kvinder, man kunne have valgt.
- Køn-eller-kompence-argumentet er et nemt og billigt slag under bælte-stedet fra de mænd, der blev forbigået. Uanset om det var køn, kompetencer, noget helt 17. eller en skøn blanding af alle mulige omstændigheder, der gjorde, at kvinden blev valgt frem for dem, giver det hurtigt anledning til murren i krogene og rygtedannelse – og overdrevet fokus på kvindens køn, frem for hendes kompetencer.
Lad os i stedet som udgangspunkt antage, at ingen kvinde nogensinde bliver valgt til noget kun, fordi hun er kvinde. Der bliver sandsynligvis lagt mere mærke til hende, hvis hun stikker snuden frem og hun får måske også relativt set flere tilbud om at deltage i paneler, debatter, bestyrelser og arbejdsgrupper end de fleste mænd, fordi stadigt flere bliver opmærksomme på at opfordre kvinder til aktiv deltagelse. Men det er meget ødelæggende, hvis der altid skal stilles spørgsmålstegn ved, om man har ret til sin plads eller blot har fået den for et syns skyld. Så lad os fremover i det mindste tilføje et lille “kun” til udsagnet, så det i stedet lyder “jeg vil fremhæves for mine præstationer – ikke kun fordi jeg er kvinde”.
En af de ting, der har overrasket mig mest under undersøgelsen af Erhvervskvinders Paradokser som jeg netop har afsluttet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, er at opdage, HVOR paradoksalt ordet AMBITIONER i sig selv er.
Indtil jeg påbegyndte denne undersøgelse, må jeg sige fuldstændig åbent og oprigtigt, at jeg er gået rundt med den opfattelse, at ordet ambitioner var et ultimativt plus-ord – fordi det for mig er synonymt med drive, engagement, målrettethed og ønsket om at gøre noget med sit liv. At ændre på det eksisterende og bidrage til at gøre noget bedre. Og sådan er der da også mange, der ser på det. Men jeg havde knap nok taget hul på undersøgelsen, før det gik op for mig, at ordet ambitioner for mange klinger direkte negativt og er synonymt med noget usympatisk, glat, rund-save-på-albuerne-diplomatisk og – når vi snakker kvinder specifikt – ukvindeligt og synonymt med, at en ambitiøs mor er en dårlig mor, der ikke har sine prioriteter i orden.
Og det stod hurtigt klart for mig, at det for rigtig mange i hvert fald er forbundet med ambivalens. Man mener på den ene side, at det er et plusord – og på den anden side, at det er meget nedsættende.
Derfor var en af de allerførste øvelser i undersøgelsen at prøve at dykke lidt dybere i, hvad ambitionerne egentlig dækker over. Og det viste sig, at der er tale om utroligt mange forskellige typer ambitioner på samme tid – og at det ofte skyldes forvirring og manglende begrebsafklaring, når vi opfatter ambitioner som enten positivt eller negativt. Det er ekstremt kontekstbestemt – og ekstremt fleksibelt, hvilke ambitioner, der er i spil hvornår.
Så her er i første gang en oversigt over de mest typiske ambitioner:
Ambitionen om at nå til tops
•Drive: At vinde konkurrencen om at så størst, højest eller hurtigst op. Antal medarbejdere, titlens ordlyd, budgettets størrelse, placeringen i hierarkiet.
Udfordringer: Kolliderer ofte med janteloven, pæn-pige-syndromet og ambitionen om at ”være et godt menneske”.
Ambitionen om at gøre det godt ud fra sine egne kriterier
•Drive: At skabe rammerne for sit eget liv ud fra de succeskritierier, der giver mening for en selv. Ikke ud fra, hvad omgivelserne pr. definition betragter som prestigefyldt.
•Udfordringer: Svært at definere delmål. Manglende anerkendelse fra omverdenen.
Ambitionen om at sætte sit aftryk
•Drive: At gå over i historien for sine faglige bedrifter. Ministerposter, nobelpriser, Oscarstatuetter og gyldne laurbær.
•Udfordringer: Udskilningsløbet er hårdt og vejen derhen er ofte brødløs. Omgivelserne bakker tålmodigt op, men ryster inderst inde på hovedet og håber, man kommer til fornuft. Og man skal i hvert fald have ”noget at falde tilbage på”.
Ambitionen om den perfekte familie med ’Det store bord’.
•Drive: Lykkebillederne af villa, volvo, vovse, unger, der fanger haletudser i gadekæret og det store bord med plads til spontane gæster. Og rigtig velsimrede gryderetter.
•Udfordringer: Det gode liv skal finansieres. Og det tager nødvendigvis tid fra lykkebillederne.
Ambitionen om at være et godt menneske.
•Drive: At nå til tops uden rundsave på albuerne. Og være venlig og overskudsagtig – både overfor medarbejderne, familien og alle ens øvrige relationer.
•Udfordringer: Hvis man når til tops, må man nødvendigvis tage hårde beslutninger engang i mellem. Og så er der højrisiko for at blive kaldt en ”bitsch”.
Ambitionen om at lave noget meningsfyldt
•Drive: At rykke noget for andre end sig selv – at lave noget meningsfyldt.
•Udfordringer: Større fokus på produkternes kvaliteter eller opgavernes indhold. Arbejdspladser, man kan stå inde for. Også meget typisk at skifte fra linjefunktioner til HR.
Ambitionen om at leve det gode liv.
•Drive: At få alle sine drømme til at gå i opfyldelse – og alle ambitionerne til at gå op i en højere enhed. Ofte i en damebladsagtig version, hvor man både har superkarrieren, den perfekte mand, yndige, velopdragne børn, det perfekte hjem, kreative sysler og konstante ferier til spændende destinationer. Og selvfølgelig at se Sex&TheCity-fabulous ud både til hverdag og fest.
•Udfordringer: Det siger sig selv, at man ikke kan få det hele. Men alligevel prøver man.
For de fleste erhvervskvinder forløber tilværelsen med at få det hele til at gå op i en højere enhed. Og det siger næsten sig selv, at forskellige ambitioner er mere fremtrædende i visse livsfaser end i andre. Og at hver gang, man justerer på ét ambitionsniveau, påvirker det mulighederne for at udleve de andre.
Forestil dig, at dine egne ambitioner ser sådan her ud:
Og tænk så over, hvad det er, der sker, når du presser eller trækker lidt i den ene ende… og del så meget gerne de tanker med os andre i kommentarfelterne…
I dag er den store undersøgelse af erhvervskvinders ambitioner, som jeg gennem det seneste år et seneste år har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, ENDELIG UDKOMMET.
Jeg præsenterede den i formiddags for ca. 100 udvalgte erhvervskvinder på Protocols tænketank – og samtidig er selve undersøgelsen udkommet i magasinform som en del af den nyeste udgave af magasinet Protocol.
Hele undersøgelsen vil snart kunne downloades i sin fulde (temmelig omfattende) længde på protocol.dk – med jeg planlægger også at dele indholdet op i mindre bidder her på bloggen, så alle jer derude kan bidrage med jeres nuancer, erfaringer og synspunkter.
Inden jeg går videre, kan jeg godt se, at de ovenstående sætninger kalder på en forklaring af, hvad Protocol er. Protocol er en netværksorganisation, der arbejder med talentacceleration for erhvervskvinder. I praksis foregår det sådan, at arbejdspladserne udpeger deres mest talentfulde kvindelige medarbejdere, der så bliver matchet med en benhård mentor, indgår i en netværksgruppe og deltager i symposier og tænketanke, hvor alle deltagerne på tværs af brancher og erfaringer undersøger, hvad vi i fællesskab kan gøre for at hjælpe den uudnyttede talentmasse på vej.
