Som I efterhånden nok har kunnet forstå, har det været meget lærerigt at være på “Køkken-og-bad-renoverings-markedet” i et par måneder. Og der er endnu et interessant aspekt, som jeg ikke har nævnt tidligere, men som jeg virkelig har hæftet mig meget ved:

Når man kigger på køkken og/eller bad tiltales man konsekvent som “I”. Også selvom man tusser helt alene rundt blandt ellers ca. 85% højgravide i IKEA og ikke har skyggen af hverken mand eller børn i hælene eller utålmodigt ventende i stationcar’en udenfor.

Uden at man har redegjort for noget som helst omkring sit privatliv, bliver man budt velkommen til badeland med spørgsmålet: “Hvad kan I lide?” eller “Hvad leder I efter?”

Brusebassiner bliver solgt på, at “Det her brusebassin er faktisk stort nok til at ungerne kan bade i det”. Termostatbrusearmaturer på, at “de små ikke skolder sig”. Dobbeltvaske på, at så kan vi “have hver jeres vask”. Højskabe på, at man ikke skal glemme hvor meget alle “jeres håndklæder og ting og sager fylder”. Og spejlskabe på, at “så kan hans barbermaskine sidde i det her stik og herovre har du dit make-up spejl”.

Og altså - nu vil jeg selvfølgelig meget gerne indrette mit hjem på, at der mere premanent skal stå flere tandbørster end min egen i tandkruset på vasken. Og jeg er sikker på, at de unger, jeg engang håber at få også vil elske det nye bruse-bade-kar, murerne i disse dage er ved at opbygge. Og der kommer givetvis en dag - og det måtte da gerne være snart, det er da slet ikke det - hvor det ville have været fantastisk med både en dobbeltvask og et højere højskab end det, jeg har bestilt nu.

Men det er en ret syret ting, at man på den måde ikke alene i tankerne udstyrer sit nye køkken/bad med accesories i form af vandfalds-og-champagne-bruser, espressomaskine, tykke frottebadekåber og hjemmepressede juicer, som man overhovedet ikke har og som ikke automatisk følger med i pakken selvom man har købt sig til skuffemodulerne, vaskemøblet og hvidevarerne. Man bliver også automatisk udstyret med en kernefamilie, der færdes hjemmevant i de nye omgivelser med ønsker, drømme og behov, man ikke kender. Og som man lige skal huske sig selv på, at man trods alt ikke behøver at indrette sig så meget efter, før den rent faktisk er der.

Men ingen regel uden undtagelse: For der var selvfølgelig også lige sælgeren, der gik i den fuldstændig modsatte grøft og med et glimt i øjet betroede mig, at “Mænd er mest til hovedbrusere, mens kvinder jo er mere til håndbrusere”.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden, jeg har rapporteret fra sladderbladenes royale spalter. Men nu er det sommer og årets mini-medie-festival er på sit højeste. Og i denne uge så jeg så en helt ny variant af Se&Hør’s grænseoverskridende royale stunts. De har nemlig valgt at bringe Frederik som denne uges “Se&Hør-mand”.

De må have haft den ide i ærmet længe, så den kunne ramme forsiden i en særlig sløv uge. Og denne uge har i sandhed været sløv, hvis de største forsidenyheder de kunne diske op med er, at Bjarne Riis svigter sin syge mor, og at “Politi-Per” har kræft (uendelig trist at høre, men ikke ligefrem en juicy sladderhistorie).

Og som kompensation har forsidegrafikeren så fået lov at forlyste sig med to kæmpe billeder af henholdsvis Se&Hør-manden (H.K.H.Kronprinsen) og “Se&Hør-pigen” topløs, tatoveret og piercet mørk skønhed ved navn Michelle. Hver Se&Hør-mand eller -kvinde finder normalt plads på forsiden. Men i denne uge fylder de næsten en fjerdedel - samtidig med at billederne af dem er klippet ud, så de ved første øjekast ser ud somom der er en relation mellem de to. Der er godt nok stempler på dem begge med henholdsvis “Se&Hør-manden” og “Se&Hør-pigen”. Men det skal man være ret fast læser for lige at kunne gennemskue, hvad betyder. Og de fleste har som bekendt kun et par øjeblikke i Netto-køen til at gøre sig deres egne tanker og lade rygterne svirre.

Inden i bladet er Michelle så også helt afklædt på billederne (in puris naturibus, som min mor ville have sagt) mens billederne af Frederik er ret almindelige billeder af en badende kronprins m. tækkelige boksershorts. Så det er ikke billederne, der overskrider alle grænser. Det er derimod Se&Hørs konstruerede svar på de poesibogs-spørgsmål genren lægger op til. For mens Michelle Jørgensen får lov til selv at fortælle, at hendes livret er thaimad og at hendes favorit-tøj er frækt tøj, har redaktionen lagt Frederik følgende i munden (jeg gengiver det ordret - og vil i øvrigt lade det stå for sig selv herfra, så enhver kan tænke og tolke sit)

Se&Hør-manden

Navn:

Frederik André Henrik Christian

By:

Fredensborg

Højde og vægt:

Højden er under middel og vægten støt stigende.

Stjernetegn:

Tvillingerne

Kæreste:

Gift med Mary - p.t.

Stilling:

På bistand

Fritidsinteresse:

På andres regning

Livret:

Varm luft og tomme kalorier

Her går jeg i byen:

Samme steder som Se&Hør

Det tænder jeg på:

Alt gratis

Favorittøj:

Min Harboe-uniform

Mit idol:

Kai “OL” Holm.

Det er efterhånden ved at være halvandet år siden, at jeg første gang forudsagde, at quinoa kunne gå hen og blive det nye spelt. Og under mit ophold i New York blev den teori bekræftet op til flere gange (ja, for den sags skyld kan du læse om quinoa også både her og der.

Og nu kan jeg godt sige jer: NU er det for alvor ved at ske herhjemme. Og det aflæser jeg blandt andet ved, at det daglige antal googlinger på quinoa, der leder folk hen til min blog, stiger for hver dag, der går. Og der i tidens løb indløbet en masse gode kommentarer - sågar opskrifter med quinoa - i kommentarfelterne. Og det lyder alt sammen ikke alene sundt, men også meget appetitligt. Velkommen til Quinoa, det nye spelt.

En af grundene til, at man bliver så utroligt køkken-og-bade-værelse-kedelig, når man er ved at få indrettet samtalekøkken eller velværelse - eller som i mit tilfælde begge dele på en gang - er, at man pludselig opdager en masse nye produkter og muligheder, man ikke anede fandtes og bliver stillet en masse spørgsmål, man ikke havde drømt, at man nogen siden skulle svare på. Og i takt med det vokser dels ens viden om emner, man aldrig havde forestillet sig, man skulle interessere sig for og - ikke mindst - ens behov (altså ens indblidte behov, det er jeg godt klar over!) ændrer sig.

Man træder ind i en butik, får et katalog i hånden og lige pludselig er man rigtig god til at overbevise sig selv om, at man da FORTJENER lidt ekstra luksus, selvforkælelse og wellness, så man kan komme helskindet igennem sin travle hverdag.

Sidst jeg bloggede om alt det her ombygningshalløj, var det især vasken til badeværelset, der drillede.  I skrivende stund HAR jeg så valgt en vask - og nu er den beslutning lukket og ude af systemet. TIL GENGÆLD åbnede der sig så en ny flanke, som jeg ellers troede jeg havde lukket for længst. ARMATURERNE - og ikke mindst bruse-sættet.

Det startede egentlig uskyldigt og miljøvenligt nok. En rigtig god rådgiver i større velværelse-mekka hjalp mig med at finde en vask, der passede til alle mine krav - og de var mange. Og spurgte så som en god rådgiver&sælger skulle i den situation, hvad jeg så havde tænkt mig med armaturerne. Dem havde jeg styr på, sagde jeg kækt. Gammeldags krydsgreb fra Zazzeri. “Hvorfor det?” spurgte han. “Fordi jeg synes, de er pæne og passer i stilen” svarede jeg stadig lige kækt. Og så satte han ind med det hårde skyts: “Jamen de bruger meget mere vand end et-grebs-armaturerne. Du spilder rigtig meget vand, mens du prøver at opnå den rette temperatur.”

DEN sad. Havde han bare udfordret mig på designet, havde jeg nemt kunnet glide af. Men den der sad. For manden havde jo ret. Hvem er det, der altid står og leger grillkylling i badet, fordi jeg bedst kan lide at se væk fra armaturet, men samtidig altid lige skal justere varmen igen-og-igen-og-igen? MOI. Og hvem er det, der altid skolder sine små hænder, når hun vasker dem i alt for varmt vand og vasker dem så meget oftere, end man bør? MOI. Selvfølgelig bør jeg da et-grebs-armatur i vasken og ikke mindst termostat-armatur i brusekabinen. De er så faktisk også en del billigere, end dem jeg ellers havde besluttet mig for. Skal så bare lige synke, at jeg ikke bryder mig nær så meget om designet på etgrebarmaturer som på togrebs.

Så langt så godt. Men uheldigvis (og heldigvis for sælgeren) åbnede det så endnu en flanke. For hvis jeg går efter et moderne armaturlook, kan jeg også ligeså godt gå hele vejen i forhold til brusehovedet og vælge et af de nymodens af slagsen med massage og - ikke mindst - Raindance (seriøst :-) hovedbruser. Det viser sig nemlig, at de puster luft ind i hver dråbe, så man bliver “meget våd ved brug af meget mere vand”. I sig selv tiltalende. Også selvom man lige må trække på smilebåndet over, at man så kan vælge mellem, om boblerne skal føles som sommerregn eller champagne…

Og når man først er ude i sommerregnschampagne, er der ikke spor langt til næste skridt: wellness-bruser-panelet (sidste skridt i retning mod spa med farvet lys for øget velvære (sic!) eller steamer med junglehyl, som jeg defintivt ikke skal have noget som helst af)… Men jeg nægter altså at tro, at det ligefrem skulle være vandbesparende med en kombination af kæmpe-hovedbruser, 5 massageside-brusere og kaskadestråle for øget saunaeffekt og velvære.

Men det syrede er jo, at  når man først bliver opmærksom på alle de muligheder, så kommer det til at føles synd for en og ens fine nye velværelse, hvis ikke bruseren i det mindste bliver bare lidt ud over det sædvanelige.

Det er i det hele taget syret, hvordan sådan et projekt kan bidrage til at øge ens behov for akut mer-forbrug. Efter i årevis at have om ikke spinket og sparet, så i hvert fald undladt at lade mig rive med at den helt storeforbrugsfest, er det helt vildt mærkeligt at mærke, hvordan projekt “nyt-køkken-og-bad” pludselig betyder at jeg ser forbrugsmuligheder alle vegne. Jeg ser livet i mit nye køkken for mig med hjemmepressede juicer og friskbryggede cortadoer hver morgen og glemmer gladelig, at jeg hverken ejer en juicepresser eller en espresso-maskine, selvom de tit er med på billederne i de kataloger jeg kigget i som inspiration til indretningen. Jeg ser, hvordan jeg svøber mig i dunede badekåber og frottéer håret i den lækreste frotté, og glemmer, at de eneste håndklæder jeg ejer er IKEAs de bedste. Jeg skal høre helt vildt meget DAB-radio, når jeg går der i køkkenet og presser juice og brygger cortado… meget vel vidende, at jeg ingen DAB-radio har. Og nu - efter alle de der raindance-armaturer er blevet introduceret til mig, har jeg jo pludselig svært ved at se mig selv under en bruser, der ikke sprøjter med champagne, sommerregn, kolde kaskadegys og massagestråler.

