I dag besteg jeg bjerget Lille Marlene i Nuuks udkant sammen med min far. For hårdkogte vandrere er det en lille ubetydelig stigning på 430 meter, men for undertegnede var det en udfordring. Ikke en uoverstigelig en af slagsen – jeg har både besteget højere og stejlere bjerge før – men dog en udfordring, der krævede en del pauser på opstigningen og en vis grad af koncentrationen på nedstigningens bratteste punkter. Og jeg indrømmer, at der indimellem var punkter, hvor jeg tænkte, at toppen så ud til at ligge uoverstigeligt langt oppe eller at nedstigningens udfordringer ville være for svære at forcere.
Men det mirakuløse er jo, at når bare man tager det et skridt ad gangen, går det altsammen. For i den slags terræn er man nødt til at kigge ned, mens man bevæger sig opad eller nedad. Springe fra tue til tue, klatre op ad de steljeste sten og ellers bare prøve at undgå uventede huller, våde sokker og rokkesten, der helst skulle have været stabile. Man kigger koncentreret ned og foretager en masse strategiske overvejelser under vejs. “De næste par meter ser tilforladelige ud, hvis jeg går denne vej – til gengæld ved jeg ikke, om jeg kan komme videre helt ude for enden, eller om det går brat op eller ned.”"Måske kan det betale sig at “backtracke” lidt her, for så at komme hen på noget mere jævnt eller mindre vådt”"Skal man vælge den stejleste eller den sikreste vej til toppen?” “Hvilken sten skal jeg sætte min fod på næste gang?” Man overvejer og træffer beslutninger konstant. Og når man så ser sig op igen, er man pludselig kommet en god bid nærmere målet. Næsten helt umærkeligt.
Det har jeg tit tænkt over, når jeg har været ude og vandre. Men først i dag slog det mig (lidt langsom har man vel lov at være) for alvor, hvor tæt forbundet den erkendelse er med begrebet “at tage tingene et skridt af gangen. Og hvor meget man (jeg?) dog kunne få ud af at anlægge den erkendelse lidt mere på resten af tilværelsens store udfordringer.
Der er så mange ting, vi viger tilbage for, fordi de forekommer for uoverskuelige. Og så bliver de ofte aldrig til noget som helst. Men ligesom med “bjergbestigningen” gælder det jo, at næsten uanset, hvad man begiver sig i gang, bliver det stadigt mindre uoverskueligt, jo flere skridt man tager. Det er det første skridt, der er det sværeste. Men når man først kommer i gang bevæger man sig mod målet.
Det gælder skriveprojekter – og måske er det netop derfor blogs er så attraktive, fordi man kan få skrevet en masse med små skridt af gangen. Det gælder iværksætteri. Og det gælder nye ting, man vil lære – små skridt ad gangen. Ting, der virker uoverskuelige, hvis man konstant fokuserer på det endelige mål – men som lader sig gøre skridt for skridt.
Udfordringen er så selvfølgelig, at det samtidig er målet man er nødt til at pejle efter – både for at bevare entusiasmen, ambitionerne og drømmene. Og for at holde retningen. Og der kan man godt nogle gange blive lidt desillusioneret, når der stadig ser ud til at være langt til målet, selvom man allerede er godt i gang. Og når man efterhånden har opdaget, at det der så ud til at være så nært indenfor rækkevidde dog var så fjernt. Fordi der er uventede, skjulte kløfter på vejen mod toppen. Som man så må forcere, før man kan bevæge sig videre i den rigtige retning. Og det lumske ved dem er jo, at man ikke kan se dem, før man har taget de første mange skridt. Men igen – og her er vi tilbage ved en anden kliche, hvis dybde jeg først har fattet dybden i i løbet af livet: Det er godt det samme, at man ikke kan se alle udfordringerne på forhånd – for så ville man helt have ladet værd at begive sig afsted.
Da jeg var tre måneder i New York sidste år var der nok at skrive hjem om. Hele tiden. Der sker så meget i NYC, at man hele tiden er bange for at gå glip af noget, og alt hvad der sker er så ekstremt eller overraskende eller vanvittigt eller spidsformuleret, at sanserne konstant bombarderes – og mættes. Mængden af indtryk er så tyk, at man næsten kan drikke den.
Men dette års relocation har jeg så valgt at tilbringe i noget nær NYC’s diamentrale modsætning: Nuuk. Og her skærpes sanserne på helt andre måder. I modsætning til New Yorks sansebombardement, handler det heroppe om at lade bitte små fornemmelser folde sig ud. Opdage mikroskopiske detaljer og hæfte sig ved dem. Nemlig fordi der – bortset fra selvstyredagen, hvor jeg til gengæld i meget omfattende grad mærkede historiens vingesus og gåsehud – foregår så tæt på ingenting, at enhver lille forandring påkalder sig opmærksomhed.
Man ville ikke lægge mærke til noget af det, hvis man bare var her en dag eller to – men efter en måned begynder man at kunne se, dufte, mærke og sanse de bittesmå forandringer.
- Mosset på stenbjergene har fået først lyserøde og nu også gule pletter, der ved nærmere eftersyn består af myriader af de fineste små blomster. Ind i mellem kan man også spotte forstadierne til de første sortebær.
- En af gyngehestene på legepladsen udenfor er knækket af og har ligget kæntret på jorden et par dage uden at nogen har gjort noget for at hente den hjem i stalden.
- Det skifter ofte, hvilke skibe, der ligger i industrihavnen. Det var en stor dag, da der både lå et orlogsskib, de kongelige overnattede på under selvstyrefestlighederne og et Greenpeaceskib, der er på vej op for at forske i den smeltende Peterman-glecther, hvor man forventer, der vil brække en is-ø på størrelse med Manhattan (smager lidt af NYC) af i løbet af sommeren.
- Der er blevet flyttet rundt på Le Corbussier-wanna-be-møblementet på Barista. Men der står stadig Menu Gallerie-stager med hele kaffebønner i glasset under fyrfadslyset i alle vinduer. Man kan få alle slags espresso-kaffedrinks, men Cortado-trenden er definitivt ikke ramt endnu. De har bagelsandwiches, BLT’s og ristede panini. Og jeg har kun en enkelt gang været ude for, at de var løbet tør for tomater.
- En sunken jolle, der lå og skinnede gult og magisk op gennem vandet, er forsvundet.
- Jeg ser en mærkelig bro og tænker i timevis over, hvor syret det er, at den forbinder ingenting og ingenting. Eller kigger så meget på en bygning, at det til sidst går op for mig, at det er virkelig unaturligt, at den ser så naturlig ud.
- Nogle af hullerne i fortovet, lige der hvor man passerer nødhavnen på vej ned til byen, er blevet repareret.
- Jeg går ombord på en bus bare for at se, hvor den ender. Eller går ud ad en vej, bare fordi, at den retning er jeg endnu aldrig gået i.
- Nede i kolonihavnen er et kolossalt langt grønt stakit blevet malet færdigt. Der er tale om hjørnegrunden fra helvede og de var allerede startet, da jeg kom herop. De nåede lige at blive færdige inden selvstyredagen, hvor Kongefamilien skulle spise frokost i huset bag hegnet.
- På Brædtet er det ved at være slut med stenbidderrognen, men der er kommet masser af kvaner.
- Sommeren består tilsyneladende af serielle mikroårstider. I går var det så varmt på terrassen, at jeg strippede indtil jeg sad i en tynd bomuldsbluse – og det var stadig så varmt, at jeg måtte gå ind i skyggen i ny og næ. I forgårs og i dag tuder blæsten i sørgelige disharmonier, der er store bølger i den lille sø udenfor og regnen danser trommedans.
- Der er for det meste meget stille i den dejlige svømmehal, når man som mig kan sørge for at komme midt på dagen i hverdagene. Men så forleden var der pludselig totalt kaos med masser af børn, der sejlede rundt i plastickajakker.
- BilledBladet er udsolgt i denne uge, selvom det kommer flere dage for sent og der kommer strafporto på 17 kroner oveni prisen. For i denne uge er der reportager fra Selvstyrefesten – og billeder af Kongefamilien i nationaldragt. Og mon ikke de fleste lige (sådan som jeg også havde håbet) gerne lige vil se, hvordan de skildrer det – og om man skulle være blevet fanget på et billede mens man selv holdt sit kamera højt over hovedet og skreg “Mary, Mary”.
- En dag har der været hvalspæk til salg. Jeg så det først i industrihavnen, hvor folk flokkedes om en mand med nogle store fiskekasser. Der lå nogle meget store stykker spæk, der på ydersiden var hvidt med meget tydelige striber, der foldede sig ud som en harmonika, når de holdt det op for at veje stykkerne. Alle der var i nærheden hamstrede så meget de kunne bære. Senere samme dag var jeg forbi Brædtet og hørte folk små-hvine når de så, at man kunne købe netop dette stykke af hvalen. De strømmede til og købte alt, hvad remmer, tøj, pengepung og bæreposer kunne holde.
- Nogle gange bliver der sat ekstrabusser ind. Eller er der seks busruter, der alle går i ring. Det er reelt kun 1,2 og 3, man kan tage. De andre er skolebusser og sådan. Men forleden så jeg en, der havde nummer 67. Det studsede jeg længe over.
- Byggepladsen, jeg har udsigt til fra mit vindue, har på en måned formået næsten at færdiggøre en fem-etagers boligblok.
- Det sker engang i mellem, at der er nogen, der går over for rødt, selvom det næsten er provokerende i en by, hvor der kun er to lyskryds.
- I kulturhuset Katuaq er der skiftende udstillinger. For tiden er det seks kostumer skabt af grønlandske kunstnere og tekstildesignere. Den mest raffinerede er en af Julie Edel Hardenberg, der i det hele taget lader til at være det moderne grønlands kunstneriske hotshot og har udgivet nogle spændende bøger på forlaget Milik, hvis forlagsredaktør, jeg lige drak kaffe med forleden. Kjolen har et grønlandsk flag foran og dannebrog gemt i ærmerne.
- Der er kommet frosne jordbær i kølediskene igen, efter at der havde været mangel på dem i længere tid.
- Der er kommet to nye monumenter i Nuuk i forbindelse med selvstyret. Det ene er en varde, der troner med udsigt over kolonihavnen. Den anden en masse sæler, der vinkler sig ind og ud af hinanden. Den er vist nok sjov at lege på. Og står den midt på en nyudnævnt plads – Selvstyrepladsen. Nuuk lokal-tv rapporterede om stor ballade blandt de handlende, fordi der ville gå 40 parkeringspladser tabt. Men lige nu lader det til, at alle er glade for den. Sæl-styre-statuen.
- Og jeg sidder stadig ofte og spejder udover vandet, mens jeg håber på at se hvalernes blåst.
Og sådan går livet sin stille gang i lidenlund. Der er tale om så ekstremt små forandringer, at man ved, at sanserne er temmelig skærpede, når man overhovedet lægger mærke til dem. De ville aldrig være trængt igennem larmen. Slet ikke i New York, men heller ikke derhjemme i København, hvor hverdagen, trafikken, stimulanserne, tankerækkerne, arbejdet, udfordringerne, følelserne og krydderierne på tilværelsen buldrer derudad. Men heroppe, hvor jeg lever en stille tilværelse i arbejdseksil, næsten uden selskab, uden ur og uden kalender får det hele lov at trænge ind og folde sig ud. Og blive uendeligt stort, selvom det i mange andre henseender er så uendeligt småt.