Jeg har selv fulgt projektet tæt og er også en af Protocols ambassadører, sidder i en af netværksgrupperne og skriver en klumme + en hel masse om ledelse og organisationer i magasinet. Og da Beskæftigelsesministeriet for et års tid siden sagde ja til at finansiere en større baggrundsundersøgelse af, hvor det egentlig er, skoen trykker, spurgte Protocol mig, om jeg havde lyst til at udføre den. Det har jeg så arbejdet på lige siden. Og det har været en sindsygt interessant opgave at arbejde med.
I praksis har jeg
- Foretaget 11 dybdeinterview med vidt forskellige erhvervskvinder – i forskellige aldersgrupper, brancher og livsfaser for at finde frem til, om der måske kunne være nogle nye, uopdagede årsager til, at der stadig kun findes 4% kvinder på topposterne i det danske erhvervsliv – præcis det samme tal for 20 år siden.
- Udviklet en masse teser på baggrund af samtalerne, som vi efterfølgende har efterprøvet i en kvantitativ analyse, hvor 1800 kvinder har besvaret en omfattende spørgeskemaundersøgelse. Den del af undersøgelsen blev i praksis foretaget af analysevirksomheden Enalyzer.
- Foretaget det, jeg kalder “medieetnologi”, hvor jeg har kulegravet alle mulige forskellige mediers historier om emnet. Nu er mit liv jo langt hen ad vejen i forvejen en stor mediefestival. Men når jeg arbejder på en opgave som denne, foretager jeg samtidig en mere specifik medieanalyse af medier, der er specifikt relevante for emnet. (og ja, udover rapporterne og bøgerne og ledelsesteorierne var det selvfølgelig FULDSTÆNDIG nødvendigt at se Sex&The City i rå mængder og gennemtygge store bunker sladderblade.
- Analyseret alt materialet og kogt det ned til en stribe artikler.
Det omfattende indhold har jeg kogt ned til fem paradokser, som jeg mener alle erhvervskvinder er “tvunget” til at forholde sig til – hvadenten vi vil det eller ej – og hvad enten, de er relevante for os eller ej. Alene fordi vi er kvinder.
De fem paradokser er så også – i min optik – det eneste vi reelt kan sige, erhvervskvinder har til fælles. Udover, at de typisk tænker på deres job som en “karriere” og ikke bare “et job”. Ellers er vi vidt forskellige individer, som det i sig selv er problematisk at behandle under ét. Og vidt forskellige mennesker, der forsøger at tackle en række personlige paradokser som supplement til de fem, vi har til fælles - og i øvrigt har vi hver vores måde at navigere gennem de fem fællesparadokser.
Men selvom jeg meget gerne vil udover at tænke køn og langt hellere vil tænke på os som individer (og håber, at de råd og pointer, jeg kommer med, i lige så høj grad kan hjælpe mænd, der ønsker at arbejde på en anden måde, end den gængse “mande-måde” og forskellige minoriteter) er det også farligt at blive så berøringsangst, at man slet ikke kan sige noget. Og her er paradokserne gode, fordi de giver os mulighed for at sige noget fælles, der kan give nogle fælles erkendelser og nye måder at tale om tingene på – men samtidig giver den enkelte mulighed for at danne sine egne mønstre gennem paradokserne.
Og NU vil jeg til at løfte sløret for noget af alt det konkrete - og det vil jeg gøre i et andet indlæg, så det her ikke ender med at blive ALT for monsterlangt. Og derfor vil jeg i første omgang slutte her og sige, at en af de allervæsentligste erkendelser for enhver erhvervskvinde, der har lyst til accellerere sine muligheder og talent er i første omgang at erkende og acceptere, at det er et liv fuldt at paradokser. Og derefter at begynde at navigere konstruktivt i det – i stedet for at sætte sig tilbage og vente på, at nogle andre på tingene.
I dag vågnede vi alle sammen op til nyheden om, at politiet klokken to i nat ryddede Brorsonskirken på Nørrebro. Og hele morgenen har folk givet deres mening til kende gennem deres Facebook-updateringer. Endnu et interessant eksempel på, hvordan mikrodemokratiet får mulighed for at komme til udtryk gennem Facebooks statusopdateringer.
Her er et udpluk af de mest interessante, jeg er stødt på i morgenens løb.
XXX forstår ikke, at jeg har været så langsom om at fatte det: “Mennesket før systemet”. Sætningen skal da læses bagfra. De har humor i Venstre – ikke mindst humørbomben Hornbech
XXX kbhs politi sku i seng uden aftensmad sku de
XXX “Med kynisme skal land bygges” Hitler levede ikke forgæves…desværre.
XXX fortalte i morges de to store om rydningen af Brorsons Kirke og fik to vidt forskellige reaktioner. Den ene var fuld af indlevelse og sympati for irakerne. Den anden udbrød spontant: Sådan! Hold kæft hvor er politiet seje!
XXX At hente folk klokken to om natten? Skammeligt kujoneri..
XXX hvad sker der for dig København?!
XXX Demonstration i dag klokken 18 – BRORSONSKIRKEN, Nørrebro!
XXX forstår ikke helt at kvinder og børn fik lov at gå – enten er der lighed for, omend skrækkelige, love – eller også er der tale om rene symbolhandlinger der bare skal tilfredsstille Pia K
XXX vågnede til nyheden om rydningen Brorson-Finder det helt uhørt at sætte politiet ind på den måde. Har vi glemt at irakere også er mennesker?
XXX elsk din nabo, som du elsker dig selv…
Og just for the record
Nadja Pass synes det samme som alle dem ovenfor – undtagen lige ham drengen, der sagde “Sådan! Hold kæft hvor er politiet seje!” Jeg har fuld forståelse og respekt for politiets arbejde i langt de fleste sammenhænge – men det her er umenneskeligt.
[Update 1 - Både her og - især - på Facebook, er der nu begyndt at ske det fantastiske, at folk er begyndt at bidrage med eksempler fra deres egne vennekredse. Det glemte jeg at opfordre til i første omgang, så det var skønt, at I selv tog initiativet. Keep them coming]
[Update 2 - I løbet af dagen er der dukket mange nye fine eksempler op. De følger nedenfor]
XXX gad vide hvad kirkeministeren siger til integrationsministeren om nattens begivenheder i Brorsonskirken
XXX lever vi i det vilde vesten ? Hvorfor kun mænd og ikke kvinder og børn ? Lyder mere som en krig end noget andet. uf da
XXX vil snart gerne høre fra det andet Danmark, det rummelige Danmark. Findes det endnu? Herude fra ser det ikke for godt ud.
XXX Det kræver altså ikke en ph.d.grad at se, at det sidste slag er helt unødvendigt. Københavns nye politidirektørs kommentar er virkelig tynd. Det er helt som Eefsen i hans velmagtsdage
XXX shame shame shame
XXX synes det er uskønt at lade politiet jage sovende børn ud af en kirke midt om natten!
XXX Ved ikke helt hvad der er sket men er, efter nattens rydning af Brorsons kirken, bange for at det er en politistat jeg tager hjem til…
XXX Pinligt at være dansker… Hvad blev der af medmenneskeligheden og næstekærligheden?
XXX Local Eyes har filmet knippelsuppen. Det må altså også være skuffende for betjente, der forventer et rask slagsmål med nogle fodboldhooligans, at møde sån’ en flok halvdøde kaffebrød, der bare sidder der på gaden og venter på at få et gok i nøden…. Tilbage til Politiskolen!
