Nadjas Reflexioner

Noget af det, jeg sætter allerstørst pris på ved New York er, at de allerbedste New Yorker-oplevelser ofte opstår, når man bare lader tingene ske. Giver sig tid til at gå langsomt gennem et kvarter, falde i snak med folk, browse længe og grundigt gennem specialbutikker, hvis eksistens man ikke på forhånd kunne have fantaseret sig frem til, peoplewatche, mens man spiser frokost og følge pludselige indskydelser til udstillinger, museer, koncerter, parker eller gåture, man har lyst til at tage, fordi vejret, subwayskiftet, en flyer eller et brudstykke af en samtale inspirerer til det.

Og det ekstragode er så, at jeg efterhånden har tilbragt så meget tid i New York, at jeg også tillader mig selv at lade det ske, fordi jeg ikke har en masse faste planer på programmet, der ofte dæmper spontaniteten. Så på denne tur har jeg blandt andet…

• været inde i en sybutik på Lower East Side. Indehaveren og hans hjælper var som taget ud af “Coming to Americas” frisørbutik, hvor Eddie Murphy spiller to gamle mænd, en jødisk og en afroamerikaner. Det var sidstnævnte, der hjalp mig. Og han var ikke til meget hjælp hverken for mig eller indehaveren. Vidste ikke hvor noget var og kunne ikke huske fra næse til mund. Den hassidsiske jødes ørelokker dirrede i irritation hver gang han måtte hvæse “Over there” eller gentage prisen på den samme tulle sytråd fem gange. Og hele resten af butikken endte med at gentage i kor “Three dollars”, da han for sjette gang spurgte til prisen.
• gotten my nails done.
• spist latkes, da min familie havde inviteret ca. 30 af deres mediebranchevenner til Hannuka-fest. Værterne kom selv først hjem en halv time før gæsterne skulle komme – men formåede alligevel at stable en flot buffet på benene. “Det er jo ikke noget problem, når man har Zabars lige rundt om hjørnet” sagde min grand-grand-grand-fætter, der var værten. Og det kunne have jo så have ret i. Men derfor var det alligevel stærkt inspirerende at se nogen være så casual omkring så relativt et stort et arrangement på en onsdag.
• besøgt den nye highline park, der løber som en fin og funky løftet promenade gennem The Meatpacking Districts mange gamle pakhuse.
• udforsket mine værters magiske bogreol. Hver morgen var der nye spændende titler, der poppede frem, som jeg ikke fatter, jeg ikke havde set før. Og blandingen var et fantastisk mix af fagligheder, tilgange og tankegange.
• set temmelig mange afsnit af både The Tudors og Mad Men.
• undret mig over, at næsten alle menukortene er præcis de samme, som da jeg “boede” her for 1,5 år siden. Og tænkt, at det på den ene side er sjovt og nostalgisk at kunne vende tilbage til det bedste af bedste, jeg smagte dengang. Men også, at det er ret uambitiøst af restauranterne og cafeerne, at de åbenbart aldrig ændrer på menuerne.
• fået lagt jeans op hos de gode skræddere på Lower East Side. En halv times ventetid – 5 dollars pr. par.
• siddet og kigget på de mange “kändisser fotograferet sammen med ejeren-billeder”, mens jeg angreb en pastramisandwich på Katz’s Deli. Og pludselig fik jeg øje på ejeren – let genkendelig med stor mave og hvidt fuldskæg. Det samme gjorde et yngre par, der straks styrtede hen til ham – og jeg var imponeret over den stoiske ro og store erfaring han lagde for dagen, da han stillede op til endnu et billede med hans kontrafej.
• browset: Boghandlere, butikker, menukort, magasiner, Billyburg, tankerækker, TimeOutNY’s sites.
• lyttet til nogle fine koncerter på det lille spillested “The Stone”. Der er vist ikke plads til meget mere en 50, toilettet står i en “kasse” bag scenen, det koster altid kun 10 dollars i døren og man kan ikke forudbestille billetter. Og så er aftenerne superfint kurateret.
• drukket temmelig mange shots of wheatgrass.
• hørt alle tænkelige julesange spillet på saxofon og sunget med Susan Boyle-stemme i Central Park og spillet som “top 100″ i radioen. Ekstremt corny – men lige netop hér gider man ikke rigtig kimse, men tænker i stedet “bring it on”.
• blevet anråbt af en mand, der gjaldede “Hey baby, I’ve got T-bone-steak and fileeeeeet mignoooon”.
• spist italiensk, kinesisk, dyrt, contemporary american, japansk, hurtigt, vegetarisk, tyrkisk, langsomt, etiopisk, klassisk-jødisk, gående, fransk-marokkansk, spansk.
• været til Gogol Bordello koncert i Webster Hall.