I år sidder jeg så på Grønland. Og da der ikke er et eneste træ heroppe, er det nok lidt optimistisk at regne med bål. Og desuden regner det rigtig meget lige nu + at grønlænderne vist ikke har tradition for at fejre Skt. Hans i det hele taget. Så jeg tror ikke, der bliver så meget midsommerfest for mig i år. Og det er også ok. Der var jo kæmpe selvstyrefest forleden. Og when in Greenland do as the Greenlanders…
Men det forhindrer mig jo ikke i at tænke tilbage på alle livets fantastiske midsommerfester. Og dem er der mange af.
I barndommen har jeg et billede af, at solen altid skinnede og vi altid var samlet hele familien i sommerhuset i Liseleje. Vi spiste dejlig mad, ungerne lejede, der var festplads nede i byen med tombolaer, æbleskiver og købmanden gav gratis kaffe. Der var fakkeltog ned til det store bål på stranden, kæmpe fyrværkeri og bagefter var der asfaltbal på parkeringspladsen, hvor Kaj & Sunset spillede Kim Larsen og det var så spændende, om de huskede at synge “Liseleje” i stedet for “Hawaii” i sangen om konen, der har en skønhedsklinik og så gerne vil eje en strandpromenade på Hawaii.
Når jeg tænker realistisk tilbage kan det allerhøjest – og så går bølgerne højt – være en tre-fire somre, det forløb sådan. Reelt var vi meget ofte ude og rejse på Skt. Hans, ofte var vejret dårligt og det var slet ikke alle barndommens somre, vi tilbragte sammen med familien i Liseleje. Men det står stadig som den eneste “rigtige” måde at fejre Skt Hans.
Som voksen kan jeg tænke tilbage på et par dejlige fester i Liseleje, hvor det har været venner i stedet for familien, jeg samlede. En gang under temaet “Et Sankt Hans Aftens spil” hvor alle skulle medbringe deres yndlingsretter + opskrift som vi så samlede til en kogebog med midsommerretter. Og en anden var temaet en “hyldest til den danske kartoffel”, hvor alle kom med fantastiske kartoffelretter udover det, de nu måtte have lyst til at smide på grillen. Og så har folk så overnattet på gulvet og i telte, og vi har hygget videre næste morgen. Handelsstandsforeningen har nu droppet at lave festplads hvert år og gør det kun, når Skt Hans falder i weekenden, men bålet og fyrværkeriet er stadig stort, båltalen umulig at høre på grund af dårlige mikrofoner og en fuld borgmester, men det er stadig stemningsfuldt at stå ved vandet i marehalmen – og der bliver stadig spillet op til både den klassiske og Shu-Bi-Duas variant af Midsommervisen.
Og derudover har jeg selvfølgelig været ude og rejse mange år til Skt. Hans, hvor det lige som i år, mest er blevet ved de stemningsfulde tanker. Jeg har været til bryllup på Skt. Hans aften. Til fødselsdag som teenager, hvor vi endte med at skulle til koncert med ShuBiDua på Bellevue og kronen på aftenen var, at Michael Bundesen spurgte, om han kunne få et lift bagpå vores cykler. Jeg har været til “crypt clubbing” i kælderen under Brorsons Kirken (der hvor irakerne nu bor). Jeg har holdt middag selv i byen, hvor vi endte med at komme for sent til bålet. Og andre gange vandret forgæves rundt efter bål i byen. Og så har jeg været i Frederiksberg Have, hvor det var ekstremt stemningsfuldt, men hvor der gik så meget “Foreningen Norden” i den, at det også lidt fik en bismag af noget nationalistisk. Og jeg har engang sat en masse mennesker, der skulle sprede budskabet som ringe i vandet, stævne med cykler på Sankt Hans Torv og er cyklet i fælles trop ud til stranden, hvor vi så holdt kæmpe fælles picnic.
Kort sagt er der ikke rigtig noget, der er fast tradition for mig, når det kommer til stykket. Men en ting er sikkert – midsommeren tænker altid tankerne på flugt henover bålet. Også selvom bålet kun flimrer på nethinden.
UPDATE: Billedet foroven er taget ca. en halv time efter, jeg havde skrevet og udgivet dette indlæg. Jeg besluttede mig for at gå en tur trods slagregnen – og fandt et lillebitte bål, hvor studenterne brændte noter af. De kunne fortælle mig, at i godt vejr er der faktisk ofte bål langs kysten. Man bruger bare brædder og gammelt træaffald i stedet for kvas, grene og træ.
I dag ligger der hele to spændende skibe i Nuuks industrihavn. Det ene er et gråt orlogsskib af en kaliber, der ville have givet mange point, hvis man spillede sænke slagskibe. Der har har kongefamilien boet under hele selvstyrefesten.
Det andet er et grønt Greenpeace-skib med en regnbue forrest på stævnen. Det skal være hjem for en række forskellige klimaforskere, glaciologer og andre relevante eksperter, der sommeren igennem skal sejle helt op til Nordgrønland og ned langs Østgrønlands kyst for at undersøge klimaforandringernes påvirkning af de store gletschere. Ekspeditionen foregår under temaet “Urgency” – for allerede i 2008 brækkede et stort stykke løs fra gletscheren, og siden er der observeret to nye, store gletscherspalter. Man regner med, at det første nye store stykke vil brække af i løbet af denne sommer – sandsynligvis en is-ø på størrelse med Manhattan. “Urgency”-temaet henviser til, at det ikke er sikkert, at skibet når igennem de isfyldte farvande i tide til at se gletcheren før det første stykke brækker af – men det henviser utvivlsomt også til, at det under alle omstændigheder er “urgent” at få gjort noget ved den globale opvarmning.
Udover at ekspeditionen i sig selv lyder meget, meget spændende, er det også i sig selv interessant, at der ligger et Greenpeace-skib i Nuuks havn. For vi skal ikke mere end et par årtier tilbage, før Greenpeace og Grønland var alvorligt på kant med hinanden på grund af hval- og sæl-bataljerne. Af samme grund er opholdet i Nuuk – hvor der ikke i sig selv er så mange klimaforandringer at observere – også mest af alt et høflighedsvisit for at bevare og styrke de nye, gode relationer mellem de to parter.
Det bliver spændende at følge ekspeditionens videre færd – og ikke mindst om og hvornår verden får en ny ø, som de fleste af os nok helst ville have været foruden.
I dag er det den 21. juni og Grønland har netop fået selvstyre. Jeg stod tidligt op for at kunne være med fra starten klokken 8 i morges – og her er et lille udpluk af, hvad jeg set og hørt:
- En flagsmykket kolonihavn med nymalede huse og masser af mennesker, der stimlede sammen for at høre kanonskud, taler, korsang.
- Et ni-foldigt leve for Dronningen.
- Nogle spage toner, der vistnok havde udgjort “Kong Christian stod ved højen mast”, hvis man havde stået tæt på – og efter sigende skulle være blevet af afsunget af den nyvalgte landsstyreformand, Kubik Kleist, der også går under navnet “Grønlands Leonhard Cohen”.
- En majestæt, en kongelig højhed, mange Nuuk-kvinder og en del småpiger i de fantastiske, farverige nationaldragter fulde af perlebroderier, sælskindsbukser og smukke kamikker.
- Pinger i alle afskygninger klædt i ens, hvide anorakker.
- Alt hvad der kunne krybe og gå fra Nuuks politi posteret med meget korte, jævne mellemrum. Og en hel del livvagter med øresnegle, som jeg pludselig kunne forholde mig til på en helt anden måde end tidligere efter at set DRs serie livvagterne. Effektiv faglig formidling, må man sige.
- En NRK-reporter i samisk nationaldragt, der ledte tankerne hen på, at Grønlands selvstyrefest jo ikke kun handler om grønlændernes ønske om selvstændighed, men indgyder håb til mange oprindelige folk verden over.
- Helle Thorning-Schmidt og Mogens Jensen, der fortalte nogle af deres grønlandske værter, at de havde været meget bekymrede for vejret aftenen før, og var så glade nu, hvor det nogenlunde holdt tæt og solen tittede frem ind i mellem.
- Birthe Rønn-Hornbech i selskab med en, der nok var hendes ministersekretær. De så begge lidt forvildede ud – som om hun burde have været til fin frokost på det tidspunkt, men var kommet lidt på afveje.
- En hofdame, der ikke kom med Regentparrets bil som planlagt og løb afsted på lidt for høje hæle. Indtil hun opgav og stillede sig sammen med Kronprinsessens hofdame, Caroline Heering, der heller ikke var kommet med kronprinsparrets bil, men så ud til, at det var meningen og forsøgte at overbevise sin kollega om det samme.
- En chartret bus, der husede et helt hornorkester. Den holdt alle de “rigtige steder” i dagens løb og orkestret skulle ind og ud for at underholde. Stortrommen fyldte et dobbeltsæde. I en pause hørte jeg en af trompeterne give en stille solo bag bussen, mens han troede, ingen hørte eller så ham.
- Godthåbshallen fyldt men mennesker til morgenmad og storskærm. Rundstykker i massevis, en storskærm, der hele tiden gik på pauseskærm, og en masse mennesker, der rejste sig i en lykkerus, da Dronningen endelig overrakte selvstyreloven og det grønlandske selvstyre var en realitet. Stående ovationer, hurraråb og masser af håndtryk og “tillykke med os” til de omkringsidende.
- Et samlet landsstyre med de kongelige posererende på trappen foran landstingssalen.
- En coffeshop – byens eneste, faktisk – fyldt med mennesker, der pludselig efter det officielle programs afslutning, ikke anede hvad de skulle lave andet end at købe sig en latte.
- En trampolin med hoppende børn foran en “fiskedam” fyldt med gaver. Gratis saftevand og boller med tandsmør trakteret af foreningen Natteravnene.
- En spontant opstået kødrand af mennesker og politifolk (sidstnævnte sikkert knap så spontane, førstnævnte stimlet sammen på grund af sidstnævnte) i kolonihavnen. Det viste sig, at de kongelige skulle spise frokost i et hus, jeg har holdt øje med siden ankomsten, fordi ejerne gik og malede et meget, meget, meget langt grønt stakit. (ikke bare hjørnegrund, men en kæmpe hjørnegrund). De ankom lige som jeg gik forbi. Nu omklædte fra nationaldragt til spadseredragter med hatte ala mere klassisk kongelig stil. Og nu med begge hofdamer med i bil.
- Og vigtigst af alt: en masse glade grønlændere, der fejrede sig selv og hinanden og selvstyret. Og tusind gange tillykke til dem.
Der er en ting, der altid har undret mig. Når vi rejser har de fleste af os en tendens til at fokusere på at opleve det, vi forventer at opleve. Vi tager billeder af det, folk forventer at se billeder af, når vi kommer hjem. Vi fortæller om de ting, folk forventer at høre om (til dels, fordi de alle sammen stiller de samme spørgsmål) når man kommer hjem. Og vi bidrager således til at vedligeholde fordommene om stederne, folkene og kulturerne. Også selvom det i virkeligheden var noget helt andet, der skinnede mest i øjnene eller var den største oplevelse.