XXX Til Skaarup og co.: hvis jeres opførsel er menneskelig opsiger jeg hermed mit medlemskab af arten.
XXX har ikke nerver til det, der foregår i kirken på nørrebro… Går seriøst ned med flaget
XXX glemte at læse nyheder her til morgen: De har ryddet Brorsonskirken?! – Vis din støtte til irakerne og der findes anstændighed i Danmark – demonstration fra Brorsonskirken kl. 18!
XXX er flov på nationens vegne
XXX Hvordan kan man overhovedet bo i dette land uden at skamme sig?
XXX hvad sker der for lorte Danmark???? Hvor svært kan det være at behandle andre mennesker ordentligt?????
XXX fy for en stinker. Demonstration fra brorson kirke til chrborg kl 18 i dag
XXX grænsen for almindelig menneskelighed er overskredet
XXX leser om livredde barn i brorsons kirke i natt, og så i danmark?! forstår det bare ikke…
XXX Trist til mode. Ikke en dag der vil gå over i verdenshistorien for det positive…
XXX nåh hmm hvad gør vi så nu… hvor skal vi tage hen… Irak skulle være så smuk og fredelig på denne tid af året….
XXX ok jeg trækker jødekortet: erstat “iraker” med”jøde” og “Irak” med Tyskland = ?
XXX læser netaviser og tager mig til hovedet
XXX ville ønske at jeg kunne komme til demonstration ved Brorsenskirken, men jeg kan desværre ikke være to steder på en gang. Sådan dag som idag bliver man så forbandet flov over at være dansk.
XXX kan simpelt hen ikke forstå, at vi vil være det bekendt.
XXX demo i baghaven- ses!
- er nok til, at man får et indblik i et andet land, når at se udover sine fordomme og førstehåndsindtryk og når at se sæsonerne skifte – fra stenbiderrogn til kvan til røgede fjeldørreder – og fra istomme fjorde til fjorde fyldt med isskosser og nøgne bjerge til blomstrende stepper. Men det er ikke nok til, at man for alvor får kulturen ind under huden, lærer lokalbefolkningen at kende for alvor eller rigtigt får en fornemmelse af sproget.
- er nok til, at der er kommet Marimekko-butik, at Stephan A Portas klassiske glasveranda på Kgs Nytorv er væk, at meget påbegyndt vejarbejde er blevet færdigt og at der er kommet “cyklist-tæller” på Dronning Louises Bro. Men det er ikke nok til, at parkeringsanlægget på Nørre Alle er blevet færdigt eller at Nørrebrogade er blevet genåbnet i praksis.
- er ikke nok til, at man har glemt at gå i høje hele – men helt klart nok til, at man skal genindvie de bare tæer i sandalerne på den smertefulde måde, selvom man tog rykket tidligere på året.
- er nok til, at gamle landstyrer kan blive udskiftet med nye og hjemmestyre blive til selvstyre - men det er ikke nok til, at man kan nå at se resultaterne af de nye tider og visioner.
- er nok til, at ens lejlighed kan føles helt ny og fin, når man vender hjem til den – men det er ikke længe nok til, at man glemmer præcis, hvordan opvaskemaskinen bedst kan pakkes, hvilke knager, der hænger lidt for løst og hvor man skal række hen efter kaffekanden i morgensøvne.
- er nok til, at prinsesser kan blive ligestillet, popkonger kan dø, jetsetdronninger ryge i kachotten, EU-aristokrater blive genvalgt og småprinser opkaldt efter deres Grand Papa’er – men det er ikke nok til at få forandret mediernes trøstesløse skildringer af Grønland, selvom stemningen deroppe for tiden er præget af stor optimisme på grund af det landsstyres sammensætning, selvstyret og finanskrisens foreløbige udebliven.
- er ikke nok til, at man glemmer, hvordan man lægger make-up – men absolut nok til, at lommespejlet har forputtet sig. Og ikke mindst har glemt, hvordan det nu er, man ankommer præsentabel på cykel til et møde i regnvejr. Indtil man kommer i tanke om, at det er jo det, man grundlæggende aldrig har gennemskuet og undrer sig over, hvordan andre kvinder klarer gang på gang gennem bygerne, der går og kommer og er den danske sommer.
- er nok til, at man kan komme helt, helt, helt væk på sine tankeflugter, når man tillader sig selv at leve uden ur og kalender – men selvom det man arbejdede på højtryk med lige inden man tog afsted, ligger det ikke længere væk end, at det kan graves frem fra hjernevindingerne.
- er nok til, at familier er blevet forøget, babyer har lært at kravle og småbørn lært at tale – men selvom man har været ude af øje, ude af sind, er det tilsynelandende heldigvis – ikke nok til, at man ikke kan få lov at komme ind i varmen igen.
- er nok til, at man synes, ens fjernsyn virker utroligt lille, når man har set på store fladskærme med surround sound – men det er ikke nok til, at man styrter ud for at købe et nyt, før man bliver tvunget til det af det nye tv-signal (hvis det overhovedet er nødvendigt – det har jeg trods omfattende info-kampagner stadig ikke helt gennemskuet)
- er nok til, at man begynder at savne frisk salat og mælk – men det er ikke nok til, at man gider betale 40 kroner literen, når man nu snart kan få det.
- er ikke nok til, at man glemmer hvordan man cykler (det er jo et klassisk eksempel på noget, man vist nok aldrig glemmer) – men det er helt klart nok til, at man lige stønner over at skulle havde cykelhjelmen på igen, selvom man egentlig for længst har overstået sin hjelmskepsis.
- er nok til, at man pludselig føler sig helt socialt overstimuleret af byliv, lange snakke og gensynet med sine inspirerende venner – men det er heldigvis ikke nok til, at man så meget som drømmer om at holde sig væk fra alle dem, man sådan har savnet at se.
Jeg tilbragte sidste uge oppe ved diskobugten og isfjorden, hvilket på alle måder var en af livets helt store forrygende, fortryllende, forjættende oplevelser. Og det er måske derfor lidt paradoksalt, at jeg lige nu vælger at zoome ind på en lille bitte ting, der ovenikøbet kan opleves overalt i verden. Men sådan er det nu engang – jeg har haft masser tid til at sidde og trippe over uendeligt lange tankerækker, mens de mest fantastiske isformationer, smukke søjlebasalter og glitrende vandløb kranset med blomster er gledet forbi. Og en af de ting, jeg har tænkt rigtig meget over er: gryppedynamik.
For en af de ting, man sjældent tegner og fortæller specielt meget om, når man kommer hjem, men som alligevel præger den meste moderne turisme er, at det meget ofte – uanset hvor eksotisk et sted, man befinder sig og hvor individuel rejsende, man opfatter sig selv som værende – forholder sig sådan, at man igen og igen befinder sig i forskellige gruppekonstellationer. De fleste gør sig ovenikøbet store anstrengelser for at få taget billederne på en måde, så det ser ud somom de er de eneste på stedet – men sandheden og konteksten er for det meste, at man aldrig er alene med de store oplevelser. Der er næsten altid masser af mennesker omkring en. De optræder bare aldrig hverken på billederne eller i de fantastiske fortællinger om vores rejser.