• trodset alle fordomme om Times Square og omegn og begivet mig ind til Discovery-kanalens videnscenter/udstillingssted, hvor der var to udstillinger – Leonardo da Vincis Workshop og Titanic Artefacts. Fandt det faktisk stærkt fagligt inspirerende i forhold til nye former for vidensformidling – og må indrømme, at Titanic-udstillingen satte sig dybere end som så – også følelsesmæssigt og også velvidende, at der blev spillet på alle broadcasting og følelsespornografiske registre. Det var faktisk rigtig, rigtig vildt at stå overfor de genstande, der har ligget i 90 år på havets bund. Og historien er og bliver bare lige fascinerende, grum og tankevækkende. Især fordi vi tilsynelandende bliver ved med at have stor tiltro til, at vi kan bygge større, højere og mere imponerende uden konsekvenser.
• nydt både den nye Highline Park i Meatpacking District og den ligeså splinternye forlængelse af Riverside Park, der er indbegrebet af industrial cool.
• spist den skønneske gourmetmiddag hos Stines madbloggende venner i Greenpoint.
• været i B&H Photo og Videos megastore, hvor hassidiske jøder i alle aldre ekspert-og-ekspres-ekspederer bag skrankerne – og får varerne bragt gennem transportbånd under loftet.
• DimSummet på det gode sted med det ekstremt høje støjniveau.
• besøgt min grand-grand-grand-onkel Morton og hans kone Rita i Poughkeepsie, og endnu engang ladet sig fascinere af deres utrolige livsglæde og evne til at sanse, favne og elske livet. Og togturen op langs Hudsonfloden er også altid værd at skrive hjem om.
• fået “fittet” BH’er i en undertøjsbutik, der føltes som en tidskapsel fra 20′erne. Det hassidiske ægtepar, der ejer den, er berømte for at være skulptørerne bag mange af stjernernes kroppe. Han sidder i kassen, hun “fitter” bag forhænget. Man kunne overhovedet ikke se varerne, kun æsker fra gulv til loft. Den kvindelige indehaver trak mig med om bag et intermistisk forhæng, bad mig strippe, så hun kunne se hele min krop, forsvandt og vendte tilbage med én valgmulighed. “Det er dén hér!”, sagde hun. Og det var det.
• set Roni Horn-udstillingen på The Whitney, Urs Fisher: Marguerite de Ponty-udstillingen på The New Museum, Walter de Marias Earth Room i Soho og en extraordinær samling videoværker på PS1.
• taget færgen over til Hoboken bare for lige at se, hvad der var på den anden side. Faktisk rigtig fint – gamle brownstones og fine butikker. Et virkelig dejligt frokoststed. Og en skøn udsigt over Manhatten, som man bare aldrig ser, fordi det altid er fra Brooklyn-siden det bliver fotograferet.
• langt om længe fået besøgt The Frick Collection.
• nydt new years extra-vanganza tapas på Mercat og især faldet i svimer over de chorizostegte kæmpekammuslinger med kaviar, blomkålscreme og stegte svampe.
• tænkt en hel del over det med de faste mønstre i nye kvarterers udvikling fra slum til artsy til hipstertowns til fancy condominiums.
• købt kantebånd i en butik, der var helt specialiseret i bånd og kvaster. Kælderen var fyldt med kvaster i alle størrelser og farvekombinationer – og spole på spole med kantebånd.
• hygget igennem med Mikael og Stine.
• oplevet fem forskellige ekstremt “what are the odds”-gadehjørnemøder. Så oddsene er åbenbart større end man skulle tro.
• detoxet i “The Russian and Turkish Baths”, hvor man i gamle gummislippers gik frem og tilbage mellem to forskellige aroma-rum, to forskellige slags saunaer, en iskold pool, en tagterrase og et rum, der blev beskrevet som “radiant heat”, hvor granitvæggene glødede, og man konstant overhældte sig selv med spandevis af isvand. Man kunne købe varm bortsch og iskold vodka i cafeen og bademestrene hed Viktor og Boris.
• stået midt i en kulørt konfetti snestorm på Times Square.
• taget 7-subway-linjen fra endestation til endestation, nydt de flotte udsigter over Manhattan fra highline-ruten og hoppet af mange undervejs på “the international express-way”. Ruten løber gennem mange forskellige nationaliteters særlige områder, og undervejs bevæger man sig derfor ligeså stille gennem Kina, Korea, Ecuador, Puerto Rico, Mexico, Indien og Irland, inden man lander på Times Square igen.
• mærket, hvordan subway-systemet stadig sidder i kroppen og glædet mig over “gode skift”.
• stædigt forbeholdt sig retten til at afvige fra de veltrådte stier.
• funket på Brooklyn Bowl
• været i Whole Foods den sidste lørdag før jul og oplevet, hvad det vil sige, når der for alvor er voldsom trængsel og alarm. Seriøse trafikpropper af indkøbsvogne med top. Men stadig en stor glæde af købe sprøde grøntsager, udskårne frugter og bær, de lækreste stykker kød og fisk, friske salater, skønt bagværk, saftige rotisserie chickens, spreads af typen “honey-lavender-goat-cheese”, “Archichoke-spinach-four-cheese-dip” og taramo-salat, frisk fuldkorns-linguine, nybagte bagels og blueberry-pies, specialøl og rodfrugt-chips.
• slappet fuldtstændig helt og aldeles af.
• nydt udsigten morgen, middag, aften og nat, i klar sol, snestorm, slagregn, hård vind og den sidste psykadeliske solnedgang.