Da jeg var i San Fransisco bed jeg mærke i, at alle turisterne alt for at få et billede af Golden Gate Broen i det solskin, man kender fra postkortene og filmene. Selvom enhver, der har været i San Fransisco ved, at det næsten altid er tåget – og det derfor ville være et meget mere autentisk Golden-Gate-billede at tage et billede af broen dækket af tåge. (og jojo – jeg stod da også selv og ventede på det solrige snapshot)
Da jeg kom hjem fra Ghana, ville folk kun se billeder af “negerhytter” og kvinder, der bar bananer på hovedet - mens de bladrede hurtigt henover billederne af det moderne Afrika. Og de blev skuffede over, at jeg ikke havde saftige svar på spørgsmålene om “hvad der var det ulækreste, jeg oplevede dernede”. De håbede på historier om kakerlakker og klamme toiletter – og var ikke interesserede i at høre, om alt det, der faktisk fungerede udemærket. (og jojo – jeg havde da også selv tage langt flere Lille-Sorte-Sambo-Billeder end jeg havde gennemfotograferet de moderne dele af storbyen).
Og her i Nuuk er det selvfølgelig ingen undtagelse. Jeg indrømmer gerne, at det inden afrejse også forekom mig at være en af de mest eksotiske destinationer, jeg nogen sinde havde sat kursen imod. Og sådan reagerede folk flest også, når jeg fortalte dem, at jeg skulle herop i to måneder. Mens alle misundte mig mit New York-get-away sidste år, var det de færreste (overraskende få, syntes jeg faktisk) der selv havde lyst til at opleve Grønland. De mest typiske reaktioner var snarere:
1) Uh, det er så dyrt deroppe. Man kan kun købe kvarte agurker og de koster 40 kroner.
2) Åh det er så forfærdigeligt med al den sociale ulighed deroppe. Alle grønlændere er stakler.
3) Nuuk er en grim by – det er ikke dér du skal tage til, hvis du vil opleve Grønland.
Og det er stadig de spørgsmål, rigtig mange stiller for at få bekræftet. Men faktisk forholder det sig sådan, at
1) Her ikke er særlig dyrt. Supermarkederne er utroligt veludstyrede, og det meste koster ca. det samme som i Danmark udfra devisen “her er momsfrit, men det udliner fragten”. Det eneste, der er væsentligt dyrere er de såkaldt “flyfriske” varer – frisk mælk og mejerivarer, friske grøntsager, bær og frugter. Men selv de flyfriske varer er ikke nær så dyre som det skræmmebillede, der var blevet fremmanet hjemfra. Og man klarer sig jo altså nok uden en Cultura drikkeyoughurt, der af uransagelige årsager koster små 40 kroner, mens en konkurrende variant ligger på 12 kroner. Det, der til gengæld er dyrt – meget dyrt – er hvis man vil foretage sig noget som helst af alt det, man forestiller sig, man skal lave i Grønland. En tur på indlandsisen, en hundeslædetur, en hvalsafari eller sejltur mellem isbjergene koster alt sammen kassen (og foregår i øvrigt kun sjældent i Nuuk, men typisk oppe ved isfjorden i diskobugten og Illulisat, hvor det i sig selv koster kassen at komme op. Det var jeg forberedt på, og jeg glæder mig til at skulle tage kystskibet derop om et par uger og blandt andet skulle overnatte i hytter helt ude ved den kælvende bræ i Eqi – men det altså ikke bare sådan noget, man lige oplever, bare fordi man er i Grønland. Der er begrænsede pladser og det koster KASSEN).
2) Ingen tvivl om, at der er mange foruroligende sociale problemstillinger i Grønland. Det vil jeg på ingen måde forklejne. Og jeg ved også godt, at Nuuk næppe er der, hvor man oplever de mest forfærdelige forhold og forskelle på rig og fattig. MEN det er samtidig rigtig dejligt at se, hvor mange velfungerende, smarte, veluddannede, tjekkede grønlændere, her er. Og det er altså nok så vigtigt at bide fast i og fortælle videre.
3) Der er faktisk sindsygt flot i Nuuk. Ingen tvivl om, at der nok er endnu fabelagtigt meget flottere mange andre steder i Grønland. Men der er OGSÅ flot her. Og hvis man gør sig tilstrækkeligt store anstrengelser for at fotografere de pittoreske træhuse i Kolonihavnen, kan man godt få Nuuk til at se helt yndig ud. Og der er faktisk også nogle flotte eksempler på moderne arkitektur. Men netop fordi, man forventer at se store sørgelige boligblokke i Nuuk, tager de fleste også masser af billeder af dem. Flere end de måske anstrenger sig for at tage billeder af det “pæne” for det er jo det, man skal fotografere og fortælle om, fra bygderne.
Men det interessante er, at selvom jeg ser og hører en masse andet end det, jeg forventede at se, er det stadig det forventelige og forudsigelige som også jeg er med til at reproducere. Dels kommer man – uanset om man vil det eller ej – til at forholde sig til klicheerne, fordi det er dem, alle spørger til – og man derfor om ikke andet er nødt til at gendrive dem, hvis man vil sige noget om noget (ligesom jeg for eksempel lige har gjort ovenfor). Dels fordi det jo ER de anderledes ting, man typisk bider mærke i, når man lander et nyt sted – og hjemmefra-forventningerne bliver en slags hylder, man sætter oplevelserne ind på. Og ofte er det først, når man har fået sat hakker ud for de mest påtrængende “musts”, at man for alvor begynder at åbne øjnene og ørerne for alt det, der er anderledes end man forventede, i virkeligheden er meget hverdagsagtigt eller er mere nuanceret, end man troede, da man så det første gang.
Af samme grund prøver jeg altid at blive så længe som muligt det samme sted – eller vende tilbage mange gange. For det er først, når man begynder at se de små forandringer i stemningen alt efter vejr, årstid, ugedag, tidspunkt på døgnet. Hvis man bare lige lander og tilbringer en uges tid et sted, har man en tendens til at tro, man kender stedet, uden overhovedet at kende det. Et par måneder eller mange tilbagevendende besøg er selvfølgelig også kun stikprøver – men det betyder trods alt, at man får fjernet det første eksotiske slør. Og man ved i hvert fald, man er på rette vej, når man i stedet for at fokusere på klicherne begynder at sætte større pris på, fotografere og fortælle om alt det, man IKKE forventede at se.
(og nej da – der bilder jeg mig på ingen måde ind at være nået til med Nuuk endnu – mine Levende Postkort, Facebook-opdateringer, twits og blogposts driver stadig af klicheer og benovelse. Men jeg håber at nå derhen i nærheden af i løbet af dette to-måneders ophold)
Forleden var der en digter, der spurgte på Twitter:
“Kan man lede efter/opsøge inspiration?”
Personligt tror jeg ikke, man nogen sinde kan garantere sig selv at blive inspireret. Men jeg tror i høj grad på, at man kan sætte sig selv i situationer, hvor sandsynligheden for at blive inspireret er langt større end ellers. Og der behøver ikke at skulle så meget til. Det kan bare være at gøre tingene på en lidt anden måde, end man plejer. Sætte sig med ny udsigt. Læse en anden type litteratur eller se nogle andre tv-programmer end ellers (personligt finder jeg som bekendt stor inspiration i både sladderblade og skodtv). Tilberede nogle andre retter end ellers. Køre en anden vej end man plejer. Små bitte ting, der automatisk trigger nye tankerækker.
Men jeg tror også, man kan sætte tingene lidt i system, hvis man har lyst. Og her har jeg lige fået en ny ide, som jeg tror kunne være sjov: man kunne holde tekst-bytte-dag med andre skribenter. Det kunne foregå på præcis samme måde som når man holder tøjbyttedag. Man tager nogle af de tekstbidder, der egentlig er gode, men som man ved, man aldrig vil komme til at bruge – og lægger dem op i en fælles pulje. Og så kan de andre plukke dem som afsæt for ny inspiration, mens man selv kan plukke de bidder fra de andre, der kan trigge ens egne tanker videre. Så ville det heller ikke gøre helt så ondt, når man udsætter sine darlings for noget, der ligner det stockholmske blodbad, for måske vil de darlings så finde nyt liv i en anden kontekst.
Jeg aner ikke, om det ville kunne fungere – men ideen er æggende og svarer lidt til “jeg føler mig heldig”-knappen på Google, hvor man ender et sted, man ikke selv havde bedt om, og må tage sine tanker videre derfra.
Det er kun et par dage siden, jeg startede min egen “tv-kanal”: Levende Postkort.
Og også denne gang er der sket det, der næsten altid sker, når jeg leger med nye medier og udvikler genreeksperimenter:
- Mine sanser skærpes og ideerne bobler, fordi nye muligheder åbner sig – og kræver nye optikker. Jeg lægger simpelthen mærke til nogle andre ting, end jeg ellers ville have lagt mærke til og folder nogle andre tankerækker ud, fordi de ville passe særligt godt til et visuelt postkort snarere end for eksempel til et blogindlæg, en artikel eller en Facebook-opdatering.
- Jeg kommer i ny og tættere kontakt med menneskene omkring mig, fordi de pludselig følger med i nogle tankerækker, jeg tidligere holdt for mig selv – og i det konkrete tilfælde lige og nu pludselig deltager aktivt i mange af mine Grønlandsoplevelser.
Det synes jeg simpelthen er så interessant og tankevækkende. For ofte ville argumentet mod alle de nye teknikker jo lyde, at de forfladiger brugernes tankegang, forvirrer og forrykker fokus – og isolerer os, så vi hver især sidder ensomt bag hver vores skærm. Jeg oplever imidlertid lige præcis det modsatte – og hver gang udvider det samtidig min faglige horisont og er en slags retoriske “progymnastata” (skriveøvelser). Hvor jeg øver mig i at splitte tankerækker op i mindre bidder (var især en udfordring, da jeg begyndte at blogge); skrive kortere (er stadig en udfordring, men Facebook-opdateringer og Twitter er gode træningslokaler) eller – som i det konkrete tilfælde med Levende Postkort – at tænke lyd og billede sammen og få sat noget, der forhåbentlig giver mening og hænger nogen lunde sammen helt spontant og uden nogen form for planlægning eller manuskript.
Men udover at være et sjovt fagligt eksperiment, er der dukket nogle helt uventede frynsegoder op ved at begynde at videoblogge:
1) Første gang jeg hørte begrebet HD-tv omtalt for nogle år siden, sagde folk, at billederne stod så skarpe som når man kigger ud af vinduet. Men nu, hvor jeg er begyndt at optage mine små film i HD-kvalitet må jeg sige det, som det er. Det står faktisk endnu skarpere. Og jeg ser andre ting, end dem, jeg så i situationen. Da jeg optog filmen fra kirkegården havde jeg slet ikke set granitstenen med det fantasi-æggende navne “Lotus Grace”, og da jeg optog den med dyreskelettet havde jeg slet ikke set, at der vandrede en kæmpemyre henover græsset og mindede om Tom Kristensen-digtet med billen, der vandrer mod en bøddelfod. I andre tilfælde opdager jeg regndråber og svajende siv. Og i tunnellen må jeg sige, at kameraet endnu bedre fanger det dragende lys, de lysende bilspor, de forvitrende biler, de spøgelseslignede fodgænger og dampen fra mit åndedræt, end jeg selv nåede at sanse, mens jeg stod der. På den måde er kameraet med til at skærpe mit syn og indfange andre detaljer i situationen, end dem jeg selv troede var de vigtige.