Men faktum er, at man næsten aldrig kan komme helt ud til de store seværdigheder på egen hånd. Man er meget ofte nødt til at booke en tur. Man kan slå sig i tøjret. Leje cykler, vandre, leje biler, knallerter, både, tro-tros, tuctuc’er eller hvad de små trehjulede befordringsmidler nu kalder sig, det sted man tilfældigvis befinder sig. Hvad som helst, der hjælper en til at gøre tingene i eget tempo. Men alligevel er det næsten uundgåeligt, at man på et eller andet tidspunkt står overfor en seværdighed eller destination, man kun kan komme til, hvis man bestiller en tur hos en af de lokale turarrangører. Det bliver ovenikøbet ofte en del af oplevelsen, fordi det langtfra kun er turudbyderne, der konkurrerer indbyrdes – turisterne konkurrerer også indbyrdes om at vælge den rigtige turudbyder – der er altid nogle, der går for at være hottere, frækkere, sjovere at være på tur med end andre arrangører, mest eksplicit personificeret i den Vietnamesiske badeby NaTrang, hvor det i slutningen af ‘90-erne var altafgørende, om man kom på “The REAL Mama Hahns Boattrip” eller kom til at booke hos en af de mange kopister. Det var en fatal fejltagelse, hvis man valgte den forkerte – for NaTrang lå på midten af den klassiske rygsækrejse fra syd til nord eller nord til syd, og alle rejsende man mødte på vejen, spurgte, om man havde været på “The REAL Mama Hahns Boattrip”. Og selv når man så har fundet den optimale turudbyder, er der konkurrence om, hvem der havde det bedste vejr, så flest hvaler/delfiner/stjerneskud/kælvinger/koraler/trompetfisk.
Og selv når det lykkes en at komme helt, helt ud til Angkor Wat, Taj Mahal, Massada og Grand Canyon, ender man alligevel med at skulle skovle sig gennem grupperne, der også gerne vil se solnedgang eller solopgang fra et helt bestemt sted. Eller man står på båden og venter på at ankomme til dagens destination om lige pludselig viser det sig, at alle de andre individuelle turister ombord også har tænkt sig at styrke præcis ud på samme vandrerute, så snart man kommer i havn, så man alligevel bliver en del af en større folkevandring.
Grupper er og bliver, hvad enten man vil det eller ej, et nødvendigt onde, hvis man vil opleve verdens helt store trækplastre. Og hvis man har det så relativt anstrengt med grupper som undertegnede, er det også en af de væsentligste grunde til, at jeg for det vælger at tilbringe en del flere dage på hver destination end folk flest, så jeg kan supplere de helt store sights og de største attraktioner med de lidt mindre spektakulære steder, hvor man kan have det mere for sig selv. Mange af mine største oplevelser har jeg haft ved at besøge de lidt mindre templer (for eksempel gælder det både for Angkor Wat og Petra, at de kendteste templer ligger midt mellem masser af andre templer, der er mindst lige så flotte som de kendeste – det var bare ikke dem, der var med i Tomb Raider eller Indiana Jones – og dem kan man have næsten for sig selv, hvis man booker sin egen tuctuc og selv bestemmer ruten og farten), de andre vinkler på udsigten (for eksempel kan man få fantastiske vues udover Manhattan, hvis man tager til New Jersey-siden, mens der ofte er crowdet på Brooklyn-siden) eller tager de store sights den omvendte vej rundt, så man har det helt for sig selv, der hvor der bliver crowdet om eftermiddagen, mens man om eftermiddagen har det helt for sig selv, der hvor der var ekstremt fyldt om formiddagen. For eksempel et godt trick i Disney Worlds EPCOT-center og ofte også på de kendeste vandreruter verden rundt.
NÅ – men tilbage til “isbjergenes by” – Ilulissat, hvor turarrangørerne også ligger side om side – og kampen især står mellem det store World of Greenland og den lille, frække udfordrer – italieneren Silver, der går for at sejle lidt tættere på isbjergene, have lidt mere tålmodighed med at vente på hvaler og sige nogle sjovere ting undervejs.
I Ilulissat er der forholdsvis få gratis glæder. Man kan vandre nogle skønne ture ud til isfjorden, hvilket i sig selv er kæmpestort. Men hvis man vil opleve nogle af de helt store ting, kræver det en båd – og en skipper, der ved, hvordan man sejler sikkert mellem isen. Mange vælger også at tage med helikopter helt ud på indlandsisen. Så det vil sige, at et ophold i Ilulissat uundgåeligt byder på en del gruppeture, hvis man vil ud og opleve noget.
Og det er altså så syret hver gang, synes jeg. Man sidder der og venter – og nu kommer jeg jo altid for tidligt alle vegne, så jeg når ofte at følge samtlige deltagere dukke op. Og den slags foregår jo ofte meget tidligt om morgenen, så det er altid søvnigt, folk kommer og lige kigger sig omkring. I begyndelsen er de fleste ret tavse og alle dem, der har rejsefæller på forhånd, snakker især med dem, mens dem, der rejser alene for det meste står lidt for sig selv i begyndelsen, men som altid også er dem, der “bryder isen” (pun intended) først. Og selvom det kun er et par timers tur, opstår der meget hurtigt grupperinger i gruppen. Nogle begynder straks at småsludre, udveksler de klasssiske informationer om, hvor man er fra, hvor længe, man har været på destinationen, hvornår man skal hjem og hvad man har oplevet indtil nu. På den ene side ligegyldigheder, som alle har glemt et øjeblik efter – på den anden side nyttig information i begyndelsen af opholdet, hvor man i høj grad har brug for andres anbefalinger for at gennemskue hvilke af de mange muligheder, man skal prioritere. Andre ser til med foragt og gider i hvert fald ikke smalltalke med mennesker, de aldrig skal se igen. Der er altid nogen, der påtager sig lederskabet fra starten, går hurtigst, fører an og med naturlig autoritet altid snupper de bedste pladser i bussen eller båden. Nogle, der gerne vil blære sig med deres viden overfor guiden, der tålmodigt bekræfter dem i, at de har ret og har sat sig godt ind i tingene. Nogle, der gør hvad de kan for at gå i et med væggen og tydeligt hader, hader, hader, at man ikke engang som voksen kan slippe udenom skolegårdens gruppedynamikker. Der er altid nogen, man husker mange år efter turen og snakker med sine rejsefæller om – og så er der nogen, man måske ovenikøbet har siddet ved siden af masser af gange, men overhovedet ikke kan genkalde sig. Og endelig er der nogen – og dem er der for mit vedkommende temmelig mange mindeværdige af – som man ender i en ekstremt intens samtale med, hvor man udveksler nogle af sine inderste, dybeste, mest komplekse overvejelser, mens isbjerge/templer/bjergtinder/canyons/slotte/ørkener/stenformationer glider forbi som et ekstra surrealistisk bagtæppe for nogle af de samtaler, der kommer til at forandre ens liv. Og som kun lige opstod netop dér og netop da – med mennesker, man aldrig får set igen.