I dag fik jeg en mail fra kunstnerne bag de fantastiske “Her må du gerne-skilte”, der sagde, at projektet var slut nu, så hvis man fandt et skilt i gadebilledet “måtte man gerne” tage det med hjem.

Og det lod jeg mig jo så ikke sige to gange. For selvom jeg har været sulten efter de skilte, kunne jeg som den pæne pige jeg er (opdraget ud fra princippet om, at hvis jeg plukkede den fine blomst i det offentlige rum, ville ingen andre få glæde af dem) var det aldrig faldet mig selv at snuppe et, selvom jeg godt kunne se, der var mange andre, der gjorde det. Men nu, hvor jeg “gerne måtte” pilede jeg med lysets hast derhen, hvor jeg forleden så et af mine yndlingsskilte så. Og det var der heldigvis stadigvæk – så nu er jeg den lykkelige ejer af et “Her må du gerne have en anden etnicitet end dansk”-skilt.

Nu er det ikke så let af cykle med sådan et skilt, så mens jeg trak cyklen hjemad med min fangst på slæb, fik jeg lige et par minutter til at tænke over, hvad der mon ville ske med skiltet, når det blev taget ud af det offentlige rum – og flyttet hjem i privaten. Ville det på samme måde kommentere min privat-sfære, som jeg havde oplevet skiltene kommentere samfundet, mens de stod i den offentlige sfære?

Og hvad betød det, at det var netop dette skilt, jeg havde nuppet? Hvis jeg havde taget det, hvor der stod “Her må du gerne skåle i champagne” ville der ikke have været noget som helst kontroversielt i det, fordi jeg sandsynligvis har skålet i champagne på hver eneste kvadratcentimeter her i lejligheden. Men hvad, når det handlede om et skilt, hvorpå der står “Her må du gerne have anden etnisk baggrund end dansk?”

Ved hoveddøren var det nemt. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg gerne vil invitere mennesker med “anden etnisk baggrund end dansk” indover min dørtærskel. Jeg betragter mig selv som ekstremt kulturelt åben og tolerant – og så tæt man kan komme på at være etnisk “Farveblind”. Så ingen problemer her – vær velkomne alle (hvis vi altså i øvrigt har noget tilfælles og jeg kender dig godt nok til at have lyst til at invitere dig indenfor), uanset etnicitet.

Ved min bogreol og musiksamling gik det også strålende. Mine skønlitterære bogreoler rummer alt fra H.C. Andersens eventyr, Karen Blixens Skæbneanekdoter og Oehlenschlägers samlede værker, til en omfattende samling af sydamerikansk magisk realisme, en stor samling afrikansk litteratur, masser af jødiske litterater og en hel stribe af den nyere tids store nordmænd. Og min faglitterære reoler bugner af antropologiske værker, religionshistorier og minoritetsteoretiske afhandlinger. Og pladesamlingen – nu i form af iPod – er så etnisk-eklektisk, at man slet ikke kan sætte ord på, hvor det meste kommer fra. I mine kulturelle input hersker der slet ingen tvivl om, at man gerne må have anden etnisk baggrund end dansk for at gøre sig gældende.

Lige først var jeg også helt ok med det, da jeg satte skiltet i min yndlingsøreklapstol. For hvad har der ikke siddet af store hjerner fra alverdens lande i den stol, mens vi har diskuteret verdenssituationen på alverdens sprog? Men efterhånden som jeg begyndte at tænke mig mere om, begyndte der at vise sig et mønster. For nok havde der været tale om folk med mange forskellige NATIONALITETER, men hånden på hjertet – hvis man nu et øjeblik IKKE skulle gøre sig selv etnisk farveblind og faktisk lige overveje, om der havde siddet nogle med andet end kaukasiske træk, kan det koges ned til et par håndfulde.