2) På samme måde sker der noget meget magisk, når jeg hører lydsporet til de små film. Mikrofonen opsnapper helt andre lyde, end jeg lige havde forestillet mig. Nogle gange opdager jeg først, når jeg kommer hjem, hvor meget det egentlig blæste, at der var håndværkere et sted i nærheden eller at regnen trommede hårdere, end jeg havde troet. Biler passerer i tunnellen og en eller anden træder i gruset på kirkegården.
3) Ordet fanger, når jeg først har sagt på det, mens jeg filmede klippet. Det kunne man selvfølgelig nok klippe eller redigere sig ud af, men da hele konceptet for Levende Postkort på mange måder er dogmeagtigt, synes jeg også, der er noget fedt over, at jeg indimellem snubler over ordene, får sagt tingene lidt forkert eller ikke er helt så skarp som jeg (forhåbentlig) kunne have været, hvis jeg havde redigeret tingene. Klippene her er meget spontane og tankerne undfanget i øjeblikket. Jeg har ikke planlagt og tænkt over dem på forhånd. Og det er i sig selv en meget spændende proces sådan at “tænketale” og satse på, at det trods alt kommer til at blive en forholdsvis afgrænset pointe.
Det er som at opleve den samme ting flere gange med forskellige øjne og synsvinkler – og forskellige hørelser. Og det siger lidt om, hvor lidt – eller hvor begrænset en del af det store spektrum – man selv opfanger af sit liv. Selvom man ser det hele med egne øjne. Og lytter af sine lungers fulde kraft.
Kære alle sammen
Det er mange år siden, jeg droppede at skrive postkort, når jeg er ude at rejse. Jeg har aldrig været god til at få skrevet postkort, når jeg var ude at rejse. Jeg har ofte brugt tid på at udvælge og købe dem. Men jeg har sjældent fået dem skrevet. Og selvom jeg har fået dem skrevet, har jeg ofte glemt at sende dem. Jeg har egentlig heller aldrig sat særlig stor pris på at modtage et postkort – JO, jeg er blevet glad for, at nogen har tænkt på mig i Langbortistan – men ofte har tekstpladsen været så kort, at der kun har været plads til klichéer – og med ganske få undtagelserne har formuleringerne båret præg af, at de er skrevet under pligt på en ferie, hvor afsenderne meget hellere ville have brugt tiden på noget andet end at skrive postkort. Den forpligtelse har jeg for længst besluttet, at jeg ikke vil lade mig stresse af.
Men forleden fik jeg en ide. Til 23Videos launch af deres nye tv-kanal-produkt opfordrede de alle til at “genopfinde alt med video”. Og jeg har besluttet mig for at genopfinde postkortet.
Konceptet er enkelt:
- Jeg sætter mit lille nye videokamera på sin tri-pod et sted, der har sat mine tanker igang og rokker det ikke ud af flækken.
- Jeg deler de reflexioner stedet eller udsigten har sat i gang gennem den lille mikrofon.
- Billedet bliver til et levende postkort, fordi der – selvom der er tale om stillbilleder – vil være bølgeskvulp eller forbipassende biler, fly eller fugle indover. Og lyden opfanger de lyde, der tilfældigvis er i baggrunden – hvilket også vil sige blæsten, trafikstøjen, børnenes latter eller fuglenes kvidren.
På en måde forestiller jeg mig, at seerne/lytterne/læserne vil få et langt bedre indtryk af de ting, jeg ser og sanser – på rejser, i hverdagen, i verden. Og ikke mindst foreligger muligheden for, at de kan kommentere på det, de ser. Dele deres egne rejseminder fra de samme steder. Eller tilføje nuancer, jeg ikke kendte til, glemte at nævne eller frasorterede – måske fejlagtigt.
Lige nu har jeg sendt tre levende postkort til jer:
Om at vente på stjerneskud og hvalernes blåst
At vente på at se hvalernes blåst i fjorden ved Sermitsiaqs fod er som at spejde efter stjerneskud på en stjerneklar nattehimmel. Man håber – men ved aldrig, om det lykkes en at se det, man spejder efter. På safarier, nattehimler og spejlblanke fjorde er der ingen garantier – og det er ofte det, der gør naturoplevelser endnu mere intense: at sandsynligheden er stor, men der er aldrig nogen garantier. Og derfor er det heldigt, at udsigterne og nattehimmelerne i sig selv er en oplevelse.Om stilhed i stormen
Når man sætter sig et sted, lyder det ofte ved første ørekast, somom der er helt, helt stille. Men når man har siddet der lidt, begynder øret at opfatte alle de smålyde, det umiddelbart vendte det døve øre til. Tanglopper på spring, skvulp over store sten, fuglenes vingefang. Mikrofonen opfanger også sine helt egne lyde og forbrænger lydbilledet ved at lægge særlig vægt på blæsten. Langt mere, end man opfanger med det blotte øre. Så det er altid til diskussion, hvad man reelt har set med egne øjne og hørt med egne ører. Men heldigvis skal man jo høre en hel del, før ørerne falder af.Om sløret udsyn
Når man ikke kan kigge langt udad, bliver man bedre til at se indad. Det kan være fantastisk at strække øjnene og tankerne ved at kigge ud over smukke udsigter; men der kan også være noget givende i at vende blikket og tankerne indad. Og det gør man ofte bedst i regn og dis.
Rigtig god fornøjelse med dem – og sørg for at abonnere på selve tv-kanalen, hvis I vil følge med, når der kommer flere videoer.
Kærlig hilsen Nadja
I går var der valg til Landstinget i Grønland. Og i morges vågnede vi til nyheden om, at det faktisk endte med lidt af et jordskredsvalg. Og at der kommer til at være systemskifte. Efter mange år ved magten bliver Siumut, Hans Enochsen, Jonathan Motzfelt og de få andre navne, man med ujævne mellemrum på støder på i de danske medier udskiftet med partiet IA ledet af Kuupik Kleist. Ret stort, faktisk.
Og derfor har jeg så i dagens løb prøvet at se, hvor meget det prægede medierne i Danmark. Og jo, der var da små indslag om valget i tv-aviserne. Men på nettet skulle man lede længe efter nyheder om valget. Virkelig længe. Grønland og alt det, der sker heroppe, er simpelthen bare ikke rigtigt på lystavlen i Danmark med mindre Connie Hedegaard inviterer statsledere op for at se smeltende isbræer, Pingo krydser indlandsisen eller Mary tropper op i nationaldragt.
Heroppe er det til gengæld omvendt. Danmark er meget mere præsent, end jeg havde forestillet mig. Også selvom selvstyret træder i kraft den 21. Også selvom der er stærke kræfter, der taler for stadigt mere løsrivelse. Og også selvom der er snak om at indføre engelsk i stedet for dansk i skolerne. Danmark er på mange måder livsnerven – og det er en mærkelig fornemmelse at mærke.
- Den eneste flyforbindelse ud af Grønland går til Kastrup. USA og Canada ligger ganske vist langt tættere på – men hvis man vil flyve fra for eksempel New York til Nuuk, skal man (ligesom undertegnede, hvis lay-over så lige varede et årstid) via Kastrup.
- Alle TALER dansk. Og man beTALER med danske kroner.
- Hvis man hører til dem, der normalt savner rugbrød og piratos på udenlandsrejsen, er det intet problem heroppe. Og man kan få Sismofytter, Klovborgost, Hansens-is og danske ugeblade med et par dagens forsinkelse.
- Alle de danske tv-kanaler kører med fire timers forsinkelse, så man kan se sine programmer til almindelig dansk tid – og så tv-programmerne på nettet, i aviserne og bladene passer med de rigtige tidspunkter.
- Møblementet i det kommende borgmesterkontor, hvor jeg fik lov at afgive min brevstemme til EU-valget og Tronfølgerafstemningen forleden, bestod af de fineste fine Faaborgstole og Mogens Koch-reoler i birk med rødt niger-skind fra Rud Rasmussen (en detaljegrad, jeg kun er i stand til at gengive, fordi jeg lige har skrevet en artikel til Bo Bedre om det fantastiske snedkeri på Nørrebrogade og var glad for at se deres fine sager heroppe også)
- Busserne ligner almindelige gule HT-busser fra dengang, jeg var barn og der ikke var noget, der hed Movia endnu.
- Ved alle offentlige bygninger vajer dannebrog side og side med det grønlandske flag.
- TV-udsendelserne sendes også på dansk, biograffilmene har danske undertekster, alle tilbudsaviser er to-sprogede.
- Stikkontakterne er danske, byggematerialerne er danske.
- Butikkerne hedder Tøjeksperten, Inspiration, BabySam, Matas, Stark og XL-byg.
Det hele er på mange måder så velkendt, som ingen destination nogensinde har været før. Og det er det på en ægte, moderne, hverdagsmåde, der handler om levet liv – slet ikke som når man besøger Solvang i Californien, hvor de serverer medisterpølse med æbleskiver til morgenmad. Det her ER danske hverdage anno 2009. Det foregår bare pr. langdistance. Og det er virkelig tankevækkende, at forbindelsen, kendskabet og bevidstheden den modsatte vej er så begrænset.
Der er noget over Nuuk, der får mig til at føle det somom, jeg spiller med i The Truman Show.
Sagen er nemlig, at den – ligesom alle andre grønlandske byer – ligger fuldstændig isoleret, så man ikke kan komme hertil ad landvejen. Man skal enten flyve eller sejle for at komme hertil eller herfra. Busserne kører i ring, de mange store jeeps har kun ca. 100 kilometer vejnet, to lyskryds og et utal af rundkørsler at fræse rundt på og antallet af mennesker er så lille, at man ikke kan undgå at genkende ret mange ret hurtigt. Det er sin egen lille verden.
Det passer mig sådanset perfekt. Udover at jeg altid har drømt om at komme til Grønland, tog jeg herop, fordi jeg gerne ville koncentrere mig om et større skriveprojekt – og her er lige præcis lige så distraktionsmuligheder, som jeg havde forestillet mig. Men samtidig er der også noget syret over det. Når jeg befinder mig i lukkede verdener, har jeg altid haft en tendens til at lege med tanken om at se det hele oppefra. Lidt som en computer-spil-bane, hvor hver vigtig person har sin egen farve/figur/avatar som man så kan se bevæge sig rundt på spillebanen. Faktisk lidt samme princip som J.K. Rowling har trippet over det med det magiske kort i Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Og så synes jeg, det er så sjovt at tænke over, hvornår man mødes tilfældigt og hvornår skæbnen spiller de enkelte deltagere et puds, så de lige akkurat ikke mødes eller ikke befinder sig på rette sted på rette tidspunkt. Det tankeeksperiment leger jeg altid med på færger, på skoler, på festivaller. Og nu også i Nuuk. Ser det hele lidt fra oven.