Så nu er det lige, at jeg skal huske mig selv på, at jeg kommer fra en situation, hvor jeg ikke engang havde bad i lejligheden. ALT hvad der betyder, at jeg ikke længere skal gå søvndrukken ned i kælderen hver morgen m. håndklæde, shampoo og cremer er i sig selv et kæmpe plus på wellness-kontoen. Uanset hvilket bruserhovede, hvilket armatur og hvilken vask, jeg vælger.

Så snart man kommer på landet sker der en meget markant forandring i forhold til livet i byen. Dansken flest smiler venligt, nikker og hilser til næsten alle, der kommer gående imod dem. Især på vej til og fra stranden smiler og hilser alle venligt til folk de ikke kender, men som de trods alt har bølgen blå til fælles med. Og smilene sidder i det hele taget lidt løsere, når det er sol, sommer og ferietid.

Jeg gør det også selv, og synes, det er vældig hyggeligt. Men nu hører jeg også til dem, der faktisk sætter stor pris på amerikanernes “How are you” (især efter jeg lærte, at jeg kan glide høfligt af ved at sige “Fine, yourself”, hvis man ikke lige orker den store smalltalk). Og er nok også blandt de københavnerne, der mest venligt og åbent smiler til fremmede på gaden. Bare sådan for humørets og venlighedens skyld. Så også i sommerlandet hilser og smiler jeg venligt. Uanset, om det er folk, jeg overhovedet ikke kender, nogle af de ældre kvinder, som min mormor plejede at hilse på heroppe eller nogle, jeg har et fjernt kendskab til gennem et ukendt antal degrees of separation.

Men så i dag på vej til min formiddagsdukkert skete der noget interessant. En kvinde kommer gående med sin hund and den “store vej” (en my bredere end grusstikvejen, jeg kom gående ad og lidt asfalteret i den ene ende) mens jeg kommer gående ad en stikvej men ellers skal i samme retning som hende. Vi nikker behørigt. Og da jeg så overhæler hende siger hun meget højt “HEJ”. Hvilket fik mig til at reagere ved at tage solbrillerne af (de nye Oliver Peoples fra New York, som jeg er ekstremt glad for, men samtidig må smile lidt ad, at det eneste andet par jeg har set herhjemme sidder på Katja K.  - men det er en helt anden historie), kigge søgende og eksplicit spørge “Kender vi hinanden?”. Venligt, men alligevel undrende. “Nej,men jeg syntes bare, jeg ville sige hej, nu hvor vi gik ved siden af hinanden” sagde hun så. “Nåh - jamen så hej” sagde jeg så.

Og DEN gik/svømmede jeg så og tyggede videre på i den næste halve times tid.  For af en eller anden grund faldt hele det fine “smile, nikke, hilse”-spil til jorden af sådan at blive ekspliciteret. Og jeg forstår ikke, hvorfor jeg selv blev så forfjamsket af at blive hilst på i den kontekst.

Men nu har jeg analyseret mig frem til, at det nok handler om to ting, som jeg aldrig har tænkt over før, men som jeg lige vil høre jeres syn på:

1. Vi gik i samme retning, faktisk var jeg ved at overhale hende. Mine smil og nik fremkommer ellers typisk ved, at jeg går imod nogen og dermed opnår øjenkontakt - som faktisk også var tilfældet, da jeg kom gående fra stikvejen og vi først nikkede til hinanden. Folk der går bagved eller i samme retning som en selv føles det derimod - for mig - mærkeligt pludselig at hilse på.
2. “Hej’et” var meget højt. Og jeg har ikke tænkt på det tidligere, men i virkeligheden er sommerhilsnerne nok normalt forholdsvis subtile. Man smiler og nikker og former måske nok læberne til et “Dav”, og anerkender dermed at man har set hinanden og gerne vil være venlig og hvor er det også dejligt med sådan en sommerdag…Men man siger ikke højt og insisterende “HEJ”, med mindre man kender hinanden.

Hvad siger I derude? Er der noget om de hilse-konventioner - eller er det bare mig, der har levet efter det ubevidste system? Hvordan, hvornår og hvor ofte hilser I selv? Og hvad er kritierierne for, hvem I hilser på? Jeg er pludselig blevet meget nysgerrig!

Normalt vil jeg sige, at jeg forholdsvis tough, når det gælder foredrag, samtaler og telefonopringninger, som de fleste ville gøre rigtig meget for at undgå. Jeg stiller mig uden at blinke (og kun med et par nervøse host lige op til) op foran en forsamling på 600 tilhørere. Jeg mingler mig ubesværet hen til dem, de andre ikke tør tale med til cocktailparties og receptioner. Og selvom jeg hader, hader, hader at sælge, KAN jeg godt lave canvas-kald, når jeg skal.

Men hvis der er EN ting, der til min store irritation får krammet på mig igen og igen og igen, er det, når jeg er nødt til at ringe til et kundecenter hos en større virksomhed eller organisation, hvor jeg føler mig rigtig dårligt behandlet og allerhelst ville kunne være supersej og argumentere hårdt igennem og stå min ret og true med at sende klager til direktionen og alt det der.

Og det er desværre forholdsvis underordnet, om det er pensionsselskab, kommune, telefonselskab (eller you name any større organisation, hvor man føler sig som mikroskopisk brik i deres store system og godt ved, at den 3500 der betyder temmelig meget for en selv er peanuts i det store regnskab), der har klokket i det, bliver ved med at sende materiale til de forkerte adresser, sender forkerte regninger eller glemmer at dukke op med levering/installatør etc i løbet af den halve dag, man har siddet stavnsbundet til lejligheden.

Det er underordnet, hvilken instans, jeg skal have fat i: Hvis jeg er tilstrækkeligt sur (og det er jeg næsten altid, hvis jeg ligefrem ringer) falder al min “tough-hed” til jorden, så snart røret bliver løftet. Og alle mine gode argumenter og pointer og beviser bliver fremført med dirrende røst. Og det er jo ikke ligefrem det bedste udgangspunkt for at få stået fast på sit og lyde myndig og afbalanceret.

Og man kan ligefrem høre på modtagerne i den anden ende, at jeg ikke er den eneste, der gør sådan. For de er helt tydeligt trænet i at håndtere sådan nogle grådkvalte hidsigpropper som mig. Kalder mig konstant (alt for ofte, hvilket bare trigger endnu mere irritation) ved fornavn og henviser til bestemmelser, der ligger langt udenfor deres rækkevidde. Sidstnævnte er selvfølgelig helt fair, for jeg ved jo godt, at det ikke er den enkelte kundecentermedarbejders skyld og at de ikke nødvendigvis har alt det nødvendige materiale liggende eller ikke har stjerner nok på skulderen til at løse min sag. Men selvom jeg godt rationelt ved det og har stiftet bekendtskab med kundecentrenes mange udfordringer flere gange i løbet af mit arbejdsliv, sidder jeg alligevel som kunde tilbage med fornemmelsen at at være på en kafkask ørkenvandring, når jeg bliver sendt rundt i systemet og flere gange i træk må forklare hele historien helt tilbage til Gorm den Gamle.

Jeg HADER det og prøver virkelig at coache mig selv til at blive bedre til det. Men må også med skam melde, at selv-coaching endnu ikke har været så succesfuld. Men det er jo ikke KUN min skyld, at samtalerne går galt. Langtfra.

Og derfor har jeg heldigvis en lille neoplevet solstrålehistorie, der viser, hvor stor en forskel det gør for alle parter, hvis den grådkvalte opringning bliver håndteret ordentligt. For så kan man - har jeg endelig oplevet et godt eksempel på - få talt kunden ned og gjort hende gladere uden at hun føler, at hun taber “face” (for det er jo i virkeligheden også dér skoen trykker, selvom økonomi og praktik oftest er i det primære søgelys - det er irriterende at tabe ansigt, bogstaveligt talt. Og så over telefonen - i en sag, der i det helt store perspektiv trods alt er forholdsvis ligegyldig).

Jeg skal spare jer for detaljerne, for de er mange og irriterende lange. Men kort sagt har jeg haft en rigtig irriterende sag kørende med et pensionsselskab, der flere gange har bragt mig HELT op i det røde felt. Og de første mange samtaler, jeg har haft med dem, har bare gjort mig endnu mere irriteret og forvirret. Nye problemstillinger er dukket op og ting, der var før var i orden, er det pludselig ikke længere. Og de kan aldrig rigtig alligevel besvare mine spørgsmål eller forklare mig, hvad det så er, jeg skal gøre - eller skulle have gjort.

Men så i dag - hvor jeg virkelig, virkelig, virkelig var sprøjterød i hanekammen, da jeg ringede op, fordi der med det seneste brev var gået HELT kuk i den - endte jeg så hos mand, der virkelig vidste, hvad han talte om. Og som kunne forklare mig forløbet fra start til slut. Og havde konstruktive forslag til, hvad jeg så kunne gøre og hvordan jeg skulle gøre det. Og jeg var stadig grådkvalt flere gange i løbet af samtalen, når irritationen over det tidligere sagsforløb  igen boblede op. Men det føltes ikke helt så ansigtstabende, fordi han faktisk tog problemstillingen alvorligt. “Jeg får en til at ringe til dig, så du kan løst det med det samme” afsluttede han så. Og inden vi lagde på sørgede jeg så heldigvis lige for at få sagt, at han skulle have ros for at have givet mig virkelig god behandling og have taget sig tid og svaret ordentligt på mine spørgsmål.

Et øjeblik efter ringede der en, der kunne hjælpe mig videre. Og der var ingen tvivl om, at hun var blevet advaret om, at der var en besværlig furie i den anden ende. Men det resulterede ikke i irritation, forvirring og konfrontation. Det resulterede bare i meget bedre service og udpræget venlighed og åbenhed og grundig forklaring af de forskellige løsningsmodeller. Nu må vi se, om problemet så bliver løst nu. Og det er der en reel chance for. Men efter det tidligere forløb tør jeg ikke tro på det, før det hele er i orden og jeg har det på skrift i 117 kopier.

Så jeg vil i stedet brede slutningen af dette indlæg ud til det, det i virkeligheden handler om, og hvor hele denne her pensionssag bare er ét konkret eksempel som i princippet kunne udskiftes med alle mulige andre kunder i den ene ende og alle mulige andre større selskaber og organisationer i den anden ende.

For ikke alene er jeg næppe den eneste, der er irriteret på sig selv over at ende i grådkvalte samtaler gang på gang (Selvom man jo i virkeligheden er så superafbalanceret og livsglad… :-) Jeg er også langtfra den eneste, der taler med mine venner og bekendte om, hvordan forskellige selskaber har håndteret vores forskellige problemstillinger, hvilke tilbud vi har fået og hvem, der har givet ordentlig service.