Og aprospos koge – så hersker der ingen tvivl om, at tingene i mit køkken hellere end gerne må have “anden etnisk baggrund end dansk”. Mine hylder bugner af granatæblesirup, røget paprika, harissa, blæksprutte-sauce og fine franske olier. Teer fra alverdens lande, knive hjembragt fra Asien på den før-visitations-zone-agtige-måde.

Og når jeg skal have hurtig mad til et sammenskudsgilde falder intet mig mere naturligt, end lige at røre en hummus sammen lavet af ingredienser indkøbt hos min yndlingsgrønthandler i Blågårdsgade, som jeg altid sludrer så hyggeligt med og som ved, at jeg er fanatisk storforbruger af koriander, honningmangoer og mynte. Således havde jeg også købt ind til en ordentlig skudefuld hummus i dag, fordi vi i andelsforeningen debutterer med et nyt koncept kaldet “torsdagsmad i kælderen” hvor vi allesammen tøffer ned med gode sager, så vi spiser sammen i stedet for at sidde i hver vores lille hul hver for sig. Et enormt åbent og tolerant og overskudsagtigt koncept synes vi selv. Og lur mig om ikke min hummus vil blive suppleret med en masse andre retter, der har anden etnisk oprindelige end dansk? Men samtidig må jeg sige, at det er tankevækkende, at vi bor midt på Nørrebro i Danmarks mest fantastiske og superinspirerende kulturelle smeltedigel – og alligevel er der INGEN i andelsforeningen, der har anden etnisk baggrund end dansk. Vi er vores egen lille enklave – hvis man nu skal helt hånden-på-hjertet-agtigt-ærlig.

Hmmm – ingen kommentarer ;-)

Fra mit skrivebord ville jeg jo umiddelbart sige, at jeg har direkte adgang til en verden og en stor vennekreds, der har mange andre etniske baggrunde end dansk. Men ikke desto mindre har jeg alligevel måttet sande, at der først rigtig kom skred i mine Facebook-statusopdateringer, da jeg gik over til at skrive dem på dansk i stedet for på engelsk. Og at mit tværskandinaviske magasin led voldsomt under sprogbarriererne selv mellem dansk, svensk og norsk. Jeg ville have forsvoret det, inden jeg prøvede. Men realiteterne var skræmmende. Alligevel føler jeg, at jeg fra min arbejdsplads dagligt er i kontakt med en hel verden, hvor jeg søger inspiration og ny viden – og korresponderer med mennesker fra hele verden. De er her ikke fysisk, lige her og nu i min lejlighed. Men mentalt er der plads til dem alle sammen – uanset om deres etnicitet er en anden end dansk.

Faktisk – og det synes jeg, er skidepinligt – tror jeg, at kosteskabet for mange, og også for mig, er der, hvor der mest naturligt i tidens løb har været adgang for folk med anden etnisk baggrund end dansk. Hvorfor forekommer det bare helt naturligt, at det er alle andre end danskere, der gør rent hos os – mens det næsten ikke er andre end danskere, der kommer til vores fester og middage?

Fra mit køkkenvindue er der udsigt det etniske medborgerhus og deres gård, hvor der meget foregår arrangementer, der har alle andre etniske oprindelser end dansk. Her fejres alt fra Eid til jødiske gastronomi-dage, fra Baskiske befrielses-fester til den ghanesiske nationaldag, fra fastelavn til tyrkisk fællesspisning. Og både børn og voksne fra vores gård diffunderer ind og ud mellem vores aflukkede gård og verden udenfor. Og vi elsker det. Der er intet sted, vi hellere ville bo end lige netop her, hvor vi er midt i det hele og vi allesammen kan blande os op med alverdens kulturer. Men samtidig er vores gård jo hermetisk aflåst, så det kun er os, der kan bevæge os den anden vej. Så det lægger igen op til enklave-tankerne.

Så alt i alt må man sige, at det der skete, da jeg tog skiltet fra den offentlige sfære og hjem i privaten var, at jeg pludselig blev bevidst om, at min egen hallalhippie-agtige tilværelse i virkeligheden ikke strækker sig særlig langt ud over de kulturelle, gastronomiske og eksotiske indslag, jeg selv bringer ind i bidder i mit hjem. Men det er faktisk forsvindende sjældent, det er menneskene selv, der kommer indenfor. Og det, selvom jeg til enhver tid vil sige “ja, selvfølgelig må gerne have anden etnisk baggrund end dansk”.

I dag skinnede septembersolen fra den smukkeste skyfri himmel. Og da jeg havde en fin lille pause mellem arbejdsopgaverne, besluttede jeg mig for at svinge ind forbi Jazz-kælderen i Skindergade, hvor man indtil på lørdag kan låne et par af lydkunstneren Christina Kubisch elektromagnetiske hovedtelefoner.