Følger man den tanke bare et lille stykke længere ud, er det nærliggende at tænke på det som et reelt Truman-show. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg ser mig selv i hovedrollen som den, alt drejer sig om… men mere princippet i, at det hele KUNNE være konstrueret. Her er lyst heletiden, hvilket giver de optimale projektør-filme-muligheder. Og man kan nemt tilføre et strejf af handling og eksotik ala “cue: hval-blåst i fjord”, “cue: sol på snedækkede tinder/regnbue/slagregn/tudende blæst”, “cue: fanger sælger isbjørnekød” (en så stor sjældenhed, at der var kø hele vejen gennem byen, da der blev skudt en isbjørn i påsken, fordi alle skulle ned og se – men hey – i The Greenland Show er virkeligheden i forvejen konstrueret, så hvorfor ikke give eksotikken lidt mere gas?) eller “cue: kongefamilie ankommer til selvstyre-festivitas”.
Folk kender hinandens biler, så det er svært at have en diskret affære eller prøve at bevare nogen hemmeligheder, tror jeg. Og da der ikke er så mange turister-turister her (de fleste drager mod de store naturoplevelser i andre byer, mens man mest tager til Nuuk, hvis man har et fagligt ærinde eller fastboende at besøge) skal man ikke lide særligt meget af spotlighteffekten for at føle, at de fastboende for længst har registreret min ankomst, hvor jeg bor og hører til og hvorfor jeg er her, ret få sekunder efter min ankomst.
Så altså – hvis I nu sidder nogle producere derude et sted og styrer showet her i Nuuk og omegn, vil jeg lige spørge, om ikke kan cue nogle hvaler, næste gang jeg stirrer ud over fjorden i timevis? Og til alle jer andre vil jeg sige: “To be continued” – realityshow eller ej…
In transition
Jeg fik ikke sovet meget natten inden afgang. Jeg selv var ”in transition” – og det var alle omkring mig også. Min bror og hans kæreste kom til middag – hun direkte fra lufthavnen, fordi hun havde tilbragt de sidste par dage i et artists residency i det allernordligste Norge. Lidt over midnat ankom så dem, der skal bo i min lejlighed mens jeg er væk. Han bor i Washington DC, hun i Jerusalem – og de skal nu tilbringe sommeren i min lejlighed. Og der var nok af verdenssituationer i et par timer, før vi gik til køjs. Tidligt, tidligt næste morgen samlede jeg så mit habengut og tog til Kastrup, hvor jeg mødtes til morgenmad med nogle venner, der skulle til Skotland. Alle var i ”in transition” og på vej, på vej, på vej til eller fra et andet sted. Og andre tankebaner. Der er noget skønt ved at fange folk in transition. Og det er nok også derfor, rejsesamtaler flest bliver ekstra inspirerende, tankevækkende og intense.
Det foregår på andre frekvenser.
In the air
Der var god stemning ombord på Air Greenland-flyet. Alle grønlænderne kendte tilsyneladende hinanden – og alle os, der glædede os til at skulle derop var spændte og nysgerrige. Der var en konstant summen af folk, der udvekslede historier, spørgsmål, tips og fortællinger med hinanden. Min egen grønlandske sidedame var også superinteressant – og i løbet af de små fem timer, turen varede, steg min viden om Grønland med mange 100 %. Nu var jeg så også taget temmelig uvidende af sted, for jeg har simpelthen haft så travlt op til afgang, at jeg valgte at gøre en dyd ud af at ankomme som et blankt stykke papir – og så suge til mig med åbent sind og øjne – og vidtblafrende ører. Så jeg var på en stejl læringskurve, men fik således et crashcourse i alt fra
• det grønlandske valg på tirsdag, der er vildt spændende, fordi det bliver en kamp mellem byer (hvor folk gerne vil have væltet det nuværende styre) og bygderne (hvor den nuværende landsstyreformand kører meget store charmeoffensiver)
• Seafood-industrien, hvor hendes mand var temmelig højt placeret
• Grønlands energisektor, hvor hun selv var temmelig højt placeret
• Boligmangelen i Nuuk, der tvinger de unge til at spare op i årevis, for at få råd til en af de eftertragtede andelslejligheder – selvom det er usandsynligt, at de nogensinde får det. Det problem havde min sidedame så ikke. Det største problem ved hendes hjem var, som hun sagde med et smil, at det lå lige ned til fjorden og nogle gange larmede det lidt med hvalernes blåst.
• Moskusgarn, der skulle være noget af det varmeste, man kan strikke med. Og det blødeste, bløde.
• De sproglige udfordringer, hvor mange af de veluddannede tidligere ikke ville lade deres børn tale grønlandsk – de skulle lære dansk for at kunne komme videre i livet. Og selv havde hun – trods fødsel og opvækst i Nuuk – først lært sig grønlandsk som voksen.
• Alle de mange skønne råvarer, jeg glæder mig til at gå ombord i. Hun gav mig en masse tips til tilberedning af den friske stenbiderrogn, helleflynderen, kvanerne, moskussen, renerne og sortebærrene.
Upon arrival
Jeg skulle – ligesom alle andre – skifte i Søndre Strømfjord, der er den eneste lufthavn, hvor fly af international langdistance-kaliber kan lande og lette. Lufthavnen ligger for enden af fjord med høje bjerge på hver side – og man flyver simpelthen ned mellem bjergnene og hen over masser af moræne, før der pludselig er fast grund under hjulene. Meget spektakulære landingsforhold. Selve Søndre Strømfjord fremstår i turistmaterialerne som et ”hot spot” med ture til indlandsisen og moskusoksesafari. Jeg havde forestillet mig en lille by, men reelt var det landingsbane, et hotel og et par huse på den anden side af fjorden. Selve lufthavnen var lillebitte, men nøje sat i system, så man kunne kæmpe sig gennem en tax-free-shop (åbenbart meget billigere end i Katrup), inden man gik over til afgangshallen. Her stod en mand med en lille pult og reklamerede for Indlandsis-turene og moskussafarierne. Da det efter ti minutter stod klart, at alle enten skulle videre eller for længst var driblet videre ud i Søndre Strømfjord Downtown, hægtede han med en øvet håndbevælgelse sit velcro-ophængte skilt ned fra loftet, lagde det oven på pulten, som han trillede hen i et hjørne, så den stod klar til at blive rullet frem, når morgendagens ”Danmarksfly” landede.
At the gate
Ved Gate 1 (ud af 2) afgik alle indenrigs Dash 7’erne i en lind strøm. Tre maskiner i rap til Nuuk (hvoraf jeg var med den sidste og derfor havde rig lejlighed til at observere procedurerne med de første) og andre gik mon endnu mere eksotiske destinationer som Aasiaat og Illulisaat. Når de var klar til at boarde næste fly, satte de simpelthen et stykke A4-papir med flynummer og navn i et chartek, der hang ved døren. Og udskiftede det med næste flynummer og navn, så snart næste lille røde bi var klar til afgang. As low tech as it gets – men det virkede præcis efter hensigten. Svarer lidt til, at jeg for nylig hørte om en lille dreng, der havde set en skrivemaskine på et loppemarked og sagt til sin far ”se, hvor smart – den printer direkte, når man skriver”.
In the air 2
Der var ikke faste sæder i det lille Dash7-fly, der skulle fragte os videre til Nuuk. Det var lidt ligesom en bus, hvor man blev bedt om at gå så langt frem som muligt og jeg var heldig at få kapret mig en vinduesplads. For turen var spektakulært smuk. Man flyver forholdsvis lavt henover indlandsis, sukkertoppe, fjorde og snedækkede fjelde. Mange af stederne er vandet nærmest syret-turkis – og min sidekvinde fra før, der nu var endt ved siden af min igen – forklarede, at det skyldes kombinationen af det reneste vand og de mange luftbobler, der er lagret i isen gennem millioner af år. Når solen skinner gennem det, bliver det turkis. ”det er også derfor, det er så populært at putte indlandsis i sine drinks”, uddybede hun ”det knager og brager så festligt”. Og så spurgte hun, om ikke hun og hendes mand skulle køre mig hen til huset, når nu min fætter var på en dagstur i Nordgrønland for at overrække en erkendtlighed til en kollega, der skulle på pension, og han derfor ikke kunne hente mig i lufthavnen. Og det måtte de jo hjertens gerne.
Upon arrival
Der herskede totalt kaos ved det mikroskopiske bagagebånd, men alligevel tog det kun et øjeblik før min ellers forholdsvis omfangsrige bagage slynget ombord i en lækker jeep. I det hele taget var der utroligt mange lækre jeeps, hvilket er lidt sjovt, fordi alle grønlandske byer jo er lidt af et ”truman-show”. Man kan ikke komme derfra ad landvejen, kun med fly eller skib. Så alle vejene stopper indenfor en meget lille radius og der er tilsammen kun ca. 100 kilometer vejnet i Nuuk at speede jeepen rundt på. Efter et par minutters kørsel blev jeg sat af ved min fætters dejlige hus, der skal være min base de næste måneder. Spiste en hurtig haps på terrassen i solen og var egentlig alt for træt til at gøre noget som helst, men måtte alligevel liiiiiiiiige ud på opdagelse. Så jeg smurte mig i masser af solcreme og iklædte mig alle de lag-på-lag, man får anbefalet og travede ned mod down-town Nuuk.
Preview
Jeg elsker altid de første gåture, når jeg ankommer til en ny destination. Sanserne er – også selvom jeg i dette tilfælde var temmelig træk af den dumme kombination af natteroderi og jetlag – ekstra skærpede og mængden af indtryk så tyktflydende, at man nærmest kan drikke dem. Der er smukkere i Nuuk, end jeg troede. Alle taler så massivt om, at det ”jo ikke er Nuuk, man skal tage til, hvis man vil opleve naturen”. Men her er altså dejligt i sig selv. Givetvis ikke noget sammenlignet med så mange andre af Grønlands byer og bygder, hvis naturskønhed flyveturen fra Søndre Strømfjord til Nuuk jo gav en fantastisk forsmag på. Men dog smukt, med sneklædte bjerge, der rejser sig direkte af fjordenes blå. På vejen så jeg:
• Siumuts partihovedkvarteret med 7 balloner på pind stukket ned i jorden udenfor. De svajede som boksebolde. Ovenover hang der en stribe valgplakater og ventede på tirsdag.
• Blokkene, hvor en meget stor del af Nuuks-beboere lever under temmelig triste forhold. I den største af blokkene – blok P – bor hele 2 % af Grønlands samlede befolkning og den er berygtet for sine triste skæbner. I en grøftekant foran blokkene legede to børn med nogle gamle olietønder – og det var som udgangspunkt et meget trist syn, der dog blev sat i en ny kontekst senere på aftenen, da jeg så lidt af Nuuks Lokalnyheder på tv, og det viste sig, at i går var sidste skoledag for 10.-klasserne (så meget havde jeg så selv luret ved at se en masse unge i malingindsmurte kedeldragter rundt om i byen) og det er en del af traditionen at vække deres lærere (og dermed resten af byen) med larm. Og her triller de så rundt med tomme olietønder, som de slår på. Så det var faktisk et særsyn med børnene, der legede med tønderne i grøftekanten – og det er jo den slags, man altid først finder ud af, når man har været lidt længere et sted og en reminder om, at man skal huske ikke altid at basere sin viden på førstehåndsindtrykket.