NÅ – alt det her er så egentlig bare baggrunden for, at jeg havde en særligt tankevækkende oplevelse i Ilulissat i sidste uge – og det var EGENTLIG den, jeg ville have fortalt jer om. Og det, der triggede, at jeg specifikt tænkte så meget over gruppedynamikker på netop denne tur:
Jeg havde meget varmt fået anbefalet at tage ud til Eqi-gletcheren ca. 5 timers bådtur fra Ilulissat og overnatte i deres “Ice Camp Eqi”. Den ligger langt ude in the middle of nowhere – og alt i materialet omkring det signalerede, at man skulle være ret frisk og eventyrlysten for at tage helt derud. Men når man så var der, ville føle sig helt, helt alene og blive forkælet med masser af god mad, mens man sad og så på den kælvende bræ. (og lad mig lige sige med det samme, at selvom resten af dette indlæg handler om, at vi så ikke kom til at være der spor alene, var det altså fuldstændig fantastisk og så mange varme anbefalinger værd, at gletcheren risikerer at smelte hurtigere end klimaforandringerne kan forårsage, simpelthen fordi den bliver mødt med så mange smeltende varme anbefalinger)
Man skulle mødes allerede klokken kvart i syv. Og da vi blev hentet på samlingsstedet var vi kun seks personer i alt, og vi snakkede meget om, hvor dejligt og stille det ville blive derude. Det tegnede godt – et par fra Østrig som vi allerede havde sludret hyggeligt med på kystbåden, et par fra Seattle, min far og mig. Småt, internationalt og godt. Indtil vi kom ned til båden, hvor der var gået kludder i noget med Østrigernes booking, så de ikke kom med – og de til gengæld blev erstattet af en gruppe på 26 pensionister fra en seniorrejseforening. Og her er det vigtigt for mig at understrege, at min ærgrelse IKKE handlede om deres alder – jeg kan faktisk rigtig godt lide at hænge ud med mennesker, der er væsentligt ældre end mig selv – det handler om, at der pludselig var en meget stor, dominerende gruppe, mens vi kun var fire personer, der ikke hørte til gruppen (og det ville have irriteret mig lige så meget, hvis det havde været gymnasieelever eller for den sags skyld nogle på min egen alder). Men der var selvfølgelig den ekstra syrede ting ved det, at jeg rejste sammen med min far, der nemt kunne gå for at være en af gruppen.
Og vi var da heller ikke nået særligt langt udenfor havnemundingen, før der opstod lange køer ved morgenmaden (danskere i kamp for at smøre ostemadder er altså ikke noget kønt syn) og brok over manglende kaffekopper.
Jeg talte mest med amerikanerne. De var søde og sjove og desuden var der den ekstra bonus, at de var i Ilulissat, fordi de havde deltaget i Grønlandsmesterskaberne i kajak – og de fik virkelig åbnet mine øjne for, at den slags ikke kun handler om, hvem der kommer hurtigst i mål. Det er et helt lille “mini-olympiske-leje”, hvor man også konkurrerer på, hvem der bedst kan svinge sig i tov (der hænger på fisketørrestativerne) og ikke mindst rulninger (hvis man troede, der kun fandtes hele og halve grønlændere, tog man fejl – der er 70 forskellige rulninger, der allesammen handler om, hvorvidt man holder harpunen foran sig, bagover ryggen eller på en måde, der egner sig særligt godt, hvis den har sat sig fast i stadigt svømmende hval). Amerikanerne skulle så desværre ikke overnatte. Så dér så man lige min far og mig som de eneste, der ikke hørte til gruppen.
Vi kom fra borde, blev indkvarteret, fik kaffe og kage. Og så begyndte der jo at ske noget interessant. Og det handlede hverken om den ret store udfordring i at få hjulpet samtlige af gruppedeltagerne med samt deres bagage op ad den stejle bjergsti til hytterne (ellers en temmelig stor udfordring, når man tog antallet af kunstige hofter i betragtning) eller om min irritation over, at vi var så mange derude (hvilket jeg stadig synes var ærgerligt, men dog forholdsvis hurtigt lagde bag mig, selvom jeg kunne mærke, jeg havde et latterligt stort behov for at understrege overfor guiderne, at jeg IKKE hørte med til gruppen, jeg var INDIVIDUELT rejsende – latterligt stort behov). Det handlede om, at der sker noget interessant, når man er tilstrækkeligt længe sammen med en gruppe til, at man begynder at se individerne.
Ved første øjekast lignede de jo allesammen hinanden. Samme briller, samme frisurer og – ikke mindst, hvilket gælder alle turister i Grønland – samme variationer over fleece, windbreakers og vandrestøvler. Men der gik faktisk forbløffende kort tid, før jeg begyndte at kunne skelne dem fra hinanden og gennemskue de interne gruppedynamikker
Og det der slog mig – og som trods alt nok slog mig hårdere, fordi det var en gruppe pensionister og jeg derved måske dissekerede dem mere objektivt, end jeg ville have gjort med en gruppe på min egen alder - var:
- Der var en hel klar leder – og det var ikke ham, der officielt var lederen.
- Der var nogle, der var ekstremt livsglade og gode til at få det bedste ud af det. Og de tiltrak sig masser af opmærksomhed og fik automatisk de andre til at hjælpe sig med at gøre sig det endnu mere behageligt. For eksempel var der kamp om de udendørs siddepladser – og da først vi begyndte at sejle, var det altafgørende med en plads i sol og læ, hvis man skulle kunne holde ud at sidde udenfor. To af kvinderne havde været smarte. I stedet for at kæmpe om pladserne på bænkene, havde de sat sig på en kasse. Og havde fundet nogle puder. De sad allerbedst – de tronede, grinede og var glade. Og det var sjovt at se, hvordan de andre blev ved med at komme med ekstra puder og tæpper til dem, så de hele tiden kom til at sidde bedre. Mens dem, der brokkede sig over manglende siddepladser fik lov at sidde i et hjørne.
- Der var helt tydeligt en ældre herre, der havde været charmør hele livet. Og stadig var det.
- Der var to veninder, der var helt udenfor. Når de andre puffede hinanden i siden for at gøre opmærksom på, hvor de skulle kigge hen for at spotte en hval eller bød whisky rundt, som man kunne køle med indlandsis, forbigik de dem. Ikke af ond vilje tror jeg – de glemte dem bare. Og det er aldrig rart at blive glemt.
- Der var nogen, der med stolthed fortalte om deres fortid og deres arbejde og som straks udstrålede lyst til at fortælle om alt det, de havde oplevet og understrege, at de havde “været noget ved musikken” engang. Og der var mindst ligeså mange, der tydeligt var lettede over endelig at være en del af den mere anonyme pensionistgruppe, hvor man ikke altid behøvede tale “fag”, men i stedet kunne holde sig til at fortælle om børnebørn.
- Der var nogen, der havde meget travlt med at understrege, at de “normalt ikke rejste i grupper”, mens andre helt åbent var glade for, at nogle andre tog ansvaret for det hele.
- Der var nogle, der var ekstremt friske. Og det var meget livsbekræftende at se HVOR frisk omkringspringende, man kan være i 70-årsalderen. Men til gengæld var der også nogle, der virkelig var besværede af deres lemmer eller manglende balance, at det samtidig stod klart, at man skal passe på med at udsætte alt for mange rejser til man bliver gammel. Der er altså rigtig mange rejsemål, der kræver en vis fysik for, at man får det optimale ud af dem.
Mødet med pensionistgruppen fik mig til at tygge temmelig meget på, hvor meget de samme sociale dynamikker følger os resten af livet. Det er langt fra gjort med skoletiden. Man bliver ved med at indgå i nye gruppesammenhænge og skulle kæmpe for sin plads – på nye arbejdspladser, hvor der altid er den cool frokostgruppe, man gerne vil være med i – og alle de andre, der spiser sammen, fordi det er de nødt til. Til store fester, hvor nogle borde altid er de sjoveste at sidde ved. Og sgu selv når man er på rejse, og uanset om man vil det eller ej bliver tvunget til at indgå i grupper. Mange – undertegnede inklusive – der følte sig meget udenfor som børn, har i voksenalderen fint lært at håndtere gruppedynamikkerne på godt og ondt. Men nogle bliver ved med resten af livet af være dem, der altid er udenfor, hvilket er et kolossalt handicap, og det synes jeg var grundlæggende hjerteskærende at være vidne til.