Og i dette tilfælde er vi gået fra, at jeg i syv måneder har bitchet over et selskab i mange forskellige sammenhænge, frarådet andre at vælge det samme selskab og været sikker på, at jeg ville flytte alle mine aftaler over til et konkurrerende selskab, hvis ikke det snart løste sig. Og så på under en time (for de to opringninger til sammen m. kort pause) formår en enkelt mand at vende hele stemningen - simpelthen ved at signalere, at han tager mig alvorligt. Og signalere, at han ved, hvad han taler om. Jeg var ikke et nummer i rækken. Der lå en omfattende sag på mig (ikke at det i sig selv er så fedt, men det gjorde der altså efterhånden…) og han havde personligt taget stilling til hver enkelt punkt i den sag og kunne forklare mig bevæggrundene. Han har sandsynligvis stadig tænkt, at jeg var en furie komplet ude af balance - men det var ikke sådan, jeg oplevede det.
Og oplevelsen af, hvordan man føler sig behandlet/forstået/lyttet til/håndteret er alfa og omega i forhold til, hvordan man som kunde føler sig tilmode overfor selskabet, når man lægger røret på.

Oppe i Norge, der boede tre trolde. Og da jeg var barn, boede der også hugorme under den store sten ved regnvandscisternen ved min faster og onkels hytte. Der voksede buskevis af vilde hindbær langs den snoede vej, der var så stejl, hårnålesvungen og stenet, at min onkel lærte os, at vi altid skulle holde på forruden når vi kørte der for at forhindre stensplinter i at slå ruden i stykker.

Man var lettet, når man endelig nåede frem hytten der lå på fjeldsiden med den mest fantastiske udsigt ud over den telemarkske skærgård og kun en kort bådtur til Kragerø, Norges svar på Skagen, hvor man kunne købe masser af friske fisk, hvis man da ikke havde fanget nogle selv, og is, hvis man ikke da ikke foretrak de norske jordbær, der af en eller anden grund, der nok handler om endnu længere modningstider end de danske, smager endnu mere af sol og sommer.

Der var ingen strøm, så alt aftenhygge foregik i petroleumslampernes, stearinlysenes og lommelygternes skær. Og intet vand, så man køre langvejs for at købe drikkevand og vaskede sig i regnvandet fra citernen. Og vigtigst af alt - ingen kloak. Så i stedet var der snurredas. En dengang nymodens opfindelse, hvor de humane efterladenskaber lander i en stor tromle, der snurres (deraf navnet) med jævne mellemrum for så at formulde. Et økologisk meget bæredygtigt og fint system. Men da jeg var lille tænkte jeg ikke så meget på det, men fokuserede i stedet på lugten af ammoniak, der sved i øjnene og fremkaldte brækfornemmelser.

Det var Norges blomsterdal og fjeld og li og fjord. Frilugts-liv kunne man grundet snurredasset ikke rigtig kalde det. Men det var også det eneste skår i glæden. (Bortset altså fra den sommer, hvor jeg var den ENESTE i klassen - af pigerne i hvert fald - der ikke havde set Prins Charles og Prinsesse Dianas bryllup, fordi jeg uden strøm og antenne havde forholdsvis svært ved at følge med i tv-løjerne) For bortset fra snurredassets ulyksaligheder var det friluftsliv af den slags, hvor man ånder den skønneste friske luft ned i lungerne. Det var et klondyke af friske unge folk, der havde købt deres hyttegrunde og klampet simple hytter op. Og der var så mange træer mellem hytterne, at det ikke var det til at se den ene fra den anden. Det var et paradis for folk af den slags, der bare nyder, når natten er så stille, luften er så klar. Duggens perler trille, månens stråler spille.

Da jeg blev en 10-12 år holdt vi op med at orientere os så meget mod Norge i sommerferierne. Frankrig, Italien, USA, Israel, Ghana, Kina, Rusland, Island, Spanien og den danske sommer trak - og pludselig var der gået en 20 års tid, siden jeg havde været i hytten sidst.

Og nu er det så først her de sidste 6-7 år, at jeg er begyndt at vende tilbage med ujævne mellemrum, når det sådan lige passer.

Man ser det allerede helt nede ved bommen fra den store vej. Den lille vej ud ad Knibe-odden er stadig smal, men nu asfalteret og der er masser af små vigepladser. Ikke at jeg var særlig kry, da jeg første gang skulle køre op ad den. Men alligevel. Der var ikke længere tale om decideret dødskørsel. Og de vilde hindbærbuske langs vejen havde i sagens natur måttet vige for vigepladserne.

Selve hytten ligner sig selv, selvom der er blevet bygget en større terrasse på. Og om aftenen, den første gang jeg var deroppe som voksen, opdagede jeg også, at jeg slet ikke havde brug for min lommelygte, for der var masser af strøm som supplement til petroleumslampernes skær. Og næste morgen opdagede jeg, at der ligefrem var kommet brusekabine. Stadig med vand fra cisternen. Men et reelt brusebad kunne man sagtens få. Og snurredasset - ja, det er der stadigvæk. Men nu er der kommet en vifte på og man skal smide tørv oven i hver gang man har besørget. Så det lugter overhovedet ikke mere.

Så i min fasters hytte er der gennem årene blevet føjet nogle moderne fornødenheder til, som jeg dog - i min fasters tilfælde - synes respekterer omgivelserne, bevarer mindet om det lidt primitive klondyke og tillader fantasien stadig at lege lidt med troldene, der måske bor bag de store sten sammen med hugormene.

Det samme kunne man imidlertid ikke sige om hytterne omkring hende. For ikke alene er de unge fra dengang blevet ældre. De er også i mange tilfælde blevet udskiftet med yngre generationer. Eller helt nye tilflyttere er kommet til. Og de har alle sammen noget finere vaner. Så hytterne vokser sig større, flere og flere borer efter vand og fjernsynene flimrer i nattemørket.

Den del får så være, hvad det være vil. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvordan folk vil tilbringe deres sommerferier - og jeg VAR jo også selv i tv-bekneb dengang med Prinsesse Diana, så det har jeg en vis forståelse for… Og dette er ikke tænkt som et “ak hvor forandret, alt var bedre i barndommen”-indlæg. Jeg kan sagtens forstå at ting forandres, og i langt de fleste tilfælde forbedres. Der er trods alt gået 30 år, siden jeg var barn, og det ville også være mærkeligt, hvis alt var forblevet ved status quo.

Men det, jeg til gengæld HAR det virkelig svært med, er, at folk med en hytte på et fjeld midt i en skov langs en klippekyst i stadig stigende grad begynder at fjerne lyng og mos for at anlægge græsplæner, fylde sand langs vandkanten for at illudere sandstrande sommeren igennem (sand, der løber direkte ud i fjordene og forstyrrer økosystemerne) og bruge vaske- og opvaskemaskiner, selvom der ikke er nogen kloakering og derfor lade alt spildevandet løbe ufortyndet ud i fjorden.

Og ikke mindst at fælde. Fælde, fælde og fælde. I jagten på en stribe mere sol i fem minutter hver aften. Alle snakkede om at fælde. Og for hvert træ, der faldt jo mere pres lagde naboerne på hinanden for at fælde et til og et til, for da det første i rækken var røget blev jo helt tydeligt, at det slet ikke var der, havde skygget, men det store træ 20 meter væk. Så nu måtte det også væk, hvis det skulle give mening at have fældet de andre. Kunne man nok forstå. Eller “Skjønnte man”. For hver dag flyttede diskussionerne og motorsavens summen sig fra træ til træ og efterlod stub efter stub. Det var bare liiiiiige den der gran, eg, bævre-asp eller røn, der stjal den sidste stribe aftensol fra det yderste hjørne på terrassen. Og endte diskussionerne i, at de ikke fik lov at fælde, var det ikke godt at vide, hvad der så ville ske. For mange og lange var historierne om folk, der var smittet med fældefælderen og så i nattens mulm og mørke eller uden for sæsonen i smug slagtede det træ, de havde set sig sur på. Og ikke havde noget imod at tage balladen bagefter, for væk var jo træet og det ville tage mange år før et nyt nåede op i de højder igen.

Dagen igennem brummer motorsavene og hver aften er nye hytter eller fjeldtoppe kommet til syne. Nye store panoramavinduer, hvor flimmeret fra fladskærmene forurener mørket og slukker stjernerne. Og det synes jeg simpelthen er mangel på respekt for naboerne, der har valgt at have netop en skovhytte på fjeldet og ikke en timeshare på Costa del Sol. Og ikke mindst er det total mangel på respekt for naturen.

Det er fair nok, at man gerne vil have en græsplæne og nogle stauder og noget sand mellem tæerne og et fladskærms-tv og noget sol i sin sommer. Men hvorfor så have en hytte i netop den slags hytteområde? Og hvorfor systematisk bidrage til at ødelægge noget, der var ret unikt, når man kan finde græsplæner og stauder og sand mellem tæerne og fladskærm-tv’er og sol så mange andre steder på kloden?

1) At finde det helt rigtige punkt mellem “hårdt nok til at sandet ikke skrider ud under fødderne på en” og “langt nok ude i vandet til at fødderne løbende bliver overskyllet af saltvand”.

2) At holde et konstant flow af is-te kørende så der hele tiden er noget nyt koldt klar, når man trænger. Til gengæld er det ikke så stor en udfordring at vælge hvilken te, det skal være. Har - trods det temmelig irriterende navn - været helt afhængig af “Cool mint” siden Pil Bredahl fra FairTrade Designers serverede den for mig for et par uger siden.

3) At undgå at hjembringe ALLE de sjove sten og kønne skaller man finder langs stranden, også selvom Alt For Damerne i et af deres sommernumre havde en masse ideer til alt det sommerskønne man kunne bruge den slags til i haven eller på altanen. (nært beslægtet med 1)

4) At lade Dankortet blive hjemme, når man browser gennem byens fem fuldstændig ens hvidt-og-slidt-butikker, så man automatisk undviger momentane fristelser til at forvandle ellers så yndigt og autentisk sommerhus til forloren herregård. (nært beslægtet med 3)

5) At have styr på, hvor ALLE brandmændede befinder sig i vandet og samtidig plaske spontant omkring.

6) At skifte fra badetøj til almindeligt tøj ved afgang fra strand uden at blotte sig totalt og samtidig uden at halvskjule sig så krampagtigt under sommerkjole, der alligevel ingenting dækker, når der bakses, at det tiltrækker sig endnu mere opmærksomnhed end et par sekunders fuldt blottede bryster eller baller.

7) At lade være at synes, det er synd for en, at man skal arbejde/slæbe fliser/flytte på årets varmeste dage, når man lige har været på lang ferie eller for eksempel har brugt tre måneder i foråret på at flanere i New York.

8) At finde det helt rigtige sted, hvor man kan se bare en my af hvad der står på skærmen, når man beslutter sig for, at alt arbejdet på årets varmeste dage ligeså godt kan foregå udendørs. (temmelig tæt beslægtet med 7)

9) At få solcreme på ryggen, når man er alene på stranden.

10) At lade være med at tjekke sin inbox hvert 6. sekund, fordi det da virkelig ikke kan passe, at der ikke sker en skid på arbejdsfronten på årets varmeste dage.