• En skillevej, hvor jeg var nødt til at spørge en forbipasserende, hvilken vej centrum var. Hun grinede ad mig og sagde ”Set er stort set her. Men dernede ser du byens eneste lyskryds og pladsen foran Brugsen, så det er nok det, du tænker på.” Jeg har glædet mig helt vildt til at skulle i Brugsen, fordi jeg elsker at besøge supermarkeder i andre lande og kigge på ingredienser. Men jeg valgte at udskyde mit første rigtige besøg i Brugsen, indtil jeg var lidt mere vågen, for ikke at tage duften af det i en døs. Nåede dog lige at stikke snuden ind i forhallen, hvor der lå en meget veludstyret bager, der også havde et stort udvalg af danske mejeriprodukter på en måde, der ikke efterlod tvivl om, at det her jo OGSÅ er Danmark. Og jeg så en kølemontre med tørret hellefisk og rensdyrlasagne. Og svingede ud igen og ned af gågaden, hvor der ligger en Matas, Grønlands kontorforsyning (betryggende veludstyret), en hifi-butik (ligeledes betryggende veludstyret), et par tøjbutikker og en Babysam. Det smukke kulturhus i træ huser blandt andet et biograf og en cafe, hvor det så ud til, de serverede rigtig god kaffe. Og her sagde jeg så stop for den dag. Og ventede med at udforske det gamle Nuuks seværdigheder, Brættet (som er der, hvor alle fangerne sælger friske fisk og moskus og som jeg også glæder mig meget til) og julemandens postkasse gjorde jeg mig helle ingen anstrengelser for at finde. Det er der alt sammen tid nok til i løbet af de næste to måneder. Så jeg hoppede på en bus hjem og crashede et par timer på sofaen i solen. Og solen heroppe er altså ikke bare solen – når den skinner er det en meget intens velsignelse.
Ready to explore
Så kom min fætter hjem fra sin færd til Nordgrønland, og vi lavede Moskus-lasagne og sludrede, sludrede, sludrede indtil jeg gik totalt kold og sov helt fantastisk godt og så tungt, at det slet ikke gjorde noget, at jeg ikke lige havde kunnet overskue at rulle mørklægningsgardinet ned.
Og nu sidder jeg så her i sofaen en tidlig morgen i Grønland. Har fået rebootet hjernen, Mac’en på nettet og en kop kaffe ved hånden. Og sidder og glæder mig uendeligt meget til at fortsætte udforskningen. Fortsættelse følger.
Om ganske få dage er det 60 år siden, at de første danske tv-udsendelser blev sendt fra Radiohuset. Radiohus er for nylig blevet til DR By, sort-hvidt tv er blevet fuldt af farver, slørede billeder udskiftet med knivskarp HD-kvalitet, pausefiskene har for længst måttet lade livet til fordel for trailers, Matador har fået skarp konkurrence af Paradise Hotel og om ikke særlig længe skifter hele Danmark fra det analoge til det digitale sendenet.
Kort sagt er tv-mediet undergået en kolossal forandring i løbet af de 60 år. Men på ét punkt er der sket utrolig lidt: Det er stadig meget svært for “almindelige mennesker” at få indflydelse på, hvad der skal vises i fjernsynet. JA, vi kan stemme med tv-meter-målingerne ud fra “1 million flies can’t be wrong-princippet”, vi kan SMS’afstemme om, hvem der skal vinde X-faktor, og vi kan få lov at vise os på skærmen, hvis vi er klar til at gøre os selv til grin ved at synge falsk, invitere andre til at se med, når vi har sex for åben skærm eller udtaler os i vox-pops, der er så korte, at det reelt er ligegyldigt.
Men mennesker, der reelt har noget på hjerne og hjerte, har svært ved at præge programfladerne. Spillet om taletiden i medierne stort, komplekst og temmelig uigennemskueligt. Og når kloge hoveder endelig slipper igennem, er de ofte underlagt et alt for stramt programkoncept eller en meget snæver tidsramme – eller al deres taletid går på en skyttegravskrig med andre debattører, de reelt ikke er uenige med, men hidses op til at skælde ud på, fordi det er “godt tv”.
Men vi er mange, der synes, at det ikke er spor godt tv. Og i stedet efterlyser tid til reflexioner, reel taletid, nuancer, kunst, kompleksitet, ny viden og udfordrende tankebaner.
Og nu har vi så muligheden for at starte vores egne tv-stationer, hvor vi hver især kan skabe lige netop det tv, vi godt kunne tænke os. I går var jeg nemlig til en storslået produktlancering hos mine venner fra 23Video. Og her lancerede de et nyt net-produkt, hvor enhver på fem minutter kan starte sin egen tv-kanal. Det er nemt, det er billigt og det er muligt at tilpasse det på sine helt egne måder, så det ikke – som hvis man for eksempel bruger YouTube til det samme – er fyldt med andres logoer og henviser til alle mulige andre videoer, man ikke har mulighed for at kontrollere. Her kan man helt selv tilrettelægge programfladen og tilpasse profilen.
Rimelig genialt og ret sjovt at lancere det netop i Radiohusets studie 2 med en lille hilsen til det gamle tv’s begyndelse. For i virkeligheden handler det jo om meget mere end noget smart teknik og nogle handy brugergrænseflader. I det store perspektiv handler det om at give stemmerne tilbage til folket. På samme måde som blogs gave os mulighed for at ændre på præmisserne for de skrevne medier og pod-casts har fået radioæteren til at eksplodere. Blandt pilotprojekterne har Søren Ejlserne fra Aarstiderne lavet “Madbio”, Signe Wenneberg er begyndt at lave “tomat-tv” og Frederiksberg Kommune har lagt en masse gamle filmklip fra Frederiksberg op som et levende lokalhistorisk arkiv.
Kort sagt er det ikke længere produktion og distribution, der er udfordringen, hvis man som privatperson eller firma vil lave sin egen tv-station. Det store spørgsmål er snarere, hvad tv-stationen så skal indeholde? Hvad vil man vise? Hvad har man at sige? Hvem skal have lov at sige noget? Hvad skal formaterne være? Hvordan skal de visuelle rammer være? Mulighederne er lige så uendeligt mange som de er med bloggen, podcasten og YouTube-klippene. Det gælder “bare” om at have en god ide og føre den ud i livet. Men hvis man ikke har nok på hjerne og hjerte, er det lidt ligemeget, hvor nemme værktøjerne er. Så bliver der ikke meget godt tv ud af det, selvom man har nok så meget lyst til at være kanaldirektør.
Jeg tror ikke, der var nogen til stede i går, der ikke under præsentationerne sad og fik en masse ideer til, hvad de selv kunne vise på tv-station. Og min egen hjerne bobler også. Og det er i sig selv stort, at et nyt medie på den måde formår at tvinge hjernevindingerne i nye retninger. Og for at sparke ideudviklingen yderligere i gang opfordrer 23 Video til, at brugerne i fællesskab medvirker til at “Genopfinde alt med video”. Og jeg håber – og tror – at det vil sætte gang i en masse kreativitet rundt omkring. En masse lyst og energi til at skabe noget selv. Nye stemmer at lytte til, nye formater at lade sig suge ind i, nye visuelle grænseflader.
Og så er der ikke så meget andet tilbage end at spørge sig selv og hinanden om, hvad vi egentlig synes, der burde være fokus på, hvis vi helt selv kunne sammensætte vores personlige tv-station…
Sidste år blev en masse af de grønne københavnerbænke malet i pangfarver og påført skriften “Vi København’r taler med hinanden”. Dem har jeg tænkt meget over siden. For hele pointen var ifølge kampagnelederne at understrege, hvor ofte folk falder i snak på bænkene. Men jeg synes egentlig de bænke blev lidt triste, fordi jeg reelt meget sjældent synes, at folk sætter sig sammen med fremmede og falder i snak med hinanden på bænkene.
Snarere oplever jeg, at det er sådan lidt forbudt at sætte sig på en bænk, hvor der allerede sidder en anden. Selvom der er masser af plads. Og nogle gange, når de farvestrålende bænke stod helt tomme på en gråvejrsdag, hvor alle cyklede afsted med skyklapperne for øjnene og hætten trukket godt nedover ørerne, syntes jeg lidt, de stod og spottede os. Anklagede os – med rette – for at styrte så fortravlede gennem tilværelsen, at vi aldrig tog os tid til at sætte os ned et øjeblik og lade skæbnen, tilfældigerne og åbenheden råde. Fordi vi netop ikke taler sammen, taler med fremmede, snakker med fremmede i gadebilledet.
Og det synes jeg er så ærgerligt, for det er simpelthen så fantastisk, når tilfælde samtaler med tilfældige mennesker får lov at folde sig ud på et tilfældigt tidspunkt. Men det er så skønt, når det sker.
Som nu i dag.
Man har jo sine smultronställen rundt omkring i byen. Sine hemmelige yndlingssteder. Steder, hvor man lige lægger vejen forbi, når man har været til møde eller besøgt nogle et bestemt sted i byen. Steder, hvor der meget ofte er nogle helt særlige bænke, man holder af. Steder, hvor man mødes med ganske særlige folk, man deler netop dette smultronställe med. Eller steder, hvor verden står stille og man koncentrerer sig særligt godt om sit medbragte læsestof, eller de tanker, man gerne vil knække. Man skal ikke røbe sine smultronställen. Men nogle af mine er nu ikke så hemmelige endda. Det er bare steder, jeg rigtig godt kan lide. Som nu rosenhaven i Kongens Have. Der er jo dejligt i hele haven og jeg elsker, elsker, elsker at se bedene langs Sølvgade forandre sig i farver og fuldt flor fra uge til uge sommeren over. Og de bænke derovre skal man bestemt ikke kimse ad. Men rosenhaven….ah, rosenhaven… midt blandt blomsterne, Rosenborg knejsende bag hængepilens slør, børnene legende i labyrintens gange og bænkene tilbagetrukne i bøgeløvet…Ikke særlig hemmeligt, men rigtig, rigtig dejligt. Og der gik jeg hen i dag for at læse lidt i solen efter et langt møde. Bænkene i rosenhaven er populære, så man kan aldrig vide sig sikker på at finde en, men jeg spottede på lang afstand, at der var ledig bænk i dag. Og satte farten lidt målrettet op på den der måde der ser så sjov ud at iagttage når andre gør det, men som man end ikke rigtig bemærker hos sig selv. Sådan lidt forhastet og lidt for fokuseret til den slentretur man jo egentlig bare er på og ofte sådan lidt i konkurrence med andre, der har den samme målrettede gang, men heller ikke vil lade sig mærke med det.
Jeg nåede hen til bænken et par sekunder før en lidt ældre dame. Og i følge de usagte spilleregler var der ingen tvivl om, at bænken egentlig var “min”. Men hun spurgte, om hun måtte sidde med. Og selvfølgelig måtte hun da det. Jeg forsøgte mig med et venligt “selvfølgelig da, der er vist rigelig plads til at begge to – det er da også noget pjat, hvis man kun skulle kunne sidde én på hver bænk”. “Jajo”, hikstede hun, “men sådan er der jo så mange, der har det – jeg skal bare sidde et øjeblik”. “Bliv endelig siddende så længe du vil”, sagde jeg så og begyndte at læse. Lidt efter var hun væk.