Gruppedynamikkerne følger os livet igennem, for uanset, hvordan man vender og drejer det, er der to ting, man ikke kan komme udenom:
1) Ethvert individ indgår konstant i forskellige grupperinger – uanset hvor meget man vender og drejer det og slår sig i tøjret.
2) Enhver gruppe består af individer – og det skal man huske sig selv på at have øje for. Også selvom det ved første øjekast ser ud som om de allesammen er ens.
1) Udvalgte restauranter i Grønland serverer “Grønlandsk Sushi” – med hval-sashimi og hellefisk-nigiri.
2) Rullesko er så populære i Nuuk, at mange butikker (hvis gulve er glatte og derfor særligt rullesko-egnede) er nødt til at have skilte, der siger “Ingen rullesko, tak”.
3) Butikkerne i Grønland reklamerer generelt utrolig lidt for sig selv – har typisk kun et diskret skilt på facaden og ofte kun på grønlandsk, hvilket efterlader enhver turist uvidende om, hvad man kan købe der. Det må være ud fra devisen, at der kun er den ene af den slags butik (boghandler, sportsbutik, legetøjsbutik) i hver by, at alle, der skal vide det, ved at de findes – og hvor de ligger.
4) Der er relativt set markant mange Thai-restauranter i de grønlandske byer. Og de fleste af dem er gode. Mest syret var dog det gastronomiske kulturclash til “Grønlandsk Buffet” på Hotel Hvide Falk i Ilulissat. Tørrede amasetter (små fisk, der spises med hud, ben og hår), mattak (hvalspæk), røget isbjørn/moskus/rensdyr/hval og hellefisk i alle afskygninger suppleret med “Msokus i Østerssauce”, grønlandsk sushi og ikke mindst pyntet med fuldstændig overdrevne mængder af udskårne vandmeloner, gulerodsfugle og drager udskåret af kinaradisse.
5) De grønlandske bilister er utroligt tilbageholdende i helt bogstavelig forstand. De holder ekstremt høfligt og overskudsagtigt tilbage for fodgængerne, og jeg der er vant til at færdes i byer, hvor fodgængerne er jaget vildt, bliver stadig lige overrasket hver gang. Og tror jeg har smilet venligt-taknemmeligt og “tak for hjælp i trafikken”-kækt til samtlige chauffører i Nuuk op til flere gange i løbet af de to måneder, jeg har været her.
6) Relativt set er der utroligt mange drenge på mountainbikes. Og de behersker dem uovertruffent. Op og ned ad grøftekanter og skrænter.
7) Der er næsten altid kun fortov i den ene side af vejen. De ligner godt nok ikke fortove i traditionel forstand, fordi det mere er et fladt grusstykke ved siden af asfalten. Men det er helt forkert, og ingen forventer, at man går i den forkerte side af vejen. Og derfor kan det hurtigt blive ret farligt at gøre det.
8) Der er så mange heroppe, der taler så godt dansk, at man hurtigt bliver lidt doven, og glemmer, at det ikke er alle, der gør det. Og jeg kan godt blive lidt flov over, at jeg ikke har fået opsnappet mig mere grønlandsk, end tilfældet er.
9) Det er utroligt, hvor langt, man kan klare sig på frostvarer. Nu er jeg jo ellers den store frisk-frugt-og-grønt-fra-Aarstiderne-økolog derhjemme, der stort set aldrig køber andre frosne frugter og grøntsager end bær – og noget af det, jeg savner jeg mest heroppe (bortset fra venner og familie selvfølgelig) er da også frisk frugt og grønt. Men nu har jeg oplevet, at det kan lade sig gøre at køre en husholdning stort set på frostvarer. Og det er altså noget helt nyt for mig. Ikke noget, jeg har tænkt mig at genoptage derhjemme – men dog bevidsthedsudvidende at vide, at muligheden foreligger.
10) Gadebilledet – og især turistbådene i Ilulissat – er et studie i outdoor-udstyr. Det er helt vildt, hvor meget ‘intelligence’, der er røget ind i den branche og hvor mange geniale nye materialer, snit og kombinationer, der findes. Og alt sammen ufatteligt “light weight”, så man have masser af lag gemt i en lille daypack. Imponerende grad af produktudvikling, som man ikke har nær så god mulighed for at studere på nært hold derhjemme.
Jeg er netop vendt tilbage til Nuuk efter 12 fuldstændig fortryllende dages eventyr op langs den grønlandske vestkyst til Disko-bugten. Og det var en tur, der indeholdt alt hvad man kunne drømme om af isbjerge i fantastiske formationer og farvespil. Hvalblås og efterfølgende dykkende hvalhaler; den mikroskopiske og alligevel farverige fauna. De kælvende bræer og efterfølgende skælvende vandmasser og isskosser og tsunami-risici. Solen, der lavede regnbuer i vandoverfladens dønninger. Hellefisk, hellefisk, hellefisk og røget isbjørn.
Jeg har efterhånden i livets løb besøgt mange af verdens moderne og naturlige vidundere – og jeg må sige, at denne oplevelse når helt, helt op i toppen af oplevelsesregisteret.Så det er absolut det hele værd. Men denne tur har også været en af de sværere at planlægge – så derfor vil jeg (ligesom jeg gjorde efter min tur til Cambodia) lige ile med at videregive mine tips og erfaringer, så andre der er på vej til at planlægge drømmeturen kan få svar på nogle af de spørgsmål, man uundgåeligt stiller sig selv.
Kystskibet op langs vestkysten
I stedet for at flyve direkte til Illulisat valgte vi at sejle med Kystskibet Sarfaq Ittuk op langs vestkysten. Det tager i sagens natur lidt længere tid – afgang fredag aften fra Nuuk og ankomst i Ilulissat søndag klokken 13 – men det er det hele værd i oplevelsesværdi, udsigt og mulighed for at se et par af de andre byer på vejen – for der er stop i flere af de små byer på vejen, så man også kan nå at få et lille indtryk af dem på vejen. Der er meget hyggelig stemning om bord og udsigten er formidabel – også på de sydligere strækninger, hvor det endnu ikke er isbjergene, der stjæler opmærksomheden. Vi var meget heldige med vejret og kunne sidde på dækket i solen det meste af tiden. Og når aftenen falder på, er det hyggeligt at spille kort i agtersalonen, hvor der også bliver vist film, hvis man har lyst. Og så er kaptajnen er også rigtig god til at sige, når der er hvaler i sigte :-) Når man vågner søndag morgen i Aasiaat vil man se de første isbjerge – og derfra bliver det bare flottere og flottere hele vejen mod Illulisat, hvor isbjergene bare bliver flere og flere og flottere og flottere.
Kystskibet – praktisk
Skibet stopper både i Manitsoq, en mindre bygd, Sisimiut og Aasiaat på vejen. Det er dog kun i Sisimiut, den stopper længe nok til, at man reelt kan nå fra borde og meget længere væk end havnen. Det er fristende at udsætte middagen til Sisimiut, men der er ikke så mange valgmuligheder og det skal alligevel gå ret hurtigt, hvis man skal nå at se andet af Sisimiut end at spise. Jeg talte med et ungt par, der på forhånd havde bestilt bord på en Thairestaurant nede i havnen. Det havde været ret godt, sagde de. Og det tror jeg er det absolut bedste bud, hvis man vil spise i land. Ellers er det en god ide at spise om bord inden ankomsten til Sisimiut, så man kan koncentrere sig om at udforske byen.
Der findes forskellige priskategorier, hvoraf vi havde valgt den dyreste – to-personers kahyt. Det fungerede rigtig godt – men stort vindue og eget bad og toilet. Men jeg talte også med nogen, der havde valgt den billigste løsning – liggeplads – hvor man ligger række på række i åbne rum med delt bad og toilet. Og så vidt jeg kunne forstå, havde det også været helt ok, hvis man rejser på rygsæks-budget.