Det er nogle helt særlige hovedtelefoner, der lukker de normale lyde ude. Men til gengæld skruer op for alle de elektriske lyde, man ellers aldrig kan høre. Ikke alene kan man høre tyverialamernes hamren, fjernsynsskærmenes summen og lysreklamernes hvalsang. Man kan også høre hemmelige orgeltoner i haven rundt om Helligåndskirken, S-togenes accelleration, dunkende læbestifter i Magasin og lyden af elektronisk jackpot i Tivolis spillehal.

Det er sjovt. Sjovt, fordi man går helt i sin egen verden, når man har den slags hørebøffer på.  Sjovt, fordi man opdager nogle helt andre sider af storbyjunglens  tarzan-råb. Sjovt, fordi man får en god undskyldning for at gå opdagelse blandt Hovedbanens bagagebokse, sætte sig stille ned på Helligåndskirkens bænke og tabe en tyver på en enarmet tyvekængt. Sjovt, fordi man også er ekstra opmærksom på interessante lyde i flere timer efter, man har taget høretelefonerne af.

Og så lige et par praktiske oplysninger:

Skynd dig ned forbi. Lørdag den 19. er sidste dag.

Man bestemmer selv sin rute og tempo, men det er især sjovt at følge kunsterens egne spor, hvor hun fremhæver særlige lyde. Der er en kort og en lang rute, der tager henholdsvis ca. 45 minutter og 1,5 time. Jeg tog den lange – og synes klart 2. del var sjovest. Så hvis man kun kan nå halvdelen, bør man overveje at tage 2. del med det samme (den med togtur, hovedbanegård og Tivoli)

Og det er helt gratis. Man skal bare lægge sit sygesikringsbevis eller lignende som pant.

OBS:OBS:OBS:OBS

Hvis du læser dette EFTER den 19. september 2009 og får lyst til en lydtur, kan du i stedet prøve de fine fortællinger i Vesterbro Site, som Johanne Løgstrup fra Flamingoeffekten har kurateret. Det er noget helt andet, fordi det er forudindtalte fortællinger, der afvikles på planlagt tid. Men de er rigtig fine – og kan downloades til en helt almindeligt iPod.

En af de største opdagelser fra min undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner er, i hvor høj grad vi i professionelle sammenhænge forlader os på tilfældighedernes spil.

Lad mig sige med det samme, at min grundholdning stadig er, at vi i stedet skal være bedre til at sætte ord på vores kompetencer, ønsker, ambitioner og drømme – i stedet for at vente passivt på, at tilfældighedernes spil falder ud til vores fordel.

Men HVIS man vælger at forlade sig på tilfældighedernes spil, skal man i det mindste være opmærksom på, at tilfældighedernes spil OGSÅ er et spil. Og at man skal spille det aktivt, hvis der skal komme noget ud af det.

Og her har Facebook vist sig at være et af de redskaber, der har gjort det markant meget lettere at øge sine odds i tilfældighedernes spil – både socialt og professionelt. Uden i øvrigt at gå på kompromis med sine værdier.

Det har jeg lige skrevet en artikel til Kommunikationsforum. Og så har jeg talt med Signe Wenneberg, der nok er det menneske, jeg kender, der bruger Facebook mest strategisk og professionelt. Og skrevet en artikel om hendes erfaringer, som vi andre kan lade os inspirere af hendes erfaringer.

For nogle år siden opdagede jeg et trick, der med et trylleslag gjorde det meget sjovere at være til større middagsselskaber. I stedet for som naturligste i verden altid at være den, der rejste sig først for at hjælpe med at bære ud og sætte i opvaskemaskinen, blev jeg stadigt oftere hængende inde ved bordet eller trak med ind dér, hvor kaffen blev serveret. Uden nødvendigvis selv at være der sprang op for at hente nye forsyninger hver gang kanden løb tør. Jeg tillod mig simpelthen at blive siddende i “herreværelset”.