Jeg læste videre. Og blev nu afbrudt af en anden kvinde, nogenlunde samme alder. “Undskyld, må jeg sidde med her?” spurgte hun. og jeg gentog nogenlunde samme smøre som før. Men denne kvinde sagde i stedet “Ja, er det ikke mærkeligt, at folk sådan tager patent på bænkene?”, “Jo, sagde jeg – og der er jo ikke så mange herinde i rosenhaven – og det ER jo det dejligste sted, så der skal være plads til os allesammen”. “JA, sagde hun. Det er også mit yndlingssted i hele Kongens Have. Her sidder man ligesom allerbedst og ser på slottet og kan følge pilen springe ud. Se den er helt grøn nu.”
Og sådan forduftede et par timer på en helt fortryllende samtale, der slyngede sig henover retorikkens mysterier, franske adverbiers endelser, de forskellige generationers opfattelse af “netværk”, pli og skrald, hvor ordet italesættelse egentlig var opstået og om det var ok at bruge det (et af mine yndlingsord, der fik hende til at se uventet rødt – meget tankevækkende), Assistenskirkegårdens lyksaligheder, om meningen med livet generelt og arbejdslivet i særdeleshed, om livsvalg og fravalg og tilvalg og principper for valg af gravskrift. Og – som den mest fantastiske bonus – et omfattende crash-course i Kongens Have og omegn. For tænk sig, hun var opvokset i Sølvgade, havde gået i børnehave I Kongens Have og havde leget der hele sin barndom og sværmet der i sin ungdom og var nu – efter et par år på Nørrebro – flyttet tilbage til sit barndomshjem efter moderens død. Hvad hun ikke kunne fortælle om Christian den 4’s tekniske glæde ved at lege med vindebroen fra tårnværelset, statuernes hemmeligheder og kvarterets udvikling var ikke småting. Helt vildt sjove anekdoter, der bare flettede sig ind og ud af alle de mere filosofiske overvejelser over tidens tendenser og generationernes prioriteter. En af de samtaler, hvor man føler sig klogere, beriget, udfoldet bagefter og cykler hjem med tankerne strømmende gennem hjernevindingerne.
Jamen skulle jeg ikke have læst de papirer? JO, men mon ikke jeg nok når det nu her i stedet?
Jamen havde jeg tid til det? NEJ, teknisk set ikke – men hvad er livet omvendt værd, hvis man ikke kan tage sig tid til den slags?
Jamen har jeg ikke en masse venner, jeg i forvejen får set får lidt og hellere skulle have brugt min tid på at snakke med, hvis det endelig var? JO, men omvendt er der noget helt fantastisk over netop at snakke om livets helt store perspektiver eller mikroskopiske petitesser med et menneske, man overhovedet ikke kender – og sandsynligvis aldrig vil komme til at se igen. Med mindre, selvfølgelig, man igen befinder sig på samme smultronställe på samme tid.
Det er jo netop den slags samtaler, man får så mange af, når man rejser alene. Strejfer tilfældige menneskers hjerter og hjerner i meget intense øjeblikke, før man skilles igen. Og det sker bare ikke lige så ofte i hverdagen, fordi man næsten altid er et sted på afmålt tid, selv på sine smultronställen – og næsten altid har lidt for travlt eller er på vej til eller fra mennesker, der betyder meget for en. Men hvor er det skønt, når det sker. Og hvor ville det være en god investering, hvis vi københavnere i højere grad fulgte bænkenes opfordring – og gjorde plads til hinanden og til de spontane samtaler.
I dag ville min mor være fyldt 65 år. Og hvis hun stadig havde været i live, ville det ikke være gået stille af. Hun var nemlig ufatteligt god til at fejre livet og udnytte enhver undskyldning til at gøre livet lidt festligere.
Men nu er hun desværre ikke i live længere. Hun døde i Beijing for et par år siden. Et par år siden. Et par år siden, er det allerede. Det er allerede et par år siden. Er det virkelig allerede et par år siden? Ja, det er det. Det er ikke længere en ny sorg. Den er for længst sunket ind. Blevet noget, vi der elskede hende, lever med, accepterer, forholder os til – og alligevel stadig overhovedet ikke kan fatte.
Jeg har længe gået og tænkt på, at man hører utroligt meget om død og sorg, lige når den indtræffer – og utroligt lidt om, hvordan man lever med sorgen og savnet, når den første akutte sorgtilstand så småt fortager sig. Og man står tilbage med en hverdag, der er forandret for altid – og alligevel ligner sig selv. Og nu tænker jeg, at jeg i dagens anledning lige vil dele et par af mine observationer med jer:
- Et halvt år inden min mor døde, læste jeg en kronik, Politikens Washington-korrespondent Marcus Rubin havde skrevet om tabet af sin mor. Den hed Kaddish – og referede til den gamle jødiske tradition, hvor man hver dag i det første år efter dødsfaldet siger en bøn for den afdøde. Hvilket han selv havde taget op i en moderne version, hvor han hver dag læste et nyt kapitel i bogen. Den tanke kunne jeg enormt godt lide. Men samtidig lå tanken om, at jeg selv kunne miste min mor, mig fuldstændigt fjern.
- Samme efterår mistede en af mine gode veninder sin mor. Hun var den første af mine nære venner, der mistede sin mor. Og det var virkelig svært at vide, hvordan man skulle være der for hende. Hvad skulle man sige? Hvor ofte skulle man selv kontakte hende? Hvornår skulle man holde sig tilbage? Var det ok at sige noget sjovt eller fortælle om noget, man var glad for, når hun nu selv var så ked af det? Hvad skulle man skrive på bårebuketten? Hvordan kunne man være der bedst? Ordentligt. Samtidig kom det utroligt tæt på, at det jo skulle ske for mig også engang. At jeg skulle miste min mor. Men det var stadig overhovedet ikke på lystavlen, at der var en reel risiko for, at det kunne ske – så hurtigt.
- Et par måneder senere døde min egen mor – og pludselig var jeg ovre på den anden side. Tvunget op ad en stejl læringskurve. Med i et fællesskab af dem, der havde mistet deres forældre. Ekspert på bårebuket-kort, kistepynt, urner, gravplads-muligheder, dødsannonceindrykning og gravtaler. Bekendtskabskredsen delte sig i to: Dem, der selv havde mistet forældre og pludselig trådte frem af massen og tilbød deres hjælp og erfaringer. Og dem, der havde det ligesom jeg selv havde haft det, da min venindes mor døde et par måneder før – søde og hjælpsomme – men uendeligt usikre på, hvordan de bedst kunne være der for mig.
- På et tidspunkt læste jeg om Joan Didions nye bog – The year of magical thinking, der handler om det år, hvor forfatteringen mistede først sin mand og så sin datter. Og en af hendes sætninger prentede sig fast i hukommelsen: Spørg ikke en sørgende om hun er sulten – stik hende en skål suppe. Det var jeg ikke selv god nok til, da min veninde mistede sin mor - for da var jeg også selv berøringsangst og vidste ikke lige, hvad der var det rigtige at gøre. Men nu ved jeg, at man bare skal handle, ringe, komme forbi, tage initiativ – og så til gengæld være helt på det rene med et afslag. Det skal man huske. Både lige når sorgen indtræffer og alle konstant spørger, hvordan man har det – men man aner ikke, hvad man skal svare. Alle vil gerne “være der for en” - men man aner ikke engang rigtigt, hvordan man selv skal kunne være i det hele. Alle vil gerne hjælpe – men man kan ikke finde ud af at række hånden ud efter hjælp. Og når hverdagen indtræffer – og man stadig har brug for at blive spurgt, hvordan det går og brug for, at folk er der for en og forstår, at man nogle gange reagerer mærkeligt og at det måske er sorgen, der titter frem – også selvom dødsfaldet skete for et par år siden.
- Jeg har – uden at ansøge om den – fået tildelt en ny ekspertrolle i min omgangskreds. Når talen falder på død og sorg, tier alle, hvis jeg begynder at sige noget. Mit ord bliver lissom lov, på en måde, jeg ikke bryder mig om, fordi oplevelser med død og sorg jo er præcis lige så individuelle som vores forhold til vore forældre. Og psyker i det hele taget. Til gengæld kan jeg godt lide – og forstå – når folk spørger mig til råds om, hvordan de skal tackle konkrete situationer med dødsfald og sorg i vennekredsen. Ikke at mit ord skal være lov her heller – men efterhånden har jeg snakket med så mange andre sørgende og efterladte, at jeg trods alt kan se, hvad der er gennemgående mønstre – og hvad der måske er mere individulle erfaringer.
- Jeg græd ikke særlig meget i tiden omkring dødsfaldet. JO, jeg brød da fuldstændig sammen med jævne mellemrum – men den store konstante film-agtige gråd, kom aldrig. Og det havde jeg det lidt mærkeligt med? Hvorfor græd jeg ikke, når jeg nu var så ked af det? Jeg oplevede også, at mange af mine veninder græd, mens jeg selv sad helt køligt overbliksagtig – og undrede mig over, at jeg ikke græd. Det har siden vist sig, at det er meget almindeligt ikke at græde så meget i tiden omkring dødsfaldet – og at mange andre ligesom mig kan føle et mærkeligt strejf af dårlig samvittighed over, at man ikke bryder sammen sådan som man forestiller sig, man vil gøre, når nogen dør. Det er igen en meget individuel ting, hvordan man selv – og ens tårekanaler – reagerer. Mine har til gengæld reageret ved, at jeg siden er blevet ekstremt meget mere grådlabil end jeg var tidligere. Jeg tuder til romantiske film. Jeg tuder, når jeg sidder i et tog og lader tankerne svømme ud gennem vinduerne. Jeg tuder på cafeer, hvis jeg bliver spurgt til mine ømme punkter. Jeg tuder – og den er stensikker hver gang – når the challenge-winners i Americas Next Top Model får besøg af deres mødre under konkurrencen. Jeg bliver enormt rørt. På en måde, jeg aldrig blev rørt før. Så mange bække små udgør så rigeligt den store å, der udeblev i forbindelse med selve bisættelsen.
- Når man har mistet en af sine forældre, er det lidt som at komme med i en hemmelig klub. Alle de bekendte, der manifesterede sig som hjælpere i tiden omkring dødsfaldet, har jeg fået en langt mere intim relation til siden. Ikke at vi render hinanden på dørene eller Facebook hver dag. Men vi rækker lige ud til hinanden ind i mellem. Tjekker op på hinanden. Drikker en kop kaffe over en snak, vi kun kan have med hinanden. Med omvendt fortegn svarer det nok lidt til det, der sker, når folk bliver forældre. Det kan drive os, der ikke har børn endnu til vanvid at få at vide, at man ikke kan udtale sig om det med børn, før man har prøvet selv – men der er jo nok noget om det. Uanset hvor meget, man teoretiserer KAN man givetvis ikke forestille sig, hvordan man reagerer, når man pludselig har ansvaret for et lille menneske. På samme måde KAN man ikke forestille sig, hvordan det er at miste en forælder. Det er selvfølgelig ikke alle medsørgende, man svinger lige godt med og oplevelserne kan være meget forskellige – igen givetvis på præcis samme måde, som der jo er mange måder at nybagt mor på. Men dem det fungerer med, er noget helt særligt. Også selvom man overhovedet ikke snakker konkret om sorgen, når man mødes. Der er noget helt grundlæggende over fælleskabsfølelsen når de store, uundgåelige livsforandringer indtræffer – og de er samtidig nøglen til nye, vigtige relationer.