Der er et ok cafeteria om bord – og de benytter sig ikke ligeså meget af deres monopolstatus, som man kunne frygte. Hovedmåltiderne koster ca. 65 kroner for enten morgenbuffet, frokostbuffet/varm ret eller varm aftensmad. De måltider serveres indenfor et tidsinterval på 2 timer. Derudover er der hele tiden smørrebrød, slik, kage og drikkevarer at købe. Alkoholiske drikke er ret dyre, men man kan sagtens købe sig et glas vin eller en øl, uden at det vælter budgettet. Har man brug for mere, vil det være en god ide at medbringe flydende proviant.
Gratis glæder i Ilulissat
Diskobugtens ultimative turistmagnet er isfjorden ved Ilulissat - det tidligere Jakobshavn. Der er nogle gode vandreture at tage fra selve byen. Den gule rute er ikke så krævende og kan snildt gennemføres på to timer. Den fører tæt ned forbi isbjergene og er en fin introduktion på ankomstdagen eller en halvdagstur, som aftentur eller en dag, hvor man har en anden udflugt på programmet. Den blå rute er en spektakulær kombination af gammel inuit-boplads, fantastiske vuer og isfjorden, smukke kløfter og bjergsøer. Den er lidt mere krævende både for balance, fodtøj og kondition og kan – alt afhængig af dagsformen og hangen til nydelsespauser – gennemføres på 4-6 timer. Man kan nemt købe proviant i Pisifik, der ligger på bekvemt på vejen ud mod den gamle heliport, hvor begge ruter udgår fra. Blandt de – få – gratis glæder er også nogle dejlige udsigtsposter – især nød jeg at sidde længe på klipperne foran kirken og bare kigge ud på isskosserne.
Sejltur blandt isbjergene
En af de uundgåelige ture fra Ilulissat er en sejltur blandt isbjergene. Og det skal man virkelig unde sig selv – også selvom man synes, man har set masser af is på turen med kystskibet, de andre sejlture og vandreturene. For det er noget helt, helt andet at sejle rundt mellem isbjergene faretruende tæt på – og skipperne er rigtig gode til at sejle hen til de særligt flotte formationer, der jo i sagens natur ændrer sig fra dag til dag. Det er mest populært at tage en midnatstur, hvor aftensolen får isfjeldene til at gløde. Men det kunne vi af forskellige årsager ikke få passet ind – så det blev en dagstur i stedet. Det var jeg oprindeligt lidt ærgerlig over, men det viste sig også at være en helt fantastisk oplevelse, fordi fjeldene så – i modsætning til om aftenen, hvor den ene side ligger i skygge – ligger i fuld, flot sol og stråler turkis-turkis lige der, hvor de rammer vandoverfladen. Jeg har varmt fået anbefalet at booke denne tur hos italieneren Silver hos Tourist Nature, der ligger lige ved siden at World of Greenland – men det kunne ikke lade sig gøre for vores vedkommende pga timing. Men jeg giver gerne anbefalingen videre – og vil så i øvrigt sige, at World of Greenlands tur også fungerede rigtig, rigtig godt.
Overnatning i Eqi – lige ved den kælvende bræ
Turens absolutte højdepunkt var en tur til Eqi-gletcheren. Her sejler man i fem timer ud gennem de smukke fjorde fulde af isbjerge og isskosser ud til gletcheren og ligger i et par timer ud for den for at vente på kælvinger. Den kælver kun meget sjældent store stykker og deciderede isbjerge eller skosser – men til gengæld er der meget ofte kælvinger i form af store “sneskred”, der buldrer og brager og laver store sneskyer for foden af isen. Og det er også i sig selv vældig flot.
Vi havde valgt at overnatte i Ice Camp Eqi, der ligger med den smukkeste udsigt til bræen. Og det var et rigtig godt valg, som jeg – trods den lidt hampre pris – vil anbefale alle, der på nogen måde at har tid til at tage en overnatning derude. Hytterne er simple (tørklosetter og ingen elektricietet), men utroligt lækkert indrettet med sæl- og moskusskind og gode senge. Og de har hver især en terrasse med fantastisk udsigt til bræen. I fælleshuset “Cafe Victor” bliver man døgnet igennem fodret med den lækreste mad (inkluderet i prisen – drikkevarer kommer oveni) og alle besøgende går rundt med et konstant saligt smil. Der er fine vandreture at gå – vi tog den over til morænen, der tager ca. fire timer. Den var forholdsvis let, men der var et par vadesteder for foden af fosserne, der var temmelig svære at komme over – kræver god balance og gode vandrestøvler. Helt henne ved morænen, er det vigtigt at komme helt op ad selve bjerget i stedet for at forsøge sig med at kravle op ad morænen, der let skrider under en og ligger længere fra gletcheren, end man skulle tro. Fra Eqi er der også mulighed for at tage en teltovernatningstur op til indlandsisen. Det havde vi ikke tid – eller træning + udstyr til – men dem der gjorde det, var helt oppe at køre, så jeg tror roligt, jeg kan anbefale det, hvis man er til den slags. Man kan også tage til Eqi på en dagstur, hvor man ikke kommer i land. Det tror jeg ikke umiddelbart, jeg vil anbefale. Turen er smuk – men meget lang, og kælvningerne er ikke så spektakulære, som man forestiller sig, så det er en lang tur at tage bare for det. Den store oplevelse var at bo i selve campen og følge gletcherens liv – og lyde, ikke mindst – så tæt på. Og at være så langt ude in the middle of nowhere. Hvis man ikke har mulighed for at overnatte, tror jeg hellere man skal prioritere andre ture – eventuelt fyre krudtet af på en af de rasende dyre men sikkert fantastiske helikopterture til indlandsisen. Men har man mulighed for at overnatte skal man absolut unde sig selv det – alle vi mødte, der havde overnattet ved Eqi var helt salige og ærgrede sig – ligesom os – over, at de ikke havde booket endnu flere nætter.
Tur til Diskoøen
Ca. 4 timers sejltur fra Ilulissat ligger Diskoøen, hvis flora, fauna og geologi adskiller sig markant fra resten af Grønland. Den er resultatet af voldsom vulkansk aktivitet og derfor er der masser af smukke søjle-basalt-formationer af størknet lava. Der er også masser af varme kilder med syretgrønne vækster rundt om. Og ikke mindst er hovedbyen Qeqertarsuaq utroligt hyggelig og størrelsesmæssigt et sted mellem bygd og by. Her har Københavns Universitet også en forskningsstation, hvor zoologer, botanikere, geologer og geografer dyrker de unikke omgivelser. Jeg fik en kort snak med deres videnskabelige leder, der forskede i Grønlandshvalers akustik – og det sagde jo i sig selv lidt om, hvilke spændende forskningsprojekter basen danner udgangspunkt for.
Man kommer derover med DiskoLines bydgebåde. Vi tog afsted fra Ilulissat klokken 7 om morgenen og var så i Qeqertarsuaq ca. 11. Herefter sejlede båden videre til Aasiaat og tilbage igen – og vi hoppede så på igen klokken 18. De timer var rigelig tid til at nå ud til søjlebasalterne ved Kuannit og gå rundt i den fine, fine by. Personligt havde jeg meget gerne taget et par overnatninger derovre – Diskoøen er også det eneste sted i Grønland, man kan køre i hundeslæde om sommeren og en vandretur op til Lyngmarksbræen skulle også være et hit. Desuden skulle der være nogle helt fantastiske blomsterdale – men det er altsammen lidt urealistisk at nå, hvis man skal tilbage samme dag. Det er helt klart en overvejelse værd at flyve eller sejle med kystskibet til Aasiaat i stedet for direkte til Ilulissat - og så tage bygdebåden til Diskoøen, overnatte der et par nætter og så videre til Illulisat derfra. Men helt klart en anbefaling værd at tage over til diskoøen. Også selvom man kun har en dag. Og husk proviant – det er en lang sejltur og det er meget begrænset, hvad man kan købe af mad og drikke ombord.