For mig er herreværelset et mentalt rum, snarere end et fysisk rum. For det er jo trods alt de færreste huse og lejligheder, hvor man finder finder et mørkegrønmalet værelset med Salmonsens gyldne leksion i mahogniereolen, en globus, hvis bug rummer både single malts og gode cigarer – og et bord, der egner sig et par gode slag l’hombre. Og faktisk handler det heller ikke så meget om kønsfordelingen i “herreværelset”. Der kan sagtens opstå et mentalt “herreværelse”  til selskabet, selvom der kun er kvinder til stede. Det handler ikke om de fysiske rammer og det handler ikke om kønsfordelingen. Det handler om de ting, man taler om og måden man taler om dem på i:

Herreværelset er et mentalt rum, hvor man tillader sig at tænke i helikopterperspektiver, diskutere verdenssituationen, vende karrieremæssige udfordringer, lave nedslag i den aktuelle debat og gøre den til sin egen. Der kan godt være børnesnak på tapetet – men så er det oftest i form af, hvordan meningen med livet kan forandre sig eller man forstår samfundsmekanismerne på nye måder. Børn er en vigtig facet af tilværelsen – men ikke verdens eneste omdrejningspunkt. Og ofte er der plads til et selvironisk twist på alt det, der ikke er lykkedes i jagten på at fremstille sig selv og sit liv perfekt. I herreværelset kan man få hjælp til at knække komplekse problemstillinger, man får tit lidt god sladder med fra andre brancher og store virksomheder, nye perspektiver på en aktuel debat, ekstra defintioner eller dimensioner af ord, man troede, man kendte betydningen af. Snakken er konstruktiv, fremadrettet, alle vil noget med deres liv og håber på at kunne være med til at ændre verden bare en lille bitte mikroskopisk smule. Man skal stramme sig lidt an for at følge med, for der pinges, der ponges, det går hurtigt, man skal være skarp, belæst, orienteret. Der grines højt, timerne løber afsted, kinderne bliver røde og stemmerne løfter sig.

Anderledes forholder det sig i køkkenet. Der kan såmænd godt være rigtig hyggeligt. Og nogen gange er det bare køkkensnakken, man trænger til. Nogle gange har man lyst til at sludre under færre øjne eller hvilke ørerne/hjernen et øjeblik. Den er mere intim, og man skal aldrig kimse ad fornemmelsen af at stå med et godt glas køkkenvin og følge en kok, der bare nyder at forkæle sine gæster, trylle bag gryderne, mens man udveksler køkkentips, opskrifter og de sidste nye historier fra hverdagen. Engang imellem er også i køkkenet rygerne M/K trækker ud for at sende røgsignaler ud gennem bagdøren og der er rart og hyggeligt og varmt. Og nogen gange er det simpelthen i køkkenet de bedste fester samles og de bedste samtaler opstår. Det vil jeg på ingen måde underkende.

Men der sker påfaldende ofte noget helt andet. Og jeg ved godt, at det, der kommer nu lyder ekstremt stereotypt, men det forekommer altså meget, meget ofte – også i min omgangskreds, der ellers i høj grad er kendetegnet ved, at de fleste fyre er mindst lige så gode til at lave mad som kvinderne og meget aktivt tager deres tørn med både opvask, rengøring, bleer og børn – men det forholder sig simpelthen sådan, at alle stort set hjælper til. Men hvor mænd flest og kvinder færrest gør det de GØR, og derefter sætter sig tilbage i “herreværelset” med god samvittighed, gør kvinder flest og mænd færrest det, de tror de BØR – og en hel del mere til. Og sidder aldrig helt roligt tilbagelænet i den mentale øreklapstol, selvom de sætter sig på kanten af den, når de træder ind i det mentale herreværelse for nænsomt at forberede deres partner på, at det er ved at være tid til at tage hjem.

Og mens verdenssituationen bliver ordnet, karriereplanerne lagt, de semiprivat-professionelle netværk plejet og hjernerne udluftet i herreværelset, centrerer køkkensnakken sig om børn og hverdag og parforhold. Ofte med et uundgåeligt bittert drag om munden, fordi alle i køkkenet (oftest ubevidst) er en lille smule grundbitre over, at dér går de og servicerer alle de andre, men nogen må jo gøre det. (hvilket er paradoksalt, for ofte skulle værten nok have stået for det – men han når aldrig til det, fordi han har sine prioriteter så meget i orden, at han vælger at hygge sig med gæsterne, mens de er der – og kommer ud til et Ajax-skinnende køkken og en bitter hausfrau in der küche.

Og selv, hvis der ikke er skyggen af bitterhed til stede, og alle faktisk opholder sig i køkkenet af egen fri vilje, fordi de synes, der er hyggeligere, sjovere eller rarere – eller mere interessant end det der snakkes om i herreværelset – sker der også noget andet interessant her. For en ting er, at snakken handler om hverdagens udfordringer og børnenes tarv i alle tænkelige detaljer – og det er selvfølgelig vigtigt for børnefamilier at snakke praktik, fordi det ER en stor del af livet og overvejelserne – ofte altafgørende for drømme, ambitioner og handlinger – i den livsfase. Men interessant nok er det samtidig ensbetydende med, at næsten ethvert tilløb til andre former for samtaler eller de emner, der falder så naturligt i herreværelset, så hurtigt skal bremses med et “Nu skal vi jo heller ikke tale politik hele tiden – hvordan GÅR det med dig/jer/ungerne?” eller “nu skal vi ikke tale job hele tiden – hvordan HAR du/I/ungerne det?”. Og det undrer mig, at der aldrig er nogen, der tør svare “Øhhh godt tak, men i mit liv betyder samfundsdebatten og arbejdet faktisk rigtig meget og har stor indflydelse på, hvordan jeg HAR det og hvordan det GÅR – også med mig på det personlige plan. Nu skal vi vel heller ikke tale børn hele tiden?”.