11) At beslutte sig for, hvilke af sommerens mange delikatesser, man skal servere for alle der melder deres ankomst og som man gerne vil forkæle.

12) At lade et par af bærrene sidde på busken, så der også er nogle til i morgen.

13) At huske sig selv på, at det ikke gør noget, at badedragten, der ellers lige var blevet tør, bliver våd igen, hvis man uventet finder et nyt dejligt sted at bade på sin lange gåtur langs stranden.

14) At lade være med at gå i panik over, at der om fredagen er næsten en hel uge til de nye sladderblade og magasiner kommer på hylden.

15) At finde noget, man gider se i fjernsynet, når man virkelig trænger til et fix - og samtidig undgå at falde i fælden med at skulle følge en serie hver eftermiddag, som for eksempel Hercule Piorrot. Dog ikke noget reelt problem, da der ikke er noget fjernsyn i sommerhuset.

16) Ikke at blive uvenner med folk, der elsker sport, når man stønner lidt over EM > Wimbledon > Tour de France > OL.

17) At nyde sommerdagene på Indre Nørrebro, når alt det, man elsker (forståeligt nok, men ærgerligt, når man nu lige SELV skulle bruge dem :-) er ferielukket.

18) At vælge mellem blomkål og spidskål, jordbær og hindbær, røgvarer og friske fisk - men heldigvis være stor nok til at huske sig selv på, at i morgen er der jo atter en dag og et myt måltid, der skal tilberedes.

19) At prøve at finde på en gangbar undskyldning for at droppe cykelhjelmen i sommerlandet, selvom man udemærket godt ved, at ulykken ligeså godt kan ske på vej til stranden - og at selv om der er færre biler, kører de - måske af samme grund - mere uforsigtigt heroppe.

20) At komme tilbage til arbejdet selvom man sidder her i solen og er superinspireret til at lave alt muligt andet, fordi tågerne fra flere ugers køkkenkedelighed efterhånden er ved at lette og der derfor pludselig er plads til alle mulige andre tanker.

UPDATE: For søren da. Glemte lige et par af de helt store udfordringer. Så nu bliver det “Sommerens nogle-og-tyve store udfordringer…

21) At få alle benene ud af de røgede sild og samtidig bevare nogle filletter i noglelunde appetitlig stand. Sært beslægtet med 5) da det altsammen handler om pinslernes/irritationsmomenternes tæthed contra nydelsen. Også noget pjat at købe de røgede sild in the first place, når man nu i virkeligheden langt bedre kan lide makrel.

22) At undlade at gå i flåt-panik HVER gang man ser mærkelige stik på kroppen.

23) At overbevise den ældre generation om, at hyld faktisk er rigtig hyggeligt at have på grunden og at man kan lave både hyldeblomstsaft og hyldebærsuppe af kronerne - SELVOM hyld i princippet er ukrudt - eller “Skrub”, som man åbenbart også kalder det, der bør fjernes i pæne haver.

24) At huske sig selv på, at skrabespil og lotto er “ekstrabeskatning af de dumme”, når man lige synes, det kunne være rigtig hyggeligt at prøve lykken. Også i dag.

25) At undgå at solbrillerne ser ud som om man har “pudset dem i sylte” når man nu er så glad for at sætte dem op i håret - også når håret ikke er helt tørt og man selv stadig er lidt solcreme-fedtet.

Der har været lidt stille her på bloggen i den seneste tid. Og jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det udelukkende skyldes, at jeg har været oppe i fasters hytte og sejlet rundt i Telemarkens ødegård og fisket uden at fange noget og spist nykogte rejer og læst gode bøger og plukket vildt hindbær og været langt, langt, langt fra enhver form for virtuel forbindelse. Og det spiller selvfølgelig også en væsentlig rolle.

Men hvis sandheden skal frem skyldes tavsheden her på bloggen primært, at jeg for tiden er noget-så-gud-sjammer-lig-køkkenkedelig. Eller “køkken-og-bad-kedelig” for nu at være helt præcis. For det hele startede med, at jeg ikke har noget bad i lejligheden og ikke har haft det, siden jeg flyttede hjemmefra for sådan ca…uak…14 år siden.

Vi har superfede bade i kælderen og det fungerer faktisk helt utroligt meget bedre, end man skulle tro at være 14 andele om 3 bade. Og jeg HAR et rum, jeg kalder badeværelset og hvor jeg opbevarer mine anselige mængder cremer og parfumesamlingen. Så det er ikke noget med hverken badeanstalt eller tandbørstning i køkkenvasken. Men alligevel…jeg var tæt på at sætte projektet igang allerede for 6 år siden…men så startede jeg ligesom et niche-magasin og så gik der temmelig mange år før min økonomi igen var så meget på fode, at jeg begyndte at drømme om et badeværelse.

Men NU, NU skal det være. Og NU, NU hvor jeg er i gang, tager jeg sgu køkkenet med også. Jeg synes nemlig det er totalt uoverskueligt alt det med at skulle finde håndværkere og sætte hjemmet på stand-by. Så når jeg nu er i gang, synes jeg lige så godt, jeg kan tage det hele (eller i hvert fald al strømmen, køkkenet og badeværelset) med det samme. Og emigrere til sommerhuset, mens det står på. Lidt ud fra “hellere rive et plaster hurtigt af end at tage det i små ryk”-filosofien.

Nu har jeg absolut INGEN hidtidige erfaringer med ombygninger. Jeg elsker at indrette og rykke rundt på møblerne, så længe de står på jorden og ikke skal bores og alt muligt andet smart (selvom jeg kom lidt ud over det kompleks med jeres hjælp sidste år, TAK, inderligt tak for det). Men når det er kommet til køkken og bad (eller mangel på samme) har det bare været sådan lidt “jamen sådan ser DET ud i DEN HER lejlighed” og det har jeg egentlig for så vidt accepteret og så pyntet på med lidt maling og personligt “regi”.

Så det har været lidt af et chock at begive mig seriøst ud på ombygningsmarkedet. For som enhver, der har begivet sig ud på samtale-køkken-og-velværelse-markedet vil vide, er det jo langtfra gjort med den første indledende beslutning om, at NU skal det være NU. For når først dén er taget, åbenbarer der sig et mylder af nye beslutninger om ting, spørgsmål og emner, som man aldrig havde anet
eksisterede.

Og således - og her vender vi tilbage til de manglende blogindlæg i den senere tid og køkken-kedelig-begrebet - finder jeg mig i en situation, hvor folk fortæller mig interessante ting, og jeg sidder med min avis foran mig og i princippet lader øjnene falde på noget der interesserer mig eller jeg sidder i fronten af min fasters båd og lader mig transportere gennem den smukkeste skærgård, hvor alt bare er endnu mere blåt og grønt, end man troede muligt…og så alligevel har sådan et lidt distanceret blik på det hele, lytter lidt åndsfraværende, mens tankerne i baghovedet kredser om, hvorvidt jeg skal køre 37X40 på elementerne ved vinduet, have 10-øres-mosaik på køkkenbordet eller badeværelsesgulvet og om vasken skal være rund eller firkantet. Rundet eller firkantet. Rundet eller firkantet? Lige nu tror jeg rundet - men spørg mig i morgen, og det er ganske givet firkantet.

Jeg ikke alene føler mig som - jeg ER - dødkedeligt selskab. Lige med undtagelse af, når jeg møder andre, der også er i gang med det store renoveringsprojekt og vi kan have en helt meningsfuld samtale på flydende IKEAsk:

“Ja, jeg er glad for NEXUS gulbrun”
“Nå ja, det er den der lidt minimalistisk japanske, ikke?”
“Jo, men helt klart med de indfarvede TAKTUM greb”
“Ja, helt klart. Vi ender med ABSTRAKT, hvid højglans”
“OK, jeg troede ellers, I havde besluttet jer for SOLÂR”

Og når vi så har afsluttet vores lille dans rundt om skabslågerne og grebene skal vi alle sammen lige give hinanden den rituelle bekræftelse om, at det er HELT OK at købe køkken hos IKEA. Kvaliteten er lige så god som de andre fabrikskøkkener, faktisk ER det samme fabrik de bliver lavet på, med mindre man skal helt ud i et snedker-køkken, der så trods alt ligger i en HELT anden liga. Og om det rigtigt eller ej, aner jeg ikke - men det er i hvert fald i en sejlivet myte, der indgår i enhver fornuftig snak IKEA-køkkenkøbere imellem og som IKEAs marketingafdeling må prise sig lykkelig for som modvægt til fordommene/erfaringerne med, at det lidt er noget bras.

I en periode på et par uger taler man flydende IKEAsk og kan alle navne på skabsdøre, mål og greb udenad. Og de eneste, der på nogen måde forstår meningen med galskaben er alle de andre, der i de præcis samme par uger også er køkken-kedelige. Og ja, jeg holder mig til køkkenkedelig, for selvom det var badeværelset, der startede det hele, er det køkkenet, der fylder i bevidstheden. Fordi der er uendeligt mange flere beslutninger at træffe end i badet (hvor der ellers også er hele underverdener af armaturer, trykknapper, spejltyper, knager og reserve-toilet-papir-rulle-holdere at forholde sig til) fordi der også er alle overvejelserne om skuffer versus skabe og - ikke mindst - indretningen af selvsamme skuffer.

Det er projektledelse på højeste niveau det her.

Og syret er det så også at mærke, hvordan jeg glemmer det hele igen, så snart beslutningen er taget. Da jeg først bestilte IKEA-elementerne, var de ude af systemet. Jeg har ikke tænkt på dem siden - glæder mig bare til at se dem samlet (I hope, I wish). I dag var det fliserne, jeg efter mange og lange overvejelser, som jeg ikke skal kede jer yderligere med, men som hænger sammen med, at jeg forelskede mig voldsomt i nogle af New Yorker-fliserne, jeg kunne sætte hak ud for efter ene kvinde at have slæbt de 27 pakker op til anden sal. Og en af de næste dage armaturerne - som jeg egentlig har besluttet mig for, men bare ikke har købt endnu. Tilbage står så kun valget af badeværelsesvask - rundet eller firkantet, rundet eller firkantet, rundet eller firkantet? Men jeg kan mærke, at jeg for hver køkken-og-bad-beslutning, der bliver elimineret, får mere plads til i baghovedet til at tænke på andre ting og blogge og skrive og hænge ud og føre samtaler, der handler om andet end skuffefronter. Og det går trods alt nok, hvis der efterhånden kun er vasken - rundet eller firkantet, rundet eller firkantet, rundet eller firkantet - tilbage.

Og så er der selvfølgelig hele spændingen omkring håndværkerforløbet. Men der håber jeg at have allieret mig med en rigtig dygtig entreprenør. 7-9-13, I Hope, I Wish og alt det der. For hvis bare det kører sådan nogen lunde (7-9-13, I hope, I wish igen-igen) ligger resten lidt ude af mine hænder, så snart jeg har fået besluttet mig for den vask.

Og så er der lige en lille måneds tænkehelle før næste heat sætter ind…skuffeindretning, lamper, knager og alt det løse, der lige sætter “prikken over i’et” og gør hele forskellen.