Overnatning og mad
Vi skulle være i Illulisat i mange nætter og havde derfor valgt at bo billigst muligt – på vandrehjemmet. Det var ok. Pænt og rent – men selvfølgelig med toilet og bad på gangen og temmelig knirkende køjesenge. Selve huset var slået skævt af vejret og satte sig under opholdet så meget, at vi måtte have en låsesmed til at ændre på låsens pasninger for at kunne lukke den. Men der var hyggeligt nok – og det var absolut brugbart. En anden gang havde jeg dog nok valgt det lidt – men ikke meget dyrere – Hotel Icefjord, der skulle være ret basic men har flot udsigt fra alle værelser – eller prøve turistbureauets B&B-tilbud, hvor man bor billigt hos lokale familier. Hotel Hvide Falk så umiddelbart lidt kedeligt og upersonligt ud – men ligger godt og der er helt sikkert flot udsigt. Hotel Arctic er det helt store flotte mangestjernene hotel, hvor alle klimaministrene bor, når de skal op og se på klimaproblemerne. Det ser superlækkert ud og ligger meget flot (dog temmelig langt udenfor byen).
Madmæssigt drømmer man jo om at vælte sig i frisk fisk, når man ser fiskerne hale hellefisk efter hellefisk op med langline. Men ironisk nok er det sværere end som så lige at få sig sine veltilberedte fiskemåltider i Ilulissat. De fleste af hotellerne kører på skiftende dage “Grønlandsk Buffet”. Vi prøvede den klassiske på Hotel Hvide Falk – og bortset fra, at jeg personligt har meget store aversioner mod “buffetstemningen”, hvor folk kaster sig over maden, så snart startskuddet går – var det faktisk rigtig godt. Der var fisk, skaldyr, kamchatka-krabbekløer og grønlandsk sushi i alle afskygninger, et bord med eksotiske røg-varer – isbjørn, rensdyr, moskus, lam, hval. Tørrede fisk og mattak (hvalspæk). Et bord fyldt med varme retter ala hval i rødvinssauce, moskus i østerssauce, sæl-suessat og dybstegt hellefisk. Og så selvfølgelig ost og dessert. Alt veltillavet – og som et totalt syret indslag: udsmykket efter alle kunstens asiatiske regler med udskårne vandmeloner, gulerodsfugle, kinaradisse-templer og agurke-drager. Meget syret – og et sjovt twist at pynten – trods alle de luksuriøse fiskevarer – nok med de grønlandske frugt-og-grønt-priser har været det allerdyreste.
Vi spiste også en dejlig middag med grønlandske råvarer på Mammadut (ligger på vejen op mod den gamle Heliport) og jeg fik også et fint “stjerneskud” med masser af Hellefisk på byens eneste cafe (på hjørnet overfor Brættet).
Alt i alt er der ingen tvivl om, at en tur til Diskobugten vil ende blandt de absolutte højdepunkter i enhver besøgendes rejseliv. Det er fuldstændig forrygende, fortryllende og forjættende. Intet mindre. Så hvis du så meget som overvejer at tage afsted er det bare om at gøre det. Og del endelig dine tips i kommentarfelterne, hvis du har andre tips eller holdninger til det, jeg har skrevet.
God tur!
I dag besteg jeg bjerget Lille Marlene i Nuuks udkant sammen med min far. For hårdkogte vandrere er det en lille ubetydelig stigning på 430 meter, men for undertegnede var det en udfordring. Ikke en uoverstigelig en af slagsen – jeg har både besteget højere og stejlere bjerge før – men dog en udfordring, der krævede en del pauser på opstigningen og en vis grad af koncentrationen på nedstigningens bratteste punkter. Og jeg indrømmer, at der indimellem var punkter, hvor jeg tænkte, at toppen så ud til at ligge uoverstigeligt langt oppe eller at nedstigningens udfordringer ville være for svære at forcere.
Men det mirakuløse er jo, at når bare man tager det et skridt ad gangen, går det altsammen. For i den slags terræn er man nødt til at kigge ned, mens man bevæger sig opad eller nedad. Springe fra tue til tue, klatre op ad de steljeste sten og ellers bare prøve at undgå uventede huller, våde sokker og rokkesten, der helst skulle have været stabile. Man kigger koncentreret ned og foretager en masse strategiske overvejelser under vejs. “De næste par meter ser tilforladelige ud, hvis jeg går denne vej – til gengæld ved jeg ikke, om jeg kan komme videre helt ude for enden, eller om det går brat op eller ned.”"Måske kan det betale sig at “backtracke” lidt her, for så at komme hen på noget mere jævnt eller mindre vådt”"Skal man vælge den stejleste eller den sikreste vej til toppen?” “Hvilken sten skal jeg sætte min fod på næste gang?” Man overvejer og træffer beslutninger konstant. Og når man så ser sig op igen, er man pludselig kommet en god bid nærmere målet. Næsten helt umærkeligt.
Det har jeg tit tænkt over, når jeg har været ude og vandre. Men først i dag slog det mig (lidt langsom har man vel lov at være) for alvor, hvor tæt forbundet den erkendelse er med begrebet “at tage tingene et skridt af gangen. Og hvor meget man (jeg?) dog kunne få ud af at anlægge den erkendelse lidt mere på resten af tilværelsens store udfordringer.
Der er så mange ting, vi viger tilbage for, fordi de forekommer for uoverskuelige. Og så bliver de ofte aldrig til noget som helst. Men ligesom med “bjergbestigningen” gælder det jo, at næsten uanset, hvad man begiver sig i gang, bliver det stadigt mindre uoverskueligt, jo flere skridt man tager. Det er det første skridt, der er det sværeste. Men når man først kommer i gang bevæger man sig mod målet.
Det gælder skriveprojekter – og måske er det netop derfor blogs er så attraktive, fordi man kan få skrevet en masse med små skridt af gangen. Det gælder iværksætteri. Og det gælder nye ting, man vil lære – små skridt ad gangen. Ting, der virker uoverskuelige, hvis man konstant fokuserer på det endelige mål – men som lader sig gøre skridt for skridt.
Udfordringen er så selvfølgelig, at det samtidig er målet man er nødt til at pejle efter – både for at bevare entusiasmen, ambitionerne og drømmene. Og for at holde retningen. Og der kan man godt nogle gange blive lidt desillusioneret, når der stadig ser ud til at være langt til målet, selvom man allerede er godt i gang. Og når man efterhånden har opdaget, at det der så ud til at være så nært indenfor rækkevidde dog var så fjernt. Fordi der er uventede, skjulte kløfter på vejen mod toppen. Som man så må forcere, før man kan bevæge sig videre i den rigtige retning. Og det lumske ved dem er jo, at man ikke kan se dem, før man har taget de første mange skridt. Men igen – og her er vi tilbage ved en anden kliche, hvis dybde jeg først har fattet dybden i i løbet af livet: Det er godt det samme, at man ikke kan se alle udfordringerne på forhånd – for så ville man helt have ladet værd at begive sig afsted.