I den undersøgelsen af erhvervskvinders ambitioner, jeg lige har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet var det helt tydeligt, at ovenstående er en meget markant tendens – og at mange kvinder derigennem afskriver sig selv fra de inspirerende og udviklende samtaler, der også kan opstå i privatsfæren. Mens mange mænd – og trods alt også stadigt flere kvinder – bruger også deres private netværk til at søge inspiration og viden om, hvor tingene rykker og tippe hinanden om, hvilke drømmejobs, de leder efter, adskiller mange af kvinderne den private og professionelle sfære langt skarpere. Det er ikke så udtalt i kredse, hvor der endnu ikke er begyndt at komme børn ind i billedet – men så snart en venindekreds tipper fra at indeholde flest kvinder uden børn, til at indeholde fleste mødre, bliver det svært – rigtig svært – at komme til at tale om andet end børn og hverdagens trivialiteter i køkkenet. Det bliver sværere og sværere at genskabe de mentale herreværelser, der prægede studieårene – og der bliver pludselig tilført et element af skyld, hedonisme eller “mangel på realitetssans”, for dem der prøver at snakke om noget andet.

Og nu er det så, min pointe er, at vi måske skulle tillade os selv at tilbringe lidt mere tid i vores mentale herreværelser. Alene, sammen og i vidt forskellige kønskonstellationer. Servér whiskyen i køkkenet, hvis det er det, der skal til. Lad opvasken stå til næste dag. Sig “Nu skal vi jo ikke tale børn hele tiden”. Sæt dig over til et andet frokostbord på arbejdet, end der hvor der kun snakkes pasningsordninger og weber-grill-marinader. Indled samtaler, der handler om samfundet, politik eller faglighed – og hold fast i emnet. Spørg de andre til råds om ting, der provokerer, irriterer eller driller dig. Kom med konstruktive forslag som modspil, hvis de andre forfalder til brok. Og når du ikke lige har haft tid til at lave den der kage eller perlespeltkartoffelsalat til vuggestuefesten og du derfor ikke ender med at bruge hele din fest på at dele opskrifter, kan du jo benytte dig af lejligheden og stolt pege på din citronmåne og sige “ja, det blev sgu en citronmåne i dag, for jeg havde simpelthen så travlt med at få forberedt min keynote til det strategiseminar. Så skal der nok komme en helt anden aften med nogen helt andre samtaler ud af det.

Da jeg gik i gymnasiet gik der en pige i min klasse, der altid gjorde enormt meget ud af det, hun delte ud til sin fødselsdag og kagerne, der skulle lindre de tre tysktimer i træk. Mens vi andre kom med flødeboller eller en drømmekage fra Brovst (ikke et ondt ord om den, den er bare ikke særlig kompliceret at lave og det er en del af pointen her), kom hun med hjemmelavede megatjekkede lagkager, der skulle specialtransporteres for at holde faconen.

De smagte fantastisk, hendes kager. Og mens hun skar dem ud solede hun sig i vores ros. Men alleigevel fik kagerne hurtigt en ærgerlig bismag. For i ugerne bagefter blev hun ved med at vende tilbage til, at “her kom hun med lagkager, mens alle andre bare kom med flødeboller”.

Og det var vist allerede dengang, det gik op for mig, at det bare er en vildt ærgerlig attitude at have. Hvis man gerne vil gøre noget ekstra, kræse for andre, forkæle andre, skal man endelig gøre det. Og hvis man elsker at lave alt fra grunden, skal man endelig gøre det (faste læsere af denne blog ved jo, at jeg selv uforbeholdent tilhører Irma/Perlespelt/mærkelige-ingredienser/ihhhh-nu-er-det-honning-mango-sæson-segmentet – og jeg tror derfor på, at andre ligesom jeg selv oplever stor personlig glæde og nærmest finder det afstressende at lave mad).