Men den tid den glæde, sorg, nydelse, udstempling af den normale hverdagskonversation. Lige nu glæder jeg mig bare over, at jeg kan mærke tanketågerne lette lidt og at jeg (endnu) ikke har fortrudt valget af skabslåger, fliser og armaturer. Og at jeg nu i en hel dag har følt mig temmelig overbevist om, at vasken skal være rundet…

1. maj for et par år siden slog en veninde og jeg “lidt til søren” ved Fælledparkens omrejsende tivoli - og begyndte spontant at skyde os til et par plasticroser. Og da vi så det store pariserhjul ved Trianglen kiggede vi på hinanden og stillede os straks i kø. Det var ikke nogen lang kø - og efterhånden som vi nærmede os gondolerne blev vi stadigt mindre kry. Og tilsidst indrømmede jeg, at jeg - selvom jeg altid har elsket vildt forlystelser - ALDRIG gør havde prøvet en større forlystelse i et omrejsende tivoli. Da jeg var lille måtte jeg ikke for min mor, for man vidste jo aldrig, om de havde ordentligt styr på sikkerheden…og efterhånden som jeg er blevet voksen har jeg bare ladet være…for man ved jo aldrig, om de har ordentligt styr på sikkerheden…

“Sådan har jeg det også” skælvede min veninde - der ellers temmelig frygtløst rejser fra flygtningelejr til flygtningelejr i Østafrika. Og så så man ellers lige os sidde og skælve som to små kyllinger og ikke håbe særlig meget på en ekstra-tur. Udsigten var da flot, mindede vi konstant hinanden om mens vi kørte rundt og rundt og prøvede at abstrahere fra alle knagelydede. Og det var to meget lettede thirty somethings, der endelig fik fast grund under fødderne igen.

Selvom jeg altid har elsket de vilde forlystelser, tror jeg også, at frygten og fornemmelsen af at lægge livet i teknikernes hænder, har været med mig og givet et ekstra sug i maven. Også når jeg prøvede forlystelserne i de mere etablere etablissementer.

Og et af de mere etablerede etablissementer, vi meget ofte besøgte i barndom og hvor vi havde min mors velsignelse til at prøve det hele (selvom der en gang var kørt en vogn af rutschebanen) var Dyrehavsbakken, der lå lige præcis en søndagscykelturs afstand fra mit barndomshjem. Og en af de allerbedste forlystelser var Regnbuen. Regnbuen, der hævede sig højt, højt over de andre forlystelser. Både på grund af sin fysiske højde, der ragede op, så man kunne se den langvejs fra. Men suget i maven overgik også suget fra alle de andre forlystelser. Suget, suget, suget. Suget, når den drejede sidelæns om sin egen akse var uforligneligt.

Og hvad er der så sket i dag. I Liseberg i Göteborg, som min bror og jeg altid længtes efter, at vi skulle stoppe i, når vi kørte på sommerferie hos familien i Norge (og mere end en gang var heldige at svinge ind om på hjemturen). I Liseberg, hvor jeg husker, at vi blev helt vildt irriterede på min mor over at hun hvinede i en forlystelse, fordi den knirkede (og det gjorde den…) og man vidste jo aldrig, om de havde ordentligt styr på sikkerheden. Hvad er der sket i Liseberg? REGNBUEN er faldet ned og 36 mennesker er kvæstet, to alvorligt.

Og endnu engang sender de konkrete detaljer chockbølger gennem mine erindringer. Fordi det var det, min mor (og jeg) altid sådan frygtede. Fordi det var i Liseberg. Og fordi det var REGNBUEN.

Og endnu engang bliver jeg irriteret over, at det er så meget nemmere for mig at relatere til den slags ulykker. Og at medierne i den grad svælger i det. For i Nyhederne var der selvfølgelig som sædvanelig fokus på, at der ikke var nogle danskere, der var kommet til skade (nej, men der var så 36 andre børn og unge, der var temmelig kvæstede og helt sikkert mange, der trængte til krisehjælp og har fået lidt mindre lyst til at skulle forlystelsesparker i mange år fremover). Og i Nyhederne havde de selvfølgelig også gravet en chokeret jysk familie frem - Liseberg er et yndet sted for mange SKANDINAVISKE turister, huskede journalisten lige at fremhæve. Og den stakkels syv-årige dreng, der lige havde prøvet forlystelsen kort inden den skæbnesvangre tur kunne kun sige, hvad sandt var, da journalisten spurgte, hvordan har havde det lige nu “Jeg er glad for at jeg nåede at prøve den. Min ven og mig havde tænkt os at prøve den senere igen, for han var ikke med første gang. Han skulle lige tage mod til sig”. Mon ikke han fremover skal tage en hel del mere mod til sig, når han skal prøve en forlystelse?

I min barndom lå der guld i form af glæde, latter, mavekildrende fryd og hvin for enden af regnbuen. Men netop i dag og netop for de mange der var ombord, da regnbuen sank i grus, var der kun sorg og kvæstelser at finde.

Et af de mange fotos af Ritt Bjerregaard med cykelhjelm
taget af Jonas Pryner Andersen og bragt i Politiken i lørdags.
Se hele billedserien her. 

Da jeg første gang skrev om mine tre første måneder med cykelhjelm, havde jeg ikke lige regnet med, at CYKELHJELM skulle blive det uomtvisteligt mest populære søgeord her på bloggen. Men så bragte Alt for Damerne et uddrag fra mit oprindelige blogpost, jeg begyndte selv at blogge mere om barriererne og glæden ved min bling-cykelhjelm, der straks lettede kvababbelserne. Og siden er der i alenlange kommentar-spor blevet diskuteret frem og tilbage…folk har meddelt, når de selv er begyndt at køre med hjelm og hvordan de har haft det med det. Nogle henviser til undersøgelser om, at det ikke er spor mere sikkert at køre med hjelm. Der har udviklet sig en lille battle mellem København og Århus med indbyggede slogans og alting om, hvem der først får hjelmene på. Og ikke mindst deler folk tips til, hvordan man lettest selv kommer igang og kan bevare teenagernes hjelmbrug længst muligt…

Så hvad enten det var intentionen med mit oprindelige blogpost eller ej, så er jeg i hvert fald lidt nu midt i debatterne og ved at være lidt af en ekspert på området :-) Og en af de første ting, jeg bemærkede, da jeg landede efter mit tre-måneders ophold i New York var, HVOR mange flere hjelme, der pludselig var i gadebilledet.

Derfor lægger jeg selvfølgelig også endnu mere en før mærke til, når forskellige medier behandler cykelhjelmene… og her havde Politiken i denne uge nogle rigtig gode opslag. De satte spot på den hastige og positive - og faktisk temmelig pludselige - udvikling i cykelhjelmene udbredning herhjemme. Og det indeholdt selvfølgelig især de sædvanelige statistikker og lidt om barriererne og en hel del om, hvordan de smarte nye skaterhjelme i høj grad har været med til at gøre det comme-il-faut - og i virkeligheden lidt lækkert - at bære hjelm.

Men derudover havde de foretaget et genialt træk. De havde bedt Ritt Bjerregaard - overborgmester for et styks hovedstad, der efterhånden er verdensberømt for sin CO2-neutrale cykelkultur og blandt andet brandes under sloganet “I (bike) CPH” og jo desuden partifælle med Nyrup, hvis hjelm for nogle år siden kom til at bremse hele den danske hjelmkultur i årevis - om at teste de forskellige nymodens cykelhjelm-modeller.

Og det handlede ikke om TÆNK-agtige tests med hensyn til sikkerhed og pris og den slags (det er også relevant, men i denne test forudsatte man, at de udvalgte hjelme VAR i orden). Det handlede simpelthen om, hvordan de føltes at have på, hvordan hun havde det med at bære de forskellige hjelme - og ikke mindst (og det var jo vigtigt i denne sammenhæng) hvilke modeller, der havde plads til knolden. (Knolden går jeg ikke ud fra, behøver yderligere introduktion, når det var Ritt B. der var test-hoved).

Og nu er hun jo en meget smuk kvinde. Og hun så selvfølgelig brand-godt ud med alle modellerne på knolden (pun intended :-) Og på en eller anden måde var det lige det, der skulle til. For tilsyneladende ER en af de største barrierer forfængeligheden, når det gælder hjelmene. Og det kan man synes er overfladisk og latterligt - men hvis det virkelig er det, der er barrieren, er der ikke så meget andet at gøre, end at tage den alvorligt. Nu kan man sige, at Ritt B.s frisure næppe lider overlast at bære hjelm, hvis bare hun vælger en model, der har plads til knolden. Og der er selvfølgelig en masse bekymringer derude om flade krøller og studenthue-hår. Men udseendet som sådan med hjelm… der fik hun virkelig vist, at man se hamrende godt ud med hjelm, når man suser gennem byen på sin jernganger.

Nu hører jeg til dem, der synes, at Nyrup har fået en urimeligt hård medfart på grund af temmelig-meget-for-lille-hjelm han bar for snart mange år siden. Manden prøvede jo bare at give et godt eksempel - og han havde garanteret ikke haft en chance for at være til hjelm-fitting inden den famøse cykeltur i fuld pressebevågenhed. Så jeg synes, det er virkelig synd, at kiksede hjelme har fået tilnavnet “Nyrup-hat” og at næsten enhver ny cykelhjelmbruger prøver at ironisere over sit eget nye look ved at alludere til Nyrup. Men det ER så ikke desto mindre, det der skete den gang. Og det brændte sig fast på danskernes nethinder. Det gode eksempel blev til et rigtig, rigtig skidt eksempel.

Men lad os se flere billeder af Ritt B. med cykelhjelm. For ikke at tale om HKH’erne Mary og Marie. Det er se de gode eksempler på, at der sagtens kan være plads til feminin ynde og knolde (både dem i frisurerne og dem, der rummer hjernevindingerne) under hovedskallerne. Og så kan man jo ikke lade være med at glæde sig over, at gadebilledet rummer stadigt flere “helt almindelige” mænd og kvinder på vej til og fra hverdagens gøremål, der ser superlækre ud med deres hjelme. Jo flere der er, jo lettere bliver det for de nye rekrutter at få hjelmen på knolden.

Sidste år på denne tid erklærede jeg mig som udpræget dræbersneglspacifist, hvilket afledte en masse interessante analyser i kommentarfelterne. Og jeg ved ikke, om det er min venlige (eller i hvert fald ikke morderiske/sadistiske indstilling), der har hjulpet. Men i hvert fald har jeg 7-9-13 ikke mødt en eneste slimet hermafrodit i sommerlandet i år. Og det er…alt andet lige…dejligt.

Og så er der jo så meget mere tid til at koncentrere sig om dræbersneglenes langt venligere fætter - kanelsneglen. Min egen fætter - som jeg har tilbragt mange af barnsomre med heroppe og som jeg forestiller mig har lidt samme Truman-show-oplevelse af sommerlandet, som mig - har nemlig meldt sin ankomst sammen med sin lille familie. Og jeg har besluttet mig for, at så skal der sørme bages kanelsnegle.