- Jeg hørte en fantastisk børnepyskolog på P1, der fortalte om sorgbearbejdelse med børn. Og understregede, hvor vigtigt det var, at man ikke satte den afdøde op på en piedestal. For det var dels et stort pres for børnene at skulle leve op til de tabte forældre, hvis de altid blev omtalt med “Gud tager altid bedste”. Og børnene kunne også have behov for at sige, at forældrene også havde været irriterende. Det påtvungne glansbillede gjorde ondt. Og det synes jeg også selv, jeg kan mærke. Ligeså gerne som jeg vil have bekræftet, at min mor virkelig var et unikt, fantastisk, inspirerende og vidunderligt menneske, der nåede at have et fantastisk liv, ligeså gerne vil jeg grine ad hendes spøjse sider. For dem var er også mange af. Og vi elskede hele pakken.
- Når nogen dør, opdager man virkelig, at der er en grund til, at klicheer er klicheer. For det bliver de jo kun, hvis der er en vis grad af sandhed i dem. Jeg føler virkelig, at min mor lever videre i os. Jeg er blevet ekstra opmærksom på betydningen af, at slægter følger slægters gang, at man skal leve hver dag som var det den sidste, ikke udskyde til imorgen, hvad man kunne gøre i dag, aldrig gå i seng med et uafklaret skænderi i baghovedet - og altid sørge for at sagt til dem, man elsker, at man elsker dem.
- Og hvorfor er det så egentlig, at en forældres død er så grundlæggende livsomvæltende? Udover -selvfølgelig – det konkrete savn af personen? Igen er det jo meget individuelt og afhænger helt af de efterladtes forhold til de afdøde – men helt grundlæggende vil det for de fleste menneskers vedkommende handle om, at man – uanset alder – bliver voksen på en helt ny måde, når man ikke længere har en at læne sig op ad, regne 100 % med, være sikker på interesserer sig for en, elsker en ubetinget, selvom man er skideirriterende engang i mellem og gerne vil høre ALT (nogen gange også for meget) i alle detaljer om det, man tænker på og kæmper med, mod, for. Årene går, men tager stadig sig selv i at opleve noget, der er så stort, at man mentalt er i gang med at ringe til mor. Blive ked af det og have lyst til at kaste sig over hendes skulder. Stå med en opskrift, der er ved at kikse og ringe efter akutte råd. Være i tvivl om, hvordan det nu var det var, dengang på ferien. Et livsvidne, et hukommelsesbiblitotek. En ubestinget bagstopper, en livline.
- Min mor er død. Men derfor vågnede jeg alligevel i dag – som jeg er sikker på, at jeg vil blive med at gøre det resten af livet den 24. marts – med et klingende “I dag er mors fødselsdag”. For selvom hun desværre ikke længere selv er i live, kan man jo godt fejre hendes liv.
BARNDOM: Mit barndomshjem lå i Gentofte. Og selvom vores hus var det mindste på hele Parkovsvej, lå det dog på Parkovsvej, der er en af den slags veje der (uden at jeg nogen sinde helt har forstået hvorfor) blandt Gentofteborgere bliver betragtet som særligt fin. Det var nu ellers ikke fordi vi var rige. Som sådan. Men det var altså dér, vi boede. Og det var jo ikke som sådan noget, man tænkte så meget over, det med Gentofte, andet end når ens farfar fra Ringsted sagde, at man talte “Hellerup-fint” og ens kor-veninde fra udvekslingsskolen i Give spurgte om ikke man ville skrive til hende præcis, hvad der var i ens klædeskab til hendes opgave om mærketøj. Og stor var derfor forbløffelsen, da en af forældrene i min brors klasse engang foreslog, at hele hans klasse skulle “bytte liv” med en klasse fra Nørrebro i et par uger. Så skulle de forkælede Gentofte-unger nok lære at se, hvad livet virkelig handlede om. Argumenterede den undersøgende DR-journalist, der selv boede i kollektiv i et gammelt herresæde med riddersal og atriumgård. De slap med skrækken – men da jeg hørte historien, ændrede noget i min oplevelse af Gentofte sig for altid. Jeg blev klar over, at det måske ikke var hvilket som helst sted, jeg voksede op.
TEENAGEÅRENE: Vi har praktikanter i min folkeskoleklasse og havde tema om rusmidler. Vi var fire i min gruppe – og praktikanten havde lavet en aftale med lokalpolitiet i Ryesgade om, at vi kunne på besøg derinde og høre lidt om stofferne. Nu snakker vi jo sen-80′erne, hvor Ryesgade ganske ofte var i tv-avisen på grund af BZ’erne. Og jeg havde læst Liv og Alexander og var på en gang draget og skræmt fra vid og sans. Inde på lokalpolitistationen fik vi lov at lade en masse små pipetteglas gå rundt, så vi kunne se – og i nogle tilfælde lugte – de forskellige rusmidler på helt tæt hold. Vi gik ned mod Nørreport ad Fælledvej – og jeg husker ligeså tydeligt, hvordan praktikanten gik ind for at købe frokost ved den smørrebrødsbutik, der stadig ligger som en tidslomme på Fælledvej, mens vi stod udenfor og kikkede ned mod Skt. Ansgarkirken. Og jeg kan huske, at syntes, det var så uansvarligt, at vi bare sådan fik lov at stå dér.
GYMNASIETIDEN: Jeg begyndte på Øregård Gymnasium – prinsernes gamle skole. Og selvom jeg var så meget i politisk opposition til resten af klassen, at de sang “når jeg ser et rødt flag smelde”, når jeg sagde noget i historietimerne, var jeg altså stadig en temmelig bly Gentofte-viol. For jeg husker tydeligt, hvordan mine forældre ville hjælpe mig med at finde et antikt spejl til mit værelse dengang jeg havde et trip med gamle møbler. De havde hørt, at der skulle være en masse gamle marskandisere og antikvitetshandlere i området omkring Skt. Hans Torv. Så der tog vi ind – og parkerede på hjørnet af Elmegade og Birkegade. Og jeg kan huske, hvordan jeg skyndede på dem, fordi jeg var helt sikker på, at bilen ville være skrællet fuldstændig – eller væk – når vi kom tilbage.
FØRSTE STUDIEÅR: Min veninde havde fået en lejlighed lige ved Skt. Hans Torv – og jeg skulle med ud og se den. 18. maj-optøjerne var lige løbet af stablen, men jeg havde været ude og rejse, så jeg forbandt det ikke rigtig med Nørrebro. Jeg boede stadig hjemme og blev ofte korrekset af mine veninder, når jeg spurgte, om ikke vi skulle tage ind til byen? “Vi bor jo i byen” sagde de med kendermine. Men jeg mente jo stadig K, når jeg sagde byen. Hverken N, Ø og V – og slet ikke NV og S – figurerede i mit billede af København, før den dag, min veninde og jeg stod på Dronning Louises Bro og jeg havde købt champagne og plasticglas med for at markere overgangen til hendes nye kvarter. Vi stod der og så udover søerne og Irma-hønen blinkede og jeg fandt en helt fantastisk vest i Blågårdsgade og vi fik en tallerken med humus og soltørrede tomater på Cafe Funke – og det var længe før, der var noget der hed brunch og tapas og Sebastopol og Pussy Galores og cafe latte segment. Og jeg syntes, der var helt fantastisk.Og der gik ikke så lang tid, før jeg fik mulighed for selv at købe en lille andelslejlighed lige ved Skt. Hans Torv. Hele flyttecrewet spiste på Quattro Fontana – og jeg tænkte, at der skulle jeg spise rigtig tit nu. Og jeg har ikke været der siden.
STUDIETIDEN: Lejligheden ændrede sig hurtigt omkring mig. Jeg flyttede fra stuen op på 2. i en lidt større lejlighed. I den nye lejlighed havde de tidligere beboere glemt en brosten, de havde plukket op på torvet den 18. maj. Den har jeg stadig. Og nogle år senere købte jeg nabolejligheden og havde pludselig fire værelser. Små værelser, men dog fire af dem. Og omkring mig ændrede huset sig. Byfornyelsen satte ind og pludselig blev klimaskjoldet renoveret, mens opgangens gamle drankere blev ekskluderet. Gammeldags kaffebarer, bodegaer og brune værtshuse blev udskiftet med smarte cafeer og modetøjsbutikker. Marskandiserne hævede priserne. En gammel byggegrund blev forvandlet til “Have på en nat”. Vores baghus blev revet ned og vores to gamle asfalterede gårde blev lagt sammen til en stor, børnevenlig gård. Men inden det kom så langt, havde vi nået at have BZ’ere i baghuset, hvilket jeg knap nok ænsede fordi det skete mens jeg var ude og aflevere mit speciale – og baghuset var ryddet igen, da jeg vendte hjem en kandidatgrad rigere.
VOKSENLIVET: Kvarters-hypen rykkede heldigvis hurtigt videre til Vesterbro og efterlod indre Nørrebro som det helt perfekte kvarter for mig at leve i. Den perfekte blanding af delikatesser, modebutikker, små grønthandlere, mange slags mennesker, cafeer, morgenværtshuse, kaffe-bikse og lokalkolorit. Herligt befriet for decideret hype. Bortset selvfølgelig fra, når medierne hyper Nørrebro – og det altid er for det onde. Når de viser brændende biler og kalder det en krigszone og frygtsomme forstadsfolk spørger, om man cykler med skudsikker vest. Og jeg må da indrømme, at jeg kørte bilen ud til en veninde, der i dag bor et stenkast fra mit barndomshjem i Gentofte, da Ungdomshusuroligehederne for alvor bragede og brændte i gaderne. Og selvfølgelig er jeg da bevidst om, at der KAN ske noget fatalt – men det kan der jo på den anden side altid, alle vegne. Så det kan man ikke lade sig styre af, og jeg har alligevel altid bestræbt mig på at leve hver dag som var den sidste. Og i øvrigt må jeg indrømme, at jeg i dag kan føle mig mindst lige så utryg på en øde villavej, hvor jeg kan få mange seriøst ubehagelige fantasier om, hvad der gemmer sig bag ligusterhækkene.
OG NU? Elsker jeg at besøge min far, der er flyttet tilbage til mit barndomshjem efter 10 år i udlandet. Og jeg trækker vejret på en anden måde, når jeg sidder der i haven, laver mad i det køkken eller springer på hovedet i svømmebassinet på den der helt velkendte måde, jeg har gjort en billard gange som barn. Og jeg elsker at se det grønne og det blå deroppe. Og jeg kan stadig danse lanciers i søvne. Nogle ville sige, at jeg stadig taler Hellerup-fint. Og jeg kan sagtens begå mig på de bonede gulve, når og hvis det skal være. Jeg vil ikke udelukke, at jeg engang flytter ud af byen igen – og jeg prøver at huske mig selv på, at børn ikke nødvendigvis bliver indskænkede bare fordi de vokser op i Nordsjællandsreservatet; at man nok ikke får pip af pænheden, når man bor midt i den; og at det ikke står mejlset i sten, at jeg vil forvandle mig til frygtsom forstadsfrue, hvis jeg flytter derud engang. Det skulle nok gå alt sammen, hvis det var. Det ved jeg jo, det gør for rigtig mange andre. Men det trækker overhovedet ikke i mig lige nu. For p.t. er der ikke noget sted i Danmark, jeg hellere ville bo, end lige netop midt på Nørrebro.