Det, der er problemet er, når vi begynder at kræve at andre lever op til de samme unødigt høje standarder. Det er fantastisk at få serveret hjemmelavede boller, hjemmerørte fiskefrikadeller og relishes kørt på chutneyficerede grøntsager af egen økoavl, når man kan mærke, at dem, der har lavet det, virkelig har hygget sig med det. Og man skal virkelig sætte rigtig meget pris på det, når man får den slags serveret. Men i al sin lækkerhed begynder det at smage harsk og meget lidt overskudsagtigt, når man kan mærke, hvordan stressen og præstationsangsten har hvirvlet rundt i køkkenet indtil få sekunder før gæsternes ankomst.

Men der sker simpelthen en fejlslutning for de fleste af os, som får os til at opføre os som min gamle gymnasiekammerat, når vi vejrer færdigkøbt. Og hvor gerne jeg end ville, kan jeg heller ikke undsige mig selv fra det. Hånden på hjertet – jeg har også selv gjort det op til flere gange og husker især en julefrokost, hvor alle komme med hjemmelavede lækkerier, undtagen en, der kom med en færdigkøbt peberpaté. Som var den eneste, der stod urørt tilbage. Det var en skidegod peber-paté, faktisk. Men den var færdigkøbt og vi kastede os alle over de hjemmelavede ting – hvilket på en eller anden måde endte som en uudtalt anklage mod hende, der havde valgt at medbringe noget færdigkøbt, når nu vi andre havde stået der og lavet stegte sild i egen lage. Komplet idiotisk – vi burde have hyldet hende og den peberpate, fordi hun havde taget konsekvensen af sit travle liv og købt den på vejen, så hun ikke engang havde nået at transmorgriffe den over i en terrineskål ala fransk landkøkken, rode lidt op i overfladen og tilføre et rustrikt drys af hjemmehakkede cornichoner.

Og problemet er, at det ikke stopper dér. For så vidt jeg kan konkludere ud fra de mange dybdeinterviews og spørgeskemaundersøgelser, jeg lige har gennemtærsket for at skrive den store rapport om erhvervskvinders ambitioner til  Protocol og Beskæftigelsesministeriet, bliver der så ovenikøbet sat lighedstegn mellem “færdigkøbt kartoffelsalat” og “dårlig mor” (sjovt nok aldrig far). Og den sammenstilling holder simpelthen ikke. De ting har INTET med hinanden at gøre. Der KAN være sammenfald, men der kan ligeså godt være sammenfald mellem den mor/far, der overhovedet ikke ænser sit barn, fordi vedkommende står fordybet i perlespelt og hjemmemarinerede San Marzano-tomater.

Og det der så ovenikøbet viser sig er, at der i det virkelige meget ofte sker følgende: Folk køber kartoffelsalaten færdig, smider den over i en skål, der godt må være let skåret på svensk loppis-måden, og klipper lidt purløg henover så det ser hjemmelavet ud på den overskudsagtige måde. Fuldt forståelig måde at navigere sig gennem hverdagen – men desværre totalt ødelæggende for den samlede opfattelse, fordi man dermed lægger et implicit pres på alle de andre også.

Men hvor ville det dog være fedt, hvis folk ikke følte sig nødsagede til at ty til den slags maskering, men i stedet stod ved, at den stod på færdigkøbt i aften. Og jeg kan så betro jer allesammen derude to ting:

1) For det første kan en færdigkøbt kartoffelsalat også smage godt, men man kan sagtens smage, at den er færdigkøbt alligevel, så det er altså ikke fordi man fremstår mere hjemmelavet, fordi man snyder. Så hvorfor ikke bare så ved det og hvile vel i det?

2) For det andet sker det også – ofte – for selv den mest perlespeltsagtige type, at han eller hun ikke gider eller ikke har tid til at lave det hele fra grunden. Det er der ingen, der altid har.

Så selv de allermest pres-agtige typer ville faktisk have glæde af, hvis forventningspresset blev opløst lidt, og man i stedet begyndte at gøre mere som det passede i situationen.

Nej, jeg tror ikke, at erhvervskvindernes paradokser og balanceudfordringer er gjort med det – men for fanden da, hvor ville det være et stort skridt på vejen, hvis vi i det mindste holdt op med at stresse hinanden på den måde.Og der skal til er, at vi allesammen begynder at hylde hinanden, OGSÅ når vi vælger det færdigkøbte, og står ved det – i stedet for at lade sig stresse af de andre. Det er mindst lige så meget et udtryk for at have sine prioriteter i orden og mindst ligeså stor overskudsagtighed, som det er at lade sig gruppepresse til at prioritere det hjemmegjorte.

***************

Læs meget mere om, hvordan erhvervskvinder håndterer paradokset mellem på den ene side at ønske sig den fulde familiepakke med tid til det hele – og på den anden side også at drømme om så meget andet i deres liv i kapitlet Dagligdagens Dr. Jekyll og Mr. Hyde, som du finder i den fulde længde på Protocols hjemmeside.