Og det med kanelsneglebagning er så ikke noget, der forekommer så ofte i undertegnedes tilværelse. Faktisk tror jeg kun, jeg har bagt kanelsnegle i husgerning i det herrens år 1986. Så selvom jeg ikke ville være bleg for at improvisere (det er så som oftest der, det går galt, når jeg bager. Jeg improviserer lige så glad og gerne, som jeg gør, når jeg eksperimenterer med kogekunsten - men når man bager er der bare lidt flere målinger, der bør være lidt mere præcise) besluttede jeg mig for lige at google nogle opskrifter.

Og foreløbig har min kanelsnegle-plan bragt mig vidt omkring og afsløret ikke så få tendenser til småkonflikter, der trods kanelsnegles pacifistiske ydre, alligevel kan opstå i deres sukkersøde slimspor.

Vi starter hos Trine Hahnemann fra Frokostkompagniet. For hun havde et ret fantastisk indlæg som intro til sin opskrift, der meget fint fangede den indre konflikt mange mødre (efter sigende) står overfor, når de splittes mellem ønsket om at vente med hjemmebagte boller til poderne og samtidig få en hverdag til at hænge sammen. Selve opskriften må du over til Frokostkompagniet selv og hente, men introen får du lige i sin fulde længde her:

Da jeg fik børn drømte jeg om jeg skulle være hjemme om eftermiddagene når de kom hjem fra skole. Der skulle jeg stå klar med hjemmebag i bedste Morten Korch-stil. Sådan blev det ikke, virkeligheden kalder jo. Der er jo også en karriere der skal passes og tusind andre spændende ting som frister her i livet. Men det er da alligevel blevet til et par eftermiddage i løbet af årerne, og det er ikke så længe siden jeg tog hjem for at bage og så overraske dem når de kom hjem fra skole. Jeg skyndte mig hjem rigtig glad, og gik i gang, jeg bagte de her favorit snegle og lavede te, tændte stearinlys, og der sad jeg så fuldstændig klar og ventede og ventede, men mine børn kom ikke hjem fra skole den dag, de havde travlt med deres liv. Men sneglende smagte stadig godt.

Trine Hahnemanns opskrift lød god. Men for at sige det som det er: SÅ meget smør havde jeg ikke i sinde at bruge og havde derfor slet ikke købt nær de mængder. Så jeg kiggede videre hos Arla, og her var der indtil flere forskellige opskrifter på pacifist-snegle. Og hos Arla lægger de jo - ret i det sociale softwares ånd - op til, at man udveksler erfaringer med opskrifterne og gode tips, hvis man har sådan nogle. Og det synes en mad-nørd som mig jo er genialt. Men i kommentarfelterne stødte jeg på en optakt til konflikt. Her mellem  sådan nogle som mig på den ene side (der ikke kan dy sig for at sige, at hvis man nu lige smed et par drys et eller andet i kunne det gøre en stor forskel) og så en hel masse, der med temmelig krigerisk retorik forsvarede den oprindelige opskrift og slet ikke kunne forstå, hvorfor nogle skulle have lyst til at ændre på en opskrift, der i bund og grund fungerede som den var. Men en ting var de alle sammen enige om - opskriften var forrygende. Og da det samtidig var den opskrift, der trods alt indeholdt mindst smør, uden at kamme over i at blive en gulerodskanelsnegl, sprang jeg på den.

Og der skulle man så bruge kardemomme. Og det foranledige så et nyt lille drama fra det virkelige liv. For nu er det jo ikke sådan, at jeg ikke kunne finde på at bage en kanelsnegl uden at have kardemomme. Men det giver jo lige det der lille ekstra og jeg synes måske også, det var en meget god undskyldning for at gå ned til købmanden (som jeg ellers ikke bruger så meget, for “vi” kom jo hos ismejeriet og den anden købmand, som han udkonkurrerede for 25 år siden og - sådan set mere relevant i forhold til mit fravalg i dag - de har meget få økologiske varer). Så kunne jeg jo også lige købe et BilledBlad og sådan.

Nu ville skæbnen så, at der ikke er noget kardemomme på hylderne. Kanel i massevis - fire fulde papbakker, faktisk, plus hel kanel i stænger. Masser af kanel i sær taget i betragtning, at der er temmelig længe til jul, med mindre man holder jul i juli. Men ingen kardemomme. Og det gav anledning til et lille kursus i service og manglende service: “I har vel ikke noget kardemomme” spurgte jeg den nærmeste medarbejder. “Vi har lige fået nye varer” svarede hun surt, men spurgte trods alt henover skulderen ham, der åbenbart stod for bestillingerne, om der var bestilt kardemomme. Det var der. Men det tager lang tid at fylde op. “Hvor lang tid tror du sådan ca.?” spurgte jeg meget venligt og ferieoverskudsagtigt og tænkte, at jeg jo sagtens bare lige kunne cruise frem og tilbage mellem de fem fuldstændig ens butikker med hvidt-og-slidt-interiør-i-tilfælde-af-at-du-vil-indrette-dit-sommerhus-som-en-forloren-herregård.

“Det ved jeg virkelig ikke” svarede hun så. Endnu mere bidsk. Og det gad jeg ikke rigtig lade ødelægge mit gode humør, så svingede ud og kiggede på hvidt-og-slidt-butikker og vendte tilbage en halv time senere fast besluttet på så at droppe den kardemomme, hvis den ikke havde indfundet sig på hylderne endnu.  Værre var det jo heller ikke. Lissom.

Og da jeg så kom tilbage stod ham, der havde bestilt varerne og var ved at fylde ting på hylderne. Og den sure dame var travlt optaget af at fylde kartoffelchips på nederste hylde i den anden ende af butikken. Og tænk - så sagde han med et grin “nå - lusker du nu rundt efter kardemomme igen? Nu skal jeg gå ud og se, om jeg kan finde den i bunkerne, så du ikke skal vente længere”. Og et øjeblik efter var han tilbage med en pose og sagde “så kan der også blive lækre boller i eftermiddag”. Og så blev jeg rigtig glad og sagde tusind tak og var lige ved at tilføje, at det nu var kanelsnegle, og at han i virkeligheden fortjente en, fordi han var så serviceminded. Og så traskede jeg hjem gennem regnvejret med min kardemomme, mit Billedblad og en hel trommekoncert af sommerregn på hætten.

Nu tilbagestår stadig processen med at få omtransformeret kardemomme, kanel, mel, smør (faretruende meget smør) etc etc til velduftende snegle. Og det kan jo være, at I enten her eller i Arla’s kommetarfelter støder på stor frustration (kreative forslag til forbedringer, tror jeg nok, jeg vil dy mig for at bidrage med) i morgen eftermiddag. Velvidende at mislykkede snegle vil være selvforskyldte, fordi det så er fordi jeg endnu engang har afviget (for) meget fra opskriften.

Men uanset, hvordan de ser ud og ender med at smage, og uanset hvor meget konfliktagtigt stof, der overraskende nok kan følge i deres spor, er der én ting, man ikke kan tage fra kanelsneglene. De er utroligt meget mere hyggelige at gå og tænke på end dræbersneglene.

Langt oppe bag Norges bjerge
der bor en enkemand, enkemand

han havde en eneste datter
Juliane var hendes navn, hendes navn

og som dem, der genkender sangens fra barndommens frikvarterer vil vide går det grueligt galt for den stakkels Juliane, der er vildt forelsket i en sømand og dør af sorg over, at hun ikke må få ham. og da sømanden hører nyheden om, at Juliane hun er død, hun er død, falder han om på dækket og beder så mindeligt om at blive lagt i samme kiste og samme grav.

På gravstenen står der skrevet
“Juliane og hendes mand”, hendes mand

For roser og violer
kan aldrig skilles ad, skilles ad.

Den sang havde jeg ikke skænket en tanke i sådan cirka 25 år. Men så nu her lige for et øjeblik siden, hvor jeg sad ude i sommerhushaven og lakerede tånegle (ja, såmænd) hørte jeg en lille pige skråle sangen fra ende til anden (og den er laaaaang) med den slags gjaldende, usikre røst, man kun hører hos op-til-10-årige, der stadig er i den livsfase, hvor forældre, lærere og pædagoger hylder alt, hvad de gør og kommer til alle skolekoncerter og man endnu ikke er begyndt at skille fårene fra bukkene hverken i musik eller forming (der sikkert nu hedder billedkunst og måske ikke alle steder længere får lov at være skemaet?)

Og nu har jeg selvfølgelig sangen på hjernen. Og det mest syrede er, at jeg kan huske teksten ordret nærmest fra ende til anden. Og lige pludselig havde den lille pige i hængekøjen overfor på den måde bygget en direkte bro til den tid, hvor det var mig selv, der med usikker - dog gjaldende - røst lærte sangen om Juliane af Janne Larsen i andegården på Tjørnegårdsskolen - og derefter selv lærte den videre til adskillige andre små piger, der ligesom mig og Janne (og nu også pigen i hængekøjen overfor) blev fuldstændig grebet af den tragiske historie og melodien, der på en gang er messende og klagende og folkevise-monotom på samme måde som sangen om de tre musikanter Røde synger til sit bryllup i Matador godt akkompagneret af Laura og en “harmonikasse”.

Og sangen om Juliane og de norske fjelde er kun et ud af mange eksempler på, hvordan sommerhuset heroppe med meget få midler laver en intravenøs jump-start af barndomsminder. Det var her min mormor lærte mig alfabetet, da jeg var to. Her vi gik lange ture langs stranden og hun fortalte mig alle røverhistorierne om min familie. Det var her hun lavede verdens bedste koldskål på den ikke-så-salmonella-opmærksomme-måde, serverede blomkål-på-polsk (yummmm) og vi kørte til Lynæs efter de eneste helt rigtige fiskefrikadeller, der findes. Her somrene føltes uendeligt lange og jeg var her på  skift med min bror og mine fætre og udvalgte veninder. Her jeg læste til studentereksamen. Her har jeg skrevet mange af de bedste tekster, jeg i tidens løb har undfanget. Her, jeg absolut intet har imod at vente i timevis på Melby station. Her jeg er stukket op, når jeg engang imellem måtte stemple ud i de år, hvor jeg arbejdede alt for meget. Her jeg har holdt forskellige inspirationsarrangmenter med redaktionsgruppen på Reflexioner og gode venner. Her man holder den eneste sådan helt rigtige Skt Hans, selvom jeg godt kan tælle på fingrene, at det reelt kun har været ganske få gange, det har været en lun sommeraften med asfaltbal på parkeringspladsen, stort bål, hele familien, fakkeltog og fyrværkeri.

Og ikke mindst er det her, jeg har det mest syrede “The Truman Show” udsnit af verden. Heroppe er det somom min verden kun går langs de stier, vi gik med min mormor og ender ved de destinationer, vi plejede at gå til. Og jeg bliver stadigt lige overrasket, når venner og gæster spørger, om ikke vi bare skal fortsætte længere ud ad kysten eller længere ind i landet. I hele resten af verden udforsker jeg ufortrødent enhver hemmelig sti eller skal altid lige se, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne. Men heroppe falder det mig slet ikke ind, at der kunne være andet og mere end det jeg allerede kender.

Og så alligevel - for her sidder jeg jo så med mit trådløse netværk. Og om lidt skal jeg på ekspedition, fordi en middagsaftale på midtsjælland udfordrer mig til at finde en helt ny rute gennem sommerlandet.

Men stakken af sladderblade ligger her stadig og vokser år for år. Jeg har så småt taget hul på årets mini-medie-festival. Jeg har allerede spist fiskefrikadelle, selvom jeg kun har været her en dag og der ligger koldskål - dog salmonella-fri - på køl. Og den lille pige i hængekøjen på den anden side af grusvejen skal nok gøre sit til, at jeg i kommende dage udforsker mange flere små tidslommer i hukommelsen.

Temaet for årets Reboot var FREE

Og Thomas havde spurgt, om jeg ville starte konferencen torsdag morgen ved at fabulere over ordets mange betydninger. Det blev til dette mash-up af betydninger, associationer og spørgsmål, jeg gravede frem på nettet, fra reolerne og i hjernevindingerne. Brokkassen af gode ting, der kunne have været skønne at have med er 15 gange så lang, men her er, hvad jeg udvalgte til de 7 minutters micro-oplæg. Og jeg må selvfølgelig lige for en sikkerheds skyld understrege, at det langtfra er det hele, jeg selv mener eller står for. Men at det er en mosaik af alle mulige udsagn og holdninger, som alle mulige har udtalt, sagt eller skrevet.

Freedom is about to get a LOT more popular…
Freedom is a wonderful thing
Freedom is history and vice versa
Freedom is preserved by free people
Freedom is the opportunity to own your own destiny, within the limits of reason and morality.

The universal declaration of Human Rights states that ”Everyone shall have the right to freedom of thought, conscience and religion”.

But that’s not all people want for free…

“I want to break free!”
“I want free weapons”
“I want my free chili”
“I want a free and fair election”
“I want energy liberty. Free electricity and free energy.”

“I want to break free from your lies. You’re so self satisfied I don’t need you anymore.”
“I want to emphasize that the term “Free Software” means free as in freedom”
“I want to point out that the free version has some serious restrictions”
“I want someone to finish my site. FOR FREE”
“I want to stress the fact that even if information wants to be free people still need to make some money.”

“I want to be debt-free by the time I turn 40″
“I want to live a good life free from financial worries”

“I want my free TV!”
“I want a free puppy for my kids please”
“I want a free domain name”
“I want a free house”
“I want to listen to another free audionovel”
“I want to play your free slotmachines”

“I want to share with you my experience of using KGB Spy Software”

“I want to abolish free will…..everything would be better if there was no free will…”

“I want to free God from this cage they have named religion”

“I Want to Feel Free … So why, why, why do some people believe that marriage ENTITLES them to ownership … “

“I want to find a path to fowl free fois gras”
“I Want Supple, Gluten-Free Buns”
“I want free gas too”
“I want to escape to feel free and safe with my family”
“I want to insert mongolian language in google translate service. I tried Babylon, but it’s not free.”
“I want to free research from politics”
“I want to try love lyrics or the free romantic love song”
“All I want for christmas is some lead-free toys.”

Freedom is messy
Freedom is scary
Freedom is never enough

There might not be any such thing as a free lunch. But let’s indulge and sing halleluja to free beer, free software, free advice, crashing on a friends couch for free, free fun, free sex.

Some claim that freedom is about authority
Others say that freedom demands a lot of responsibility.
Where is the fine line between freedom and slavery?
Can freedom be lost?

Arbeit macht frei ist eine Parole, die in erster Linie durch ihre Verwendung als Tor-Aufschrift an den nationalsozialistischen Konzentrationslagern bekannt wurde.

Free us. Free us. Free us from slavery – and let my people go
Free us from Microsoft
Free us from the oil cartels
Free us from the tyranny of the plug socket
Free us from our addictions
Free us from the curse of yummy mummy
Irony might free us from the war

Car free. Pollution free. Carbon-free. Traffic-free.

Hassle free. Trouble-free. Work-free. Strees-free. Tension-free.

Gluten-free. Meat-free. Sugar-free. Smoke free. Alcohol-free. Drug-free.

Does temptation-free equal fun-free?

Sometimes freedom is under attack
Freedom is no longer free
Freedom is mistakingly interpreted as an invitation to freeload or freewheel
Sometimes freedom is just another empty word

Intellectual freedom is the right of every individual to both seek and receive information from all points of view without restriction.

Political freedom is the absence of interference with the sovereignty of an individual by the use of coercion or aggression.

Economic freedom has a greater impact than foreign aid in helping people in poor nations escape poverty. The foundations of economic freedom are personal choice, voluntary exchange, and open markets.

Financial freedom should never be underestimated

Freedom is not an academic discussion
Freedom is not a doctrine
Freedom is an endless meeting
Freedom is a constant struggle
Sometimes I’m proud to call freedom mine!

Free the mind
Free the children
Free the music
Free the grapes to ensure fine wine
Free the dragon inside
Free the content
Free the slaves
Free Tibet
Free marihuana
Free the future

Freedom is a Jensen designed solo canoe originally introduced as the ‘F1’

Freedom is an application that disables wireless and ethernet networking on an Apple computer for up to three hours at a time

Freedom forms the refrain of a great Aretha Franklin hit song

iPhone Freedom is costly in Europe.

Free the whales
Free the will
Free the willies
Why did celebrities rally to free Willy when Keiko - the Killer Whale - didn’t want to be freed?

Is freedom failing?
Is freedom worth having if it does not include the freedom to make mistakes?
Isn’t freedom sometimes a lot more exciting when there are also boundries to explore?
Who are we to think that freedom is ours to spread?

The Dalai Lama told followers that he “wants to be a free man”.
And the Buddha said that ”Of worldly things, we want and want. Ironically, what we really want is to be free of wanting.”

We can live free – or die
Feel free to choose
It’s free to sign up, so join now!
If you want to sing out, sing out. And if you want to be free, be free.

Freedom is diversity
Freedom is responsibility
Freedom is not – and never should be - spelled “feardom”
Freedom is letting go
FREEDOM IS NATURAL NIRVANA

Let’s all feel free. Let’s REBOOT!

Normalt tager jeg ikke til konferencer. Men der er én konference om året, jeg meget nødig vil gå glip af. Og det er Reboot. Det årlige træf, hvor 600 fri-tænkere fra hele verden udveksler deres nyeste ideer - ofte på det helt sprøde, uafprøvede plan - gennem foredrag af meget høje kvalitet, samtale-sessions, pause-mingling og fester.

Reboot er den slags, man bliver afhængig af. Når man først har prøvet det én gang, skal man ligesom have sit årlige skud. Og det er derfor meget sigende, at billetterne i år var udsolgt på et øjeblik, ventelisten hobede sig op og folk kom rejsende fra hele verden, selvom programmet først blev offentliggjort dagen inden konferencen skulle løbe af stablen. Folk - inklusive mig selv - købte det simpelthen ubeset i fuld tillid til, at arrangøren (min ven og überinspirator Thomas Madsen-Mygdal) igen i år ville kuratere et par spændende dage. Og det var lige præcis, hvad han formåede at gøre (godt understøttet af en benhård koordinator og 45 frivillige).

Jeg er sikker på, at det for de 600 deltagere er vidt forskelligt, hvad det er, der går en i blodet. Men her er lige med løs hånd en liste over nogle af de ting, jeg synes er helt fantastiske - i uprioriteret rækkefølge:

• Der er plads til kompleksiteten. Selvom de fleste udefra måske nok opfatter Reboot som en konference, der primært handler om ny teknologi og socialt software (og mange af talerne ganske rigtigt tilhører creme-de-la-creme af verdenseliten inden for det felt) handler det i lige så høj grad om filosofi og værdier og tilgangen til livet, arbejdet og sine relationer. Der er både plads til de helt store tanker og visioner - og til de helt konkrete hands-on-diskussioner af dagligdagens udfordringer, når man arbejder konkret med tingene
• Pauserne er mindst lige så vigtige som oplæggene. Det er de jo i princippet til alle konferencer, fordi det mindst lige så meget handler om at mødes med alle de andre. Men det er bare tit ret rungt at mingle på traditionelle konferencer og man ender med at stå lidt fortabt med sin kop konferencekaffe.På Reboot er alle generelt meget åbne og nysgerrige - så man sjældent lov at stå længe alene med sin kop konferencekaffe i pauserne. I stedet ender man konstant i lange samtaler, der straks snor sig op i de højere luftlag. Navnene på navneskiltene står tilstrækkeligt stort til, at man hurtigt kan læse dem og indlede en naturlig samtale uden at skulle stikke snuden upassende tæt hen til et navneskilt med visit-kort-størrelse-skrift. Der er cafe-områder og masser af strandstole, som man kan flytte rundt på efter behov. Og det hele ender i masser af samtalefragmenter fyldt af smittende begejstring og masser af nye forretningsideer og samarbejdsmuligheder til følge.
• Der er legestue til ungerne (og trængende repræsentanter for forældregenerationen)
• 
• Deltagerne are “walking the talk” - for eksempel var det helt forrygende at se, hvordan en kombination af “selvorganisering” og årets tema “FREE” endte i skøn forening, da after-partyet på Ideal Bar rykkede over på den anden side af Enghavevej, hvor en af deltagerne standsede nogle unge fyre, der kom trækkende med en ølvogn og en forstærker, købte hele deres lager og udlovede FREE BEER til alle og vi endte med at stå 100 glade mennesker midt i midsommernatten midt på Enghavevej og bare feste igennem.
• 
• Der er aldrig kø på dametoilettet
• Der er tænkt over detaljerne - Der er altid lige noget ekstra at glæde sig over. I år var det grafiske udtryk for eksempel præget af farvede bobler på lyseblå baggrund. Og så var der også klistret farvede cirkler på gulve og vægge for at forvandle de institutionelle gymnastiksalsrammer til sit eget univers.
• 
• Der bliver sat nye standarder for merchandise - I år fik alle deltagere udleveret en “Reboot-sock”. En designer-nytænkning af det klassiske lap-top-sleeve, der udover at være superlækkert i kvalitet og farvevalg kunne foldes på et utal af måder, så det kunne passe til forskellige størrelser lap-tops - eller bruges som hue og tørklæde. Jeg var også ret begejstret for den kage en af sponsorvirksomhederne - Social Square - havde fået lavet, hvor deres nye grafiske design var “printet” i alle detaljer på toppen. Designet er lavet af Jan Rasmussen, der også er manden bag Reflexioners grafiske design. Og det består af et helt univers, hvor fremtidens sociale markedspladser, mennesker og virksomheder lever mellem hinanden. Udsnit af universet bliver brugt på hjemmesiden og visitkortene - og på samme fik man sit eget udsnit af universet, når man skar sig et stykke kage. Ret smart.
• 
• 
  
• 
• Mange geeks er faktisk temlig meget mere lækre, end fordommen sådan umiddelbart antyder…
• Det er helt normalt at være fri fugl, fri-tænker og free-lancer. Det er fuldstændig forrygende den ene gang om året at være blandt andre mennesker, der også sammensætter deres eget arbejdsliv, spiller på alle strenge af deres tilværelses kludetæpper i stedet for at prøve at reducere deres erfaringsgrundlag til én rød tråd. Og samtidig er det spændende at møde de samme mennesker igen og igen år efter år. For de veksler - fuldstændig ligesom jeg selv bortset fra - mellem perioder, hvor de er mere afsøgende, eftertænksomme og batteriopladende, og perioder, hvor det kun kan gå for langsomt med at realisere en ny ide. Og det er utroligt inspirerende og befriende at dele erfaringer. Og så er det også lidt sjovt, at man møder folk fra hele verden, der på baggrund af deres Reboot-oplevelser mener, at alle danskere må være de mest fritænkende, åbne og forandringsvillige folk, der findes, fordi alle de har mødt på Reboot er sådan. Og man nænner næsten ikke at fortælle dem, at det ikke nødvendigvis er gennemsnitsdanskerne, de møder der :-)
• Man bliver hurtigt up-to-date med mange af de nye begreber og gadgets. Det er for eksempel her, jeg i årenes løb har hørt begreber som wikis, rss og alle mulige andre begreber, der med rekordfart er blevet hvermands-eje nævnt første gang. Og så er det bare så vildt at se, hvordan de mange iPhones og bærbare med lysende æbler er en helt naturlig forlængelse af mange af deltagernes legemsdele, så de fuldstændig ubesværet liveblogger og billeddeler under foredragene.
• 
• Der bliver udforsket og afprøvet forskellige genrer og foredragsformer. Det var for eksempel her, jeg første gang hørte om PechaKucha og micro-presentations. Der opstår spontane diskussionsklubber i kølvandet på de store foredrag, som man så kan få en professionel moderator til at stå for. Der er kreative workshops i retning af robotbygning og design, lege for voksne (venligst læs uden kinky fortegn) og live-interviews. Og uventede elementer såsom guitar-eksempler på irsk folkemusik i et oplæg om kultur-og-traditions-bevaring, flyvende badeænder og free hugs. Der alt sammen veksler ind i mellem de mange powerpoints, hvor folk generelt er utroligt gode til at bruge meget få bullet-points.
• Og måske vigtigst af alt…så er der denne her stemning af, at vi sammen faktisk kan rykke noget. Ved arbejdspladserne, organisationerne, samfundet, verden. Det handler ikke bare om at øge profitterne eller sælge tingene på en snedigere måde. Der er en mening med det hele, der handler om at demokratisere organsiationerne, frisætte tænkemåderne, sprænge konventionerne og udforske det umulige. Og hvor er det dog befriende, når nogen tør tage så store ambitioner og visioner i deres munde en gang i mellem.

Jeg indrømmer blankt, at jeg har tilbragt det meste af dagen i dag på sofaen uden behov for særlig mange andre stimulanser end skod-tv og salte fisk. Men det skyldes faktisk ikke tømmermænd - selvom jeg et sted i spændingsfeltet mellem gin-&-tonic-nummer-5 og øl-nummer-6 begyndte at forberede mig mentalt på, at det godt kunne blive tilfældet. Det skyldes, at jeg er overstimuleret på den gode måde. Jeg er mere fuld af nye ideer, inspiration og tanker, end af alkohol-reminiscenser…og er også socialt blevet stimuleret af masser af forrygende samtaler, udfordringer og overraskende spørgsmål og free hugs.

Ahhhhh - siger jeg bare. Og så siger jeg stort tak til arrangørerne og de mange andre deltagere for nogle rigtige dejlige dage. Og håber, at nogle af alle jer andre derude også bliver inspireret til at bryde lidt - og stille større krav til - konferenceformaterne…

Hvis du havde spurgt mig i går ville jeg have sagt, at dette mest af alt var tænkt som en servicemeddelelse: De få, der hidtil har benyttet sig af mit/Reflexioners fastnetnummer (3311 0185) skulle lige vide, at det er opsagt fra og med i dag og jeg/Reflexioner fremover kun kan træffes på mobilen (2949 9696). Og det ved i så nu.

Men klokken fem i morges vågnede jeg så jetlag-agtigt pling og var sådan helt “Gud nej, kan jeg nu også det?” Jeg havde selvfølgelig været alle pros-and-cons igennem, da jeg ringede til TDC for et par uger siden for at opsige det. Men der i sommernattens alt-andet-end-mulm-og-mørke lå jeg pludselig og vendte og drejede mig som en grill-kylling.

Er det totalt uprofessionelt at drive en seriøs virksomhed uden at have et fastnetnummer til den? (nej, det synes jeg jo ikke det er, især når den virksomhed ofte byder på omfattende rejseaktivitet, møder og kaffeaftaler, der gør, at jeg alligevel sjældent sidder ved siden af røret)

Hvad med den tre faxer om året, jeg godt kan finde på at sende eller modtage? (jamen det går jo så nok alligevel. For faxen er jo i forvejen en uddøende race og man kan faktisk også faxe ret meget nede fra 7-11 før det løber op i det samme som et fastnetabonnement)

Hvad med dem, der ringer til Reflexioner i de kommende måneder og ikke ved, jeg har nedlagt nummeret? (hey - who am I kidding. De eneste, der ringer til det nummer er jo i forvejen kun alle de irriterende sælgere af vaskepulver-i-firma-pakninger der i forvejen er alt for store til at give mening for en enkeltkvinde-virksomhed. Alle andre ringer i forvejen på mobilen - så det eneste reelle problem er så, at sælgerne nok begynder at ringe til mobilen, hvilket er temmelig irriterende og tidskrævende. Men ikke nok til at opretholde dyrt abonnement).

Så alt i alt kan jeg godt se på det hele, at “what it all comes down to” er ren nostalgi. Jeg har det lidt ligesom Peter Belli i den her reklame:

Men min nostalgi handler nu ikke så meget om selve nummeret og de samtaler, der er foregået over det nummer helt tilbage til den gang Kennedy blev myrdet. Hvis jeg er nostalgisk overfor et fastnetnummer, er det snarere nummeret i mit barndomshjem, som jeg i min teenagetid førte laaaaange telefonsamtaler med veninderne over og sludrede igennem på en måde, jeg bare meget sjældent gør på mobilen.

Jeg doodler heller ikke rigtig længe. For selvom jeg stadig venter i lange “du-er-nu-nummer-seks-i-køer”, går jeg jo rundt med mobilen, mens jeg taler - og produktionen af kruseduller er faldet markant. Og dem savner jeg også lidt. Men igen - det gør ikke den store forskel, for der var jo i forvejen ikke nogen, der ringede på det nummer. Så krusedullerne var for længst en uddøende race.

Men ingen af de nostaligske tankeudflugter er reelt argument nok til, at jeg skal beholde den faste forbindelse. Og jeg er jo fanden ikke selv gråt guld. Endnu. Den reklame er målrettet en målgruppe, der er mindst 30 år ældre end mig. Og jeg har jo i praksis i årevis udlevet tankerne om det fleksible arbejdsliv, der kan foregå når som helst og til lands, til vands - og snart ikke kun på businessclass - i luften. Så nu, hvor jeg endegyldigt også kapper den fysiske faste forbindelse er det et sidste nostialgisk farvel til tanken om, at man bør sidde det samme sted fra 9-17 når man arbejder. Og - som en veninde straks skrev til mig, da jeg i morges meldte ud til de få, der tidligere har benyttet fastnetnummeret, at det nu var slut med det - et hjerteligt velkommen til det 21. århundrede.

Jeg har det jo med at blive begejstret for nye opfindelser, der med meget enkle midler gør hverdagen meget nemmere. Og selvom det måske ikke er HELT så kinky som overskriften på dette indlæg kunne tolkes, vil jeg gerne lige henlede opmærksomheden på, hvor meget der sker inden for udviklingen af plasticposer, der kan alt muligt smart.

Det startede med isterningposen. Der i sig selv var smart og bare er blevet smartere og smartere gennem årene med selvluk-mekanismer, “ryst-posen-så-løsner-isterningerne-sig-selv”-opgraderinger og nye størrelser og faconer på selve terningerne (størst er min begejstring for de bitte små slush-perler og de lange røre-is-stænger).

Og så forelskede jeg mig i salatslyngeposen. Også en lille pratisk rulle, der lige passer i mit mikrokøkken og ikke fylder noget, når den ikke skal bruges. Og så til gengæld hyperfunktionel, så snart man har brug for at slynge salat og - i mit tilfælde oftest - krydderurter. Små, fikse huller i posen sørger for at dræne alt vand fra salaten ud i nogle snedige kanaler, der gør det nemt at hælde det direkte i vasken. Og søreme om ikke selvsamme pose desuden er rigtig god til at holde overskydne salatblade eller mynte (selvfølgelig mynte, uendelig meget mynte) frisk i flere dage.

Og nu har opfinderen af de funktionelle plasticposer gjort det igen. For hvad hang der og lukkede ved frugthylderne på min første Irma-tur efter New York-opholdet? Vakuum-frugtposen! Et ultrasnedigt aggregat, hvori man fylder sine udskårne frugtstykker, der gerne holde sig friske, sprøde og ikke-spor-brunlige i skoletasken, computermappen eller køleskabet. Og så puster et øjeblik i toppen - hvorefter frugten automatisk er vakuum-pakket med fine luft-stødpuder rundt om sig. Har indtil videre kun afprøvet dem en gang - lidt uautoriseret til opbevaring af ovenskyden mynte, koriander, thai-basilikum, bønnespirer og limebåde, der var blevet tilovers fra gårsdagens laksa-eksperimenter. Og det fungerede helt forrygende. Friske, sprøde og lækre var de stadig her til formiddag, da jeg rev toppen af posen og hældte dem ud over resterne til frokost.

Indtil i dag har jeg bare tænkt på de forskellige poser som løsrevne produkter, der havde det til fælles, at de var af plastic, smart udført og løste nogle helt basale grundbehov. Men mens jeg har siddet og skrevet på dette indlæg, er der så sket det, der ofte sker, mens jeg sidder og forfølger en strøtanke: I min jagt på billeder og eksempler har jeg googlet mig frem til, at alle disse poser (måske ikke samtlige variationer over temaet isterningpose, men alle de andre) er opfundet af det samme danske firma. Og de har - opdagede jeg så også undervejs - også opfundet de smarte tefiltre, der holdes på plads af te-pottens låg og som revolutionerede min teenagetids opfattende te-drikning. Og nu hvor jeg har set sitet, begynder der at foresvæve mig noget om, at jeg måske havde set noget om “isterning-manden” engang. Men det var ikke en aktiv viden for mig, da jeg for en halv siden satte mig ned for at skrive dette indlæg. Og det undrer mig faktisk, at jeg ikke oftere og langt mere eksplicit har hørt om en så innovativ og succesrig dansk iværksættervirksomhed. For de har jo formået ikke alene at have den tekniske viden til at udvikle produkterne, men også - og det er i denne sammenhæng nok det allervigtigste - en eminent evne til at afkode samfundstendenserne og den moderne forbrugers behov. Længe inden den moderne forbruger er blevet sig behovet bevidst.

Og så er der oven i købet tale om aggregater der - måske lige med undtagelse af burger-frost-poserne (som jeg heller aldrig var stødt på, før jeg besøgte deres site for et øjeblik siden og som falder lidt ved siden af undertegnede moderne forbrugers behov, men som der helt sikkert skal være mange derude, der har brug for) - samtidig nedbryder nogle af de væsentligste barrierer og dermed udgør et vigtigt praktisk element i kampagnerne for at få os alle sammen til at spise mere grønt og frisk frugt på farten.